Susling om ukuelig optimisme

"Måske skal vi også bade!" traller Skumfidusen, på vej ud af døren. Hun skulle i sommerhus i Rørvig her i påskeferien. Jeg siger ikke noget, men et kort kig ud af vinduet, siger vist det hele. "Mor, det var meget godt, at det sluttede. Jeg fik aldrig lov til at lave det, jeg synes var sjovt" brummer Lugtelakridsen, der allerede er i gang med at arrangere noget andet med nogle andre end den Fynske Prinsesse.

Hm, sagde jeg, at jeg var stoiker? Hvis, så har det ikke smittet af på mine unger og det er nok meget godt. For ikke at sige ret godt. Og jeg tager ofte mig selv i ikke at bryde ind med formaninger og negativitet. For nej Skumfidus, du kommer ikke til at bade her i påsken og ved du hvad Skummis, du har ikke en gang råd til at tage i det sommerhus. Og Lugtis, hvad er nu det? Allerede noget på gang med en anden?! Bør du ikke lige....! Men hvorfor egentlig ikke? Hvorfor egentlig ikke så meget? Det ligger jo derude og venter på dem, det her liv og så skal de da bare gnaske løs af det.

Vi andre kan så sidde som nogle skidesure Hjeronimus'er, ikke mæt af dage, men dog forædte...Hvilket minder mig om neurotikker-katten. Den havde vi godt nok stort set lagt i graven sammen med superkatten...troede den havde det samme...men næh...nu spiser den igen...og den er holdt op med at skrige...! Goes to show, at det her stoikerhejs ikke holder i længden...