Susling spørger hvorfor

Kender I det her med, at nogen siger et eller andet, f.eks. jeg skal til/har lige løbet en marathon og det eneste man tænker er....(?) "Mh......hmmmmmm," siger jeg. Men i virkeligheden så tænker jeg:"?" Altså jeg ved godt, at jeg skal det tage det for givet - det er jo både påskrevet, stipuleret og stadfæstet officielt. Så det jeg skal sige, er: "Ih og næh og hvor spændende!" Og måske skal jeg også spørge ind til ting som træning og antal år og om de har løbet et New York-marathon. Men skal jeg være helt ærlig, så er det eneste min hjerne kan producere et ? Et meget stort et endda........og i virkeligheden har jeg lyst til at spørge:"Hvorfor gør du dét?" Men det kan man jo lissom ikke, vel!

Det er ligesådan med skiferier. F.eks. mødte jeg på et tidspunkt en bekendt. Det var samme dag som den store velfærdsdemonstration forrige år. Hun stod med ryggen til og bag hende defilerede flere tusinde mennesker forbi i protest mod nedskæringer og mod starthjælp og bistandsloft osv. Klart ikke velhavende folk. Hun sagde:"Det går ikke så godt økonomisk lige nu. Vi har måtte låne - L-Å-N-E - til skiferien - S-K-I-F-E-R-I-E-N! "Doing," tænkte jeg og bagefter:"?". Og det eneste jeg havde lyst til at sige var:"Hvorfor det?Hvorfor skal du på skiferie? Og hvorfor låne til det?". Gjorde jeg selvfølgelig ikke, næh det blev til et:"Hmm, mhhhhhhhh..."

Eller som den dag jeg sad i et livligt selskab og en af deltagerne pludselig udbrød: "Åh, min rengøringsdame holder op!" Jeg blev helt sort i hovedet........fuldstændig blank.....tænkte kun:"?". Men sagde selvfølgelig:" Hm.........mhhhhhh".

Forstå mig nu ret. Det er ikke fordi jeg vil fordømme. Det er overhovedet ikke mit ærinde, men der er visse øjeblikke, hvor det er meget svært at gå empatisk ind i en dialog. For jeg kan ikke følge det......Også selv om det, der bliver sagt åbenbart, bliver taget for givet af gud og hvermand.........Det eneste jeg nemlig har lyst til at sige er:"Hvorfor? Gider du lige forklare? Jeg forstår ikke lige, hvor du vil hen?"

Susling længes

Se, se...........New York...........Det er taget fra Magic Boys lejlighed............Det er hans fødselsdagsgave til mig. Mon han prøver på at lokke mig derover?

Susling en aldrende ungmø

Når man sådan har ramt de 43, så skal der tages nogle valg her i livet. F.eks. er det definitivt slut med rottehaler og fletninger. Det er helt sikkert! Det er heller ikke aktuelt længere med Madonnaskørt og gamascher (I ved '80-stilen) også selv om den er kommet nok så meget igen....(Er der andre end mig, der synes Eurowoman er for de stadig unge?)

Den tid, hvor man lige tjekkede sit kontrafej i butiksvinduer og den slags, når man gik forbi, er også en saga blot. Får seriøst et chock, når jeg kommer til at gøre det.

Det er heller ikke længere tiden, hvor jeg bare greb noget tøj i str. medium og så sad det som det skulle. Nope.....nu vader jeg hen til ekspedienterne og spørger om size x-large er en lille eller stor 42. Som regel ser de på mig med en blanding af undren og medlidenhed.......

Vi er også derhenne, hvor vi snakker en lille fix hæl........Suk......

Og nu mine damer og herrer - det bliver nemlig værre......Nu skal jeg også tage stilling til længden på mine bluseærmer! Jeg er nemlig blevet beriget med mormor-arme. Margrethe-musklen vil simpelthen ikke mere helt det samme, som jeg vil.......I mørket er alle katte selvfølgelig grå - men alligevel.....Kombien læsebriller og mormorarme!.......hvem troede det skulle ramme én.......Der er kun en vej: Afledning.....noget bling-bling i ørene, om halsen eller på fødderne.......Inden jeg ser mig om, så ligner jeg sådan en højttouperet Hellerup-frue med tigerapplikationer på Jaegertrøjen og diskret frosted læbestift.....

Men det er slet ikke det værste. Næh.....det værste ved at være blevet over 40, det er, at livet begynder at blive lidt kedeligt - som i: har set det før........

• Som i: har den mand jeg skal have - synes stadig han er dejlig og er i øvrigt for fed til at være utro......
• Som i: Arhhhh...gider ikke rigtig gå i byen længere.....Da meget hyggeligt med en tur ud, men lige så hyggeligt med ham den hjemlige....Især hvis vi kan holde os vågne!
• Som i: Det tøj ville min datter se rigtig dejlig ud i
• Som i: Parmiddage og ovenikøbet parmiddage, der stopper kl. 23.30
• Som i: hvad fanden nu har jeg den hersens uddannelse og sidder i det hersens job (i hvertfald lige nu). Nok ikke så meget mere på bedding....eller grønnere græs andre steder....må hellere få mig en hobby!
  
• Som i: Og hvad så nu? Ku' da godt bruge lidt ramasjang, men ved ikke lige, hvad det skulle være......måske sætter det lidt fut i det hele, hvis jeg råber lidt af ekspedienten i supermarkedet? (gør jeg så ikke. Til gengæld råber jeg af trafikanter.......Men det er vist ikke en aldersting?!)
• Som i: Kors, nu har jeg fået "retten" til at være på arbejdsmarkedet frem til jeg er 70! Det er sådan cirkus 37 år endnu...(oh...regnede lige igen...selvfølgelig 27 år...43+7+ 20= 70..da lidt af en lettelse.....meeeeen mon ikke det er skudt yderligere, når det bliver min tur....!) Nå, men det er vel nu jeg skal begynde at spille lotto on line. Eller begynde at tænke i retræteposter..."Festsange og hjemlig vask og rul.."Klart en mulighed. For helt ærlig, sidde bag tastaturet til jeg er 70! Kan slet ikke overskue det...

Bortset fra det, så går det da meget godt.....

Susling og Lugtelakridsen

Han tog hans hat og gik hans vej. Min søn. Efter lige at have flået mors dk-kort for en herreklip, tog min søn sin ransel - pakket med bumsecreme, hårmousse, to par sokker, to par underbukser, 1 t-shirt, 1 tandbørste og 1 tube tandpasta - og drog ud i den vide verden sammen med en kammerat. De skal selv tage toget op til et sommerhus.......Suk....endnu en unge, der er flyvefærdig......og som man må sende ud med DSB OG Movia og Metro'en og alt det her på deres helt egne veje....

(Glemmer lige i al min moderlighed, at jeg selv tog toget alene til Østrig som 13-årig. Men jeg havde jo heller ikke mig som mor).

Benægter i øvrigt ikke, at jeg er stolt - meget endda. Og de skal jo lære at fare i verden. De skal skabe deres egne rammer - med mig som moderlig - men også tilbageholden bisidder.

Ser så også næste livskapitel folde sig ud for mine øjne - for Skumfidusen ved ikke, hvad hun skal i aften, men "hun er i hvertifald ikke hjemme!" Ok, ok......Det er vel så nu vi skal spise de avancerede fiskeretter og ostekollektionen. Det er vist også i denne weekend vi skal på obskure højintellektuelle udstillinger.....I byen-tur bliver det ikke så meget til - ingen af os gider.....håber til gengæld, at vi ikke bare falder snorkende i søvn på sofaen lissom forrige weekend, hvor vi også var yngel-frie.....Hup......Det her begynder at ligne en tendens.....må nok vende mig til tanken......mine små marcipanbabyer er blevet store og snart voksne.......Slægter følger på slægter og vi er på vej til at blive "det grå guld".......

PS. Tror forøvrigt snart, at vi er meget tæt på at blive beriget med ham her "måske-svigersønnen"........Så det kan jo gå den anden vej igen.

Susling prøver på at forstå

Er det mig, eller er folk bare lidt triste lige nu? My Guy kom hjem i går og snerrede af mig..."Hvad er der galt?, " sagde jeg. "Hold kæft, " sagde han på mandemåden og det var og lød forøvrigt ikke så slemt irl, som det lyder, når man skriver det. Han så ud som en grønært i hovedet og havde sikkert sine grunde......

Telefonen ringede mens vi snakkede/snerrede af hinanden og det var hans bror.....Jeg lytter ikke, så jeg ved ikke, hvad snakken gik ud på....Men det lille bitte referat jeg fik...uden at spørge. Læg venligst mærke til det... var at broren på spørgsmålet om, hvordan det gik sagde:" Vi er trætte af at gå på arbejde!"

I bedste My Guy-stil spurgte han ikke ind til det, så mere ved jeg ikke....Men de her mennesker har høje uddannelser og tjener pænt.....alligevel svinger det åbenbart ikke.....Det synes jeg, er tankevækkende.....At My Guy så kom ind til mig og så mindre grønærtet ud i hovedet, var vel egentlig en god ting...Jeg tror, at han havde en følelse af pludselig ikke at være så alene i verden.......Og faktisk har vi haft en god og produktiv dag i dag......ud fra erkendelsen:Man kan ikke gøre noget ved alting. Nogle ting passer sig selv......og skal vi passe dem....så må de sgu også betale den løn, der matcher lissom....Dejligt befriende synes jeg egentlig......Men bortset fra det...hvorfor er der så mange der er kede ligenu? Ville jo gerne stå bi der, hvor jeg kan....

Susling i vandret position

Jeg ligger underdrejet lige nu. Mit hovede gør ondt og min krop kan ikke kende sig selv. Selv hvis jeg blev foldet sammen, ville jeg ikke kunne møde mig selv på midten lidt nu. Jeg tror det er, fordi jeg har mistet noget.......En tro. Mine illusioner. En intensitet. Selv mit forhold til My Guy er ikke det samme mere......

Før der higede vi efter hinanden. Længtes....nu falder vi bare i søvn på sofaen. Jeg falder i søvn på sofaen........aften efter aften........

Forstå mig ret. Det job jeg har fået, er helt fint. Jeg bliver brugt til det, jeg er god til. Jeg møder masser af tillid og velvilje og jeg elsker bestemt også stadig My Guy. Men alt er gået hen og er blevet lidt leverpostejsfarvet.

Lidt som om den ene dag tager den anden. Dene ene sæson tager den anden. Så er det støvletid, så er det sandaltid. Så er det til højhalsede sweatre, så er det til de kortærmede. Så er der en der melder sig ind i NA og en der melder sig ud af SD. Så er der krig i Libanon igen og Israelerne går ind i Gaza igen-igen.

Så kommer der årets indslag om astma og allergi og Rådet for Større Færdselssikkerhed melder igen et eller andet mudret ud om trafikdrab. Så er der nogle unger kvinder, der bliver skudt på og stukket i maven med knive. Så drikker de unge for meget, men ser til gengæld mindre TV. Så er der Foghs ugentlige pressemøde og reportager om hans propagandature - nu i Afghanistan. Så bjæffer Kjærsgård op om tørklædeforbud og FNs Tortur-kommision anklager det danske politivæsen for ovendreven magtanvendelse. Og så bliver jeg ringet op af endnu en organisation, der gerne vil have lidt af mine penge - og det får de da. Og på tv kører der den ene genudsendelse efter den anden. Har f.eks. set den ene halvdel af "Restoration" på den ene kanal og den anden halvdel - starten - på den anden. Selvfølgelig meget smart, når man sådan falder i søvn i tide og utide.

Og sådan bliver det ved.......slag i slag.......dag efter dag........ Og hvad skal man stille op? Hvordan skal man kunne ændre det? Og fra hvilket reservelager skal jeg hente energien til at gøre noget ved alt det, der skal gøres noget ved? Men jeg kan selvfølgelig være ligeglad. Der ruller penge ind på min konto. Jeg kan betale mine regninger. Give ungerne det de ønsker sig og måske bare erkende, at det er sådan at være 40-something?

Susling - semifrigjort?

Virginia Woolf skriver i sit kvindemanifest "A room of one's own", at der er to ting en kvinde må have for at være virkelig frigjort: Et kørekort og sit eget værelse. Den skønne Regitze siger vist lidt af det samme (se selv hvor fint hendes værelse er!)

Så er det jo, at jeg vist lige skal gribe i egen barm, se mig selv dybt ind i øjnene og spørge mig selv:"Og hvor frigjort er du så lige?" Altså skal man vurdere ud fra ovenstående kriterer, så ser det sågu lidt sløjt ud. Lad os starte med det første:

Kørekortet! Har jeg da. Okke jo, okke ja. Men bruger jeg det? Narj da........jeg er en piveskid, der nægter at sætte mig bag rettet på Veterancruiseren. Et hvilket som helst andet rat i øvrigt også......Og jeg venter stadig på forløsningen. Det store afklarede øjeblik, hvor jeg som en helt naturlig ting styrer hestekræfterne rundt på vejene....Jeg arbejder på det. Jeg sværger.....

Delkonklusion: Jeg er semifrigjort på kørekortsområdet.

Værelset- eget værelse. Mit helt eget. Har jeg altså ikke. Kan dårlig nok huske følelsen af at have et eget værelse. Sådan et med lås og slå.......Men skal jeg følge Regitzes logik, så har jeg dog noget. Jeg har nemlig nogle altaner - 3 stks. De to af dem er kun franske og den sidste er måske en anelse større, men meget mere end et Mussoliniudhæng kan det dårlig blive til.

Men de er 100% mine. Jeg har bzat dem med urtepotter, krukker, kurve fyldt med blomster, krydderurter, humle - dem alle sammen. De er helt og aldeles fyldt op og man kan næsten ikke presse sig derud. Og selv om grænsen i den grad er nået, så stopper jeg da ikke, nej da. I går lykkedes det mig at udtænke en løsning, så jeg kunne få presset endnu mere ud i alt det grønne. Så nu er jeg også den stolte ejer af appelsinsalvie, ananassalvie - higede også efter solbærsalvien - men tog istedet en æblemynte og en ingefærmynte - nu er jeg så oppe på 4 myntetyper og 3 salvietyper -foruden selvfølgelig alt det andet, der står og strutter.........Og nå ja.......så kom jeg også lige til at tage et par tomatplanter med hjem........Indtil videre går det hele op som et 1000 brikkers puslespil.....

Nåmen hvad gør jeg så med al den herllighed?.........Jo en gang i mellem så åbner jeg begge altandøre op, sætter mig på dørtrinet og flumser lidt rundt med alle de dejlige planter. Andre gange sidder jeg bare og stirrer på nogle grønne skud og andre gange igen så sidder jeg der med en bog og en kop kaffe.......... Det er sgu da lidt værelse-agtigt........Sådan på semimåden..........

Konklussion: Jeg er semifrigjort - slet og ret. Men det ved planterne selvfølgelig ikke noget om.......

Susling - mor til en pige

I Skumfidusens talestrøm er der hele tiden en bestemt purk, der dukker op. Forleden overnattede hun hos ham. Det er sådan set ok. Også selv om jeg kun har set ham en enkelt gang (Jeg har jo hørt så meget om ham). Ifølge Skumfidusen havde han tømmermænd den formiddag, jeg så ham - han havde overnattet hos os. Synes nu også, at han så en anelse bøvet ud. Men hei, hvem er jeg, at jeg skal dømme!

"Vi er ikke kærester, " siger hun. "Så er I måske Kyssekærester!" foreslår Lugtelakridsen glad.
"Hm,"tænker moren. "I min tid kaldte vi det bollevenner!" Næste tanke:"Ydrg...så har min datter måske sex?!" "Går da vitterlig ikke, jeg har jo stort set lige født hende. Helt ærlig!" Tankerne nu i falset. Og de bliver helt skingre, da jeg dagen efter, at hun har overnattet hos ham, vasker en vask og finder mig selv stående og hænge et par sorte blonde - g-strengs-ting
op på tørresnoren..............Får pludselig en intens længsel efter min lille blonde Skumfidus med den tørre stemme, bare brune fødder i de lyserøde sandaler og den lyseblå bomuldskjole med pufærmer og smogsyning, som hun så så sød ud i. Bevares hun var altid beskidt efter en glad dag i børnehaven, men hun var min lille pige, som glad kom løbende hen til mig, tog mig hånden med en lille fast og klistret hånd og fortalte i lang og uafbrudt talestrøm om, hvad hun havde bedrevet den dag.

Nu har hun et langt gyldent hår, er 173 høj og åleslank, går afsted til fester i røde højhælede laksko, barberer sine ben, går til koncerter i Vega, har en Kyssekærester og sorte blonde g-strengs trusser. Hun er nu stadig lige så glad og snaksalig som den gang. Kommer stadig og tager mig i hånden, mens hun ler sin glade latter. Selvfølgelig er hun stadig min lille pige.

Måske er det også bare noget med alle de her indgange til kvindeskabet. Som da hun begyndte at få bryster. Eller da hun fik sin første menstruation og jeg tænkte:" Tja, lille skat, nu er en ubekymret epoke forbi. Nu skal du rende rundt en gang om måneden med en klump vat mellem benene. " (Siger sig selv, at jeg er den, der står for opdatering af bindskuffen. Det skal hun ikke tænke på. Skulle jo selv klare den hjemme hos mig, fordi min mor var så syg, så syg.)

Og nu skal hun dyrke - eller har måske allerede dyrket! - sex. Men det er jo helt naturligt. Og det er i en sund alder - hverken for tidligt eller for sent - og han er jævnaldrende med hende og han så faktisk meget sød ud - og hans forældre lyder helt ok - han lyder helt ok og normal......Rolig nu Susling.....Ro på......Hendes far har det nu lissom mig....man skal bare lige vende sig til tanken.....Tror nu stadig også, at jeg den dag hun kommer og siger, at hun er blevet gravid .....den dag kommer jo også... vil tænke:" Åh Pus, så skal du føde....og den smerte kan jeg ikke tage fra dig...." Men jeg ved jo godt, at man ikke kan pakke ungerne ind i vat.....Selv om man til tider mest har lyst til det.........

Susling siger

Den er helt gal. Nu er mit hovede også forsvundet. Jeg har sat My Guy på sagen med at finde det.......Kan man jo ikke leve uden. Et hovede........

Heller ikke i virkeligheden. Der skal være forbindelse fra top til bund. Det arbejder jeg på. Sidder f.eks. lige nu her med rosenrøde kinder og guld på fødderne. Jeg har købt de yndigste guldsandaler - de skal nok hjælpe mig med at holde jordforbindelsen. Ligesom når jeg sætter en vask over eller lader hænderne glide henover min bugnende altankasser fyldt med krydderurter og blomster. Jeg ved ikke, hvordan andre har det, men jeg personligt kan godt synes, at det kan være svært at balancere af i forhold til andres forventninger og ens egne behov - arbejdsgiverens behov, familiens behov. Som en moderne kvinde med karriere (kan ikke lade være med at grine, hver gang jeg siger den sætning - en moderne kvinde med karriere, der indretter huset med parisiske loppefund og kuriosa fra eksotiske rejser og er gift med den grå pengeskygge i baggrunden, har to katte, der matcher sofaen og et par lyslokkede englebørn med værelser indrettet i henholdsvis prinsesse- og sørøverstil.......Fald da lige ned af hesten, kvinde.........) - Nå, men som en moderne kvinde med karriere er der så meget, man skal forholde sig til. Stå til rådighed for. Det er ikke sådan lige at trække stikket ud.

Men det er jo det, man trænger til.....Jeg trænger til. Og så er det, at jeg bliver nødt til at gå en tur op på volden og "beskære" syrenerne. Jeg bliver nødt til, at stikke fødderne i et par fine guldsandaler. Køre hænderne gennem krydderurterne..........Jeg bliver nødt til at mærke.............

Tror egentlig, at det lige var der, den gik galt..........Jeg glemte at mærke......sanse..........Ellers kommer man alt for meget til at leve i hovedet. Og når man lever i hovedet, så forsvinder kroppen. Eller hovedet......eller....! Heldigvis har jeg en mand på sagen.

Susling sukker

Suk........! Kan næsten ikke holde ud at være inde i mig selv lige nu. Set herinde fra er der så blankt og famlende og underlig tomt.........Underligt uglad.........det hvad jeg er, når jeg ikke lige skvatter i søvn på sofaen. Og indrømmet det jeg laver p.t. er ikke det mest ophidsende. Det er mit fag, og det er stort set det, jeg har beskæftiget mig med, lige siden jeg fik en arbejdsgiver til at give mig en chance som ung, skøn og grøn. Men jeg mangler gejsten...gnisten......drivet..... og urgh......lysten.....

Det er da dybt bekymrende. Jeg har trods alt sådan ca. 35 år tilbage på arbejdsmarkedet! Kan da ikke miste gnisten allerede.........Hvordan skal det så gå, når jeg sidder der som gammel og grå bag tastaturet.....? Ok........sikkert gemt godt væk i et hjørne....men alligevel..........

Lønchecken er så afgjort en motivationsfaktor, men jeg er nu engang skruet sådan sammen, at penge ikke er alt for mig. Heller ikke karriere-klatring........Har altid set med undren på folk, der prioriterede den slags i en konstant strategisk planlægning.......Ikke at jeg fordømmer, men har haft svært ved at se, hvad det egentlig gik ud på. Er så også selv sådan en der er på selve opgaven, emnet, tingen. Hvor det bringer mig hen eller har bragt mig hen har jeg ikke spekuleret så meget på.........

Nå, men min spørgsmål lige nu: Hvordan dullan får man kombineret sin længsel, søgen, nysgerrighed, oplevelsestrang med en helt almindelig lønslavetilværelse?

Susling i brændpunktet

Nå så er vi i gang igen. Storkede hjem igår for at redde Lugtelakridsen. Skolen havde skrevet beskeden: Hent jeres børn nu! på deres hjemmeside. Jeg sad ude i forstæderne med mit tastatur. Heldigvis var han fulgtes hjem med en ven og vennens mor. Han virkede heller ikke særlig rystet, da jeg nåede hjem.

Det er ikke første gang, jeg har stridt mig frem for at hente mine unger i et brændpunkt. Da ungerne var mindre, pløjede jeg mig gennem politiafspærringer - en cyklende furie parat til at sparke og taskesvinge mig frem til deres institutioner - Mine unger skal under mine vinger, når det brænder på.

Men hvorfor finder jeg mig egentlig i det? Hvorfor bliver jeg og så mange andre boende i et område, der ikke altid er helt fint i kanten? Hvor vi ofte har udsyn til barrikader, tåregas, blå skovvogne, visirklædte politifolk, vejafspærringer? Hvor torvet er fuldt af mennesker i sump? Hvor unge punks og hippier myldrer op af metroen? Hvor 2. g'er cruiser i farlig fart gennem gaderne?

Tja, for det første så bor jeg ikke et af de steder, der er direkte i skudlinjen. For det andet, så er her faktisk meget dejligt på sin egen skæve måde. Ku' måske nok se mig selv rode rundt i en have et sted.........Og på et tidspunkt, hvor huspriserne var meget lavere end nu, der så vi os seriøst om efter et lille hus. Men nej........fik klaus ved synet af ligusterhække og trailere.........Blev svimmel ved tanken om ombygning og tilbygning, tagrenovationer og rensning af tagrender.........

Vi har det fint her........Og vi bliver boende.......Det er der faktisk rigtig mange af os, der gør og der er stadig flere, der kommer til...........Her er nemlig - alt taget i betragtning - unikt og noget helt for sig selv.

Susling rabler derudaf

Uuuuuuuuuiiiiiiii.........som jeg da lige poster i dag....Men det er jo fordi jeg har tiden......eller rettere har taget mig tiden. Jeg var fuldstændig slatten i morges.......Ok indrømmer My Guy og jeg havde da lige drukket et bette glas, mens vi dansede rundt til John Mogensens samlede......Jep for den fik jeg nemlig også i fødselsdagsgave........egentlig havde jeg ønsket mig en bestemt parfume.........Men den kan man ifølge parfumedamerne, som My Guy snakkede med, måske, hvis man er heldig, finde i en eller spansk lufthavn (??) og kun der.... Ok.....sådan er det jo efterhånden blevet, hvis der er noget, som jeg forelsker mig i, så går det stort set ud af produktion døgnet efter, fordi der ikke er efterspørgsel på det...........Og skidt pyt, man kan alligevel ikke skråle og danse løs til en parfume........Så John var et godt bytte.........og så er det jo lige, at jeg i dag er kommet til at pjække......bare en lille bitte smule..........Kunne simpelthen mærke, at dagen i dag var en P-dag.......Og den slags skal man altså have en gang i mellem for at kunne holde hovedet på skuldrene og sammenhæng i hjernevindingerne........Dybest set er sådan en p-dag egentlig også ris til egen røv..........jeg kommer jo alligevel til at lave det, jeg skulle have lavet på søndag.........Anyways.........Det jeg ville sige det var, at jeg har været til akupunktør i dag. En ægte en af slagsen........Jeg gik også hos ham for ca. 5 år siden....og det virkede sgu.........nu skulle jeg så lige have en ny omgang........Og så siger han, med den kæreste, skægge koreanske accent:"Fru Susling..fru...ær vist blev' lædt tjuk på marven.........." Og hans kone slår hænderne sammen og siger:" Fru Susling.........jaj ko næst' æk kende daj..........Mere tjuk i arnsegt!"

Ok, tak for kaffe......43 gamle år den ene dag og erklæret fedtbjerg den næste...........Holder al den rigdom da aldrig op............Og ja, jeg ved godt at jeg ikke længere vejer 58 kg. med et BM-index på 18,5.....OOOOOOOOOOOg siger jeg så bare, hvad er problemet? De der 15 kilo, der er røget på, er sgu da meget godt fordelt. Og de har givet mig noget pondus. Det er da også værd at tage med!

Susling indskyder lige

Og nu til noget helt andet: Hvis Fogh udskriver lynvalg, og Ny Alliance dermed ikke kan nå, at få samlet de 20.000 undskrifter de skal have - og have godkendt, hvilket vist er det sværeste - for at kunne opstille, ja så fremstår Foghen da i den grad som en dårlig sportsmand! Bare min ringe mening........Det bliver spændende at se, om Fogh så er det........en dårlig sportsmand.............man kan jo have sine anelser..........


Bortset fra det: Ny Alliance - hvem fanden har fundet på det? Eddermanneme sært navn......Kommer til at tænke på det hedengangne Fælleskurs eller hvad med Retsforbundet......er der nogen der kan huske dem........Sære navne....

Susling nu med roser

Jeg fejrede mig selv i går. Den slags skal man gøre en gang i mellem. Sådan rigtig pleje sig selv. Især fordi jeg er mester i at slå mig selv oven i hovedet. Jeg er faktisk sikker på, at jeg ligger blandt top 10 på verdensranglisten i diciplinen: "Hvorfor gjorde jeg nu det? Sagde jeg noget forkert? Ups, der kom jeg vist til at stikke snuden lidt for langt frem og markere mig!"


Ved godt, at det lyder sindsygt i nogens ører. Men jeg lider seriøst af konfliktangst. Altså ikke konfliktskyhed. For konflikterne findes jo.......Men mere noget med, at jeg til tider kan blive helt forskrækket over nogens reaktion på noget, jeg siger eller gør. For som regel er jeg ikke konfrontatorisk. Jeg synes heller ikke, at jeg er særlig dømmende. Som udgangspunkt går jeg ud fra tesen: Lev og lad leve. Og når jeg siger noget, så er det som regel kærlig ment eller bare min mening om noget.

F.eks. var jeg til en aften med nogle ret skægge kvinder. Aftenen forløb fint, men alligevel gik der noget galt. Det kom sådan ca. da jeg sagde, at jeg havde været sammen med den samme mand i 23 år og at jeg da ikke synes, at mænd var så meget anderledes end os. Udgangspunktet var vist noget med, at man som kvinde opgav noget af sig selv -rummet til at være - når man var i et parforhold. Det forstår jeg sådan set godt. Man opgiver noget af sig selv. Ens mentale plads bliver minimeret og man må gå på kompromis med nogle ting. Sagen er bare den, at jeg ikke føler, at jeg mister så meget, at det gør noget. Tværtimod så får jeg noget. Og mit forhold til My Guy er præget af den dybeste respekt og sjælsforbundethed. Det kom jeg til at sige og alle de her kvinder blev helt bløde og snakkede om, hvor fantastisk den store kærlighed er. Og det er den jo. Og så var det så, at jeg kom til at sige, at skulle man opnå den slags, så måtte man afgive territorium. Og man måtte tro på, at det var det værd og som udgangspunkt forudsætte, at mænd også er følsomme skabninger - at mænd ikke er så anderledes end os.

Der gik der noget galt. Men jeg fornemmede det kun. Dagen efter modtog jeg en sms, der lød nogenlunde sådan her: "Efter at have sovet på det, kan jeg godt se, at det nok er dig, der har ret og os andre, der er på et håbløst stolthedstrip, der er med til at gøre manden unødigt usikker."

Der var det så, at jeg pludselig følte mig så afsindigt ensom. Så helt, helt alene i kvindeland. Og samtidig blev jeg konfliktangst. For jeg ville jo ikke en konfrontation og jeg troede, at jeg blev set og hørt. Men jeg var bare en besøgende fra en fremmed planet. Det var bare, som det plejer..... "Susling - en kvinde, der ikke kan nå". For det kan jeg ikke. Selv om jeg har kæmpet med det siden jeg var en lille pige på otte år. Mine forældre havde plantet mig om så mange gange i henholdsvis den danske og den østrigske muld, at jeg havde mistet mine rødder og den naturlige følelse af at høre til. Af at indgå naturgivent i en sammenhæng. Den naturlige konsekvens af det er vel så, at man må lave sine egne konstellationer. Skabe sine egne sammenhænge. Og det har jeg gjort - helt ved egen kraft. Det giver en stærk indre grounding, men det er svært at have så få at dele det med. Jeg har selvfølgelig prøvet at tilpasse mig, at indordne mig. At gå 27 skridt tilbage og se på ting med distance. Ikke at blotte mig selv. Acceptere at folk ikke nødvendigvis ser det samme som jeg, eller forstår ting på samme måde, som jeg gør. Jeg forsøger også at acceptere, at vores erkendelsesniveauer er forskellige og at man ikke altid kan forudsætte, at man kan mødes på lige fod. Sige til sig selv, at det bare er sådan og det er der ikke noget at gøre ved.

Men så var det jo, at jeg fyldte 43 år i går - eller rettere 28 for 15. gang - og så var det, at jeg fik 20 røde roser af My Guy og Skumfidusen havde bagt en kage og købt en bluse til mig, og jeg fik Bjørgs nye cd. (som er så smuk - kan anbefales), og My Guy lavede en fin middag. Og jeg sad der med min lille familie og følte mig omgivet af stor kærlighed, og senere da My Guy og jeg gik en sen aftentur, så fortalte jeg ham om min oplevelse med disse (i øvrigt dejlige) kvinder, og om den afgrundsdybe alenehedsfølelse det gav mig. Og han svarede, at det forstod han godt, og at han da også havde det sådan en gang i mellem. Tjaaaaa, det er jo så derfor, at jeg elsker ham så dybt. For om ikke andet, så ved jeg, at der er mindst en på denne jord, som forstår og lytter også selv om jeg kommer til at stikke min næse lidt for langt frem en gang i mellem. Der er en på denne jord, som godt kan tage mig og mit, sådan som jeg er.

Susling i safternes vold

Når "man" holder middage, får "man" værtindegaver. På samme måde som "man" giver værtindegaver, når "man" bliver inviteret ud. My Guy kalder det mit teutoniske gen, for har jeg ikke noget med, så får jeg koldsved.....Må bare have et eller andet i hænderne, som jeg kan overrække.........om ikke andet så i det mindste en stor pose vingummibamser fra den nærmeste tank......Min gamle moster er endnu værre: Ud fra dybet af sine tasker fremdrager hun den ene elastik-papir-plastik-pose-indpakkede ting efter den anden. "Bare en lille ting, jeg faldt over," siger hun. "Øj, tak," siger vi - hendes familie - mens vi prøver at få pakket alle de her små spøjse plastikdibedutter, spænder, billedrammer, dåser med te, slikposer, blomsterbuketter, kattefigurer, krus med vores navne, nøgleringe, cremer ud.....Jeg ved, at det er, fordi hun elsker os. Hun tænker på os.......og jeg tager det i den ånd......Omsorgsånden....på den glade givermåde.....


Nu er det så så heldigt, at jeg holdt en lille middag i går for nogle venner, som jeg holder meget af. My Guy var til "simplicity". Helt fint med mig...Jeg fik stress allerede fra morgenstunden, fordi jeg var kommet til at invitere...og det kunne jeg pludselig ikke overskue. Heldigvis blev Simplicity-konceptet ret vellykket: Kold Argurkesuppe med mandler (forretten), friske kyllinger proppet med små grønne, stenfrie druer, supergodt brød, hvidvin (hovedretten), grillede ananas med vanilieis og hindbærsorbet (desserten) og kaffe/te, cognac og chokolader. Enkelt og godt og så er det nu, jeg kommer til værtindegaven...........fordi jeg fik en æske med Peter Beyer-chokolader. Dem tog jeg pænt imod....også selv om jeg ikke er den, der er til søde sager.......vi bød rundt og vi spiste og vi nød og vi snakkede og vi drak...ja undskyld....det gjorde vi altså.......men så klart på nydemåden.....bare lige sådan et enkelt glas god cognac......og til kaffen, ikk' ...........

I dag skulle jeg så lige have mig et enkelt stykke af det her Peter Beyer-værk. Propper det i munden og bøjer mig så over My Guy, der ligger og morfarer den på sofaen.......Jeg havde så lige glemt, at Peter Beyer-værket driver mundvand, så midt i min tale-kyssekaskade, så savler jeg ham lige ned i hovedet.........."Han kan tage det, kan han", tænker jeg i min usexede desperation. Det kunne han så ikke lige.......Men bare rolig! Det var jo kvalitetssavl og han ligger stadig på sofaen og snorker...........Og jeg har altså stadig noget mundvand.....Fandme noget godt chokolade-værk......det der Peter Beier-halløj...!

Susling i limbo-land

Jeg har hostende, støjende travlt. Jeg skal nå det hele på den halve tid og så er man (hvis man er sådan en som mig) på opkastegrænsen. Jeg burde f.eks. gøre rent lige nu......Jeg får nogle venner på besøg og så skal man jo have det rent. Jeg skal holde trit med vasketøjsbunken. Jeg skal tænke i opdatering af job-gear (altså sko, tøj, make up, ørenringe osv.) Jeg skal lave selvangivelse. Jeg skal plante ud og plante om. Jeg skal skifte sengetøj og opdatere mine strømpebeholdning. Jeg skal have nye B-h'er og Lugtelakridsen skal have nye bukser og så var der et par sko, vi havde bestilt til ham, som skulle returneres og det er noget med posthus, og så er der lige en fødselsdag....min elskede brors.....og så er der min egen lige om nogle dage og så skal jeg finde på fødselsdagsønsker og det eneste, jeg kan komme i tanker om er et par røde sandaler og en pizzasten og så skal jeg bruge tid på at finde på noget mere kreativt og midt i det hele ku' jeg da egentlig godt tænke mig noget sex- eller rettere bliver nødt til at forholde mig til en følelse, som jeg lige skal skabe plads til og jeg gruer for at veninderne ringer, for det kan jeg næsten ikke overskue.....og jeg skal lige hjælpe med lektier og vi skal skændes og så er der lige den kunde, der lige skal have leveret og nu er jeg jo også den der står for marketing og pr. og så er jeg blevet indkaldt til to lange lede møder på samme dag og jeg skal lige finde ud af at få indstalleret alting på min nye computer og og og og.............Så er det jo bare ikke sådan, at jeg lige kommer med kost og spand .....for livet er så kort og det ku' hænde, man kom for sent til livets ende..... Nul prut......Så er det jeg går i 0-mode.......For jeg har været der, hvor man næsten ikke kunne ånde og skulle stille alle og alting tilfreds......Mutter Perfekt..........Det hverken kan eller vil jeg mere.............Så ja....lige nu laver jeg ikke en hujende prutfis........og jeg har bestemt mig til, at jeg nok skal nå det hele.........Sådan overordnet set......For det er også en kamp i sig selv, at prioritere, vurdere, sige fra..........og det skal jeg altså.........SIGER LIGE FRA I 2 MINUTTER...............

Elsker jer alle - Susling

Susling drømmer

Ja, undskyld......det er jo længe siden.....men tiden og livet flyver. Højt og dybt. Jeg laver loops og succeser, løber til møder, snakker med kunder og direktionen og skriver om det ene og det andet og det 27.......alt imens jeg prøver at forlige mig med tanken om, at jeg nu er fastansat og at det er ensbetydende med, at man skal forholde sig til kontorpolitik. Langtidsforhold til kolleger. Et komprimeret familieliv. Morgen-motorvej og aften-motorvej. Dagens menu i kantinen og hæsblæsende indkøb på lørdage.........Det er organisation, planlægning og dage, der er som ensfarvede perler trukket på en lang, lang næsten snorlige snor.

Og midt i det hele når jeg at drømme. F.eks. drømte jeg i nat, at jeg var til en eller anden fest med Kenneth Plummer og han blev så fuld, at jeg følte mig forpligtiget til at tage mig af ham. Så jeg tog fat i ham og fik ham gelejdet ud i Blogger-Silles lejlighed (?), hvor jeg fik ham placeret i Silles køjeseng (?) (den øverste køje). Her efterlod jeg ham, men kom senere i tanker om, at jeg havde glemt en meget vigtig lille pose med mine fine smykker. Derfor vendte jeg tilbage til Silles lejlighed, hvor jeg opdagede, at hun var ved at flytte. Lejligheden var tom og der stod kun noget underligt efterladt rodsammen. Mens jeg ledte efter min lille pose med smykker kom Silles lillesøster (?) ind. Jeg undskyldte meget min tilstedeværelse. Men Silles unge smukke søster syntes, at det var helt ok, at jeg var der...Og pludselig kom jeg i tanker om Kenneth Plummer! Da vi så efter lå han stadig i Silles køjeseng.....stangdrukken og med sit Armani-jakkesæt på. Men da jeg jo gerne ville hjælpe, begyndte jeg at give ham sko på............Det havde han ikke noget imod.........Og så vågnede jeg........og ja.......så var det en ny dag, hvor jeg lige skulle ordne en masse.................

Hvad den drøm helt nøjagtig betyder, aner jeg ikke. Men det var nogen fandens flotte smykker jeg havde i den lille pose.......