Susling går tilbage til en fuser

Jeg har ikke sat mine ben på Roskilde Festivalen siden dengang jeg dejsede om i mudderet midt under en Lou Reed-koncert og fik et akut anfald af "Jeg-kan-ikke-se-jeg-ikke-gå-jeg-kan-ikke-stå-jeg-kan-kun-høre" og Anders måtte slæbe mig tværs igennem smatten for at aflevere mig i Saniteten, hvor jeg og diverse fulde svenskere, så kunne ligge på smalle krigshospitalsbårer og komme tilbage til en eller anden nogenlunde normal tilstand. Ok, indrømmer, at jeg nok ikke burde have taget et hvæs af den megajoint, som en meget venlig hollænder stak mig i et anfald af "vi kommer hinanden ved på kryds og tværs". Men hei, jeg var jo ung og livsglad (har så ikke rørt det skidt siden).

Nå, men nogle gange skal man så gå tilbage til en fuser. Og i lørdags, der transporterede jeg Skummisen og hendes liggeunderlag, sovepose, roskildeklapstol med indbygget bajserholder, 8 cup noodles, vores knækbrød, tre vandflasker og diverse andet assorteret i en stor taske til netop Roskilde Festivalen. I øvrigt sammen med en masse andre curlinge-børns forældre. Jeg så fandme en far, der slæbte afsted med datterens udstyr, mens hun valsede afsted foran. Det var tydeligt, at han ikke var Roskilde Festival-typen. Hans alder og hårfarve (meget gråt) og hans påklædning: pæne beigefarvede shorts, brune sejlersko og pastelfarvet polo med krave og krokodille tydede lissom på det. Ville nok mere have skudt ham til at være i Jarzzfestival-segmentet. Men nu skulle hans darhter altså til rock festival.

Normalt plejer vi ikke at køre den skumfødte afsted i bil til Roskilde. Det har hun fixet selv. Men uvist af hvilken grund,var der gået kuk og tøsefnidder i planlægningen og kl. 800 dut om morgenen, sad der en meget fortvivlet Skummis midt i sin oppakning - stol, liggeunderlag og det hele, så vi forbarmede os, proppede hende i Carola og trillede afsted sammen med alle de andre service-forældre.

Vel nede kunne vi ikke bare læsse hende af og vinke pænt farvel, for Skummisen skal arbejde sin billet af og hvor fillan var det hun skulle hente sit armbånd midt i det kaos, der langsomt var ved at bygge sig op? Meget muligt, at nogle synes jeg er et bæst, men i sådanne situationer bliver jeg en løvemor, så jeg spændte remmene på mine sølvfarvede, bling-bling besatte gladiatorsandaler og kastede mig ud i støvet og alle de maste øldåser og resterne af jakabov og dåseleverpostej. ('Kæft, hvor var der allerede ulækkert. I visse tilfælde måtte jeg snerpet dametrippe henover øllede sovende soveposemumier og snasket lokumspapir. (Adr!))

En stiv time vadede hun og jeg rundt, mens Camp Bonderøv, Camp Hell Raisers og Camp Pink Princesses varmede op til at vælte hegnet.

Anyways, missionen lykkedes og vi kunne læsse Skumfidusens 8 cup noodles, vores knækbrød, roskildeklapstolen med indbygget bajserholder, tre vandflasker, liggeunderlag, sovepose og diverse assorteret af, som alle andre pæne midaldrende middelklasseforældre (og nej, vi bar det ikke for hende).

Vi vinker pænt farvel, jeg puster støvet af de sølvfarvede bling-blingbesatte gladiatorsandaler, og tænker "Good bye Roskilde! Vi er for gamle og sippede til det her hejs." Og så sætter os ind i Carola (som i parantes bemærket får mig til at føle mig guddommelig normal. Den har centrallås, siger ikke underlige raslelyde og ligner en hel masse andre normale biler på motorvejen) og så damper vi ud af kaoset og æder den hvide stribe på motorvejen til København.

Men hvad sker der? Og det her er den skinbarlige sandhed. Om aftenen bliver vi så supernostalgiske, at vi onlinekøber to en-dagesbilletter til på fredag!

Jeg tager med garanti ikke de sølvfarvede bling-blingbesatte gladiatorsandaler på og jeg har helt sikkert en klemme på næsen og et ædende sippet morblik med i tasken. Men hell! Glæder mig meget til at se Tinariwen, Cv. Jørgensen, Alice in Chains og Them Croucked Vultures (my god, grunge er blevet moderne igen).

Forever (neil) young, eller noget!

Susling på den tanketomme måde

Jeg arbejder hjemme i dag igen og det er nok meget godt, for mit hovede bobler og jeg nyser bare jeg tænker på et græsstrå. (Det er altså anstrengende, så'n at være pollenallergiker). Bortset fra det, så tænker jeg ikke så meget i disse dage. Jeg er her bare, mens jeg flytter min krop fra sted til sted og jeg er nok mere ude i noget konstatering. "Nå, der er vist en der mener sådan." "Nå, de har stadig ikke fået stoppet olien i Golfen." "Nå, Barak og ham Medejev (sådan ca.) spiser en burger sammen" osv. osv. osv.

Tænker på, om det er noget aldersbetinget, at hjernen sådan melder pas på de dybe betragtninger. Eller måske bare noget generel nivillering.

Inden jeg ser mig om, er jeg måske gået igang med at blogge om mine halvvisne pæoner eller vise billeder af mine bare sure tæer i mine nye sølvgladiatorsandaler, som jeg blev nødt til at købe i en pause, fordi mine gamle sandaler stod af og jeg flaprede rundt på gangene med 1 ½ sandal på fødderne. "Aaaaiiii, hvor ærgerligt," tænkte jeg. "Nu bliver jeg nødt til at købe nogle nye sandaler."

Der er også similisten på de nye sandaler. Ren bling, bling og ret motiverende for lige at hive fodgrejet frem, så fødderne ku' få sig et sommer-look. Bling, bling og hård hud matcher ret dårligt. Bortset fra det, synes jeg sådan nogle gladiatorstabejser er rimelig komplicerede at få spændt. Der er spænder overalt, men så er det da godt, at jeg er over småbørnsstadiet og stadig i en alder, hvor jeg kan nå mine fødder. Man skal jo være taknemmelig for den slags. Altså, at man stadig kan både se og nå sine fødder. Kunne jo være, at man var nået dertil, hvor den slags var en saga blot. Er jo trods alt 46 og i den alder bliver der ikke givet ved dørene, skulle jeg hilse og sige. Hverken på den ene måde eller den anden. Det er bare om at få det bedste ud af den tid man har, inden man ender på gerontologkrematoriet.

Susling mellem alt og intet

Anders har fået afslag på de jobs, han har været til samtale på. Det var lige ved og næsten. Marginaler var der tale om. Et mulehår. Meget anstrengende. Også for vores økonomi. Vi kunne være reddet på målstregen. Men selv om vi ikke har en dyt med Irland at gøre, så er vi åbenbart begavet med "Irish luck" - kan det gå galt, så går det galt (har så godt nok lige opdaget, at jeg har The Celtic look. Mørkt hår og blå øjne. Og at jeg er til kolde farver. Måske er det hele min skyld?) Gad ellers godt at være sådan en leverpostej blondine, der bare svævede afsted og altid fik det, som jeg ville have det. Jeg er jo for fanden ikke krævende, vel!

Min p.t. arbejdsgiver har flere gange udbrudt:"Ærgerligt, at vi ikke har penge til at fastansætte dig. Der kunne sagtens være en hel stilling. Vi har brug for det og dig." "Tant pis," tænker jeg (det er fransk for skide ærgerligt) og lægger mine forventninger under gulvbrædderne. Der har de det bedst p.t. Lever jo alligevel fra dag til dag og ser ikke længere frem end et par uger. Hvad skal det nytte at fremtidsplanlægge, så får man da først panic attacks (og ja, det gælder også dig, der tror du sidder sikkert i sadlen. Intet er sikkert i dag. Nu går selv lærere, sygeplejersker og præster ledige.) Tant pis.

PS. Kan forstå nogle tror, jeg snakker om Tant' Pis (Tante Pis). Det ku' det meget muligt være. Anders har haft tid til at levere efterspurgte penge til Moster. Hun kimede os ned. Vi kalder pengene mosterpenge og dem rør vi ikke ved, med mindre hun vil ha' nogle derude på gerontologkrematoriet. Så kommer vi storkende. Men Tant' Pis ku' hun fandme godt være og det dækker smukt over den besked jeg fik med tilbage fra Anders og Skummisen, der lige afsatte lidt tid til at servicere hende - ja, jeg arbejder altså. "Hun, altså mig, forstår vist ikke noget og virker lidt berøringsangst over for hendes lidelser, inkl. stump. Moster Pis, for fanden. Du får stuearrest og jeg snupper dine lommepenge.

Susling 00 dut

Kl. 07.00 dut i går drog jeg til Kolding. Afholdt møde og kl. 18.03 dut kom jeg hjem. Kl. 08.30 dut i dag kastede jeg mig op på min rustne jernhoppe og spurtede med dødsforagt gennem indre by cph hot city. Fixede arbejdsdag, meldte afbud til tandlæge, prøvede at hive fat i modvillige interviewofre og kastede mig igen med dødsforagt ud på indre bys veje. Vel hjemme, mødte jeg nabo og hvæsede:"Så klarede jeg endnu en gang, at komme levende hjem!" (Gæt selv, hvad jeg syntes var mest afslappende. A. En 2 ½ timer lang biltur på motorvejen B. 10 min. cykeltur med cykelignoranter, der tror, at der er fri overhaling indenom og at rødt er lig med grønt.)

Kl. 17.00 dut klapper jeg som en sindsyg i hænderne, fordi min søn - Dj Brockhouse - får overrakt sit eksamensbevis. Afleveret med ordene - fra klasselæreren:" Dj B. Jeg vil savne dig, fordi jeg ikke længere skal opleve din fantastiske humor, dit evige: "Hvorfor er du altid ude efter mig?" Og din konstante snak om, om dit hår sidder godt. (Alle os - farmor, far, Skumfidus og mor - klappede på de billige rækker).

Kl. 18.30 dut konverserer jeg Farmor med den ene hånd og bakker Moster i telefonen op med den anden hånd, mens jeg bæller lidt hvidvin og spiser cock au riesling med den - øh 3.hånd??!!!

Kl. 0000 lige om lidt dut vander jeg min altanbiotop og konstaterede lige om før 00 dut, at vi er løbet tør for mælk, og at der skal vaskes endnu en maskine tøj plus ydes akut kærlighedsassistance. Plus mentalt afværgning af dårlig samvittighed over for de "frivillige". Burde, skulle, kunne, hvis...

PS. Undskylder, at jeg ikke får svaret på kommentarer. Jeg elsker dem og jer uanset hvad.Hænger desværre vandret i luften.

Suslings moster

Jeg besøgte min gamle moster i går. "Vil du se stumpen!?" råbte hun hæmningsløst. "Øh, nej tak. Jeg vil helst være fri,"svarede jeg. Må indrømme at jeg ikke lige er til sår, blod og splatter. Brugte også mest tid på at undgå, at se på alle de gamle mennesker og holde vejret, så jeg ikke skulle indånde hospitalsdunsten.

Bare kald mig pylret, men det er ikke min yndlingsbeskæftigelse, den slags. Heldigt for mig, ville hun gerne ud og køre en tur i den lille park, der ligger ved hospitalet. Så jeg skubbede afsted med min moster i hendes kørestol. Det var næsten som at gå med klapvogn igen. Jeg slap kørestolen på et tidspunkt og gav den et lille puf, så hun trillede afsted ned af en bakke. Præcis som jeg gjorde med ungerne, når vi fjollede. Bare et lille puf, der gav et frydefuldt gys hos dem. Ikke mere end jeg hurtigt kunne få fat i håndtaget igen. Det grinede min moster faktisk lidt af.

Hun var ved godt mod og på et tidspunkt proklamerede hun:"Nu er det bare om at komme videre. Jeg er jo ikke syg!" Og så brokkede hun sig over de andre, der sad og hang med hovederne. Det gad hun ikke, sagde hun. Hun gad heller ikke at ende som hende, hun deler værelse med. "Hun er 95 år og helt fra den. Hun aner ikke, hvor hun er. Så er der da ikke noget ved at blive gammel," filosoferede hun.

På vejen rundt i parken udpegede hun en blomstrende busk, som også havde stået i hendes fars, min morfars have. Ingen af os kunne huske navnet på busken. Men den havde klase efter klase af yndige rosa, velduftende små blomster. Jeg tyvplukkede nogle stykker og lagde i hendes skød. Kort efter kørte jeg hende tilbage og ind i tv-stuen, hvor der var linet op til royal røgelse. Der sad allerede en hel masse surt udseende gamle damer klar. Der blev jeg sågu lidt ked. For jeg kunne da ikke efterlade min moster midt i det her. Så meget surhed og tristesse samlet på et sted. Jeg så på min moster og konstaterede, at hun havde fået rødme i kinderne og livlige øjne, men da jeg gav hende et kram og hviskede, at jeg elskede hende, så føltes hun så spinkel og skrøbelig. Det var lige før, jeg resolut havde taget fat i håndtagene og var rullet afsted med hende igen. Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg kan jo ikke tage mig af hende og pleje hende. Der skal kyndige hænder til.

Da jeg gik derfra, trøstede jeg mig med, at hun faktisk så meget mere sund ud end for blot nogle uger siden, og jeg ved, at hun er en stærk kvinde med livsvilje.

Susling synes noget er weard

Nu hvor jeg arbejder med bl.a. afrikanere by proxy, så bliver jeg altså nødt til at sige det her: Jeg er på en gang undrende og fascineret af, at de har lyse fodsåler og håndflader.

Jeg kan også forstå, at for mange af mændene, så er en smuk kvinde lig med en fed kvinde. Jeg ved godt, at fedme tolkes lig velstand. Men det får mig til at tænke sådan tværdimensionelt omkring værdiuniverser og opfattelser. F.eks. så sidder vi her i lille Dannevang og holder af stegte rødspætter, sild og hvide jule. I Australien holder de også af fisk, men de fisk er nogle for os meget eksotiske fisk. For dem er det normale fisk. Og jul, det er noget med sommer og varme.

Man kunne også tage den med hvaler. I Grønland harpunerer og æder man en hval. I DK, så synes vi det er synd for hvalen (I ved nok hvilken) at den skal aflives. Den skal da dø en naturlig død. Og kødet det skal blive til biobrændsel eller noget. Vi æder ikke selvdøde dyr åbenbart. Men hvorfor så ikke aflive den? Der må da være en grønlænder med forstand på de sager her i landet. Og hvis den er aflivet, så kan man spise den. Hvad med Noma eller en færing? De må da være interesserede. Det samme kunne man sige om hundehvalpe. Dem æder man i Kina. Her skal de bare aflives (altså ikke at jeg ville spise en hund). Det er da også underligt.

Nå...altså, ville bare lige sige, at det vi synes er normalt, synes andre er virkelig weard og det gælder så den anden vej rundt. Men i virkeligheden er noget af det, der bliver besluttet her altså også virkelig weard og lidt bobleagtigt. For hvorfor griber man ikke bare knoglen og ringer til Grønland. Der er vel en der tager telefonen og hvorfor ringer grønlænderne ikke til os. Det ville jo være en fantastisk branding af deres livsstil og forståelse for livets gang.

Men hell, her i DK har vi jo egentlig ikke respekt for grønlænderne, afrikanere og andre, der ser livet fra en anden vinkel end os. Det kræver for stort et abstraktionsniveau.

Suslings hukommelse

Godt at man har en datter, der sender en sms, hvor der står:"Tillykke med bryllupsdagen! 19 år er lang tid." Den havde jeg da selv svedt helt ud. Altså at det var i dag. Troede så lige, at jeg kunne være kæphøj over for Anders. Men Skumfidusen havde også sendt den samme sms til ham (Jeg tror hun keder sig. Hun læser til religionseksamen.) Her troede jeg lige, at jeg kunne tage ham i at glemme OS. Men nej:

Ham: "Æh, hvad?! Skal du så have en dusk?"
Mig: "Ai for fillan! Det gør vi sgu da aldrig." (PS. Stik mig nogle diamanter i stedet og pas bedre på din vielsesring. (Den har han mistet midt i stressen over sin fyringsseddel)).

Heldigt for ham, at jeg er ligeglad. Jeg vil hellere have en hverdagsnærvær mand, der kan finde på at sige:" Buk dig lige lidt, så jeg kan se din smukke bagdel." (Det synes han altså). Eller en mand, der står op og laver morgenmad til mig, hver dag. Eller en mand, der deler husarbejdet 50/50. Eller en mand, der er god til ungerne og en gudsbenådet kok.

Mellem os, så skid da hul i det der bryllupsdag. Jeg husker til gengæld altid vores kærestedag. Den gang, jeg gav mit hjerte og min tillid til netop ham.

Susling begejstrer med sit spændende liv

Mens manden stener Le Mans, Dj Brockhouse og den Skønne kissemisser i privaten og Skumfidusen traller rundt et eller andet sted ude i den store verden, så kan man jo sidde her med udsigt til sin vasketøjsbunke en højhellig lørdag og blogge. Hvor taberen er det lige?! Jeg har også været på faceren og der var 4 online - fire. Jeg skyndte mig væk igen. Der er jo ingen grund til at skilte med, at man ikke har noget liv. Ikke en gang noget med noget finkulturelt. Jeg har også vandet planter og lige om lidt går jeg ud og hælder mel på krukker. Hvis jeg ellers kan rejse mig. For mit højeste ønske lige nu er, at kunne slå en ordentlig og meget tiltrængt forløsende prut.

Jeg har været til børnefødselsdag hele dagen og har spist for meget kød og kage. K-ø-d på den røde argentinske måde med bagte kartofler og det hele. Det slider normalt ret meget på min peristaltik, men nu efter dage levet i latrinens tegn og fødeindtag som en miniveganer, så er jeg brugt, som i OP. Det er så nok her jeg burde indsætte dekorativ billedserie med mine krukker med røde linser, grønne linser, kickærter og den slags, der får det til at se ud som om jeg har et hammer spændende liv. Kunne også alternativt være billeder af min bare fødder i vand til anklerne i Hornbæks strandkant. Der var jeg nemlig i går og bagefter på vejen hjem mødte jeg en nabo, som inviterede mig på en lille drik (nej ikke ham, der hele tiden vil dele en flaske rødvin, når han er fuld - og det er han tit. Hende her er helt normal og hun sidder normalt ikke på bæverding og tyller øl. Det var helt legit).

(Nå, nu er manden faldet i søvn. Må være røvkedeligt det lemans. (Hm, er det nu, man skal snige sig ind på scor.dk?) Hvis han havde været en baby havde jeg også kunne tage et billede af ham og poste det på min spændende blog. Men lad os se det i øjnene: Han er ikke en baby og han har også alt for meget maskulin pels til, at jeg kan bilde nogen det ind. ).

Anyways. Måske skulle man lige pløje Weekendavisens kultursektion igennem for at se, om der mon skulle være et eller andet, man kunne lade som om, man har deltaget i. Og der er jo også lige det vasketøj og melet passer heller ikke sig selv og jeg skal jo også være frisk til i morgen, hvor jeg skal tage endnu en vals med mere vasketøj, fitness og jobansøgninger. Hvis det går rigtig højt, kan det måske også blive til lidt fodpleje, hårfjerning og müsli- og brødfremstilling. Yeah. Er I ikke ved at falde ned af stolen i begejstring!?

Susling afslører et faktum

Anders siger, at den slags ting kun sker for mig. Men han siger jo også, at jeg er sådan én, der som den eneste skvatter, hvis der bare ligger en millimy klat is på en stor bar overflade. Indrømmet, det hænder. Jeg kan også godt finde på at vade ind i en lygtepæl, fordi jeg har hovedet et helt andet sted (i skyerne?). En gang præsterede jeg, at vade ind i en målstolpe og få slået min ene kontaktlinse ud af øjet. BANG! Men ved I hvad! Jeg fandt den da igen, kontaktlinsen. I bulderravende mørke. Den sad på målstolpen.

Men nu vi er ved det. Kender I andre, der kan falde ned af trapperne til en skotøjsbutik (jep Scarpa inde i KBH. City) og forstuve hele det ene ben til langt op over knæet? Eller som kan skære en kæmpeflig af pegefingeren, mens hun skærer tomater? Hvis tunge sætter sig fast på et tiliset rækværk? Som altid får løbemasker i strømpebukserne? Klorpletter på det dyre tøj og maling på løbebukserne? Apropos maling: I skal ikke nærme jer mig, når jeg svinger en malerrulle. Jeg er smurt ind i stadset og der er mere maling i mit hår end på væggen. Jeg har lært at leve med det. Det har jeg altså. Det er en tilstand, der ikke kan rettes op på.

Og hvad er det så, der er sket nu? Yup, i går holdt jeg jo regnfri (shyy) med den begrundelse, at jeg havde dårlig mave. I dag synes jeg toast og revet æble er en genial opfindelse og jeg har allerede været på toilettet 4 gange. I kid you not. Toilettet er i dag min bedste ven.
Kors, altså. Bortset fra det, er jeg en normal pæn dame. (Når jeg ikke rager sorte negle og pletter til mig).

PS. Shit! (Kors, det var ikke for at være sjov. Bare et spontanudbrud). Kommer i tanker om, at vi får håndværkere på badeværelset! Må og skal slæbe mig på arbejde i morgen, så jeg er i nærheden af et toilet med privatliv. Må så bare lade være med at sidde lårene af folk, for jeg lugter som et mindre børnehavetoilet. Nice, ikk' sandt?!

Susling om vrede og at turde sige fra

Jeg har givet mig selv regnsvejrsfri idag. Ikke fordi jeg er en pjækkerøv, men fordi min mave rumler, min hals snørrer sig sammen og jeg er op til her (peger på halsen) af bekymringer. Moster ligger stadig med 1½ ben og en solid morfinrus og Anders har endnu ikke fundet et andet job. (Den slags betyder jo immervæk noget for vores økonomi på sigt.) Og hvad med dagpengene? Så længe jeg er i løntilskud, er jeg sikret. Men tæppet kan jo blive trukket væk under én - sådan med det vuns.

Det her er situationer, som der ikke kan gøres noget ved. Det må gå sin skæve gang (kors!? Det er ikke en gang for at være morsom.)Følelserne omkring det, kan det ikke betale sig at ha'. Jeg mener, jeg kan føle noget herfra og til månen, men det ændrer ikke på præmisserne. Så jeg går ikke ind i mine bekymringer og mine følelser har jeg sendt på nattevagt. Men de sidder der selvfølgelig - et sted i kroppen. Jeg kan mærke dem suse rundt og tage toppen af al glæde. Og så er det, jeg pludselig må melde pas. For når selv det at lægge vasketøj sammen og slå en dej op føles som en krig, så er den jo gal. Ikke uoprettelig gal, men bare gal. Det er et tegn. Et tegn på, at jeg skal passe på mig selv.

I virkeligheden, så handler det sådan set om at sige fra. Det har jeg det helt fantastisk dårligt med. Det med at sige fra. Eller at vise folk min vrede, min frustration, min bekymring. Altså ikke det med at være vred eller at konfrontere. Det er mere konsekvenserne, marn! Min egen vrede eller når jeg konfronterer, gør mig bange. Jeg vil helst bare have, at alting er status quo og at folk ikke rigtig ved, hvem jeg er. Jeg kan ikke lide at blotte mig, men når man konfronterer, viser vrede eller siger enough is enough, så blotter man sig. Jeg blotter mig. Og når jeg gør det, så bliver jeg sårbar og det gider jeg fakkertalt ikke at være - sårbar.
For når man er sårbar, så kan tæppet blive trukket væk under én. Plam, smak.

Det er min helt igennem solide og omhyggeligt indlærte børnelærdom. Når jeg åbnede munden og sagde, hvad jeg virkelig mente, så gik det galt. Så kunne min familie ikke rumme mig. Faktisk kunne de stort set kun rumme mig, når jeg var nem og sjov og yndig. Det samme galt i skolen. Man skulle ikke stikke for meget ud, for så så de andre én og så kunne man blive moppet. Så vi kravlede allesammen rundt som havregrød og leverpostej af angst for at stikke for meget ud. Men det gjorde jeg jo. Stak ud. Jeg var mørk, jeg var køn, jeg kunne et andet sprog flydende og mine forældre var plim og boede i en flaske. Og nå, ja, så havde jeg temperament. Ikke på den aggressive måde, bare sådan lidt udenlandsk temperament. Det har jeg stadig. Men jeg har lært at tøjle det så meget, at jeg bliver nødt til at tage regnvejrsfri en gang i mellem. Bare så jeg lige kan komme op til overfalden og ånde.

Susling går i baglås

Jeg ved ikke. Jeg ved virkelig ikke. Jeg burde vide, men jeg gør det ikke. Det er ikke nemt.

Hvordan fanden takler man, at ens gamle Moster, den eneste tilbage, der står mellem mig og første række i livscyklusen, har fået hugget sit ene ben af og er fuldstændig skæv på morfin?

Det jeg ikke kan takle, det er, at hun bliver underlig. Hun laller derud af på en medicinrus og hænger sig i detaljer og petitesser. Og det er sådan nogle underlige ting hun hænger sig i. F.eks. det nye tv vi har købt til hende. Der er ikke det, der er galt. Og hun snakker løs om det. Så kan der komme sollys på og det kan det ikke tåle. Og hvad er det for noget med det Ld- noget og plasmahejs og kan vi ikke bare bytte, så hun får vores tv og vi hendes. Det lyder måske ikke af så meget, men det er bare så enerverende, at skulle høre på det samme og svare på det samme over and over and over and over and over-again.

Hun har altid haft en rem af huden. F.eks. en gang, hvor hun havde købt en nederdel til min lille niece - min brors barn. Hun ringede 4 gange før fødselsdagen med kun det emne på tapetet, blev ved med at jappe løs om kun det ene emne under fødselsdagen og efter fødselsdagen ringede hun daglig i en uge og var stadig i tvivl. Og jeg skulle høre på det samme og svare på det samme over and over and over and over and over-again.

Det jeg mener er: At kunne hun for helvede ikke bare snakke om det, der gælder. At hun er ked af det med benet. At hun er bekymret for fremtiden. At hun har behov for os. For det har hun jo, men det kommer altid ud mellem sidebenene forklædt i jap. Og hvis jeg nu siger, at hun var noget af det tættetste på noget nogenlunde normalt i min barndom!

Men lets face it! Jeg ved, jeg bør. Men det bør sidder som en knude i min mave.

Susling på fransk visit

Nå, hallo! Er I der? Jeg er her stadig, så'n lidt i perferien. Overlæsset med ord og to do lister på arbejdsmåden. Og det kan jeg faktisk godt li'. Efterhånden som jeg spreder mine kompetencevinger og de sidste pjuskede fjer retter sig ud, så mærker jeg, hvor stærk jeg er i min faglighed. Hvor meget jeg egentlig kan og hvor god jeg er til at lure en situation og håndtere andres uforståenhed. (Jo, det må jeg godt sige. For det passer og jeg er 46 somre nu. Og hvis man ikke kan have tillid til sig selv og hvile i sine kompetencer som midaldrende, så ved jeg fanjensemig ikke, hvornår man så kan. Ud med ydmyghed og mindreværdsfølelse og ind med levet erfaring og selvtillid!)

Men altså jeg lever jo også på andre måder herude i virkeligheden og der sker da lidt. F.eks.

• Har jeg fejret mine unger fødselsdage og kan nu erklære mig som den stolte mor til en på 19 og en på 16. (Øjner jeg lige frihedens vinde snart?! Ser jeg lige mit nye liv som woofie for enden af tunellen?! (Ai, jeg elsker mine unger, men jeg elsker også, at de kan så meget selv og at jeg ikke længere er den fortravlede fuglemor))
• Har jeg fået mit sexliv igen (Har det været væk, spørger du. Jep, for store fugleunger fylder i reden og så er der ikke det rum, som et godt sexliv kræver. I gamle dage, kunne vi jo bare putte dem og så var der fri leg. Nu putter jeg mest mig selv, når jeg skvatter udmattet om på sofaen. Imens fester ungerne løs og er vågne længe efter mig. Men altså jeg kører ikke et regime hjemme hos mig. Når de har nået en vis alder, så stoler jeg på dem og giver dem frie tøjler. De tøjler har så kostet lidt på sexkontoen. (Ha, til alle jer der har små børn. Hvis I tror, at det bliver nemmere, når ungerne når teenagealderen, så tro om igen. Teenagere fylder!) Nå, men pludselig er det dersens sexowitch kommet på lystavlen igen. Jeg vil fandulme har' sex med den mand jeg elsker og begærer og han bliver så glad og så bliver jeg glad, fordi jeg kan booste hans selvfølelse bare en anelse ved at folde min kvindelige varme ud. Så nu sniger vi det dersens sex ind, hvor vi kan og mens vi stadig er vågne.))
• Har min gamle Moster fået hugget sit ene ben af. (Adr. Jeg prøver at ignorere det! Ved vitterlig ikke, hvordan jeg skal håndtere den situation. Det er jo ikke, fordi jeg ikke er empatisk eller ikke elsker hende. Det er jeg og det gør jeg. Men altså, jeg mangler ikeamanualen til, hvordan jeg skruer det skab sammen og jeg har en svag fornemmelse af, at det ikke er fixet med en umbraco-nøgle. Bare så'n mellem os.)
• Har jeg taget lidt på. (Urgh. Prøver hele tiden at undskylde det med noget hormonelt. Men vi ved jo godt, at det er den gode kantinemad og ikke så hyppige besøg i fitteren, der er skyldneren. Men hei! Det er ikke katastrofalt. Det er næsten ikke noget. Det er mere min indre perfektionata, der slår til. )

Og hei. Se ud af vinduet! Vi har fået doneret et par dages sommer. Jeg skal så meget ud og suge D-vitamin til mig.

Øh, nå, nej, jeg skal arbejde og når jeg ikke arbejder, skal jeg skrive jobansøgninger. Det kræver regeringen. For er man i Løntilskud, så leger man bare, at man arbejder. Det gælds ikke rigtig. Og lige på falderebet! Siden hvornår er nedskæringer blevet til reformer? De har taget to år af arbejdsløshedsdagpengene, bare sådan. Det er da en nedskæring. Reformer handler om noget helt andet. Og hvis der sidder nogen derude og føler sig sikker på deres førtidspension og efterløn, så begynd lige at ryste i bukserne. De er allerede begyndt at tale om at "reformere" de poster på statsbudgettet også.

Nå det var bare det jeg ville sige, hej!