Susling i brændpunktet

Nå så er vi i gang igen. Storkede hjem igår for at redde Lugtelakridsen. Skolen havde skrevet beskeden: Hent jeres børn nu! på deres hjemmeside. Jeg sad ude i forstæderne med mit tastatur. Heldigvis var han fulgtes hjem med en ven og vennens mor. Han virkede heller ikke særlig rystet, da jeg nåede hjem.

Det er ikke første gang, jeg har stridt mig frem for at hente mine unger i et brændpunkt. Da ungerne var mindre, pløjede jeg mig gennem politiafspærringer - en cyklende furie parat til at sparke og taskesvinge mig frem til deres institutioner - Mine unger skal under mine vinger, når det brænder på.

Men hvorfor finder jeg mig egentlig i det? Hvorfor bliver jeg og så mange andre boende i et område, der ikke altid er helt fint i kanten? Hvor vi ofte har udsyn til barrikader, tåregas, blå skovvogne, visirklædte politifolk, vejafspærringer? Hvor torvet er fuldt af mennesker i sump? Hvor unge punks og hippier myldrer op af metroen? Hvor 2. g'er cruiser i farlig fart gennem gaderne?

Tja, for det første så bor jeg ikke et af de steder, der er direkte i skudlinjen. For det andet, så er her faktisk meget dejligt på sin egen skæve måde. Ku' måske nok se mig selv rode rundt i en have et sted.........Og på et tidspunkt, hvor huspriserne var meget lavere end nu, der så vi os seriøst om efter et lille hus. Men nej........fik klaus ved synet af ligusterhække og trailere.........Blev svimmel ved tanken om ombygning og tilbygning, tagrenovationer og rensning af tagrender.........

Vi har det fint her........Og vi bliver boende.......Det er der faktisk rigtig mange af os, der gør og der er stadig flere, der kommer til...........Her er nemlig - alt taget i betragtning - unikt og noget helt for sig selv.