Susling siger: Afskaf naturen, det billige skidt!

Jeg hører til dem, der ikke er så vild med foråret og sommeren. Jo, altså, jeg sætter da klart pris på solsorten og bliver helt tummelumsk, når jeg hører de første strofer. Solen og varmen og bare arme og bare tæer og ramsløgene og alle blomsterne og insekterne, det kan jeg lide. Men pollen for fanden. De er mine uvenner. Birk, græs og et eller andet, jeg ikke helt kan identificere, sender mig durk ud i en influenza-blandet godt op med tømmermandsfornemmelser-lignende tilstand.
I år på trods af et blandingsmisbrug af vaccine og piller. Mine øjne brænder, snotten løber, mit hovede gør ondt, jeg kan ikke tænke klart og jeg bliver lidt smådeprimeret. Sådan på den sølle ingen kan lide mig og mit liv har mistet sin betydning-måde.

Forleden var pollentallet for birk oppe på over 1000 i København og jeg måtte simpelthen gå hjem - fra mit nye arbejde!(De var nu absolut forstående og søde). Dagen efter måtte jeg også arbejde hjemmefra. Så kunne jeg sidde der murret inde helt alene og arbejde med det jeg nu skulle på halv - eller skal jeg være helt ærlig - næsten ingen kraft (Mens jeg i al hemmelighed overvejede om jeg skulle emigrere til Grønland.De har vist ikke så mange træer og græs, men al den dejlige kulde og sne.) Alt sammen bare fordi nogle åndsvage træer skal skyde deres sæd ud lige i hovedet på mig. Ja, ja, jeg ved godt, at træer og planter er vigtige for atmosfæren og naturen kredsløb og alt det hejs. Og det er da også meget pænt at kigge på. Men stod det til mig afskaffede jeg det sgu!

Nu har jeg så ringet til lægen. Hun må gøre noget. Så vidt jeg ved, så findes der flere typer behandlinger for sådan en allergikroniker som mig. Det jeg så også har hørt er, man selv skal betale og en af behandlingerne koster 35,000 kr. i selvbetaling. De penge har jeg ikke. Men hvor der er vilje er der en vej. Jeg vil holde jer opdateret.

PS. Hvis der sidder nogle derude med supergode råd og/eller erfaringer om allergibehandlinger, så tager jeg imod med kyshånd. Jeg er ved at nå desperadostadiet.

Susling rejser sig langsomt men sikkert

Det går ok! Men tempoet, manner...Jeg vil og kan så meget og så er jeg bare en løntilskudsdims.
Men folk er søde og omsorgsfulde og der er en mening med det hele, som jeg har savnet meget i mine seneste år i konsulentbranchen.

Her kan jeg lufte mine politiske holdninger og mit menneskesyn. Min humanitære tilgang til verden. Her kan jeg møde op med hullede jeans, bikerboots og min lettere slidte, men højtelskede turkise luftige, lange skjorte, der fremhæver mine øjne (da jeg havde det på, smilede alle pludselig til mig spurgte andre, hvem jeg var. Underlig verden).

Frokost også helt fin og jeg udvider langsomt min radius og mine ideer til, hvad og hvordan jeg kan byde ind. (Men stadig underlig verden, jeg er havnet i).

Fordomme mod konsulenter lever stadig i bedste stil. Heldigvis er alt mit tøj efterhånden så slidt, så jeg passer nogenlunde ind.

Susling en pjusket fremmed fugl

Altså som 45-årig (kors, bliver 46 om to uger! Sig det ikke til nogen!), så ved man godt, at det her med at blive begejstret, det skal man lade være med (og frokosten var også noget lort). Entusiasme og fagligt engagement rammer bare én i nakken, hvis man viser det for tydeligt. Og så må jeg indrømme, at det er svært at være en midaldrende konsulentdulle i en organisation, hvor afspadsering er et andet ord for ekstra fritid. Nuj, jeg bliver smålang i spyttet og skal i den grad lægge bånd på mig selv. Satans, at jeg har det sådan. Og så har jeg det også sådan, at jeg føler mig som et spøgelse på gangene. Efter kun fem dage har man ingen alliancer, ingen der er fortaler for én. Ingen man kan grine med eller bare small talke med henover en kop eftermiddagskaffe (jeg som næsten ikke drikker kaffe!) Og fordi jeg har skiftet branche, føler jeg mig bare endnu mere som en fremmed fugl. Forstår kun halvdelen af kontekster, jargon og projekter. Ord flyver omkring mig og jeg tænker: "Nå, aha, tjo." Det eneste jeg har, er min stærke følelse af faglighed og min evne til at gennemskue sammenhænge. Det er, hvad jeg har at gøre med og den skal vist dysses lidt ned, hvis jeg skal klare mig i det her game.

Tja, lige nu føler jeg mig faktisk lidt samspilsramt og en smule ked. Ingen kan lide mig. Ingen vil mig. Ingen har brug for mig. Og al det overskud og balance jeg har samlet mig sammen, sidder tilbage som en svag erindring et eller andet sted i mit sind. (Men hei! Vi lades da bare som om jeg er pms. Et tjek på kalenderen kunne godt indikere det.)

Susling på job dag 2

Frokostordningen! Jeg siger jer...ikke at jeg ellers går eller har gået sindsyg meget op i det. Hvis den ikke passede mig på mine tidligere arbejdspladser, så tog jeg bare lidt hjemmesmurte klemmer med. Men den her! Vi sidder ved borde og så bliver maden serveret for os! Og der er friskbagt brød hver dag og det er økologisk og for det meste vegetarisk og en hel masse forskellige velkomponerede smagssammensætninger. F.eks. majroer i vanilliemarinade med friske brombær. Det er sgu lige før jeg kommer til at bestille en grand cru til frokosten.

Jeg er i øvrigt allerede begyndt at arbejde mig ind på mine opgaver. Der er foreløbig afsat 6 mdr. til det. For en gammel konsulentdulle som mig virker det næsten grotesk. Det jeg i første omgang er ansat til, ville jeg kunne klare på en til to måneder med fuld hammer på og en timepris til 1295,-. Det kan jeg sågu da næsten ikke bære, så jeg er begyndt at udbygge projekterne. Kan jo se, at med den tid, så kan jeg levere state of the art og det vil jeg så morderlig gerne.

Og så er der kollegerne. En fra en anden afdeling passerede mig på trappen og sagde:"Hov, det må du undskylde (at hun ikke hilste)!" Tænkte ved mig selv:"Øhm, jeg kan altså heller ikke huske dig." Sagde det dog ikke, sagde i stedet:"Det er helt ok! Jeg går bare rundt her og lader som om, jeg har været her hele tiden." Og det er vel det jeg gør. Bare sådan dimser stille rundt og suger til mig og scoper opgaver.

Bortset fra pengene, så er det her eddermame et godt bytte. Aldrig, aldrig mere konsulentbranchen og ørling i toilettet.

Susling på job

Muf...det er freaking hårdt at starte et nyt sted. Hvor er printeren? Hvem er nu hvem? Computeropsætning fra square one igen?!Hvor ligger toilettet og kan man finde tilbage fra kantinen, så'n helt solo? Og dress code? Og hvem er det man skal fedte for? Eller måske er det her et sted, hvor man slet ikke skal fedte? Og blokke og skriveredskaber? Og intranet og dokumenthåndtering?

Jeg er blæst! Men også glad. Hattedamenbranchen ku' godt gå hen og passe mig.

Susling - træfsikker som altid!

Når man har en mand, der siger man skal bukke sig lidt og skyde popoen frem, når man står der splitter Kong Carl, fordi man lige skal tænde for radioen og bagefter hoppe tilbage under dynerne igen, så er man heldig. For guderne skal vide, at min popo absolut ikke er samme størrelse small som tidligere og tyngdekraften er også begyndt at sætte lidt ind (heldigt, at man har været velsignet med en ret højtsiddende bagdel i sine yngre dage, så skaden ikke er katastrofal endnu).

Nå, men når man har en mand, der stadig tænder på en og man stadig tænder på ham, så er man jo lidt forpligtet. Især når der er dømt teenagefri weekend, fordi DJ Brockhouse er på besøg hos sin kæreste og Skumfidusen karter rundt til fester og komsammener og overnatter hos forskellige.
På vores lille matrikel er det ensbetydende med space og ro til hinanden. Og hvad sker der?! Når man hedder Susling, så bliver man ramt af en halsbetændelse og halsbetændelse og erotik går ret dårligt i spænd. Så beklager.

Halsbetændelse og snot går også rigtigt dårligt i spænd med at starte op på en ny arbejdsplads. "Gnodja...naj hedder Snusling. Host, host, snøft og hark."Men jeg møder nu op alligevel og erotik har jeg lovet gemalen sker, når jeg kan tale normalt, ikke har en hals, der føles som sandpapir og igen har et hovede, der lystrer. Har vi lige en aftale?

Ps. Tøjkrise afblæst. Har lige sakset min lange røde ruskindsnederdel, så den også er til dagbrug og vejret er alligevel p.t. til at man stadig kan gå i højhalsede og støvler lidt endnu (så kan man ikke se, at jeg har hul på tæerne i alle mine strømpebukser og strømper). Efter en dag på jobbet, har jeg helt sikkert også opsnuset tøjkodeksen og så er jeg lidt mindre på herrens mark.

Suslings tøjkrise

Nå, jamen, tak fordi du sådan spørger. Det går da okay-ish. Ungerne trives i hvertfald og jeg har fået muler på overarmene og lidt mindre vinkeflap. Når jeg spænder mavemusklerne, så kan jeg mærke, hvad der er muskler og hvad der er fedt. Og det er jo fedt nok, om jeg så må sige. Jeg kan også identificere lårmuskler, når jeg går op af trapper og min lidt for store pariser-popo er blevet mindre. Kan også pludselig se, at jeg har et skarpt kæbeparti.

Prøvede for en uge siden en ny maskine, glemte alt om det igen og troede dagen efter, at jeg havde udviklet akut brystcancer, indtil jeg kom i tanker om, at jeg nu har kastet mig over at løfte jern for at styrke brystpartiet. Satser på at de løfter sig de to størrelser C, som jeg er udstyret med. Måske kan man komme helt derhen, hvor man kan spare bh-en væk (som om), for jeg har faktisk ikke råd til undertøj i den lækre ende. Det er også årsagen til, at jeg ikke har meldt mig til sensuel Lady Fit (dans er åbenbart det nye sort i fitnessverdenen. Man kan også gå til Latin Mix og Dance fit). Cool nok, hvis man kunne lære at danse erotisk, så ville jeg kunne svanse lidt rundt i de hjemmelige gemakker foran gemalen. Men, men...undertøjet. Skulle man sådan erotisere for sin mand, så kræver det jo lidt sexet outfit. Jeg tænker burlesqe 1950'er look. Går jo lissom ikke med udtrådt hvidish bøjle-bh fra H&Ms "praktisk kollektion" og slaskede sorte trusser til op over navlen fra Netto. Ville også skulle barbere ben og fjerne hår under armene, for ikke at tale om, at man skal trimme måtten og fødderne. Orker jeg sgu ikke. Og han tænder på mig alligevel. Skal bare hviske ordet sex, så ser han helt glad ud. Mænd er sågu da nogle taknemmelige størrelser!?!

And now to somthing completely different! (Eller same, same but different.)
Skal jo starte på job på mandag. Og hvad er kvindens største bekymring, når hun skal starte et nyt sted? Rigtig gættet! TØJ. For hvad fanden skal jeg tage på? Ejer ikke en klud. Og resten kan jeg vist endnu ikke skrue mig ned i. Har ikke rigtig turde prøve af angst for at blive deprimeret. Synes jo at vægttab går i den rigtige retning, men der kan man blive snydt. Er også røget ud af turnus med at se pæn ud på småhøje hæle. Jeg har stort set levet i jeans og sorte højhalsede og fitnesskluns det seneste halve år og alle rigtige kvinder ved, at et look skal vedligeholdes og gennemtænkes, så man bare kan ligge om morgenen og tænke:"Ah, i dag tror jeg, at jeg tager den nederdel på kombineret med de strømper, den bluse og de sko."

Apropos fitness-kluns, så kunne jeg faktisk passe et par løbebukser, jeg havde "glemt" alt om. De sidder helt godt nu. Men det kan jeg for fanden da ikke møde op i. Og tøjkulturen det nye sted kender jeg heller ikke. Store problemer kan I nok se.

Og apropos fitness, så er der en halvgammel jugoslav, der er begyndt at bage på mig. Argh. Troede ikke den slags skete på steder, hvor man egoer og trimmer krop. Jeg bliver helt paranoid, når jeg kan mærke hans øjne brænde i ryggen på mig. Tør slet ikke se mig omkring af angst for, at han tror jeg inviterer til noget. Må hellere tage med Anders over for fremtiden og kysse rigtig meget på ham, så signalet er sendt. Kors, mænd er sågu nogle underlige størrelser.

Nå, er skredet. Skal ud og puste støvet af mine forårssko og se, hvad der egentlig hænger i skabet og ligger på blusehylderne. Bare sådan, så jeg er opdateret på diverse mangler.

Susling er i vildrede

Hvad siger man, hvis man ikke kan sige:"Det skal nok gå?"

I dag lige om lidt skal jeg ud til min gamle moster. Hun skal snart have skåret sit ene ben af. Efter det skal hun sidde i kørestol og flytte i en ældrebolig. I går snakkede hun om, at begå selvmord. Jeg forstår hende godt. Hun har mistet alle omkring sig, sin mand, sine søskende, sine papbørn inkl. sit 41-årige papbarnebarn. Og nu ryger hendes ene ben også.

Hvad siger man, når man ikke kan sige:"Det skal nok gå"? Kan jeg sige, at hun stadig har os. Min bror og mig? Og at vi gerne vil have, at hun bliver hos os. At vi elsker hende. Det er det eneste jeg kan sige. Men jeg forstår hende godt, hvis hun vælger ikke at være hos os længere. Og inde i mig selv, der lurer angsten for at blive gammel. For jeg tror, at de færreste af os bliver gråhårede smukke mennesker på golfbanen. Spiller jo ikke engang golf.

Hvad fillan siger man?

Update:
"Det skal nok gå! Det skal det jo," sagde min moster. Jeg sagde ikke så meget. Jeg lyttede mest på al hendes snak om praktikaliteter og en lejlighed, der skal ryddes, og hendes gamle minder og så spiste vi en frokost på den gammeldags måde med svin og det hele, så jeg lige nu er ved bøvsende at krepere. Før det havde jeg shoppet Steradent og Tena-tissebleer og en god deo. Kunne fandme ikke en gang finde hylden, hvor den slags står. Jeg synes ikke, at hun ser dødsmærket ud. De folk, der er på vej til at dø, har en sær grålig em omkring sig. Der var stadig lidt gnist i hende. Lidt livsvilje. Så det går vel. Det skal det jo.

Susling spørger: Har jeg nu husket at pakke det hele?

Wouaw...løber afsted lige nu. Har jeg nu husket det hele? Kan jeg håndtere det?

• Jeg skal starte på job på mandag. Blev ringet op af stedet. De sagde, at de aldrig havde set en jobplan, der var skredet i svinget, komme så hurtigt igennem på trods. Jamen altså, Fru Fikser og Trække i tråde er mig.
• Skal levere frivilligarbejde nu og her. Må og skal. Har næsten ingen fri villig tid tilbage.
• Gammel-moster skal have amputeret sit ene ben. Græder på hendes vegne og stædser ud til hende for at hjælpe bare lidt. (Adr, ydrg, ark, hvad skal jeg gøre?)
• Skal bage, sylte og kokkerere på forkant.
• Anders bliver hele tiden kaldt til jobsamtaler (skal krydse alt hvad jeg kan og har konstant. Ret svært at cykle rundt med krydsede ben).
• Fitness, hvad med det? Må lægge plan.
• Kan man vaske tøj på forkant?
• Kan man give følelsesmæssig omsorg på forkant?

Hvad skal jeg ellers pakke i jobtasken?

Suslling råber: Muhhhahahahaha. Jeg er en ægte biatch!

Det her job, som jeg selv har skaffet mig, er en løntilskudsstilling. Det er jeg selvfølgelig ikke overbegejstret for, så'n pengemæssigt. Men det er helt genialt i forhold til at dreje mit cv i den retning, jeg længe har planlagt og det er inden for et område, jeg virkelig føler for helt ned i storetåen. Fik jeg nævnt, at jeg selv havde skaffet mig det? Det var bestemt ikke nemt og jeg blev ved gud udvalgt blandt mange. Hvilket egentlig er skræmmende.

Meningen er/var så, at jeg skal starte i slutningen af april. Men havde igår ikke hørt mere om, hvorvidt systemet kunne godkende osv. Den slags bryder jeg mig ikke om. Jg vil gerne vide, hvor jeg er i verden og hvad jeg sådan skal forholde mig til af praktikaliter. Kald mig bare lidt proaktiv. Fik jeg nævnt, at jeg selv har skaffet mig det her?

Mit proaktive jeg kontakter den kommende arbejdsplads og får at vide, at de ikke har hørt noget endnu. Jeg kontakter så jobcenter, og får at vide at min sag henlægger, fordi de ikke har modtaget en bestemt blanket. Blanketten er ikke noget, jeg er herre over. Det er systemets ansvar. Jeg kontakter så 2. aktør og siger, at der mangler en blanket. Og nu bryder helvedet løs. Min 2. aktør råber ind i mit øre, at det er min skyld, fordi jeg ikke har formidlet kontakt mellem 2. aktør og arbejdsstedet. Det har jeg rent faktisk, hvilket jeg påpeger. 2. aktør råber endnu højere, at jeg er uforskammet. Jeg bliver lidt mere spids i stemmen og siger, at jeg ikke helt forstår. 2. aktør råber nu rigtig højt. Det synes jeg er meget ubehageligt, så jeg siger, at jeg synes, vi lige skal tage den forfra og tale pænt til hinanden. 2. aktør råber, at jeg ikke skal tale ned til hende og at hun forøvrigt ikke vil have mig som klient længere og indtil da skal al korrespondance foregår pr. mail. Fik jeg nævnt, at jeg selv havde skaffet mig jobbet?

Jeg er rystet og begynder at tude. Fatter ikke en meter. Eller det gør jeg vel egentlig. For jeg har taget hende i en fejl og udover det, har jeg selv skaffet mig det her og det går vel ud over hendes succeskvote.

Med til historien hører egentlig også, at hun de gange jeg har mødt hende konsekvent er kommet 10 min. for sent til de aftalte møder og i øvrigt har talt meget ned til mig. Hendes første spørgsmål var:"Og hvorfor mener du selv, at du er ledig?" Øh, der er jo lissom en krise. Har du ikke opdaget det?

Men altså. Jeg ville kunne forstå hendes reaktion, hvis jeg havde været usamarbejdsvillig eller var kommet med trusler eller rascistiske bemærkninger. Det har jeg altså ikke.

Og nu sidder jeg bare med en knude i maven og føler mig fanget i et system. Fik jeg nævnt, at jeg selv har skaffet mig det her og at resten bare afhang af formalier og et par tryk på en knap?

Suslings jerimade

Jeg går på glas ligenu. Jeg bevæger mig forsigtigt mellem sarte mingvaser og rådne æg og prøver at holde tungen lige i munden.
Jeg spekulerer og laver planer, mens jeg prøver at holde gejsten oppe på mig selv og min mand. Om tre måneder har han ikke længere noget job og ikke længere den gode løn. De penge, der har været med til at give mig rum og tænkeplads. Og hold da helt kæft, hvor er jeg taknemmelig for, at han gav mig den tid. Så jeg kunne finde mig selv igen. Så jeg kunne genopdage og nyopdage helt almindelige ting som bagning, fitness, glæden ved øjeblikket og et blidt strejf af solen. Eller bare det at lukke nye mennesker og oplevelser ind. Og det at være tilstede for mine unger, når de havde behov i det øjeblik, de har haft det.

Nu starter der snart noget nyt og jeg glæder mig. Jeg ser frem til at arbejde med de opgaver, jeg er ansat til. Så meget så det kilder i maven. Men hvordan får jeg passet alt det genfundne og nyopdagede ind i? Kan jeg holde kadancen og hvad med min mand?

Nå, hul i det. Vi har været der så mange gange før. Lortebrancher vi har valgt os. Kreativt og spændende måske, nej meget. Men helvedes usikkert og konjukturfølsomt. Og meget meget drænende på energi- og stabilitetskontoen.

Vi lever og ingen kan beskylde os for at være satte. Det er vel bare om at rulle en omgang mere rundt i den store livsturbine.

Susling om at shoppe med mænd

Min Bf'er, ikk', han er jo lissom gået fra Saab 900i (Suk, hulk) til en rød Toyota Corolla (som jo er den mest anvendte getaway car ever). I igår lørdag skulle vi ud og shoppe. Ikke til mig (suk), men til ham. Det gør nu ikke så meget. Han slider sit tøj op og når han siger, at han trænger, så er der virkelig tale om trængning!

Han vil så gerne have mig med. Ikke fordi, at han er usikker (eller det er han måske, når han som det første siger: "Dressman"?!) Ai, han ved godt, hvad han vil have, så vi lagde en slagplan:

1. Skatersko
2. Erstatning for gammel genbrugsruskindsjakke (som søn nu har overtaget...CO2 besparende, siger jeg bare!)

Mulige butikker:

• Footlocker
• Flavour (lækker streetbutik ved Gråbrødre Torv)
• København (super genbrugsbutik i "Pisserenden". Undskyld mit københavnsk, men det kalder vi det altså!)

Footlocker døde på stedet. Ingen af os kunne holde det ud. Især fordi, den i øvrigt skægge ekspedient sagde, at Skaterhejs kunne vi kun finde i butikken oppe ved Rådhuspladsen.

"Undskyld, " sagde jeg til ham. Jeg er københavner, jeg går ikke på Strøget.
"Nå, nej, men I kan jo gå ned ad Strædet,"svarede han.
"Undskyld, men hørte du ikke, at jeg sagde, at jeg er københavner? Jeg ved ligesom godt, hvor jeg er!" (Han lo, heldigvis og så gik de to gamle patetiske ryvhuller videre).

Vi havnede så i Flavour lige ved Gråbrødre Torv. Det er en skaterbutik, der har eksisteret siden 1990'erne og hvis jeg skal blande mig i min mands påklædning, hvilket jeg synes, jeg skal, så er det ofte der vi lander. Det gjorde vi så også igår sammen med en hel masse andre shoppende PAR. I kid you not. Ikke en single fyr var der (bortset fra ekspedienterne) kun par. Mændene prøvede tøj og sko, mens kærester/koner og i enkelte tilfælde mødre kommenterede og kom med alternative forslag. Det var så påfaldende, at det næsten var komisk. Alle som én shoppede vi kvinder by proxy. Ikke en af os havde poser med dametøj under armen.

I Anders tilfælde var det rigtig heldigt, at han havde mig med. For pludselig sad han med to par sko og var massivt i tvivl. Stod det til ham gik han mest efter pasform og behagelighed. Jeg synes til gengæld, at han skulle vælge ud fra cool-faktoren. Og så var det, at jeg blev en rigtig Sugar Mama. (Og ville jo også gerne have et minimum af indflydelse på slutresultatet. Det er trods alt mig, der skal ses offentligt med ham.) Så jeg slog ud med armene og sagde:"Vi tager sgu da bare begge par!" (Det er derfor, at det er så vigtigt, at jeg er med. Uden mig bliver han nærig.) Anders så glad op på mig med to forskellige sko på fødderne og sagde:"Mener du det?" Jeps, det gjorde jeg. Måske står vi snart ansigt til ansigt med truende ruin, men i min bog kan vi lige så godt gøre det klædt med stil.

Til gengæld overrulede han mig mht. en ny jakke. Han købte simpelthed den mest pimpede 2. hand 1970'er læderjakke, der sagtens kunne fungere som rekvisit i Blacksplotationfilm. Selv mente han, at jakken mere mindede om sådan en som Andreas Bader fra Bader Meinhoff-gruppen gik i. Sådan kan man jo have sine forskellige konnotationer.

Og det er så her Toyota Corollaen kommer ind i billedet. For med den bil og jakke bør underlægningsmusikken til vores fremtidige færden rundt være Shaft.(Mellem os, så er det samme type jakke som Isac Hayes har på på billedet!!) Jeg skal bare lige finde ud af, hvordan jeg kommer til at matche ham. Tænker lidt i at få lavet en afro og anskaffe mig nogle storblomstrede cat-suits.