Susling om arbejdsindtægter og støvlevaluta

I kender sikkert godt det her Mac-indeks. En Big Mac er åbenbart så stabil og worldwide en ting, at det er blevet en slags beregningsfaktor for prisniveauet i forskellige lande.

Se, det er jo noget jeg finder yderst relevant. I må selvfølgelig ikke hænge mig op på detaljer, men set fra min side af universet, så er det jo klar logik at opgøre noget så luftigt som penge i en fysisk og håndgribelig ting.

Selv opererer jeg med støvleindekset. Dvs. hvor meget støvle kan jeg få for min månedlige udbetaling, når alt er fratrukket - inkl. variable teenage-udgifter. Lad mig sige det med samme: Jeg er over Billi Bi niveau og under Marc Jacobs-niveauet. Det sidste er jo lidt verdammt, men heldigvis er jeg også så fattigfirserudskrabs-ex. punk-agtig, at jeg altså ikke kan få mig selv til at smække 3.700,- på bordet for et navn. Og måske oven i købet i en model, der er so last season om et øjeblik.

Ikke at jeg er blind for magien. Faktisk så jeg et par støvler (af en anden createur), der nærmest stod og skreg efter mig. "Suuuuuuuuusling" smiskede de som en anden sirene.......men herre jemini......3.900,-. Jeg måtte slå korsets tegn for mig og kaste imaginære fed hvidløg i luften, for at lægge afstand. Det var så i øvrigt lige der, at der røg en agurke-cologne ned i indkøbsposen......måtte jo lægge noget mentalhygiejnisk shoppingrøgslør.

Men så var det, at jeg pludselig kom på, at ham her Thor P. da ville komme meget længere og ikke behøvede at mumle så meget i skægget, hvis han bare sagde, at en sygeplejerske eller en sosu ville kunne få så og så mange par støvler af en bestemt designer - lad os bare sige Billy Bi - det er sådan et dejlig rundt tal......På den måde ville han undgå al det fis om oppumpede og fordrejede tal og tillæg og pensionsindbetalinger og feriegodtgørelser osv. Næh........støvleindekset, venner...Det er klar tale.....eller for min skyld - for dem der nu en gang er til det - Klippan-sofa-indekset.

Smart, ikke sandt!

Susling prøver på at forstå

Er det mig, eller er folk bare lidt triste lige nu? My Guy kom hjem i går og snerrede af mig..."Hvad er der galt?, " sagde jeg. "Hold kæft, " sagde han på mandemåden og det var og lød forøvrigt ikke så slemt irl, som det lyder, når man skriver det. Han så ud som en grønært i hovedet og havde sikkert sine grunde......

Telefonen ringede mens vi snakkede/snerrede af hinanden og det var hans bror.....Jeg lytter ikke, så jeg ved ikke, hvad snakken gik ud på....Men det lille bitte referat jeg fik...uden at spørge. Læg venligst mærke til det... var at broren på spørgsmålet om, hvordan det gik sagde:" Vi er trætte af at gå på arbejde!"

I bedste My Guy-stil spurgte han ikke ind til det, så mere ved jeg ikke....Men de her mennesker har høje uddannelser og tjener pænt.....alligevel svinger det åbenbart ikke.....Det synes jeg, er tankevækkende.....At My Guy så kom ind til mig og så mindre grønærtet ud i hovedet, var vel egentlig en god ting...Jeg tror, at han havde en følelse af pludselig ikke at være så alene i verden.......Og faktisk har vi haft en god og produktiv dag i dag......ud fra erkendelsen:Man kan ikke gøre noget ved alting. Nogle ting passer sig selv......og skal vi passe dem....så må de sgu også betale den løn, der matcher lissom....Dejligt befriende synes jeg egentlig......Men bortset fra det...hvorfor er der så mange der er kede ligenu? Ville jo gerne stå bi der, hvor jeg kan....

Susling siger

Den er helt gal. Nu er mit hovede også forsvundet. Jeg har sat My Guy på sagen med at finde det.......Kan man jo ikke leve uden. Et hovede........

Heller ikke i virkeligheden. Der skal være forbindelse fra top til bund. Det arbejder jeg på. Sidder f.eks. lige nu her med rosenrøde kinder og guld på fødderne. Jeg har købt de yndigste guldsandaler - de skal nok hjælpe mig med at holde jordforbindelsen. Ligesom når jeg sætter en vask over eller lader hænderne glide henover min bugnende altankasser fyldt med krydderurter og blomster. Jeg ved ikke, hvordan andre har det, men jeg personligt kan godt synes, at det kan være svært at balancere af i forhold til andres forventninger og ens egne behov - arbejdsgiverens behov, familiens behov. Som en moderne kvinde med karriere (kan ikke lade være med at grine, hver gang jeg siger den sætning - en moderne kvinde med karriere, der indretter huset med parisiske loppefund og kuriosa fra eksotiske rejser og er gift med den grå pengeskygge i baggrunden, har to katte, der matcher sofaen og et par lyslokkede englebørn med værelser indrettet i henholdsvis prinsesse- og sørøverstil.......Fald da lige ned af hesten, kvinde.........) - Nå, men som en moderne kvinde med karriere er der så meget, man skal forholde sig til. Stå til rådighed for. Det er ikke sådan lige at trække stikket ud.

Men det er jo det, man trænger til.....Jeg trænger til. Og så er det, at jeg bliver nødt til at gå en tur op på volden og "beskære" syrenerne. Jeg bliver nødt til, at stikke fødderne i et par fine guldsandaler. Køre hænderne gennem krydderurterne..........Jeg bliver nødt til at mærke.............

Tror egentlig, at det lige var der, den gik galt..........Jeg glemte at mærke......sanse..........Ellers kommer man alt for meget til at leve i hovedet. Og når man lever i hovedet, så forsvinder kroppen. Eller hovedet......eller....! Heldigvis har jeg en mand på sagen.

Susling sukker

Suk........! Kan næsten ikke holde ud at være inde i mig selv lige nu. Set herinde fra er der så blankt og famlende og underlig tomt.........Underligt uglad.........det hvad jeg er, når jeg ikke lige skvatter i søvn på sofaen. Og indrømmet det jeg laver p.t. er ikke det mest ophidsende. Det er mit fag, og det er stort set det, jeg har beskæftiget mig med, lige siden jeg fik en arbejdsgiver til at give mig en chance som ung, skøn og grøn. Men jeg mangler gejsten...gnisten......drivet..... og urgh......lysten.....

Det er da dybt bekymrende. Jeg har trods alt sådan ca. 35 år tilbage på arbejdsmarkedet! Kan da ikke miste gnisten allerede.........Hvordan skal det så gå, når jeg sidder der som gammel og grå bag tastaturet.....? Ok........sikkert gemt godt væk i et hjørne....men alligevel..........

Lønchecken er så afgjort en motivationsfaktor, men jeg er nu engang skruet sådan sammen, at penge ikke er alt for mig. Heller ikke karriere-klatring........Har altid set med undren på folk, der prioriterede den slags i en konstant strategisk planlægning.......Ikke at jeg fordømmer, men har haft svært ved at se, hvad det egentlig gik ud på. Er så også selv sådan en der er på selve opgaven, emnet, tingen. Hvor det bringer mig hen eller har bragt mig hen har jeg ikke spekuleret så meget på.........

Nå, men min spørgsmål lige nu: Hvordan dullan får man kombineret sin længsel, søgen, nysgerrighed, oplevelsestrang med en helt almindelig lønslavetilværelse?

Susling i "the fast lane"

Nu er jeg ikke til fladskærme og firehjulstrækkere. Jeg er heller ikke hoppet på friværdisræset. Jeg synes det har taget over og i processen har vi smidt mange fine værdier ud. Jeg er heller ikke særlig vild med den måde ungerne bliver evalueret, målt og vejet på i folkeskolen. Jeg tager skarp afstand over for den måde, man prøver at ensrette de unge og alle os andre, der måske er lidt mere atypiske og utraditionelle og jeg føler mig til tider lidt anakronistisk, når jeg tænker i baner som solidaritet, fælleskab og ansvarsfølelse over for de, der i en periode er de svage. Blame det på boogien.......Jeg er født og opvokset i nogle rebelske årtier og det kan jeg ikke gøre for.......det er vist bare en uundgåelig enerti, som jeg må leve med.......

Nå men bortset fra det, så er jeg nu blevet en fast bestanddel af hamsterhjulet. Jeg har sagt ja tak til en fastansættelse.......Nu er hele humlen så, at undgå at havne i forbrugerismen og tunnelsynet. Ja, jeg er nu ganske velbjerget med penge på kontoen og en god tone bankrådgiver og mig imellem. Ja, jeg er nu sikret med pensionsordning og feriepenge. Men det gør mig ikke bedre, klogere og til et mere vigtigt aktiv for samfundet. Ok, indrømmer: jeg kommer nok til at holde et par ekspedienter og designere i arbejde rundt omkring - og det er jo altid godt for samfundsøkonomien.

Men jeg lover at huske på, at ikke alle har det som mig. Jeg lover, at huske på, at der er en tynd tråd mellem succes og fiasko og at fiasko og nederlag kan ramme alle. Og jeg vil huske på en lille sentens min salig far engang sagde: "Man skal aldrig træde på folk på vej op. Man ved aldrig om man møder dem igen, når man er på vej ned." Klogt sagt Farmand. Du havde dine lyse øjeblikke......

Kan I have en rigtig god dag derude alle sammen! Jeg lover at poste lidt mere om mit arbejdsliv hen af vejen. Det er et ret cool sted, jeg er havnet. Og jeg som havde forsvoret, at jeg nogensinde igen skulle have en arbejdsgiver......tsk..tsk.....