Susling spørger hvorfor

Kender I det her med, at nogen siger et eller andet, f.eks. jeg skal til/har lige løbet en marathon og det eneste man tænker er....(?) "Mh......hmmmmmm," siger jeg. Men i virkeligheden så tænker jeg:"?" Altså jeg ved godt, at jeg skal det tage det for givet - det er jo både påskrevet, stipuleret og stadfæstet officielt. Så det jeg skal sige, er: "Ih og næh og hvor spændende!" Og måske skal jeg også spørge ind til ting som træning og antal år og om de har løbet et New York-marathon. Men skal jeg være helt ærlig, så er det eneste min hjerne kan producere et ? Et meget stort et endda........og i virkeligheden har jeg lyst til at spørge:"Hvorfor gør du dét?" Men det kan man jo lissom ikke, vel!

Det er ligesådan med skiferier. F.eks. mødte jeg på et tidspunkt en bekendt. Det var samme dag som den store velfærdsdemonstration forrige år. Hun stod med ryggen til og bag hende defilerede flere tusinde mennesker forbi i protest mod nedskæringer og mod starthjælp og bistandsloft osv. Klart ikke velhavende folk. Hun sagde:"Det går ikke så godt økonomisk lige nu. Vi har måtte låne - L-Å-N-E - til skiferien - S-K-I-F-E-R-I-E-N! "Doing," tænkte jeg og bagefter:"?". Og det eneste jeg havde lyst til at sige var:"Hvorfor det?Hvorfor skal du på skiferie? Og hvorfor låne til det?". Gjorde jeg selvfølgelig ikke, næh det blev til et:"Hmm, mhhhhhhhh..."

Eller som den dag jeg sad i et livligt selskab og en af deltagerne pludselig udbrød: "Åh, min rengøringsdame holder op!" Jeg blev helt sort i hovedet........fuldstændig blank.....tænkte kun:"?". Men sagde selvfølgelig:" Hm.........mhhhhhh".

Forstå mig nu ret. Det er ikke fordi jeg vil fordømme. Det er overhovedet ikke mit ærinde, men der er visse øjeblikke, hvor det er meget svært at gå empatisk ind i en dialog. For jeg kan ikke følge det......Også selv om det, der bliver sagt åbenbart, bliver taget for givet af gud og hvermand.........Det eneste jeg nemlig har lyst til at sige er:"Hvorfor? Gider du lige forklare? Jeg forstår ikke lige, hvor du vil hen?"