Susling midlertidig ordløs

Lige nu lever jeg af at skrive andres ord. Mange ord, side op og side ned, om noget jeg faktisk ikke ved (eller rettere vidste) noget om. Før nu, altså. Nu kan jeg holde lange foredrag om containertransport og nødhjælp. At jeg klarer det, vil jeg tilskrive min fantasiske evne (jo, det må jeg godt skrive, for det er et talent jeg har, at kunne skrive om det meste, selv om jeg som udgangspunkt ikke ved noget om det. Sådan har jeg gjort i nu 17 år og jeg nævner bare emner i flæng: Pension, forsikring, fibromyalgi, tyggegummi, kaffeautomater, blinde, svagthørende, sko, nødhjælpsordninger, kølesystemer, kurertransport, postvæsenet, it. Kan I se det?)

Nå, men når jeg sidder der, dag ud og dag ind, og skriver andres ord, så bliver jeg langsomt smådistræt (som i sær og katatonisk). Jeg kan ikke konversere, jeg kan ikke tænke - udover på, hvordan jeg lige får formuleret næste afsnit og om hvorvidt den ene overskrift er mere sigende end den anden. De kunne have taget min dagpengeret fra mig, og jeg ville (næsten) ikke have bemærket det. Bekymringen for, hvor vi er om en måned, når min mand ikke længere er i job, er også kun en svag rumlen. For jeg lever og ånder bogstaver, formuleringer, borren mig ind i emnet som en anden mulvarp. Men når jeg så har printet mit 40 sider lange udkast ud, så andre kan læse korrektur og komme med input og kommentarer, så ånder jeg lettet op. Jeg kom om på den anden side. Jeg kom igennem. Og nu er der så for en kort stund plads til mine egne ord, mine egne tanker. Og hvad skal jeg så bruge dem til? Jo, hurra. Jeg skal skrive jobansøgninger. Og jeg hader at skrive jobansøgninger.

PS. Der er ellers meget jeg kunne kommentere på. F.eks. om vi ikke snart kan komme af med denne efterhånden landskadende regering, der har parkeret sig i Pia K.s håndtaske. Det er en ynk! Men jeg har simpelthen ikke ord nok til at skrive om det, de har gjort lige foran vores øjne. Jeg er målløs!

Suslings spareplan

Yes! Selvfølgelig skal vi da tage tolkestøtten fra invandrene. Det er da klart. De kan da bare lære dansk, kan de - selvfølgelig betalt af egen lomme. Men nu hvor vi er i gang, skal vi så ikke også lige skære tolkestøtten til døve fra? Og braillen til de blinde. Og hvad med kørestole til de handicappede. De kan da bare blive hjemme. Og hvad med de hersens rollatorer til ældre! De er alligevel til fare for sig selv og trafikken, de gamle.

Nu vi er igang, hvorfor så ikke lukke hele Skt. Hans. Det forslår da som skrædder i helvede kun at nedlægge halvdelen. De tossede kan da bare rendt rundt i gaderne som hjemløse - sammen med alle de forsømte børn, som ligger kommunernes bureaukrati til last. Det er da en besparelse, der flasker sig.

Børnechecken! Hvorfor skal vi overhovede ha' den? Det er da folks eget ansvar om de får børn. Er man fattig kan man jo bare møblere med dem. To i kommodeskuffen og resten på gulvet.

Udviklingsbistanden sløjfer vi også lige. Vi har det så fint så fint her bag Dannevirke. Hvad skal vi med resten af verden? Bare man har sin parasol, sin carlsberg, sin grill og de danske pølser.

Dagpenge, bistandshjælp, starthjælp. Aimen helt ærligt. Hvis folk bliver ofre for krisen, så send dem ud på en øde ø.

Men efterlønnen og pensionen. Det beholder vi. Der skal jo være nogen til at fylde op på golfbanerne. Og statsstøtte til landbruget og bankerne, det skal vi også beholde. Men til gengæld går folketinget 5 % ned i løn.

Wipti, wupti og skulder ved skulder og så er vi gennem krisen. Hvor svært kan det være?!

(At nogle så står på skuldrene af andre og det er de fattige, der betaler krisen. Det ser vi lige bort fra. EU har jo krævet, at vi laver en græker.

Hvorfor er der ikke flere, der råber op lige nu?)

Susling samler op

Kors, tiden flyver! (Og regeringen begår harakiri. Det er jo næsten ikke værd at nævne. Jeg hvisker bare Mallorca, Malaga, Cop 15, at de svage skal betale prisen for krisen og hende, der så forarget på mig og hvinede:"Synes du, at alternativet er bedre?" Jep, der gør jeg. Og så ikke et ord mere om det) (Ok, så. Tænk, hvis Ole Sohn blev finansminister! Jeg ville grine min efterhånden ret trimmede bagdel i laser. Bare tanken om, hvor mange citronmunde, det ville frembringe. Oh, hahahahaha. Alene af den grund - for humorens skyld. Og så ikke mere om det.)

Og hvad har jeg så brugt en hel uge på? Tja. Moster f.eks. Anders er jo en super mand og han ved, hvornår jeg har nået en grænse og når noget gør for ondt. Så han er med på banen nu og støtter mig. F.eks. kunne jeg sagtens lige været cyklet forbi efter arbejde med det hun mangler og for at hæve nogle penge til hende. Det synes han ikke, at jeg skulle gøre alene. Så i stedet tilbød han, at vi mødtes efter arbejde og så kørte vi forbi i Carolla. Han sagde ikke: "Du, jeg kan mærke, at du er kørt træt, så nu støtter jeg dig." Næh, nej. Han sagde bare:"Vi kører derud sammen." På den empatiske -jeg-har-set-dig-måde. Uh, ikke et øje er tørt.

Ude hos Moster viste det sig så, at hendes megadyre B&O tv var stået af og så kom han på banen igen og tilbød, at han undersøgte, hvad der var på markedet og at vi købte et tv til hende. (Et tv er vigtigt, når man bare tusser rundt med sig selv og sin sygdom og aldrig nåede at komme på world wide web.) Nu har hun så et tv. Skulderklap til min mand.

Og ellers? Tja...jeg har shoppet lidt. Så'n på H&M-måden. I virkeligheden har jeg en dyrere smag. Men H&M funker i krisetider og man kan altså blive så lykkelig for en ny bh og et par nye bluser. Sjovt nok har jeg købt mørkeblåt i år. Jeg elsker mørkeblåt og sat sammen med guldørenringe, guldsandaler, forhåbentlig snart brun hud og jeans eller jeansnederdel, så kan man vel nok se lidt dyr ud. Det satser jeg på.

Og nå ja, så er der mine altaner. Jeg har kun to franske altaner og et mussoliniudhæng. Men jeg er mester i at få presset en masse derud. I år har jeg så droslet lidt ned. Skal jo også kunne ånde (og underboen klager over, at jeg vander dem ned i hovedet). Dog kører jeg, som alle de andre år, den spiselige version af altankultur - sådan i store træk. Det meste af det jeg har haft har fimbulvinteren taget, så jeg har måtte starte forfra. Men det er vel også ok! Sådan ny begyndelse-agtigt. I år er det blevet til: carryurt, rosmarin, timian, oregano, persille, purløg, salvie, estragon, løvstikke, hjulkrone, laurbær, æblemynte, orangesalvie, morgenfruer og det mindre spiselige, men pyntelige: ærteblomster, pelargonier (jeg har hang til Dronning Ingrids) og en blanding af sommerblomster. Har så lige opdaget, at jeg har glemt tallerkensmækkere - jeg elsker tallerkensmækkere - og min rose ser ud til at være afgået ved døden. Men det kan vel stadig nåes.

Skal vi ikke bare stemme for en brunende og plantevenlig sommer (og for at de gamle ikke bliver plaget for meget og at De folkelige ikke får gennemført nedskæringer for de allerfattigeste. Dem i Aaafrika og Mellemøsten, og Latinamerika og Østeuropa og og...tja så mange andre end os og så også lige fingrene værk fra pension, dagpenge, børnepenge, bistandshjælp og og og og)!?

Susling fit for figth

Altså, det er meget muligt, at jeg hele tiden falder i søvn på sofaen og ikke er en corporate succes (Halloooo, karriere! Hvor er du?). Men jeg kan nu spænde mit bælte to huller længere ind OG jeg kan trække mine jeans ned uden at åbne dem. Så det gør jeg, trækker dem ned uden at åbne dem og op igen og ned og op. Bare fordi jeg kan!

Jeg har også tabt mig på fødderne. Yes sirry! Man bliver nemlig også fed på fødderne. Og hvor ved jeg det fra? Jo, det er fordi jeg nu kan trippe rundt i sko, som jeg sidste år syntes gnavede. Nu er det nærmest som at trække en blød sok på. Egentlig lidt uhyggeligt. Altså, at man ekspanderer kropsmæssigt og bare lader det ske. Helt ned til tæerne.

Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, det er jo fordi, der er så mange fordele ved at være blevet en fitnisse:

1. Ens garderobe bliver væsentlig udvidet. (Snart kan jeg score tøj fra Skumfidusen. Eller som minimum score det tilbage, hun har scoret fra mig - altså det fra dengang jeg var en mindre version af mig selv.)
2. Man er ikke ved at besvime af anstrengelse, når man skal tage sko på
3. Ens mave er ikke længere i vejen, når man bukker sig (EW)
4. Den skvulpende fornemmelse forsvinder og man får ikke længere et chock, når man ser sig på et billede
5. Man kan sagtens klare en hurtig cykeltur og turen op af trapperne til 4.sal (Jeg er nærmest begyndt småløbe op hele vejen)
   
6. Ens mand har en (endnu) større tilbøjelighed til at tage en på bagdelen (og man synes, det er helt ok, for man strammer da bare ballemusklen)
   
7. Ens selvfølelse stiger 27 grader, når en flok unge piger siger:"Guuuud, vi troede du var sidst i 30'erne!" (Sød musik for en der lige har rundet 46 og i den grad er blevet 45 +)
8. Yngre mænd er begyndt at tjekke én ud (er I klar over, hvor stor en sex-central et fitness center er?! Jeg bliver helt paranoid og bliver nødt til at stæse tværs gennem lokalet for at kysse på min mand, når vi er derovre sammen. Læs: Lad mig være i fred. Jeg er afsat)
   
9. Man kan holde ud at se sig selv i spejlet igen (ved så ikke om jeg lige er bikini-materiale. Lige den tror jeg, at jeg har skudt til dørs for evigt)
10. Man kan godt tænke:"Kors, jeg gider ikke i dag!" Men alligevel så slæber man sig over i fitten og bliver helt høj, når man står der og sveder som en hest og kan mærke alle musklerne i kroppen blive brugt

(Og det hemmelige nummer: 11. Man stinker som en gnu bagefter. Men hei, selv det er på en måde fedt. No pont intended.)

Jeg kan kun anbefale, at man kaster sig ud i det lidt underlige fænomen: Vi står alle og egotripper med vildt stirrende øjne, sveden dryppende og nærmest katatoniske, mens vi løber, går, løfter jern og afbrænder fedt.

Susling siger: Sådan er det bare!

Det er lang tid siden, jeg har fortalt om mine unger.Men det er vel egentlig, fordi det går godt og det giver jo ikke ligefrem den store suspense, sådan dramaturgisk set. De er søde, de er hjælpsomme, de er glade. Dj Brockhouse har den sødeste kæreste han kan grine og fjolle med og han har lige fået 12 i biologi til folkeskolens afgangseksamen. Han er også godkendt til at komme i gymnasiet. Skumfidusen trives også, har en masse veninder, er glad for at gå på gymnasiet og får ros for sine ting.

For at det ikke skal være løgn, så sagde hun til mig, at hun var ved at vænne sig til at DJ Brockhouse skal starte på det samme gymnasium som hende:"Mor, jeg er begyndt at tænke, at DJ B. måske mere er min ven end min lillebror."

En anden dag sagde hun:"Jeg øver mig i ikke at være mor nr. 2 for ham. (På et tidspunkt kaldte jeg os for B1 og B2, fordi hun havde så travlt med at gå mig i bedene på mor-måden. "Skummis, Dj har en mor og det er mig. Lad være med at have så travlt.") Det kan jeg vel ikke klandre hende for. Hun er storesøster og storesøstre har travlt med at fikse verden. Vi kan ikke gøre for det. Storebrødre har vel lidt af samme rem af huden. Ansvaret hviler tungt på den førstefødtes skuldre. Det må man så bruge lidt tid på at gøre op med. Vi kan ikke frelse alle og det er bare en masse renden sig staver i livet at forsøge.

F.eks. kunne jeg godt tage på mig at rase over, hvordan systemet behandler min Moster. Men ved I hvad! Man kan ikke rase mod et helt system. Man kan ikke danne en enmandshær og gå imod uretfærdighed i den store skala. Man kan ikke ændre på betingelserne i en dysfunktionel sammenhæng alene. (Det gælder også dysfunktionelle virksomheder). Alene når man ikke langt. Alene kører man bare ned og ender med at ørle i den store hvide telefon. Man kan heller ikke køre et hjem alene. Sørge for at alt er perfekt. Hele tiden og altid. Det kan man ikke og forsøger man, som storesøstre jo gør, så sprutter frustrationen ud andre steder. Lidt i stil med en vulkan, hvor lavaen finder vej af andre sprækker, hvis den store åbning er blokeret. Sådan er det bare.

Og dette er hermed de indledende tanker til Manifestet: Storesøstre, slap af!

PS. Gider til gengæld godt solidaritet og at man organiserer oprør i fællesskab. Medlemmer til en arbejdsgruppe søges.

Susling mode

I nat, der havde jeg afsindig travlt. Jeg skulle bruge en hel masse tid på at finde mine tofarvede, højhælede gatsbysko og på et tidspunkt havnede jeg på en mig ubekendt chefs kontor, hvor jeg lige nåede at observere, at han havde den 3. reviderede forretningsplan liggende i en tidsskriftholder. Og så vågnede jeg op.

Den slags drømme gør mig træt. For de indeholder et budskab, som jeg skal bruge min overskydende hjernekapacitet på at tolke. Gatsbyskoene og forretningsplanen i 3. reviderede version! Klar tale et ellet andet sted. Men spørg mig lige om jeg orker at korrespondere med min underbevidsthed...Ikke lige på stående fod og balancerende på de højhælede. Og hvad?! Mener mit skjulte jeg, at jeg skal revidere min p.t.plan?!

Jeg og mig må vist lige booke et møde. Men ikke lige nu. For jeg så de tofarvede højhælede gatsbysko står der, hvor jeg satte dem sidst og det med forretningsplanen må lige simre en anelse mere.

Susling om små hvide løgne og den store forkromede sandhed

Skal man stikke et par små hvide plader eller skal man fortælle sandheden og kun sandheden? Tja...nu er jeg jo sådan en princip-ting, der går ind for den direkte og usminkede sandhed. Altså i princippet. Synes da det er godt med principper (de er ligesom samfundets kit), men man skal heller ikke være en principrytter og rende sig staver i livet, har jeg efterhånden erfaret.

Min mand kaldte mig en overgang Compulsive Truth Teller og jep, det var jeg. For som storesøster i en disfunktionel familie var der i det mindste én (læs mig), der skulle rive slørene fra andres øjne, så de så klart. Nogen skulle jo gøre det og flaskehalsen pegede altid på mig.

Det er så en livsstrategi, jeg har taget op til revision. For hvem gavner sandheden? I de store sammenhænge er den vigtig - sandheden. Man kan f.eks. ikke ha', at ens regering eller folketing lyver for én. Og pludselig er man del af et krigsførende land på et bluret grundlag. Eller man skal æde udsagnet om, at nedskæringer absolut ikke betyder kvalitetsforringelser. Næh, nej, det er effektiviseringer. På regeringsniveau er løgn forklædt som New Speak.

Men i hverdagen, så er små hvide løgne faktisk ikke at foragte. Tænk f.eks. hvis man gik hjem og sagde:"Hej, du, skat! Jeg kom lige til at være sammen - sådan sexuelt - med en filejs til julefrokosten. Det betyder ikke noget for vores store kærlighed, men skal jeg være helt ærlig, så har du været gudsjammerlig kedelig på det sidste og jeg trængte helt vildt til bekræftigelse!" Ai vel! Det gavner ingen og kan måske ødelægge noget smukt, som bare i en periode er i trance, hvilket kan ske for selv de bedste.

Sådan har jeg det også med min Moster. Hvem gavner den usminkende sandhed, at jeg orker lidt, men ikke så meget, at jeg når opkastniveauet? Og hvad er konsekvenserne af at sige sandheden? Kan jeg og hun håndtere det? Er det ikke bedre, at holde en vis uudsagt overenskomst om, at vi elsker hinanden, men vi behøver ikke at konfrontere?

Sådan gælder det vel i mange sammenhænge. Man behøver ikke at sige det hele på en gang og nogle gange skal man slet ikke sige noget. Eller slet og ret stikke en plade: "Hej, du, jeg vil virkelig gerne, men jeg nåede det ikke i dag pga. trafikken/computerbøvl/møder/klumper i internettet/askeskyen/broen var oppe/ungen sked i flyverdragten and so on and so on."
Jeg tror faktisk, at sagde man hele sandheden i mange sammenhænge, ville andre tro, at man var småbims og ret mange ville også blive ubehageligt tilmode. "Vi har jo et kodex, for fanden!"

Men hvad synes I?

Susling rapporterer fra skyttegraven

Please, please giv mig bare fem min. hvor jeg kan være helt alene med mig selv og tænke en ærlig og interessant tanke. Bevares man tænker da, når bunkerne af vasketøj skal stuves af vejen eller når man står med hovedet ned i toilettet og håndterer skurebørsten. Eller når ens tastefingre farer henover tasteturet og man fortæller om fattige kvinder i Afrika eller diverse nødhjælpsordninger. Eller når man lige suser forbi Gammel-Moster, der begynder at ligne et kældermenneske. Det er altsammen bare udelukkende løsrevne tanker og brudstykker. Og det var så faktisk nu, at man skulle til at nyde voksentiden. Børnene er stort selv selvkørende - ikke så meget service der længere - og så bliver den ældre generation plejekrævende.

Forleden, da jeg var ude hos Gammel-Moster, så var det så sørgeligt, at jeg begyndte at få mine velkendte kedafdetheds-opkastfornemmelser. Det var ikke fordi, at hun var specielt ulækker. Ok, jo lidt. Hun er spøgelsesbleg, har store hævede ben og forkrampede gigthænder, hun humper afsted, kan ikke rette sig op og er helt duknakket og så er hun begyndt at savle. Det var sgu mere end jeg kunne klare og så stod jeg der og gylpede af sorg over min gode varme moster. Jeg kunne ikke kontrollere det og jeg var pis' bange for, at hun så det. Jeg respekterer hende jo. Det gør jeg sgu! Men...altså.

Det værste er, at jeg er begyndt at stikke plader. Små hvide løgne. Over for hende og over for andre. Det er meget harmløst og ikke noget, der rykker det store, men jeg gør det for at overleve. Orker ikke de store armbevægelser. Må bare ha' lidt rum eller som minimum løbe væk fra de følelseskrav folk stiller til mig. Kan jo ikke sige:"Du, jeg er ved at krepere af sorg over, at du har det så skidt og jeg er dybt overanstrengt af, at skulle tage vare på så meget, så jeg melder lige pas i dag!" I stedet siger jeg til Gammel-Moster:"Du, jeg kan ikke blive så længe, så jeg henter lige de her penge til dig og så bliver jeg nødt til at suse videre. Du ved husmorhejset og jobbet." Eller:"Må stå af på repræsentantskabsmødet. Min Moster, du ved. Jeg har fortalt dig om hende." Og det jeg i virkeligheden gør, er at kravle hjem, pløje hverdagskrav igennem og falde om på sofaen før te-tid. Det kan jeg godt skamme mig lidt over. At jeg gør sådan og ikke møder verden med åben bandebrask.

Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg har set for meget: Jeg har set min mormor og morfar forfalde og dø. Jeg har set mine onkler forfalde og dø. Jeg har set min mor og far forfalde og dø. Jeg har set min højtelskede svigerfar forfalde og dø og nu kan jeg så se min Gammel-Moster forfalde og dø.
Så undskyld, at jeg smålyver og gylper lidt.

PS. Resten går fint. Snakker med folk, går til brunch og lever ellers som alle andre.

Susling i sync

Jeg er glad, altså ikke som i jubelidiot og styret af ungdommelig tillid-glad, for det har jeg jo lært forlængst, at man skal lægge på hylden, hvis man skal klare sig. Næh, det er bare sådan voksentillidsglad og sync i sjælen-glad.

I dag sad jeg i solen og læste på noget, som jeg skal omformulere til menneskesprog og pludselig slog det mig: "Jeg må godt synes, at alt er ok og at jeg ved, hvad jeg kan og hvad jeg kan bidrage med. Og jeg må godt være præcis den jeg er, med de holdninger jeg har og jeg er ikke alene. Andre synes det samme!"

Vigtigst af alt: Om få øjeblikke kan jeg ovenikøbet lægge den grimme følelse af nederlag og had bag mig. Jeg må godt lade alle alfahannerne uden menneskekundskab og empati sejle i deres egen sø. Deres kamp er ikke min kamp. OG...det har vist i virkeligheden aldrig været min kamp, for jeg bar kun halvdelen af mig selv med på arbejde og resten deponerede jeg i det hjemlige hjørne.

Når det er sådan, så kører man/jeg kun på halv kraft. Det er ikke min stil, ikke min personlighed. Jeg er ikke et kontortidsspøgelse. Jeg er mig. Take it or leave it.

Så jep, lige nu er jeg i sync.

Men fuck, hvor er min garderobe nedslidt. Må nedsætte en tophemmelig task force til at fixe den sag! Booker lige møde med mig selv og mig selv og et par butikker.

Tak fordi I (stadig)læser med.

Susling kedeligere end nogensinde

Hvis I synes mine posteringer er kedelige. Hvis I synes, jeg er kreperlig at læse....Jah så er det bare fordi, jeg prøver at holde sammen på det hele.
Gammel Moster kræver ikke meget, men hun kræver sit, nu hvor hun snart er benløs. I morgen efter arbejde skal jeg lige cykle tværs gennem byen og fikse, at hun har penge og kærlighed.
Mine kidoos kræver snak, trible a batterier, bumsemidler, menstruationsbind og opmærksomhed og rent tøj.
Min mand kræver - nej ikke kræver - men trænger til varme og sex. Giver jeg gerne. Jeg trænger også.
Mit nye job trænger også og vasketøjskurven trænger og mine venner trænger. Og brødbagning skal der også til og selvpleje - as if - og planterne, de skal da selvfølgelig vandes og og og alt det andet jeg bør og skal og nok mest mener jeg skal .....

Heldigvis har jeg Sam Cooke!Og han måske har han ret!

PS. Jeg er jo hverken undertrykt afro-amerikaner annu dazumal eller fattig kvinde i Mali uden identitet, men derfor kan man jo alligevel synes, at man hænger lidt og dingler i sine småflossede negle i hverdagens dkdotdk.
PPs. Mange gange tænker jeg om ikke andet, så i det mindste for min datters skyld. Og nogle af os skal jo tænke det.

Susling indhenter det forsømte, sådan nogenlunde

Lige nu kan jeg trække vejret. Hurra for regn og lavere temperaturer. Så nu gælder det om at indhente min indre to do liste. Den blev temmelig forsømt, mens jeg lå brak med allergi (kan trække vejret nogenlunde igen, nu. Tak.)

• Støvsuge og vaske gulv (er udelegeret)
• Ordne badeværelse (somebody's gotta do it!) (tjek afventer)
• Køre i planteskole (tjek) (glemte timian og laurbær - utjek)
• Lave pressemateriale til fordel for de fattige kvinder i Afrika (tjek)
• Vaske tøj, lægge det sammen og på plads (konstant utjek, men lige nu tjek)
• Falde udmattet i søvn på sofa (tjek, tjek og atter tjek)
• Plante ud og rydde ud i gammelt planteværk, der ikke har overlevet vinteren (tjek afventer)
• Fitness (dobbelt tjek. Jeg er ved at blive afhængig).
• Læse avis (halvt tjek - blev distraheret af husmoder stress)
• Stroke mand, der er fyret, men stadig skal møde op (løbende tjek)
• Bekymre mig lidt om fremtiden, men mentalt blokere (løbende tjek)
• Skrive ansøgninger (jep, det skal man, når man er i Løntilskud. Man figurerer som arbejdsløs på det praktiske plan, fordi der er offentlige penge involveret. Men man figurerer ikke i statestikkerne. Smart move, Mr. Lille Lars og Hjorten) (Afventende tjek.)
• Barbere ben og ordne fødder (løbende utjek).
• Hente bumsemedicin på apoteket til DJ Brockhouse (utjek, glemte det. Memo husk mandag efter arbejde.)
• Huske aftaler med modefrisøse og læge plus bestyrelsesmøde med de frivillige (Utjek)
• Huske at jeg også har lovet at lave reklamemateriale på frivilligbasis til fordel for kvinderne i Afrika (Utjek.)
• Udtænke outfit til i morgen, hvor jeg skal præsenteres for hele huset på min nye arbejdsplads. (Utjek).
• Lytte til ungerne, når de er her og gider, at man lytter til dem (løbende tjek)
• Huske at ringe til Gammel Moster (ret utjek p.t.)
• Huske mig selv (løbende utjek)

Nå, snakkes. Må og skal videre.