kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

30.8.09

Susling siger mange tak

Kære alle, der har taget sig tid til at skrive en kommentar. Hvis I vidste, hvor glad det gør mig at "møde" jer! At blogge er jo et eller andet sted en lidt underlig ting - eller rettere den måde ens blog udvikler sig over tid. Og hvem er det egentlig, der synes, det er værd at læse med?

Oprindelig startede jeg med den intention at skrive om pros and cons ved at være blevet over 40. Hen af vejen er det så netop blevet mere reflektioner om dette og hint, som regel med udgangspunkt i mig selv og mit liv. Mange gange er det sat igang af en lille sætning fra ungerne eller noget jeg skal have sat ord på, så det er ude af mit system. Netop derfor kan det, jeg skriver, også fremstå mere famlende og sårbart, end jeg i virkeligheden er. Men det synes jeg godt det må være, for nogle gange har man styr på situationen og andre gange ikke. Det er menneskeligt og jeg vil så gerne, at vi viser hinanden, hvem vi er på godt og ondt.

Nogle af jer giver udtryk for, at mine indlæg er meget ordrige. Jeg kan vist ikke andet - i hvertfald ikke her på min blog. Ude i det virkelige liv kan jeg nærmest skrive haiku til bagsiden af en bolsjepose. Derude dyrker jeg i allerhøjeste grad begræsningens kunst. Men gør vi ikke alle det? Ude i den virkelige verden.

Der er også nogle, der skriver, at de ikke altid er enige med mig eller de bliver ligefrem irriterede. Jamen så smid en kommentar. Jeg kan, som alle andre godt li' at blive poleret på rygstykkerne, men jeg kan også li' at blive klogere på andres synsvinkler. Sandheden er jo ikke konkret men mangefaceteret og det er i modspillet, det begynder, at blive interessant. (Jeg tror dog aldrig, at jeg kan overbevises om, Pia K. er kvinden for mig.)

At I kan li' min humor gør mig oprigtig glad. Den er finpudset gennem mange år. Nok især sat i gang af den gang jeg som 8-årig stod i en dansk folkeskoleklasse på Nørrebro iført fletninger og tyrolerkjole (min mor synes, det så så sødt ud!). Hvad gør man i sådan en situation? Man kan selvfølgelig lægge sig ned og tude og acceptere, at man er på vej til at blive et moppeoffer. Man kan også gøre, som jeg gjorde: udvikle skarp humor og få hele klassen til at grine med én og ikke af én.

Sidst men ikke mindst: Jeg skal nok tøjle min hang til punktummer på række (Anna). Men jeg garanterer ikke, at jeg ikke en gang i mellem falder i. Jeg elsker prikker - det er mine tankeprikker.

Endnu en gang rigtig, rigtig mange tak. Jeg ville ønske, at jeg kunne møde jer alle sammen ude i det virkelige liv :-)

28.8.09

Suslings evaluering

Det er jo tidens trend med surveys og evalueringsskemaer. Den hype vil jeg også gerne være med på. Vi er jo trods alt i en konkurrencetid og man skal ikke afvise de muligheder man har for at optimere sit produkt. Derfor ku' jeg godt tænke mig at spørge jer om noget. Jeg har nemlig længe gået og tænkt på, hvem der egentlig læser mig, hvordan I er og hvad I egentlig får ud af mine skriblerier - hvis altså at I får noget ud af det. Derfor:
  • Hvem er I? (Bare sådan overordnet)
  • Hvorfor kom I forbi min side?
  • Hvad gør at nogle af jer gider hænge ved?
  • Er der noget I godt kunne tænke jer var anderledes?

Hilsen Susling

Etiketter:

27.8.09

Susling æ Hausfrau from hell

"Hvaaaaaaaad!?? Har du tænkt dig at være sådan en husmor?" spurgte min søn mig i går eftermiddags. Spørgsmålet faldt, da jeg lige var forbi hans værelse for at se, om der var glas eller tallerkner, som burde se en opvask. Jeg havde så også lige redt hans seng, smidt hans sokker til vask og lagt rent tøj i skabet. Og så kom jeg vist lige forbi med et glas juice til ham - uden, at han have spurgt. Indrømmet, det er ved at tage lidt overhånd, det her husmor-noget. Lige nu sidder jeg f.eks. og får tics, fordi opvaskemaskinen ikke er tømt og der også står noget beskidt porcelæn fra morgenmaden på køkkenbordet og skraldespanden tømmer jo heller ikke sig selv, vel...!

Det er også mig, I ser gå afsted med min praktiske røde indkøbskurv og altid med en dosmerseddel i hånden. Sammen med alle de andre husmødre står jeg i kø med mine fornuftige og planlagte indkøb. Var I i centret, der gør èn gammel før tid, i går, så kunne I have set mig i Føtex. Det var mig, der stod foran damen, der talte alvorligt med dåserne på hylden. Meget alvorligt! I ku' kende mig på mit overbærende jeg-har-styr-på-det-smil på læben. (Altså indtil hende, der talte med dåser, pludselig synes, at jeg var mere interessant. Der blev mit smil godt nok liiiidt stramt.)

Jeg har også udviklet projekt vasketøj. Mit mål er til stadighed, at kunne se bunden af vasketøjskurven. Jeg skifter desuden håndklæder og bademåtte på toilettet konstant og så er jeg begyndt at vimse rundt dagligt med en støveklud og sådan en fjertingest, der er skide god til at tage støvet på lamper og i lofter....


Da jeg sagde til min mand, Anders, om han egentlig ku' mærke, hvor meget jeg ordnede i hjemmet (lidt anerkendelse har man jo trods alt brug for), sagde han: "Mmmmhh...har du ikke bemærket, at jeg ikke er specielt emsig med, at du skal i job igen?" (Jeg havde så også lige lynhurtigt grebet læsebrillerne og nål og tråd, for at sy en knap i hans skjorte en time før. Det var han meget glad for.)

Nå, venner, sådan en opvaskemaskine tømmer jo ikke sig selv! Og mon ikke, der er lidt vasketøj, der skal sættes over?!


PS.I øvrigt sagde min søn også noget andet. Det var sætning nummer to efter hans meget spontane udbrud om det med husmoren: "Mor! Det er hyggelig nok, det her. Men det gider du da ikke i længden. Der er så meget andet, du skal lave...vi andre skal nok klare os!" (Doooooooooooiiiiiiiiingggg...mine unger altså.)

Etiketter:

26.8.09

Susling om at være mor til en datter

Forleden dag så Skumfidusen direkte på mig og sagde:" Mor, jeg synes, du har gjort det rigtig godt." "Æh..., " svarede jeg, mens jeg trådte mig selv lidt forlegent på mine fødder. "Synes du virkelig det?" "Jep," svarede hun. "Når du f.eks. har sagt nej til noget, så har jeg altid forstået hvorfor." Nu har jeg jo altid været den lykkelige låner af en lille skarp datter, der med sit direkte blik og sin tørre konstaterende stemme ikke har været bleg for at fortælle mig, når hun synes noget var i udu. F.eks. da hun tre år gammel så skarpt på mig og sagde:"Mor! Hvorfor råber du sådan af far. Han er sådan en sød mand." (!!!)

Hun har også altid været rimelig stædig, når hun ville noget. F.eks. den gang hun som ni-årig (efter kun et års ridning på rideskolen) erklærede, at nu havde hun altså skaffet sig en tjans som førstepasser på en hest og derfor gad hun ikke længere gå på fritidshjem. Rideskolen ligger et stykke fra, hvor vi bor, så hun skulle både med bus og gå et stykke vej - i et temmelig trafikeret område. Den måtte jeg derfor tygge lidt på. Skulle vi melde hende ud? Skulle hun have lov til nærmest at flytte ind på rideskolen? Jeg fik tygget færdig sammen med hendes far - og selvfølgelig fik hun lov. Og hun flyttede stort set ind på rideskolen. Men hun tog også med stor iver og entusiasme det ansvar, der fulgte med. Troligt stod den lille tøs op alene hver lørdag-søndag kl. 7.00 og cyklede gennem regn, slud osv. over for at passe den lille fede pony, hun havde kastet sin kærlighed på. Resten af tiden var hun bare på rideskolen efter skoletid. Hun blev bidt, sparket, faldt af hestene og lavede megastuntnumre, hvor hun red westernridning eller akrobatik på hesteryggen - stående. Det har hun så ikke fra mig. Jeg vil til hver en tid hellere stå i en fold med køer end bagved en hest.



Hun har i øvrigt lavet mange andre af den slags ting, der er røget over i familieannalerne. Ting, hvor jeg som mor har stået lidt forbavset og tænkt:"Woaw...!" Og nu kommer min pointe. Måske synes min datter, at jeg har gjort det godt. Men det synes jeg altså også, at hun har. Opdragelse kommer jo ikke kun fra den ene part. Er man lydhør og åben, så går det begge veje og min datter har bestemt også skubbet til mig, så jeg er blevet både klogere og bedre på, hvordan det hele hang sammen.

Etiketter:

25.8.09

Susling: Kys det så, det satans liv!

Når man bor i en helt almindelig lejlighed med de obligatoriske almennyttige 4 rum og papvægge. Når man har teenagere, der ofte går i seng senere end én selv - eller kommer hjem midt om natten med kæresten på slæb. Når man har en gammel seng, der er alt, alt for gammel og er begyndt at knirke.
Så kan det altså godt være svært, at finde det nødvendige space til at elske sin mand.


Altså elske ham kan man jo altid, men sådan elske med ham. Det er efterhånden blevet lidt af en udfordring. Jeg kan sagtens finde på at klappe ham kærligt bag i og stryge ham. Eller gå en lille tur hånd i hånd. Han insisterer også på, at han synes, jeg er dejlig og tager gerne og glad på mig. Men sådan rigtig finde et space, hvor kun vi to gælder. Det bliver sværere og sværere.

Jeg v
ed godt, at mine unger er helt på det rene med, hvad sex er. Min datter har en kæreste og spiser minipiller og min søn har haft sin debut. Men det er ikke noget, vi snakker så meget om. Jo...hvis min datter har blærebetændelse, som hun f.eks. har lige nu, så må jeg jo lige diskret sige: "Husk, at gå på toilettet bagefter I har været sammen. Det forhindrer honey moon disease."

Da min søn begyndte at antyde noget om, at han jo havde den her kæreste og at han...., så måtte jeg jo også lige nævne ordet kondom...Men ellers så er vi faktisk ret blufærdige. Jeg vil ikke invadere dem og de skal ikke invadere os.

Netop derfor synes jeg også, at det bliver sværere og sværere bare at være os to.
Don't get me wrong! Vi er absolut ikke snerpede. Det er jo alt sammen helt naturligt. Men der er stadig det her helt særlige space, som jeg så gerne vil ha', at vi har i fred.

Etiketter:

24.8.09

Susling i spejlet

Altså! Nu har jeg flere gange i løbet af de seneste uger oplevet, at unge mænd har kigget på mig og smilet til mig. Og det var rigtig pæne unge mænd. Sådan nogle jeg godt selv kunne finde på at kigge på - i smug selvfølgelig. Jeg må indrømme, at jeg bliver lige overrasket hver gang og i dag måtte jeg lige tjekke mig i spejlet for at se, hvad det var de smilede til.Det eneste jeg kunne se, var en kvinde i 40'erne, med lidt mere huld, end jeg gider. Et mørkt hår, der er bleget af solen, så det ser ud som om jeg har fået lavet gyldne striber og tøj, der bestemt ikke er fancy: en sort t-shirt, par gamle olivenfarvede bukser med bindebånd i benene og mine koralfarvede sandaler med lidt plautau, som jeg købte i Sverige. Håret er sat tilfældig op og i ørene har jeg mine evindelige sølvcreoler.

Hvad er det, de ser, som jeg ikke ser? For selv ser jeg en midaldrende, lidt træt dame.


Nu jeg tænker mig om, har jeg egentlig altid haft det sådan. Jeg er altid blevet lidt forundret, når nogen har kigget på mig. Når håndværkere fløjtede efter mig eller når nogen prøvede at score mig. "Hvad har de gang i?" har jeg tænkt. For selv har jeg altid fokuseret på det, som jeg burde være eller kunne gøre bedre. F.eks. har jeg altid syntes, at jeg var lidt for tyk. Selv dengang jeg havde et BMI på 18,5. Hvis jeg kommenterede andre og sagde, at det var godt nok nogle smukke, høje slanke kvinder, sådan gad jeg godt se ud, har folk grint af mig og sagt, at jeg var for meget.

Men det var jo ikke det, jeg så i spejlet. Og det er jo i grunden ret sørgeligt, at man ikke sådan kan se sig selv, som andre ser en.
Min datter gør det samme. Står foran spejlet og synes hun ser for tyk ud. Min søn ser alle sine pubertetsbumser og min mand er ked af, at hans hår er blevet gråt. Men det er jo slet ikke det, jeg ser. Jeg ser en åleslank og høj pige med høje kindben og smukke grønne øjne omkranset af mørke vipper. Jeg ser en dreng, der er begyndt at ligne en flot ung mand med brede skuldre, et tæt hår og øjne, der slår smut. Jeg ser en voksen mand med muskler, frække øjne og et flot hår mange andre ville misunde ham.

Det samme gælder i øvrigt så mange andre ting. Hvor jeg ser et køkken, der trænger til at renoveres, ser andre en bohemelejlighed. Hvor jeg ser en gammel Saab, der synger på sidste vers, ser andre et statement. Hvor jeg ser støv og planter, der trænger til vand, ser andre en med grønne fingre...
Hvornår bliver man egentlig tilfreds?

Etiketter:

23.8.09

Susling savner Birgit Meister

Jeg er holdt op med at forholde mig til politik. Jeg kan ikke overskue det. Eller rettere jeg står måbende med kæben nede på knæene og tænker:"Hvad fanden sker der?" Anders, min mand, siger, at vi bare skal melde os ud af landet og danne vores egen lille private republik. Det er selvfølgelig en løsning om ikke andet mentalhygiejnisk. Under alle omstændigheder så melder jeg mig ud af diskussionsforumet: Hverdag. Orker ikke længere (og slet ikke, når mit politiske vokabularium pludselig skal indeholde begreber som Burka (- og Niqaber) og muskelhunde. )

I sådanne svage øjeblikke ku' man godt ønske sig tilbage til den gang Birgit Meister styrede de politiske paneldebatter på landskanalen.
(Billede bragt i Kristlig Dagblad)

Faktisk ku' jeg godt ønske mig, at hun var sådan en transportabel ting, man kunne medbringe i dagligdagen. Så kunne hun bryde ind med mikrofonen, når bølgerne gik for højt. Har man f.eks. en mening, så er der nogle, der kalder en selvretfærdig og bedrevidende. En selvbestaltet pladderhumanist, der ikke udviser respekt for andre. Set fra min side opfører den anden fløj sig nu på nøjagtig den samme måde, som det de skyder andre i skoene. Og så er det jo, at vi lissom står med miseren. For der er sågu da ikke meget fremdrift i sådan noget minusdiskussion og da slet ikke på landspolitisk plan. Please, please Birgit...kom tilbage.


PS. Læste i går, at arbejdsløsheden lige nu stiger med samme fart som under Schlüter og at landets budgetunderskud er ved at nå Anker Jørgenske dimensioner. Jeg er helt sikker på, at det skal en burkakommision og en lov om at holde muskelhunde i snor, nok rette op på!

Etiketter:

22.8.09

Susling nu usynlig?

I morges da jeg sad og drak min morgenkaffe og skimmede Information fra om fredagen, var jeg tæt på, at blive lidt småkvalt i kaffen. "Hej, Anders," råbte jeg til min mand på den anden side af morgenbordet. "Ja, "svarede han, mens han gumlede på en ostemad. " Er jeg blevet usynlig?" "Ai, du sidder jo lige der." Hm, ok, tænkte jeg og så læste jeg følgende passage op for ham:

"Anja Tegen har valgt at se det som en styrke, at hendes børn møder hendes kærester, selv om det også har betydet, at de har måtte sige farvel igen. "Jeg er egentlig ikke så bekymret, for man skal jo lære at sige farvel til mennesker, man har holdt af. Livet er jo fyldt af brud og det kan man lige så godt vænne sig til. Jeg tror da heller ikke, at mine børn kommer til at leve sammen med den samme hele livet. Det er der jo ingen, som gør i dag." (min fremhævelse) (Information, Paradoks, fredag d. 21.august 2009)

Ingen? Er jeg forsvundet? Er jeg blevet en dinosaurus? Er livet fuld af brud og seriel monogami?
Don't get me wrong. Jeg har fuld forståelse for, at man som par må skilles. At der er øjeblikke, hvor man indser, at man har valgt forkert, eller at man er vokset fra hinanden. Jeg er selv skilsmissebarn og den gang tænkte jeg, at mine forældre gjorde det helt rigtige ved at gå hvert til sit. Det havde bare været en endeløs række af ydmygelser og misforståelser, som intet godt bragte med sig. Men ligefrem at have adskillelse som grundholdning og at indpode sine børn det, gør mig lidt flabergastet...For hvor i det verdensbillede har man så placeret evnen til tillid, evnen til at give sig hen, evnen til at tro, at noget kan bære?

Selv har jeg da kæmpet med lige netop de tre ting.
Mit sind var inficeret af, at mine forældre gav op og jeg var ikke lige sådan tilbøjelig til at tro, at man kunne og ville hinanden for altid. Da min mand - da vi var meget unge - sagde:"I min familie har vi tradition for lange forhold, "gik jeg nærmest i panik og tænkte, at det da godt nok var en fælde, jeg var havnet i og var det virkelig meningen, at jeg skulle se på den samme mand, til jeg bliver gammel og grå?

Men det har jeg altså gjort og jeg gider stadig se mere af ham - hele tiden. Jeg tror nemlig på, at man ikke behøver at ende som misantrop...Nogle gange fungerer det og ja, man kan godt have den samme gennem hele livet. Den læresætning vil jeg også meget gerne gi' videre til mine unger. Indtil videre ser det sågu da meget godt ud.

Etiketter:

21.8.09

Susling om netværk og arbejdsløshed

Når man er ledig, kan man meget nemt komme til at føle, at det er ens egen skyld: "Idiot,"tænker man. "Hvorfor fanden valgte du lige det fag? Og den branche. Hvad havde du lige gang i der?" Der er også den her med: "Altså, hvis du er ledig, så er det nok, fordi du ikke plejer dit netværk!" Det var der en, der engang sagde til mig i ramme alvor. "Nå, for dælen,"tænkte jeg. Jeg synes da nok, at jeg plejer dem, jeg gider. Jeg gider så bare ikke lige dig, for uanset hvormeget det er meningen, at man skal netværke og gøre sig til, så synes jeg stadig, at du er en i ubehagelig person."


Jeg gider heller ikke dem, der fabler løs om, hvor godt det er at gi' og hvor fantastisk deres netværk er. Mens det eneste jeg mærker fra dem, er et stille, sitrende og krævende, jeg vil ha'. De vil ha' til sig selv, vil de og forstår slet ikke konceptet:at gi' tilbage.
Nu er jeg jo en storbysniger og ovenikøbet fra før det blev fashionabelt at netværke. For mig har det altid heddet venner, kolleger, exkolleger, studiekammerater, bekendte, naboer. Med hver deres rangorden og placering. Jeg er også opdraget med begreber som solidaritet og fællesskab.Har andre ikke noget, så hjælper man gerne og vi er jo et eller andet sted alle sammen i samme båd. Men jeg har aldrig forventet, at andre skulle gi' mig noget tilbage eller sikre min videre overlevelse. Den har jeg selv taget ansvaret for. Og gik det ikke et sted, jamen så gik det nok et andet sted. Storbyen er stor og der er masser af plads og masser af mennesker og arbejdsliv at tage af.

Men som årene går føler jeg mig mere og mere omklamret af lillebymentaliteten.
Den her med, at vi skal holde os gode venner med alt og alle hele tiden. Vi skal ha' konsensus for hver en pris og man må ikke sige, at man synes nogen er en knold, for tænk på dit netværk!

Af samme grund er jeg altså blevet nødt til at slette nogle fra min FB-profil. Jeg fik simpelthen fnidder af deres daglige statusopdateringer. Især en var slem. Hun var/er typen, der synes alting er skøøøøøøøøøønt. Selv når hun skrev, at hendes mand igen var skredet på golfweekend og hun sad alene med to små unger for 27.gang.
I foråret blev hun så fyret. Men det var slet ikke slemt, nej, nej. Det var så skøøøøøønt...hun elskede sin arbejdsplads (der havde fyret hende). Hun lavede også en masse poster om alle de jobsamtaler, hun kom til og hvor skøøøønt det var og hvor tæt på hun var hele tiden. Det endte så med, at en eller anden skaffede hende en lortetjans et sted, men det skrev hun aldrig: Narj, narj, det var bare så skøøøøøøøønt det hele og de muligheder, der åbnede sig var jo fantastiske. (Jeg vidste så, hvad det var hun havde fået og hvem der havde skaffet hende det. Men det siger man jo ikke højt.) Den dag hun så meldte sig som fan af sin arbejdsplads (der havde fyret hende) på FB, så blev jeg sgu nødt til at delete....Beklager....Jeg synes bestemt at optimisme og et positivt livssyn er sunde grundegenskaber. Men jeg gider sgu ikke hænge ud med naive jubelidioter. På den anden side kan man jo sige, at det er dødnemt at netværke med den slags typer. De er harmløse og siger aldrig, hvad de mener.

PS. Er der forøvrigt nogen, der har bemærket det komplet sindsyge begreb, der er ved at snige sig ind via netværksgenerationen: Kon-kolleger? Jamen, hvad sker der? Man kan da ikke være venner med sine konkurrenter...! Man kan måske nok danne karteller og den slags, men ligefrem kon-kolleger! Er det bare et andet ord for at holde hinanden i skak?


PPS. Nej, jeg er ikke bitter. Jeg har planer i støbeskeen og jeg ville for evigt være i tvivl om mine evner, hvis jeg kun var kommet i arbejde via mit netværk (som hende jeg deletede. Hun har aldrig nogen sinde fået et job på et jobopslag. Der er altid nogen, der har skaffet hende ind. Det betyder jo, at man bare tager det, man får og aldrig går efter det, man vil ha'.)

Etiketter:

20.8.09

Susling televised

Nogle gange kan jeg godt få en svag fornemmelse af, at mit liv er styret af en TV-tilrettelægger. Nu ku' du så godt tænke:"Aha...noget reality-Tv. Noget med hed sex på en strand og jalousidramaer eller en kaos-familie fra morgen til aften." Men der tager du fejl. Min tv-tilrettelægger arbejder helt sikkert for kanal klog. Og er en af dem, der planlægger Tema-lørdag. Mit liv føles nemlig sådan lige nu og det er ikke kun Tema-lørdag. Det er Tema-uger.

I denne her uge hedder Temaugen f.eks. "Fra vugge til grav". På en eller anden underlig måde har mine aftaler hobet sig op, så jeg laver de samme ting, men med forskellige mennesker. Jeg går ganske enkelt på visit. I går var jeg f.eks. på babybesøg hos Gammel-venindes barnebarn. En lille 2 mdr. gammel knirkende og ahrøende baby, der fægtede vildt med armene og synes, at hans mor bare er det dejligste i verden! Jeg blev helt betaget af, hvordan hans øjne søgte moren og den ro han fik, når han hørte hendes stemme. Måske er jeg lidt ekstra betaget, fordi jeg selv har holdt moren i mine arme og set ind i hendes smukke øjne. Måske er det noget gryende bedstemorfornemmelse jeg arbejder med? Under alle omstændigheder er jeg gået så vidt med netop denne her lille baby, at jeg skiftede ham en dag. JEG SKIFTER ELLERS ALDRIG ANDRES BØRN, HVIS JEG KAN UNDGÅ DET! Jeg synes babybleer er hammerklamme og jeg har set lort nok i mine ungers tid. Jeg har det helt ok med en pause fra den slags. Men lige ham her...der fraveg jeg mit princip.

I dag skal jeg så på oldekoldevisit. Gammel-Moster og jeg har planlagt sammenskudssmørrebrød. Jeg klipper lidt purløg fra altankassen, hælder lidt ristede løg i en pose, snupper en pære fra frugtskålen og spæder til med en blåskimmelsost. Resten står hun for - så vidt jeg husker.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at grine. Men jeg nægter, at skifte ble. Eller at høre om herpessår på røven eller varianter af afføring. Hun skal også bare knytte kajen med historier om blodstyrtninger og den slags.

For at det ikke skal være løgn, er der også Tema-uge i næste uge. Ugens tema hedder: "Udenlandsdanskere vender hjem".Nu gad jeg så godt være sådan én, der kommer langvejsfra med masser af fremmed aura og folk, der står med armene i vejret over, at man beærer dem med et besøg i den sparsomme tid, man har i landet. Det er så bare lige mig, der er en af dem, der står med armene i vejret og føler sig særlig udvalgt. Og det, der gør, at jeg siger:" Kan I ikke se, at der er en, der planlægger mit liv fra oven?" Er, at det sker gange 2 i lige netop næste uge. Først kommer Golden-Boy flyvende ind fra US of A og sådan som det efterhånden er blevet traditionen, så skal vi inhalere drinks. Jeg har dog udvidet lidt og inviterer også på middag. Senere på ugen skal vi gense "Mon oncle Borge" fra Paris. Hele klanen er inviteret. Det er sådan en bunkereunion. (Det var forøvrigt ham, der lærte mig, at et af de franske ord for bøsse er Pedalo....!)

Det skal nok blive superfestligt det hele, men jeg venter stadig på Tema-uger som: "De fik drømmejobbet" eller "Fra matrone til glamourgirl" eller hvad med: "Lottomillionæren, der virkelig forstod, at udnytte sin gevinst." Siger det bare.

Etiketter:

18.8.09

Suling om penge og børneopdragelse

Min søn har fået sit første rigtige job. Han er blevet servicemedarbejder (et andet ord for flaskedreng) i Superbrugsen. Han har selvfølgelig jobbet for at tjene penge. Det går han ret meget op i - at han nu tjener penge. Han har kun været der i nogle få uger, men han er allerede begyndt at lægge store planer. Han skal både spare op til en BMX'er, købe tøj og en hel masse andet. Jeg synes nu godt nok, at han spiser æggene, før bjørnen er skudt. Men omvendt kan man jo sige, at han har fattet, hvad arbejdslivet går ud på: At tjene penge og at bruge dem hurtigt igen. Han har også allerede købt noget på 'klods' - gennem os. Mere ægte 00'er kan det jo dårligt blive.Min datter er til gengæld på overførselsindkomst p.t. Hver måned får hun de regelmenterede cafépenge. Hun er også ved at opdage, hvad dét vil sige: Nemlig drastiske nedskæringer i det daglige forbrug. Det kan hun godt få en nedtur over.

Heldigvis har det hjulpet lidt, at jeg har ryddet ud i mit klædeskab. Bøjlestangen faldt ned for 27.000 gang og i stedet for som sædvanlig bare at løfte den på plads igen, bestemte jeg mig for at se, hvad der egentlig hang der. Vi har samme højde, men ikke længere helt samme drøjde, så der faldt en del af til hende. Dyrt, dyrt tøj, som jeg måske nok kunne skrue mig ned i stadig, men som jeg bare ikke så lige så flot ud i, som hun ville gøre. Nu hænger alle mine Stella Novakjoler og unika Munthe plus Simonsen-ting så inde hos hende. Og hendes humør har fået en tak op af.

(Hvad jeg så skal gå i, kan jeg ikke helt overskue lige nu, men omvendt har det været rart at skille sig af med det, der bare har tynget. For jeg kommer aldrig mere til at skrue mig ned i en lille str. 38 og jeg gider heller ikke blive mindet om, at det er sådan.

Hver ting til sin tid og jeg har e
gentlig ikke noget imod, at være blevet lidt matronet.Det passer til min alder og min sindstilstand.)

Etiketter:

17.8.09

Susling siger naturen er fantastisk



Hvis der er noget, der i den grad kan sende salig rislen ned af min rygrad, så er det, når jeg støder på en flok morgenfruer. Jeg bliver nødt til at lade hånden køre forsigtigt hen over blomsterhovederne, så duften hænger fast på min hud, mens al det gulorange får det til at flimre for mine øjne. Et kort øjeblik sanser jeg bare. Suger duften og synet ind og kan næsten ikke løsrive mig igen. Jeg må bare og jeg vil ikke væk derfra. Desværre har jeg ikke en have og de små forskækkede morgenfruer, der kæmper om pladsen i mine altankasser, kan bare ikke gøre det ud for den rene, ubesmittede sanselighed.

Heldigvis kan man jo kaste sig ud på sin cykel og nasse li
dt på andre folks haver og naturen. Og det gør jeg så, så tit jeg kan.

Nu bor jeg jo midt i København. Et smukt sted. Bestemt. Men der er ikke mange haver i området. Til gengæld er der storbynatur. Og jeg har lært at finde de små åndehuller og de steder, hvor naturen har overtaget. F.eks. så er det blevet en fast tradition, at gå på ramsløgsjagt i det tidlige forår. Hvis man holder godt øje og efterhånden kender plantens vaner, så kan man plukke dem i spandevis. Det gør jeg så ikke - kun i poser - for der skal jo også være til andre. Der er bare ikke så mange, der ved det og udnytter den mulighed.
Faktisk var det sådan, at jeg en dag havde været ovre og plukke og så så jeg, at den lokale Irma havde poser med ramsløg liggende i deres kurve blandt andre grønsager. "Nå, for dælen," tænkte jeg. "Man kan jo finde det samme lige rundt om hjørnet." Man kan også finde skovsyre og fuglegræs.


Sidst på sommeren har vi en anden tradition. Vi plukker brombær. Søde,
svulmende, solmodne brombær. Heller ikke
her skal vi særlig langt væk. På et nedlagt banelegeme ikke langt fra mit hus har kæmpe brombærkrat stille og roligt overtaget civilisationen. År for år bliver krattene større og større og der hænger de - brombærrene - lige til at plukke. Det gjorde jeg så i går. Kastede mig med dødsforagt ind i krattene og plukkede og plukkede. Til mine fingre var helt blå og blodet løb ned af min ben. Der er torne på de her krat. Men jeg udholder gerne at hænge fast i torne og blive kradset til blods, for de her brombær smager bare bedre.

I går opdagede jeg så også en masse mirabelletræer med frugt, der bare smed sig selv. Ingen plukkede dem. Jeg tog kun en håndfuld, men jeg tror jeg snart skal på jagt derhenne igen.

Min pointe med det her er, at naturen er større end os. Bare der er den mindste flig i civilisationen, så rykker den ind og overtager. F.eks. så krakelerer asfalten uden for min opgangsdør, hvor det store ahorntræ står. Stille og roligt vokser det sig større og større og lader sine rødder sprænge asfaltfernisen.

Sidste sommer kastede en af mine hjulkroner med dødsforagt sine frø ned fra 4. sal og pludselig stod der den smukkeste buskede blå hjulkrone midt i det velpudsede almennyttige boligbyggeri med 4 gårdmænd til at opretholde status quo.
Det samme gør stokroserne. De giver ikke op, men kommer troligt år efter år. Ligesom fuglene. Gårdmænde
ne klippede alle buske ned til grunden og fuglenes sted forsvandt. Nu er de her igen - både buske og mejser. De giver nemlig ikke op. De bor her. Lissom mig.

Etiketter:

15.8.09

Susling inviterer til andagt

Ifølge Kresten Drejergaard, biskop over Fyens Stift, så er kirken som rum ikke anderledes end et offentligt toilet. At mene, at kirken som rum blev krænket i forbindelse med aktionen natten til torsdag er noget højstemt sludder, udtaler han.

OK! I den anledning vil jeg gerne invitere til stille andagt på mit lokum. Her er ikke meget plads, men hvor der er hjerterum er der husrum og mon ikke vi kan presse nogle stykker ind, hvis man går ind på, at stå op i badekarret. Her kan vi så diskutere næstekærlighed og bamhjertighed og hvis nogen sku' ha' lyst, kan man da også få sig en solotur som afslutning. Man tænker så godt, mens man besørger.

PS. Jeg har forlængst meldt mig ud af folkekirken, jeg går ind for adskillelse af kirke og stat, jeg er gift på rådhus og mine børn er hverken døbt eller konfirmeret og jeg er ikke en gang sikker på, om jeg tror. Men nu har man da godt nok savet et solidt stykke i sin egen gren. Hvis ikke kirken skulle være et andægtigt og helligt sted, hvad er så? Den gang, hvor min 3 måneder gamle søn lavede en bøh-mand på mig og vi et kort øjeblik troede, at han skulle dø, gik jeg faktisk nogle dage efter ind i Trinitatis med ham i armene og bare sad. Jeg sad og sugede fred og noget større til mig.
Det ku' jeg så åbenbart ligeså godt have gjort på det offentlige lokum på Nørreport Station!
Skam jer!

PPS. Jeg går aldrig i kirke, kun hvis jeg er tvunget til det i forbindelse med dåb, bryllup og begravelser. Men jeg tror, jeg gør det i morgen. Bare som protest. Det, der sker lige nu er for langt ude på alle måder.

Etiketter:

13.8.09

Susling spørger: Kan man være ligeglad?

Lige siden jeg hørte nyheden i morges om, at politiet havde hentet asylansøgerne i Brorsons Kirke i nat, har jeg fjumret lidt rundt om mig selv. Jeg havde ting, jeg skulle ordne. Jeg havde min egen plan for, hvordan jeg skulle komme videre i mit liv og jeg var i gang med at sætte de første spæde papirskibe i søen for noget, som skal være min fremtid. Noget som jeg bestemte mig til den dag, jeg gik hjem fra powerpointhelvedet og vidste, at det var slut. Nok var nok i mit hovede og nu ville jeg have et arbejde, der er i overenstemmelse med mit menneskesyn og mine grundholdninger.

Man kan godt sige, at jeg sådan set er fyldt godt op af mig selv - lige nu. Men kan man egentlig tillade sig det? Kan jeg tillade mig det? Er der ikke ting uden for ens egen sfære, der bare en gang imellem er vigtigere end en selv? F.eks. hørte jeg forleden, at folk skærer deres bidrag til humanitære organisationer væk, fordi budgettet skal barberes. Man vil hellere spare 200 kr,- på et sponsorbarn end på det månedlige digitale tv-abonnement. SUK!

Selv kan jeg også mærke metaltrætheden sætte ind. Der er efterhånden intet vores nuværende regering gør, der kan overraske mig. Bare endnu et lille nøk. Endnu en uanstændighed. Vi er blevet så vant med det, at vi næsten ikke mærker det. Alle os på den rigtige side. Men nu har jeg altså tænkt og det jeg er kommet frem til er, at jeg nok bliver nødt til at pille hovedet ud af min egen rumpet, rejse mig tungt fra sofaen og være med til at markere, at grænsen er overskredet for langt. Karriere-Anders indledte denne her krig uden om et FN-mandat på landets vegne og på et meget spinkelt grundlag. Nu må vi andre så feje skårene op og vise, at vi er et anstændigt folk - et rummeligt folk -og at man stadig kan være stolt af at være dansker.

Hvis andre har det som mig, så kan de jo være med her

Etiketter:

10.8.09

Susling: Det var så den ferie!

Jeg har vredet den sidste dråbe ud af sommerferien. Jeg har nydt bare at flyde og selv bestemme over min tid. Det har også været dejligt endnu en gang at opleve, at jeg stadig godt kan li' min familie (vi er jo ikke så tæt sammen til hverdag). Og i år har ungerne faktisk været helt igennem fantastiske. Der har været meget få sure opstød og som noget helt nyt, så har de bidraget, så det ikke kun har været os gamle fugleungeforældre, der har fløjet fortravlede rundt med cola og orme i næbet. (Må man godt sige, at man faktisk synes, at det er helt fedt ikke at ha' små børn længere?)

I en del af sommerferien var vi oppe og vande de svenske skove.


Regnen spædede nu godt til, men vi gjorde helt klart vores til, at der forsat kan blive produceret Ikea-møbler i fyr og birk.

Forklaringen er simpel. Vores svenske ferie var helt igennem lavteknologisk på alle måder. Vi havde lejet et lille rødt træhus, der ligger midt imellem Vaggeryd og Ödestuga (det er navnet på to byer, men det lovede jo godt sådan med Vakker og ødestue.)



Selve huset havde været aftægtsbolig for de gamle i torpet og selv om det var godt og velholdt, så var der ikke meget mod cons over det.


Inde i selve det lillebitte hus var der en stor brændeovn/pejs i den lille stue, og i det diminuative køkken var der en alkove og en vettespis.



Der var dog suppleret med et komfur, en mikroovn og en vandkoger. Men der var ingen vand. Vandet var etableret udenfor i et lille køkken, hvor der også var kogeplader.



Selve udekøkkenet, der var overdækket med et tag, fortsatte i en terrasse


Terrassen endte i selve skovbunden.

Ca. 10 meter fra huset var der opført et anneks med ekstra sovepladser, et badeværelse og...tadaaa....et multoa. Hvis man skulle, var det med andre ord, der det foregik. Nu har jeg prøvet at bo uden bad og jeg har også i min barndom haft veninder med et fluepapirbehængt das. Meen, det er jo nogle år siden og som storbyboer, så er man jo efterhånden godt forvænt, så jeg må indrømme, at det her mulltoa lidt tog pippet fra os i starten og der gik vist lidt kuk i peristaltiken de første dage. Til gengæld var der jo masser af græs og skovbund og det er så her vandingen kommer ind. Det var helt Roskilde Festival-agtigt - minus urinstøvet.


Langs med husets grund var der skov og en lille å.


Og på den anden side var der marker. Smukt.



En anden interessant feature ved det lille smukke hus var, at der hverken var tv eller radio. Vi kunne heller ikke få internetforbindelse og som bonus har ungerne ikke udenlandsdækning på deres mobiler.

AAAAAAAAAAAAAhhhhhhhhh. Salig fred! Og ungerne fandt sig i det! Det var fint nok, at de kunne se dvd og høre musik på vores medbragte computere og i-pods. Jeg måtte godt nok bestikke dem med en tur til Jönköping, hvor vi festede løs med Skånepesetas (alt priser sku' nedskrives med ca. 30 %!). Men bortset fra det var al idel lykke.

De dage, hvor vi blev lidt småudtidige, tog vi på tur. Det var ikke det vilde, men udover Jönköping, som der ikke er så meget at skrive hjem om, så besøgte vi Taberg



Helt afgjort et besøg værd. Vi besteg bjerget fra bagsiden langs en vandresti og den eneste grund til, at vi ikke nåede toppen var, at Skumfidusen fik et teenageflip. Den slags gider man jo ikke høre på. Så vi skred ned igen.




Og tog bilen op den officielle vej, hvor vi så kunne stå side om side med alle de andre turister og være lidt skuffede over, hvor friseret, der var på toppen. Vi nåede desværre ikke en tur inde i selve minen.


Men det var helt ok. For jeg tror, vi alle havde vores ultimative mineoplevelse, da vi en sommer gik ind i Kleva Gruvan. Mere Ork og Lord of the Rings-agtig tror jeg næsten ikke, at det kan blive.

Vi har alle en hang til det geologiske. Så selv om vi ikke fik set selve minen i Taberg, så kunne vi supplere vores velvoksne stensamling med endnu en interessant geologisk forekomst. Så nu ligger der noget titanmagnetitolivin ved siden af sten fra bl.a. Etna, Vulcano og Kleva.

Vi tog også en tur til Visingsö, hvor vi lejede cykler og oplevede både rulleglæde, lidt mere friseret natur og regn i stænger. Da vi tog båden fra Gränna (som jeg ikke kan anbefale, det var alt for turistet) ud til Visingsö, var det 23 grader varmt og vindstille, så vi lod regnfrakkerne ligge i bilen. På få øjeblikke faldt temperaturen til 16 grader og skybrud. Da blev jeg dælme glad for, at mine unger er blevet så store, at de godt kan tåle mosten.



Som Skumfidusen sagde, mens vi cyklede afsted der i strid regn og legede B1 og B2:"Mor! Det bedste ved den her familie er, at vi altid får noget sjovt ud af situationerne!"

Jep og så var det også, at jeg hev portmonæen op af lommen og spenderede en gang vafler og kaffe på et lille gæstgiveri. (Nej, min søn er ikke debil. Han leger bare Ork!)



I det hele taget var der ret mange vafler på programmet denne sommer. F.eks. inviterede husudlejeren os på kaffe og vafler, da vi kom forbi for at hente mere brænde til pejsen




og fordi ungerne ikke var med, så lavede hun lige en ekstra stak til dem, som vi kunne tage med tilbage. Ved samme lejlighed inviterede hun os til kalas i det nærliggende Ödestuga. Det skulle være sådan en festlig begivenhed. Jo tak! Da vi et par dage efter dukkede op til kalaset, oplevede vi det ægte bibelbælte i Sverige og svenskernes forhold til kaffe og vafler. Da vi ankom stod de simpelthen i lange køer - alle pensiosvenskerne - for at få tada:...kaffe og vafler! Mens de alle stod der og ventede med dryppende mundvand, underholdt en aldrende Hr. og Fru Svensson os alle med koncert for Sav og dragspel. Man kunne dog også fordrive tiden med at studere gamle traktorer fra 20'erne og frem til 50'erne.

Behøver jeg at sige, at vi droppede vafler og kaffe? Til gengæld måtte jeg lige fyre lidt Skånepesetas af på det lille loppemarked ved siden af. For 15 svenske fik jeg en lille glasvase fra 50'erne, en håndtegnet bog om planter fra 80'erne og noget jeg simpelthen aldrig har haft i min husholdning før: Pålægsgafler. De her var i pletsølv. Således veludstyret på husmormåden er jeg nu bevæbnet til tænderne og klar til at kaste mig ud i tidens seneste madtrend: En dag med højtbelagt smørrebrød.

Alt i alt en super sommerferie, hvor jeg også lige fik kværnet 8 bøger. Men dem fortæller jeg om en anden dag.

Kan Ni ha det så bra!

PS. Jeg vil tilbage. Jeg elsker Sverige!

Etiketter: