Susling om livets to do liste
Nogen gange spekulerer jeg over, hvad meningen egentlig er - sådan med det hele. I know store spørgsmål på en flad onsdag. Men må jo en gang i mellem gøre status - især i den fase jeg er i nu. 45 (og det rykker satme tæt på nu!) er et underligt tal. Og hvad skal en ægte kvinde anno 2009 have opnået i den alder? Jeg ved det ikke. Jeg er helt blank på den del.
1. Hus og have? (Er sikker på at regeringen og den almene offentlighed mener, at hus og have er et must. Til kamp for ejendomsretten). Nå, men det ejer jeg ikke. Til gengæld har jeg den smukkeste udsigt ud over havnen og man kan altid presse lidt pottemuld ind på nogle altaner. Gæl's det?
2. Bil? Har jeg da, men det er ikke en Audi. Til gengæld jeg blev helt stolt af Veterancruiseren, da Totempo-manden kærligt klappede den på motorhjelmen og sagde, at det var sjældent de måtte hente sådan en god, gammel og solid bil. Den skulle han nok passe godt på. Mekanikerne presser os også hele tiden for at sælge den til dem. Gæl's det?
3. Ægteskab? Det har jeg kun haft et af. Og jeg kan heller ikke prale med at være en moderne papfamilie med børn på guleplader. Næh, er desværre bare en røvsyg nuklearfamilie. Gæl's det?
4. Børn? Kun to af slagsen - en af hver. Kan jo godt se, at det helt trendy lige nu er at få tre, fire osv. Desværre blev det ikke til det. Til gengæld udvikler de sig helt efter bogen, de to jeg har. 15 år som min søn er snart, er klart alderen, hvor man synes ens mor er åndsvag. Det gør man også lidt, når man er næsten 18, som min datter. At hun så lige kan slå mig for et par sko ændrer ikke det store (All Stars til 279,- i Rema 1000!Det er sgu da billigt!). Eller at vi stadig laver madpakker til dem. Det ku' de egentlig godt fixe selv. Eller at vi trofast står op med dem hver morgen, dækker morgenbord og sender dem i skole. Eller at jeg stadig vasker alt deres tøj...ændrer ikke på, at vi gennemgående er åndsvage....Men gæl's det?
5. Samtalekøkken? Mit køkken er ikke et køkken, der er værd at snakke om. Det er nærmest en skændsel. Men vi snakker meget sammen i køkkenet. Gæl's det?
6. Karriere? Tal ikke om det. Jeg har ikke nogen karriere. Jeg har bare haft en masse trælse år i konsulentbranchen og hold kæft, hvor er jeg træt af det. Træt af kun at tælle, hvis man kan hive sin egen løn ind 2-3 gange. Træt af, at stå over for kunder og få deja vue, fordi de alle sammen siger det samme og har samme problemer, men selv tror, at de er dødunikke. Træt af åndløse powerpoint slides og selvhøjtidelige mænd i jakkesæt. Træt af, at det kun er jakkesættene og deres tænkemåde, der gælder. Træt af begejstringen over det seneste tekniklir, mens forståelsen for resten stadig er på stenalderniveau. Arbejder p.t. på at komme i gang med noget, der giver betydeligt færre kroner og anseelse på blæreskalaen, men til gengæld kan gøre en forskel. Gæl's det?
Ja, undskyld at jeg sådan bliver ved med at sylte rundt i det her. Men jeg ved fanden heller hvad jeg skal gribe og gøre i. Kan jo godt se, at jeg ikke udfylder normalskabelonen. Og jeg er heller ikke sådan en, der er flyttet på Christiania og har oprettet min egen vildtplejestation. Jeg er fandme ikke en gang alternativ. Og hvis man så hverken er det ene eller det andet, hvad er man så? Ja, jeg spørger bare.
Etiketter: Alder
5 Comments:
Så er man vel Susling, et menneske på godt og ondt... og det er jo ikke skidt, men godt for en masse :-)
Hvor mange tror du i grunden passer ind i den skabelon? Jeg tror ikke, at det er ret mange... eller, det handler vel dybest set om, at jeg ikke håber det. Jeg kender nemlig nogle enkelte, som gør. De er temmelig selvoptagede. Det er til gengæld skidt, men måske ikke symptomatisk. Hvad ved jeg... ;-)
Du har ret, Liselotte. Helt og aldeles. Det er nemlig det man er: Et menneske på godt og ondt. Og i store træk har jeg jo meget at være glad for. Jeg har så meget kærlighed,varme og grin i mit liv. Det er vel egentlig også mest det her åndsvage arbejdsliv, der plager mig. Ka' ikke rigtig finde kadencen og meningen med det hele og det er da lidt for meget, med den alder jeg har raget til mig :-/
Jeg tror ikke alder skal være en parameter for arbejdslivet og tilfredsheden med det. Det har den i hvert fald aldrig været for mig. Ny uddannelse i forholdsvis sen alder fik mig smidt ud ad græsgange, jeg ellers aldrig ville have trådt - og jeg ville såmænd være frisk igen, hvis ikke det var fordi, jeg har været heldig og er endt et sted, som gør mig tilfreds og er meningsfyldt. Mangler meningen handler det nogen gange om, at man har satset på den forkerte hest. Det erfarede jeg for mange år siden, at jeg havde gjort. Omstændigheder, jeg ikke selv var herre over, tvang mig til at sadle om, så "noget" reddede mig, men ellers var jeg formentlig også nået til meningsløshedens holdeplads forlængst. Måske handler det om at være et engageret, følelsesfuldt menneske, som gerne vil gøre en forskel i det små? Jeg ved det ikke, men jeg tror, at vi er udstyret med en mavefornemmelse, som slår igennem, når vi bevæger os for langt væk fra den kerne/de overbevisninger, som er os. Giver det mening?
PS - og så var adgangsordet "sinked". Det skal vi vel ikke lægge noget i? ;-)
Jep og tak, det giver rigtig meget mening. Det handler nemlig om mavefornemmelse...og den har jeg kæmpet med et stykke tid. Ka'også gætte, at du har været i nogenlunde den samme branche som mig og på et tidspunkt bliver det så meget fingeren i halsen. Så lige nu går jeg og tænker og tænker...Men samtidig elsker jeg jo at skrive og formidle...det er jo det jeg er: En skribtøse...så noget helt andet kommer ikke på tale...Må vel egentlig bare tillade mig selv den tid, det tager, til jeg finder det helt rigtige for mig. Og så skråt op og til højre med forventninger og facade.
Tak for dine ord, rigtig mange tak!
PS. Sinked....kan jo være positivt. At synke noget/sluge noget :-)
Forventninger og facade er simpelthen de absolut værste ledestjerner at have, så skråt op med dem. Jeg er sikker på, at tiden arbejder for dig :-)
Send en kommentar
<< Home