Susling nu med roser

Jeg fejrede mig selv i går. Den slags skal man gøre en gang i mellem. Sådan rigtig pleje sig selv. Især fordi jeg er mester i at slå mig selv oven i hovedet. Jeg er faktisk sikker på, at jeg ligger blandt top 10 på verdensranglisten i diciplinen: "Hvorfor gjorde jeg nu det? Sagde jeg noget forkert? Ups, der kom jeg vist til at stikke snuden lidt for langt frem og markere mig!"


Ved godt, at det lyder sindsygt i nogens ører. Men jeg lider seriøst af konfliktangst. Altså ikke konfliktskyhed. For konflikterne findes jo.......Men mere noget med, at jeg til tider kan blive helt forskrækket over nogens reaktion på noget, jeg siger eller gør. For som regel er jeg ikke konfrontatorisk. Jeg synes heller ikke, at jeg er særlig dømmende. Som udgangspunkt går jeg ud fra tesen: Lev og lad leve. Og når jeg siger noget, så er det som regel kærlig ment eller bare min mening om noget.

F.eks. var jeg til en aften med nogle ret skægge kvinder. Aftenen forløb fint, men alligevel gik der noget galt. Det kom sådan ca. da jeg sagde, at jeg havde været sammen med den samme mand i 23 år og at jeg da ikke synes, at mænd var så meget anderledes end os. Udgangspunktet var vist noget med, at man som kvinde opgav noget af sig selv -rummet til at være - når man var i et parforhold. Det forstår jeg sådan set godt. Man opgiver noget af sig selv. Ens mentale plads bliver minimeret og man må gå på kompromis med nogle ting. Sagen er bare den, at jeg ikke føler, at jeg mister så meget, at det gør noget. Tværtimod så får jeg noget. Og mit forhold til My Guy er præget af den dybeste respekt og sjælsforbundethed. Det kom jeg til at sige og alle de her kvinder blev helt bløde og snakkede om, hvor fantastisk den store kærlighed er. Og det er den jo. Og så var det så, at jeg kom til at sige, at skulle man opnå den slags, så måtte man afgive territorium. Og man måtte tro på, at det var det værd og som udgangspunkt forudsætte, at mænd også er følsomme skabninger - at mænd ikke er så anderledes end os.

Der gik der noget galt. Men jeg fornemmede det kun. Dagen efter modtog jeg en sms, der lød nogenlunde sådan her: "Efter at have sovet på det, kan jeg godt se, at det nok er dig, der har ret og os andre, der er på et håbløst stolthedstrip, der er med til at gøre manden unødigt usikker."

Der var det så, at jeg pludselig følte mig så afsindigt ensom. Så helt, helt alene i kvindeland. Og samtidig blev jeg konfliktangst. For jeg ville jo ikke en konfrontation og jeg troede, at jeg blev set og hørt. Men jeg var bare en besøgende fra en fremmed planet. Det var bare, som det plejer..... "Susling - en kvinde, der ikke kan nå". For det kan jeg ikke. Selv om jeg har kæmpet med det siden jeg var en lille pige på otte år. Mine forældre havde plantet mig om så mange gange i henholdsvis den danske og den østrigske muld, at jeg havde mistet mine rødder og den naturlige følelse af at høre til. Af at indgå naturgivent i en sammenhæng. Den naturlige konsekvens af det er vel så, at man må lave sine egne konstellationer. Skabe sine egne sammenhænge. Og det har jeg gjort - helt ved egen kraft. Det giver en stærk indre grounding, men det er svært at have så få at dele det med. Jeg har selvfølgelig prøvet at tilpasse mig, at indordne mig. At gå 27 skridt tilbage og se på ting med distance. Ikke at blotte mig selv. Acceptere at folk ikke nødvendigvis ser det samme som jeg, eller forstår ting på samme måde, som jeg gør. Jeg forsøger også at acceptere, at vores erkendelsesniveauer er forskellige og at man ikke altid kan forudsætte, at man kan mødes på lige fod. Sige til sig selv, at det bare er sådan og det er der ikke noget at gøre ved.

Men så var det jo, at jeg fyldte 43 år i går - eller rettere 28 for 15. gang - og så var det, at jeg fik 20 røde roser af My Guy og Skumfidusen havde bagt en kage og købt en bluse til mig, og jeg fik Bjørgs nye cd. (som er så smuk - kan anbefales), og My Guy lavede en fin middag. Og jeg sad der med min lille familie og følte mig omgivet af stor kærlighed, og senere da My Guy og jeg gik en sen aftentur, så fortalte jeg ham om min oplevelse med disse (i øvrigt dejlige) kvinder, og om den afgrundsdybe alenehedsfølelse det gav mig. Og han svarede, at det forstod han godt, og at han da også havde det sådan en gang i mellem. Tjaaaaa, det er jo så derfor, at jeg elsker ham så dybt. For om ikke andet, så ved jeg, at der er mindst en på denne jord, som forstår og lytter også selv om jeg kommer til at stikke min næse lidt for langt frem en gang i mellem. Der er en på denne jord, som godt kan tage mig og mit, sådan som jeg er.