Susling om kvinder og sko

Der er noget, der undrer mig. (Ok, der er faktisk ret meget, der undrer mig. Men lad det nu ligge.) Nå, altså det her, det undrer mig en hel del. Ser I, jeg er normalt et rimlig fornuftigt menneske. Jeg ved godt, når økonomien ikke rigtig kan bære udskejelser og jeg kan sagtens være nøjsom, når det skal være. Grænsende til det kedsommelige faktisk.

En gang i mellem er der bare noget, der slår klik i hovedet på mig. Som i går f.eks. hvor jeg rent "tilfældigt" kommer til at styre hen mod den lokale skoboutique. "Jeg skal bare lige se", smisker jeg for mig selv. "Bare lige vindueshoppe lidt. Det kan jeg da sagtens". Som om. For pludselig bliver jeg suget ind i butikken. Der står de. Lige der. Må.ha. Og så nej ikke alligevel, vel. Måske.alligevel.?? Nej, nej og atter nej.Basta. Meget modstræbende stiller jeg det skønne par tilbage på hylden og går hjem til mig selv. Med.hovedet.fuld.af.sandal.

Hjemme hos mig selv indleder jeg en intens dialog mellem mit bedre jeg og mit mindre bedre jeg. Jeg kan rent fysisk mærke, hvordan en del af min hjerne langsomt bliver fyldt op af SANDALERNE. Det er sådan en helt særlig distræt tilstand, hvor jeg næsten bliver katatonisk. Jeg kan genkende tilstanden hos min Skumfidus, når det sker. Har hun set SKOEN, så bliver hendes blik underligt blankt og stift. Må.ha.

Mit bedre jeg indleder en kampagne: "Sommeren er snart slut. Du har sandaler. Du har ikke råd. De er ikke nødvendige. Vejret slår om fra i morgen. Det bliver regnvejr. Du har sandaler nok." Men feltet sandal fylder mere og mere i min hjerne som en narkotisk tåge. Billeder af mig selv i SANDALERNE kombineret med alle mulige outfits danser rundt som inciterende lokkende sirener. Og så sætter mit mindre bedre jeg ind med en modkampagne:"Jeg kan jo bare gå med SANDALERNE, selv om det bliver koldere. Kombineret med det og det tøj, så går det sagtens.De er jo på bud og det er det sidste par. Og der er jo også næste sommer. De her går ikke af mode og sammen med det og det outfit vil de gøre mig til en lykkelig kvinde. Jeg ved det bare. Jeg bliver så lykkelig. SANDALERNE vil simpelthen ændre mit liv. Især hvis jeg kombinerer dem med det og det outfit. Og selv om det bliver køligere, så holder mine fødder jo ikke til at blive pakket ind, når de først er sprunget ud. Og jeg bliver LYKKELIG. Jeg ved det bare."

På det her tidspunkt er mit bedre jeg stået helt af. Tågen med SANDALERNE har taget over. Må.ha. Må.ha. Preeeeecioooouz. Rent faktisk sidder jeg allerede på min cykel. Jeg er halvvejs mod den lokale skoboutique. Herfra tager automatpiloten over. Jeg cykler afsted på ren gefühl. SANDALERNE fylder hele mit hovede. Jeg har taget det forbudte mastercard med. Jeg siger ikke noget til Anders om det. Han havde forøvrigt forlængst opgivet at tale mig fra et køb. "Når du bliver sådan, så er der ikke noget at gøre,"sukker han. Det er i mit hovede ensbetydende med carte blanche. SANDALERNE er snart mine. Mine. Og jeg ved, at jeg bliver LYKKELIG. Preeeeecioooouz!!!!"

I morges vågnede jeg så op med moralske tømmermænd. "Jeg burde virkelig ikke havde købt dem. Gad vide om man kan få pengene tilbage? Hvad skal du med endnu et par sandaler? Har du lige set vejrudsigten, hva', hva'???!!!" Men nu er de mine. Og jeg ved bare, at jeg bliver så lykkelig.Preeeeecioooouz!!!!



Billedet yder dem ikke fuld retfærdighed. De blinker meget mere. Bemærk i øvrigt, at jeg har sparet jer for at se mine små tykke tæer i full frontal nudity (og så trænger vi vist til en gulvafhøvling og lakering). Visse ting holder jeg trods alt helligt og tæer - andres og mine - er i min bog lidt tabu. Men skulle I støde ind i en kvinde med bare tæer i september måned med Preeeeecioooouz på fødderne, så er det såmænd bare mig.

Suslings hood

I dag er en smuk dag. Luften er mild. Lyset er mildt og min lille storbyenklave har skiftet sine faste beboere ud med turister, der åh'er og næ'her over, hvor idylisk vi har det med gamle fine købmandsgårde, kanaler og stokroser. Jeg kan egentlig godt se det. At her er smukt. Med fine farver og ånd og historie. Men vi har jo også den fulde grønlandske kvinde, der ikke kunne stå på benene, da jeg så hende i formiddags, da jeg var på vej til fitness. Hun blev støttet af en meget tålmodig mand og det trøstede mig lidt, mens jeg filosoferede over, hvad der dog var blevet konsumeret, for at oparbejde sådan en brandert så tidligt på dagen. Sådan nogle har vi jo også. Eller hvad med ham surferduden, der slingrede lidt halvskævt på sine meget beskidte fødder i designerklipklappere og næsten var ved at tabe den meget store pose tomme flasker, han bar i sin ene hånd. Eller min gamle sure medbeboer, der sidder på Stærkodder allerede kl. alt for tidlig formiddag. Og når jeg drejer om hjørnet og passerer broen, så er en båd fra Rungsted ved at lægge til. En meget stor båd rungende af nordsjællandske stemte s'er og høje a'er. Hvad vil de her? tænker jeg. Spise på Noma? Få en frokost på Restaurant Kanalen? Eller bare se på stokroser og fulde grønlændere? Jeg spurgte dem ikke og i min åndsfraværelse blev jeg torpederet af en målrettet tysk familie. Fire mindre børn og en meget rund mor og far med rygsække bagpå og kameraer foran på de toppede maver. De havde alle shorts og flade Eccosandaler på.

Jeg elsker virkelig at bo, hvor jeg gør. Jeg har boet her i over 17 år og mine unger er "chrisjanshavnere". Min søn starter på gymnasiet efter sommerferien med nogle, han altid har kendt. Helt tilbage fra vuggestuen, naboernes unger han har leget med, børnehavebekendte, de samme skolekammerater. Jeg har set dem vokse op. Jeg har set midaldrende blive gamle og nogle af dem dør lige nu. Bliver fundet af Falck eller en drukkammerat. På overfladen er her rigtig pænt og fotoopportunt. Med både, mursejlere, måger, svaner, vand, stokroser og semikendte. Nedenunder er det bare endnu et råt hjørne i storbyen. Men jeg medgiver: det milde lys og luft klæder. I hvertfald lige nu.

Susling i Skogen

Nogen har set en elg. Ellere rettere bagbenene af en elg, da den sprang over motorvejsværnet, der midt på motorvejen, hvor vi alle holdt andægtigt i kø, for ikke at få det store dyr op på motorhjelmen. Jeg tror ikke Carola ville have kunne holde til det.
Går ud fra, at det så beretter os til, at købe et af de hersens elgklistermærker til at sætte på bilen. Men det er vi lidt uklare på. Anders mener nemlig, at man skal have kørt ind i en elg for at kunne sætte mærket på. Han er sgu så melodramatisk. Nå, men når vi engang bliver enige, så har jeg planer om at købe et elgklistermærke, der er så stort, at det dækker den hvide tekst på siden af Carolla. Vil hellere ha' en kæmpe elg på siden af bilen, end det dersens "Sport".

Ellers har vi mest "klikket" os rundt i den svenske skov. Anders går meget op i den her skridttæller og der gik helt sport i den for os andre, at spørge om, hvor mange skridt vi havde gået lige den dag. En af dagene var vi helt oppe på 17.000 skridt. (Det slog så ikke lige Roskildefestivalen, hvor vi havde gået 22.000 skridt i løbet af en eftermiddag og aften).

I år var der i øvrigt den interessante tvist, at vi var meget geologiske. Fokus var klart på sten og istidsforandringer. Bl.a. var vi inde i et bjerg - Taberg - der består af titanmagnetitolivit. Stenhårdt om jeg så må sige. Bjerget er over en milliard år gammelt og har overlevet alle istider, siden det blev dannet som en magnablop fra jordens indre. Alle andre bjerge i granit omkring bloppen er jævnet ud forlængst af istiderne.



Hvilket får mig til at huske på noget helt særligt ved den svenske folkesjæl. De er nemlig også jævnet ud og er helt uhyggeligt kollektive. F.eks. så var der et lille forsøg, hvor et barn skulle tage en magnet føre den ned på stenene, der lå på minens "gulv" og så vise alle os andre, at stenene var magnetiske. Helt ok. Men, da samtlige børn skulle lave samme stunt: føre en magnet til stenene og vise alle os andre det, så synes jeg altså godt nok, der gik kollektiv i skidtet. Man bliver lidt lang i spyttet af at glo på 10 børn, der gjorde nøjagtig det samme og viste os det samme i 10 stive minutter, før guiden førte os videre. Men i Sverige har alle ret og er lige lige og så har de iøvrigt en helt særlig køkultur. Er der en kø, så står alle svenskere der, selv om der er tre andre frie kasser -i supermarkedet, ved Ø-bron, ved færgelejet. De tager alle sammen samme kø. Man føler sig helt italiensk og anarkistisk, når man bryder den regel og stille sig solo på ved en af de tomme kasser.

Når vi ikke moppede svenskere eller gik rundt i Skogen, så hang vi mest ud ved huset. Jeg er kommet til at holde helt af det. Selv mulltoaet! Der er intet som at besørge med udsigt til den svenske Skog.Bemærk i øvrigt mine nye læsebriller. Jeg er blevet afhængig af dem. Skulle på et tidspunkt udfylde en blanket, men havde glemt dem. Jeg kunne ikke se, hvad jeg skrev! Nå, men ja, så er man blevet sådan én, der må holde styr på læsebriller, nærsynsbriller, kontaktlinser og solbriller. Og erotisk buttet er man også blevet. Og sådan en, der sukker efter, at få sig sin helt egen lille svenske bræddehytte, som man kan komme tilbage til år efter år. (Jeg har allerede mentalindrettet den med Klippan-sofaer og små lave hvide reoler.) Så meget for fordums eventyrtrang.

Susling om livskriser

Jeg læste noget på en blog (ja,ja,jeg sidder indenfor omgivet af lister og små ferie i den svenske bræddehytteting. So sue me!). Jeg læste om, at hun havde fået diagnosen depression. Nu følger jeg kun sporadisk med derovre, men jeg kan forstå, at vedkommende har været gennem nogle livsomvæltende ting og klart kan krydse flere ting af på listen over det, der kan vælte et læs. (En officiel liste over ting, der kan slå folk omkuld. Listen indbefatter bl.a. arbejdsløshed, alvorlig sygdom, skilsmisse, stress).

Det fik mig så til at tænke videre, for for nogle skal der ikke meget til, før læsset vælter, mens der for andre skal pænt meget stormvejr til, før de bøjer nakken og bider i græsset. Det er mig en konstant kilde til undren, at det er sådan.

Tag nu min moster. Hun har mistet sin mand, sine papbørn, det ene af sine papbørnebørn, sine søskende og nu har hun fået fjernet et halvt ben. Jeg ved, at det tager og har taget meget på hende. Jeg ved, at hun har sine sorte stunder. Men hun holder ved. Hun bliver ved. Og livet går videre. Det er råstyrke, synes jeg.

I andre tilfælde har jeg lagt øre til jamren over ting og en evig køren i ring om de samme banaliteter i en sådan grad, at det giver mig kvalme og en indædt trang til at råbe: "Hold så kæft! Se dig omkring. Du har det sgu da ok." F.eks. en jeg kendte, der havde født et sundt og rask barn, men havde haft en lidt hård fødsel, hvor der var kommet grønt fostervand. Jeg havde selv på det tidspunkt født og der var også kommet grønt fostervand, and so what, for der sad vi jo med vores to sunde og raske et-årige knægte (og i øvrigt også to spillevende fireårige storesøstre). Hendes fokus var så - opdagede jeg - mest på sig selv. På at hendes krop havde spillet hende et pus og hun var gået fra perfekt til helt normal. Hun glemte helt at se al den rigdom, der tullede rundt omkring os.

Min tese er så, at det helt banalt handler om accept. Accept af sig selv med de fejl og mangler, man nu en gang er udstyret med og accept af livet som det udspiller sig med op- og nedture. Livskriserne. For de kommer, hvad enten man vil det eller ej. Ikke dermed sagt, at man kan acceptere sig ud af en depression. Men jeg tror, at man kan mildne vejen igennem den med accept.

Og før I råber: Frelste mokke! Du fatter ikke en skid. Vil jeg skynde mig at sige, at jeg har bygget tesen på mine personlige erfaringer med livsøjeblikke, der har været svære at bære. Øjeblikke, hvor jeg har følt mig handlingslammet og prisgivet skæbnen. I mit tilfælde dødsfald (flere på hinanden følgende), arbejdsløshed og bristede illusioner. Det har været hårdt at arbejde sig igennem. Med med accept og...nu kommer cluet: motion og bagning.. er brikkerne faldet fuldstændig på plads for mig. Accepten gør, at jeg kan håndtere og tilgive mig selv. Motion og bagning gør, at jeg har kunne påvirke noget, ændre ved ting. Små ting, bevares. Men jeg har ikke længere været en, der var prisgivet. Jeg var fri til at handle og leve.

Susling bringer en servicemeddelelse

Må jeg lige bryde ind med en servicemeddelelse?

Altså, man siger, at det er fantastisk sundt dagligt at få sig en lille sveder og åndenød, så'n på motionsmåden. (Skal ellers love for, at det de seneste dage er kommet helt af sig selv. Lummervarme og græspollen-allergi..).
I dag tog nogen sig dog sammen og kravlede ned i det lokale fitnesscenter. Nogen svedte som en hest, da løbebåndet fortalte, at der nu var brændt 1 kalorie af. Nogen svedte som ti heste efter 20 kalorier og ved 100 kc, så var det kun viljestyrke, der holdt denne nogen oprejst. (Er blevet ret meget fan af viljestyrke. Troede ikke, det var en egenskab, jeg ejede. Men det er vel det, der er så fantastisk ved at blive år på år: Man bliver som regel mere viis og indsigtsfuld. Forudsat selvfølgelig, at man har resoneringsgaven). Nåmen det var motion, jeg lige kom væk fra. Altså viljestyrke og en aktuel viden om, at man ikke skal pjække fra bevægelse. Det kommer bare skidt igen (Anders er begyndt at gå rundt med en skridtæller. Han kommer hele tiden med små kliklyde og så'n ca. en gang hver 3. time, så proklamerer han, hvor mange skridt han har gået. Turen ned til det lokale fitnesscenter gav 5000 skridt, sagde han. Jeg ser frem til en uge i den svenske brædehytte med løbende bulletiner, der tvinger os ud på dunkle skovstier, for jeg tvivler på, at den dersens skridttæller tæller vende blade i en bog med).

Og nå ja! Jeg tager på ferie snart. Sammen med Den Skønne og Dj Brockhouse (det bliver interessant). Skummis bliver hjemme. Hun er så flyttehjemmefraklar, at bare en uge alene hjemme er tæt på paradis.

Har så ikke lige fået taget mig sammen til at lave pakkelister (tvivler på at skridttælleren (underligt ord egentlig, lyder helt sjofelt, når man sådan tænker efter!? Lissom de dersens se gennem tøj briller, der blev reklameret for, den gang jeg var en lille pige). Altså tvivler på at skridttælleren tæller kuglepensbevægelser og tankeaktivitet med).

Og servicemeddelelsen? Nå, ja. Motion er vigtigt. Sved er ulækkert.

Suslings to do liste

Ting jeg burde (lade være med):

• Drikke rødvin. Et par slurke og jeg er stangberuset. Især spansk rødvin. Jeg går helt ned på det. Det er ren forgiftning. (Men selskabet var hyggeligt!Grill i regnvejr. Man er vel halvt nordbo). Må skrive det på min allergiliste: Birk, tjek. Græs,tjek. Rødvin,tjek.
• Brokke mig over vejret. Men kors, hvor er det bare fugtigt og varmt og selv min computer sveder (Tror også, at den er halvt nordbo).
• Brokke mig over Moster. Besøgte hende i går og hun er såmænd sød nok og kærligheden er der såmænd også. Men kors, hvor hun japper. På et tidspunkt hvislede en solende sig ældre pæn herre godt op i årene ud mellem tænderne. "Så hold dog kæft, kvindemenneske!" Hun hørte det ikke. Hun jappede bare løs derude på terrassen, hvor hun sad sammen med os med sit ene ben og sin stråhat. Men mellem os, så tror jeg faktisk hun har sine hay days lige nu. Masser af mænd og masser af selskab. Det har hun ikke været forvænt med længe. "Ja, jeg spiser jo mad sammen med..den ene er vist gymnasielærer og den anden skolelærer ...(hun glemmer at indsætte tidligere) og de kan begge to det der med internettet. Og forleden så jeg en berømt skuespillerinde, der lige kiggede forbi og mener I ikke, at ham der er noget ved musikken (mens hun stirrer ublu og lidt lysten på den pæne solende sig godt op i årene mand, der hvislede noget til hende (ps. mellem os. Han var en aldrende bøsse)) og jeg fik jo aldrig nogen uddannelse, selv om de andre siger, jeg ligner en skolelærerinde (hun glemmer igen tidligere), men jeg har jo hele mit liv (til du blev midt i fyrrerne, skat) lavet håndens arbejde og ved I hvad, jeg gør meget for at klare mig selv og nu kan jeg det og det og det og hende jeg deler værelse med, havde sådan et ledt mavetilfælde, at jeg måtte lægge mig langt ned under dynen og trække den op over hovedet og det synes jeg ærligt talt ikke, man kan byde mig. Det var slemt og så tænker jeg på det fladskærms Tv I har købt. Solen kan jo ramme det og det må I jo forstå og så tænkte jeg på mit køleskab. Det skal jo tømme og slukkes. Nå, har I gjort det and on and on and on." Så meget, så jeg blev helt glad for at kunne underholde hende med, at jeg har noget med maven og nu måtte vi også se at... Da vi kommer hjem, ringer hun og japper on and on and on, så mit ene øre bliver lamt og så siger hun:"Tag bare nogle penge til jeres ferie. Det er da det mindste jeg kan gøre for jer." Kors.Altså! Jeg gør jo ikke ting for hende og besøger hende pga. penge. Absolut ikke. Jeg gør det, fordi hun er min moster og jeg egentlig holder ret meget af hende. Men jeg blev da glad, for med pengene kan vi betale den uges ophold, vi skal på i vores lille svenske bræddehytte med mulltoa og brændeovn og blåbær og kantareller midt ude i skoven. Men mellem os! Jeg håber aldrig, at jeg bliver en japper med ydre udsagte mentale båndsløjfer og et enkelt ben og en stråhat på på gerontologkrematoriet.

Susling siger: Vær mod andre, som du vil ha' de skal være mod dig!

I princippet kunne jeg godt brokke mig. F.eks. over Gammel-Moster. Hun har fået for vane at ringe op i tide og utide OG som regel starte en samtale sådan her: "Jeg har brug for (indsæt diverse her)!" (På det tidspunkt har hun ikke præsenteret sig eller noget). Jeg svarer ordret gengivet:"Det skal jeg nok sørge for, men du kunne som minimum starte med at præsentere dig og sige goddag." Hun svarer ordret (med lidende højtråbende martyrforarget stemme):"Du forstår vist ikke helt rigtig min situation!!" (Hvilket jeg faktisk finder ret fornærmende, for gu' gør jeg da det).

Kors, marn! Hvad vil hun have af mig? Total dedikation?! At jeg kaster alt til side for hende. At jeg lægger mig op i benenden hos hende og rådner op sammen med hende. Hun er ikke en gang min mor, som man vel altid føler sig lidt forpligtet over for og hvor der vel et eller andet sted er en em af kærlighed. Sådan er det ikke lige med min Moster these days. Det er bare fordi, jeg er den sidste, hun har og min bror ikke lige gider levere. Og så føler jeg, at jeg bør.

Men skal vi ikke bare blive enige om, at man nok ville komme længere med lidt almindelig høflighed? Ben eller ikke ben. Gerontologkrematorie eller ej. Jeg bliver ihvertfald aldeles demotiveret og faktisk lidt småsur.

Nå, men, altså jeg gider ikke at brokke mig. Det er for varmt og kræver for meget energi. Lige som hun gør. Jeg er ikke en Florence Nigthingale, og hvis man vil have omsorg og varme, så skal man også give den selv, (I kan måske nok gætte, at det har hun ikke altid givet) også selv om man er blevet gammel og syg. Alderdom er ikke nogen undskyldning og omsorg og kærlighed er ikke en ret.

Så folks, vær mod andre, som du vil have, de skal være mod dig. Og start helst så tidligt som muligt.

Susling på den feminine måde

Jeg arbejder hjemme i dag (jo, jo det gør jeg altså rent faktisk - arbejder - sådan nogenlunde i hvertfald, når jeg ikke lige vasker tøj eller tager mig en slapper. Og det skal I bare slet ikke blive forargede over, for med mit arbejde er der ikke nogle stakler, der bliver vanrøgtet eller helt glemt. Jeg går skam meget op i stakkels mennesker og fattigdom by proxy for tiden og det jeg sidder med bliver godt og en klar forbedring).

Anyways, så er jeg lidt stresset lige nu. (Ikke på grund af arbejdet, så klart). Næhæ, det er, fordi jeg har taget en bluse på, som min datter Skummisen har givet mig i fødselsdagsgave. Hun syntes, jeg skulle peppes lidt op. Og jeg skal lige love for den er peppet den bluse. Den er blomstret - ret blomstret - som en surreel udgave af Noldes have malet i akvarel af en kunstner på svampetrip. Den er i sådan noget tyndt, tyndt stof og der er en snor, der bliver bundet lige under mine bryster, og en udskæring, så jeg slet ikke er i tvivl om, at jeg har bryster og en seriøs kavalergang på den helt rigtige italienske måde.

Det er jo alt sammen til at leve med. Men det, der stresser mig er ærmerne! Sådan nogle flagretingagtige nogle, jeg kan forstå skulle være modernet. I flere lag fra fra skuldrene og ned til midten af min overarm foregår det. Hver gang jeg bevæger mig, så flyver de om ørerne på mig som forvirrede sommerfugle. Som små hysteriske alfer med glitrende vinger.

Jeg har det lidt på samme måde med de ærmer, som jeg har det, når jeg en gang i mellem tager højhælede sandaler på eller går med solbriller. Eller hvis jeg er kommet til at tage et par strømpebukser på, der insisterer på, at kravle ned under maven og lave en berberbukseeffekt mellem mine ben. De kræver simpelthen for meget opmærksomhed. Omvendt kan man jo sige, at den bluse udfordrer min kvindelighed. Skubber til min egen forståelse af femininitet (kan vist ikke en gang stave til det ord). For er jeg den blomstrede type? Det må jeg vist lige arbejde lidt med.

PS. Anders siger, at blusen klæder mig. Og jeg har taget cowboydere på, for at modarbejde lidt. Helt store dilemma lige nu: Skal det være de sølvfarvede gladiatorsandaler med bling bling eller de skrigorange nappa platausandaler fra Sverige til en 50'er? Har ikke så mange andre alternativer udover de sorte højhælede eller de sølvfarvede birkenstocker. Kors! Choices, choises!

Susling stor og lille

En gang i mellem svæver jeg i mellem, at ville være genial og normal. Når det griber mig, vil jeg være Charlie Parker og en nat i Tunesien. Jeg vil være Charles Dickens og Virginia Woolf. Andre gange vil jeg bare være en god mor og en der skriver stille om Afrika by proxy.

Noglegange vil jeg være Emily Dickinson og Edith Sodergran (og hakke min forsvundne crtl til døde). Jeg vil være Oriana Fallaci og Ulla Therkelsen og jeg vil og vil og mit hovede er fuld af historier, muligheder, tanker. Andre gange er jeg hende, der bliver glad for rent duftende sengetøj, lagt sammen af mig og lagt på plads af mig. Hende som hører mine ungers pludderstøj og mærker den lille hånd, som min nabos blonde unge lægger i min. Bare fordi vi møder hinanden på trappen.

Jeg ved ikke rigtigt. Det ene er vel lige så smukt som det andet. Selv om det ene fylder mere op i historien end det andet.

Susling siger: Hvad sååå Roooskiiildeee!

Ved ikke rigtigt? Man tror, man skal krydse sine spor, og så opdager man hver ting til sin tid, men også, at man måske vil mere?!


Stor tak til Japan og Mali!

Ku' godt overveje partout-billet næste år. Tænk bare på, hvad jeg er gået glip af i år af små usete og uhørte musikoplevelser. Men hells bells, hvis og så fremt, så bliver det med camping i den pæne voksen-ende eller med Carolla i pendulfart. For det jeg kom der for, er og var, musikoplevelserne - ikke snask og druk. Musik ja tak - resten nej tak.

PS. Tror de unge og dem i slut 30'erne dyrker kontrolfri zone (minus forældre og minus kone) Bare ærgerligt for dem, at de støtte ind i mig!!

Suslings sommermode

Jeg har plukket anemoner og grillet på kajen. Jeg har fejret min mand og spist is. Jeg får ret sikkert forlænget min ansættelse (fordi jeg er god til det, jeg gør og jeg er glad for at gøre det, jeg gør). Jeg har nydt en smuk sommeraften og set den smukkeste badebro. Jeg har fået et angreb af vorter (adr) og har booket en tid hos modefrisøsen (men glemt, at jeg dagen før skal til Roskilde Festival og nok er temmelig blæst dagen efter). Jeg har haft huset fuld af teenagere fra provinsen med tasken fuld af Malibu, Martini Bianco og Rosso (Party i provinsen!) og jeg har hørt, at alt er vel hos den skumfødte på Roskilde Festival. Jeg har en overfyldt vasketøjskurv og min barndom var noget rod. Jeg hører og skriver om ufattelig fattigdom og hvæser jævnligt af politikerne. Jeg har fået to afslag på en dag og har vandet mine vildtvoksende, frodige krydderurter og sommerplanter. Jeg har en mand, der er blevet ledig og en Moster, der er krævende (meget). Og jeg trænger til at få barberet mine ben og klippet mine negle. Jeg har sommertøj i mit skab og jeg er glad for at cykle afsted på arbejde hver dag. Jeg har spillet på facaden overfor min bankrådgiver og min økonomi er p.t. totalt i vater.

Jeg er oprejst og jeg forbliver oprejst. Selv om mange storme lige nu kunne vælte mig, så lader jeg dem ikke gøre det og hei...jeg køber faktisk ret mange lottokuponer. Bare som en satsning på held og som en exitstrategi.