Susling illiminerer

Det er sjovt, hvordan man den ene dag synes, læsset tipper og den næste dag vågner man op og så kan man overskue verden igen. Men jeg har lært at anskue det som en læreproces: Hvordan jeg konstruktivt kan håndtere begyndende stress.

Jeg er startet med at illiminere. F.eks. overrakte jeg Moster hendes nøgle til hendes gamle lejlighed. Nu har jeg brugt rigeligt med tid på at rydde ud og smide ud. Mange søndage i træk og nu er det slut. Jeg kan ikke blive ved med at have andres problemer som et slæbeanker. Hun er åndsfrisk nok og det er hendes lejlighed. Hun er forøvrigt begyndt at brokke sig og pive igen. F.eks. har hun fået en fantastisk treværelses lejlighed med altan og udsigt direkte til en masse træer og legende børn. Det er ikke godt nok til hende. Herrejemmeni!

På mit job bad jeg simpelthen om, at chefen kom med prioriteter i forhold til det, jeg skal lave. Jeg har mange projekter i gang på én gang og hvad er vigtigst her og nu? Meget muligt, at jeg er i stand til at overskue, tænke langsigtet og holde snor i meget af det. Men når jeg begynder at blive glemsom og flimrer rundt, så er det steget mig over hovedet. En klar udmelding er derfor nødvendig og hallo! Det er da ikke mig, der er chefen.

Det er ikke nemt, at indrømme over for sig selv, at der er ting man ikke kan. Vi vil vel alle gerne fremstå sikre, rolige, gode og strålende af overskud. Det gør jeg så til syneladende ikke. Men jeg begynder at kende min egen besøgstid og mine egne reaktionsmønstre og nu vil jeg altså have ro. Ro blev der sagt!

Susling prøver at se

Jeg synes ikke lige, det går som det skal for øjeblikket. Nu var jeg lige kommet om på den anden side og ved at komme op i omdrejninger og så er det eneste jeg har lyst til, at trække stikket ud og sætte mig hjem og glo ind i en hvid væg. Hvad satan er nu det for noget?

Jeg kan ikke rumme andre, synes min børn kræver (og det gør de faktisk ikke), kan ikke holde ud at høre Anders' politiske betragtninger, når han morgenråber af tv'et. Orker ikke min moster eller mine kolleger og arbejdsopgaver. Jeg vil bare have fred, som i absolut tystnat. Og så trænger jeg til at føle tillid fra andre og selvrespekt. Som i f.eks. at jeg kom til bare én, én lillebitte jobsamtale, så jeg kan få mig et almindeligt arbejde med rigtig løn. (' cause I'm worth it).

Ringede til min ex-job couch (nej jeg kan ikke stave til det ord, må ha' en blokering lige der.) i går eftermiddag. Han sad lige i et møde, men spontanringede tilbage til mig med hovedet ned i en køledisk efter arbejdstid. Han får ikke penge for at snakke med mig længere, men han var en person, der havde set mig, lige som jeg havde set ham og jeg trængte bare til at høre fra én, der så mig, som jeg er (når jeg ikke lige kravler hjem og stirrer på hvide vægge). Som en, der kan.
Han beroligede mig og sagde, at min profil: Voksen m/k med meget specialisterfaring, men lige under lederniveau, var den glemte gruppe.

"Man snakker så meget om ungdomsarbejdsløshed og seniorer, der ryger ud af jobmarkedet", forklarede han mig. "Men din gruppe er skjult og der er rigtig mange af jer. Du skal bare holde fast, for du har så meget at byde på. Din tid kommer. Det lover jeg dig."

"Jo, ja,"sagde jeg. "Men vi snakker jo også tid her. Jeg bliver ikke yngre og dagpengene bliver ikke ved med at strømme ind."

Det kunne han godt se og det var der ikke så mange argumenter imod. Men han syntes stadig, at jeg var en person med rigtig mange kvaliteter og en person, han personligt værdsatte.

Det er jo dejligt nok, sådan, at der går mennesker rundt, som ser mig og værdsætter mig. Hvis jeg så bare selv kunne se, hvad andre ser. Det eneste jeg kan se, er hende, der bliver nødt til at stirre ind i en hvid væg, fordi verden er for meget og for roddet.

Og må jeg lige minde om, at jeg er f...... 46. Alt for gammel til eksistentialistiske udfordringer på teenage-måden.

Kors, altså!

Susling stresshåndterer

Det går forrygende med min stresshåndtering (slukker f.eks. for tv'et, hver gang Pia og co. toner frem på skærmen. Er det kun mig, der synes, de er blevet abnormt skingre at høre på? Og hvor er Lille Lars og Ferie Lene?)

Nå, det var stresshåndtering, jeg kom fra. Bare et par bud fra min side:

Ignorerer alle Mosters opkald på mobilen. Jeg er faktisk på arbejde og jeg synes, det er for meget med fire, fem opkald på en dag, fordi hun lige mangler noget. Hvad med mig? Måske har jeg stadig begge ben på jorden, men jeg har da også mit med unger, vasketøj, opvask, indkøb, skimmelsvamp og vandskader i den modsatte side af opgangen, nyt køkken, en ledig mand, fortsæt selv listen.

Nå, ja, arbejder så hjemme denne uge, fordi jeg skal hamre en brochuretekst sammen og ikke kan rumme meget mere end det. (Jeg bliver så katatonisk og distræt, når jeg skal skrive ord, der ikke er skrevet før.)

Og hvad er der galt med at indlede en arbejdsdag med lidt fitness? (Jeg lover, at jeg tager tidligt derover). Jeg kan ligefrem mærke, hvordan stresstilstanden minimeres, for hver bevægelse jeg tager i maskinerne (som jeg forøvrigt er holdt op med at grine af. Maskinerne, altså).

I Østrig sagde man altid: "Immer mit der Ruhe". Sandsynligvis en version af "Hver ting til sin tid". Min flamboyante og hektiske side skal tage at lytte til den slags, så det er også mit bud på stresshåndtering. Man skal bare sige:"Immer mit der Ruhe" med fed østrigsk accent.

Susling stresser

Når man en gang har været stressramt, så skal der ikke så meget til, før stressen viser sit grimme hovede igen. Og når det sker, så bliver jeg fortvivlet, for jeg vil ikke længere ha' den ubehagelige syrnende urofornemmelse i kroppen. Jeg vil have ro og være istand til at læse en bog, nyde mine weekender og ikke hele tiden have følelsen af skulle, burde, kunne og operere med en to do liste, hvor alt er prioritet 1.

Jeg ved ikke, om det er min udprægede ordenssans, der er på spil? Eller om det er storesøsteren i den dysfunktionelle familie, der slår til igen? Hun er satme anstrengende og jeg troede egentligt, at jeg forlængst havde gjort op med at hende. Hende den überansvarlige, trætte lille personage, der føler, at hun må pløje sig alene gennem problemerne.

Men ret skal være ret, jeg har lidt grund til stress. Anders er stadig ledig og jeg sidder i et løntilskudsjob. Det er en solid stressfaktor - også selv om vi har garderet os så meget økonomisk, som vi nu kan. Hvilket minder mig om gårsdagens "Luksusfælden". Et ungt par i 20'erne med to børn og en gæld på 600.000. Hva'behar! Han var lige flyttet ind hos hende tre måneder før og hun var en hysterisk fraskilt shopaholic. (Var jeg den, der gættede på, at han snart ville skride!). Det var til dato, det mest sørgelige afsnit, de har sendt. Men så kan man som minimum sidder der og slå korsets tegn for sig, mens man råber, at så slemt står det ikke til her i etablissementet.

Nå, men nu har jeg sat mig for, at jeg må tage tyren ved hornet og arbejde på at illiminere så mange stresspunkter som muligt. Man har kun de skeer, man har fået tildelt.

Ledigheden kan vi ikke gøre så meget ved. Men vi kan holde fanen højt og forsøge ikke at tage det ind. Økonomien holder det næste stykke tid og vi har klaret den her situation før.

Min moster. Det er altid trist, når ældre mennesker, bliver bragt i den situation hun er i. Men hun er nu flyttet i en beskyttet bolig med masser af hjemmehjælp. Jeg var forbi igår og det var en rigtig pæn lejlighed, der lå et godt sted. Jeg har så lovet, at jeg vil smide det sidste ud fra hendes lejlighed og så må hun selv sørge for, at få ryddet de sidste møbler og få den gamle lejlighed afhændet. Hun er åndsfrisk nok. Og når den gamle lejlighed ikke længere er mit ansvar, så vil jeg føle en stor befrielse og have et problem mindre.

Åndsvage ting på jobbet. F.eks. et kuldsejlet it-projekt. Ikke mit problem. Jeg har ikke sat det iværk og er ikke blevet spurgt. Jeg har dog set det komme for længst og i et kort øjeblik, slog storesøsteren med den abnorme ordenssans til i et desperat forsøg på at rette skuden op. Men, men, men...ikke mit problem.

Andres forventninger. Jeg har en anelse om, at det mere er mig selv, der forventer. Hvis jeg nu øver mig på, at være mindre ansvarlig og mere ligeglad, så er det problem også fixet.

Serenety now!

PS.
Min udprægede ordenssans og hang til at ville have klare forhold, kan så ikke lige fixe Pia K. Er det kun mig, eller strammer hun og de to musketerer, der mere og mere begynder, at ligne hinanden, den ikke i den grad lige nu?

Susling om at integrere sider, man ikke vidste man havde

Vi går vel alle rundt med et billede af os selv. Jeg er sådan og sådan eller sådan og sådan. Man ser jo lissom sig selv inde fra og kender sine egne motiver og måde at agere på i forhold til forskellige situationer.

Selv har jeg altid set mig selv som spontan, kreativ og ikke en der hænger sig i detaljer. Nu har jeg så fået lavet en personlighedstest og det jeg bongede mest ud på var, at jeg har udpræget ordenssans.

Den har jeg godtnok lige skulle tygge på! I mine ører lyder ordenssans så gevaldig bogholderagtigt og kedeligt. Men hei, hvis det er sådan jeg også er, så må jeg vel til at integrere det i min egen selvopfattelse og stå ved, at det er på den måde.

Så jeg startede dagen i går med at rydde op på mit skrivebord og så ordnede jeg lidt i det lokale, som jeg deler med to gigantiske rodehoveder. (Hvilket stresser mig).

I princippet har jeg vel altid foretrukket orden og jeg er hende fra helvede, der lukker andres skabe og skuffer. Skyller og vrider deres karklude. Smider deres affald ud osv. Trangen kommer især over mig, når jeg står ansigt til ansigt med rodehoveder. Og hver gang tænker jeg, at jeg simpelthen ikke kan forstå, hvorfor de ikke bare kan lægge ting på plads, når de har brugt dem. Lige lukke skabslågen. Lave nogle systemer, der fungerer og jaddejaddejaddejaddejadde. Jeg fatter det ikke.

Min nye uerkendte egenskab er ikke noget, jeg har gjort så meget væsen af. Jeg har dårligt registreret, at det er sådan. Jeg har bare gjort det og accepteret, at jeg f.eks. på en arbejdsplads har måtte dele mit fysiske og mentale rum med rodehoveder. Og jeg kan godt sige jer, at jeg har stået ansigt til ansigt med et par stykker. F.eks. hende, der erobrede enhver ledig flade med sine ting. Det flød fra hende i stride strømme med tasker, poser, papirer, mapper, overtøj, og værst af alt kasser med frugt, (fordi hun var rawfoodeater) der tiltrak bananfluer. Og der sad jeg og fik irritationsåndenød efterhånden, som min plads blev indsnævret.

Rodehoveder er ekstremt dominerende i deres erobring af plads. Skal jeg videreføre den tanke, så har jeg vel, som uerkendt ordensmenneske, været for tolerant og har ikke erobret mig den plads, jeg har behov for for at kunne agere og tænke. Jeg har bare siddet på min side af skrivebordet og har holdt orden i stilhed.

Men nu, nu, nu springer jeg ud som erkendt ordensmenneske og spidser mine blyanter. Jeg gider ikke, at leve i andres rod og det har jeg tænkt mig at vedstå mig åbent og ærligt og med oprejst pande!

Susling melder nyt fra køkkenfronten

Vi skal ud og se på noget så fancy som greb, bordplader og køkkenlåger i dag (gaaab, tænker I, så last season). Men hei, altså, når man har levet i alt for mange år med Christiania-køkken fra Helvede, hvor køkkenbordet er transformeret til et puslespil, så alt kan være der og der er konstant fare for at få en skål i hovedet, når man åbner et skab. Så er man bare glad.

Selv om - mellem os - det føles lidt, som noget jeg leger. "Hm, tjo, smart greb," vil jeg sige til køkkenmanden, mens jeg håber, at han ikke opdager, at jeg slet ikke er voksen nok til at få et ordentligt køkken. "Blankpoleret? Er det nemmere at holde rent?", vil jeg sige med fornuftig stemme. "Træ eller laminat? Hvad er vi til, Anders?" vil jeg kvidre.

Men inden i mig, der sidder en lille pige, som synes, at det hele er fuldstændig surreelt. For flotte køkkener, det er sådan noget andre har. Sådan nogle, som tager på shoppeture med veninderne og snakker om skiferier eller vinterferier i Sharm el Sheik (vinterferie? Hvad er det?). Sådan nogle, som bare ikke kan leve uden to biler og helst med aircon og det hele. Sådan nogle, der har klædeskabe, hvor alt kan være og som ikke skal sparke sig frem til støvsugeren. Sådan nogle, der har bryggers og tørrerum og ikke behøver at lege den lille vaskekone halvt i køkkenet halvt i stuen. Sådan nogle med et lille veletableret funktionærjob og et fast bord i kantinen. Sådan nogle, der er gift med stabile ingeniørmænd, der løber og spiller golf.

Det er i hvertfald ikke sådan en som mig.

PS. Men hvis jeg nu spidser de høje hæle og sætter håret op til fandango, så kan det jo være, at det ikke føles helt så akavet og jeg som minimum SER voksen ud.

Susling??

Hvorfor er det altid JP, der skal bombes? Og hvis man vil bombe JP -headquarter, hvorfor tjekker man så ind på et hotel i Københavnsstrup?

Jeg forstår det ikke helt, men jeg er jo også sådan en, der har læst Blekingegadebanden og efter den er man ret skarp i analyse og konspirationsteorier.
Og så gad jeg sgu ikke tænke mere på den slags og drog istedet ud for at plukke havtorn og slåen. På trods af mulig terror skal vi jo stadig have noget god sprut og marmelade!

Susling deltager i terroristjagt og snakker med køkkenmand

Wroum! Det var lige mig, der passerede. (Hader den slags indlæg, men sårn er verden nogle gange). Moster er tilbage på udslusningsstedet og der må de tage sig af hende. Det er vel for fanden deres job - på en måde.

Og her? Aimen....Anders og jeg skal ha' en lille ny! Et lille nyt køkken, der skal erstatte vores Christiania-helvede. Måske ikke stort for andre, men stort for os. Vi er jo bare sådan nogle underprioriterede lejere i Københavnstrup. Og nu, nu er det vores tur. Selv siger jeg: "Det skal bare være enkelt, funktionelt og rummeligt."
Jeg siger også til køkkenmanden, som vi holdt møde med i fredags:"Altså, vi har jo lavet nogle tegninger og fortalt dig om vores ideer og så tager du da bare over. Det er da dig, der er eksperten!"
Det blev han meget glad for og pludselig blev servicen meget, meget stor og nu ved jeg forøvrigt, at han har tre børn og ikke gider at arbejde på kommision.

Nå, ja, så havde vi da lige et lille terrorforsøg her i omegnen. Og jeg observerede noget, som man med sin borgerpligt i baglommen, måtte indrapportere. (Selv om jeg bestemt ikke er politiglad med min gamle punkerosv.baggrund) Skal vi bare være enige om, at jeg gled let og elegant gennem telefonsluser (på en helt anden måde end med Moster)!!

Freaky friday, hvis du spørger mig.

Susling er lidt knotten

Bortset fra, at jeg prøver at skrive en artikel om det gode partnerskab mellem ngo'er i nord og syd og er ved at sætte flere interviews op og skal tænke i noget digitalt og søge andre ngo-jobs og lytte på min søn, der vil sige sit job op og høre på min datters kærlighedsfrustrationer, så skal jeg også lige tage stilling til, om der er nogen, der vil have min onkels gamle skomagerværktøj og hvad fanden der sker med min moster. Hun er nemlig blevet indlagt fra udslusningshospitalet til et almindeligt hospital, fordi der var noget alarmerende galt og jeg siger ingen, som i alle vasker deres hænder vil tage ansvar eller besvare mine opkald.

"Er hun ved at krepere?" spørger jeg om.

Sygeplejerske:"Vi mangler lige nogle tal."
Mig: "Øh, hvilke tal?"
Sygeplejerske: "Det ved vi efter kl. 14.00. Ring igen"
Mig, der ringer kl. 14.00: "Ja æhm og kunne jeg snakke med hende Maria?"
Anden sygeplejerske:"Hun har travlt. Kan hun ikke ringe tilbage?"
Mig: "Øh, jo da. Mit nummer er xxxx"

Mellemlægningsmusik

Mig ringer igen: "Jeg har ikke hørt fra Maria. Er der andre, der ved noget?"

Tredje sygeplejerske:"Maria har travlt ring kl. 16.00 ved vagtskifte."

Mellemlægningsmusik

Mig ringer til sted hvor Moster har været et stykke tid: "Æhm, hvad sker der med min Moster?"

Sygeplejerske det andet sted:"Din moster er blevet udskrevet herfra."

Mig:"Jam... øh, hvad sker der?"

Sygeplejerske det andet sted:"Det kan vi ikke tage stilling til. Vi har udskrevet hende. Du kan komme og hente hendes ting i morgen formiddag. Vi har allerede gjort rigeligt." (Oh, yeah, og vi andre med vores jobs har selvfølgelig rigtig meget tid til at køre rundt og transportere ting om formiddagen på en hverdag!)

Mellemlægningsmusik

Mig ringer til nyt hospital: "Hej, jeg fik at vide, at jeg skulle ringe til Maria kl. 16.00 ved vagtskifte."

Fjerde sygeplejerske:"Maria er gået hjem. Og vi har vagtskifte kl. 15.30. Du kan tale med ham der passer din moster nu. Men han har travlt. Kan han ikke ringe tilbage?"

Suk! Fucking Suk!

Susling roder

Har været ude og tømme Mosters lejlighed i går. Hun flytter i en beskyttet lejlighed eller som hun selv siger:"En appartement med service!"
Nogle af sine ting har hun fået med. Resten skulle vi lige se igennem. Så kan man gå rundt der og rode i andres liv! Fandt dog heldigvis ikke en dildo eller andet kriminelt, bortset fra en mani med at pakke alt ind i servietter, elastikker og plastikposer. Virker jo umiddelbart fornuftigt nok, men når man står der med indpakning til op over anklerne, fordi vi skal identificere indholdet, så bliver man lidt lang i spyttet. Fandt på et tidspunkt også poser med poser i.

Det er en meget farlig ting, sådan at skulle rydde ud i andres hjem. Dels bliver jeg bare sådan generelt lidt trist, fordi noget er slut. Dels så er der jo alle de her ting, som jo ikke bare... og nej, hvad nu med det? Det skal da ikke....Og pludselig, så er ens eget hjem fyldt op med "nyttige ting", som det er svært at finde plads til...

Jeg nævner bare i flæng af absolut uundværlige ting:

• Min bedstemors gamle blåmønstrede moccastel i meget sart porcelæn til otte personer. Hvabehar! Det har man da brug for i sin hverdag.
• Fem krystalfade i mormorstil
  
• En bonboniere i glas
  
• En rund træplade, der kan dreje og med små bitte skåle sat sammen i et sindrigt mønster i 50'er -stil (Den er faktisk cool.)
  
• 25 farverige duge og 10 håndnørklede lyseduge, der ikke passer til vores bord og hvor bruger man iøvrigt små sarte håndhæklede lyseduge?
  
• Min mormors gamle noder og min morfars håndsnedkeri
• Min onkels gamle skomagerværktøj fra den gang han var håndortopædskomager (Mon Arbejdermuseet er interesseret?)
  
• To flyttekasser med køkkengrej til Skummis (Jeg formoder, at hun flytter hjemmefra på et tidspunkt.(Hun er forøvrigt ude hos ham drengen fra sidste uge. Hvis man har overnattet hos hinanden 4 gange, så er det da et eller andet, ikke sandt? Men hun benægter!))
• En original æbledeler. (Det er praktisk!)
• En halv flaske whiskey (Den drikker jeg sgu.)
  
• Gamle hækleopskrifter (Æhm :-/)
  
• En gammel håndsymaskine
• Min mormors gamle håndbroderede pudebetræk (8 stks)
• Tre små originale 50'er-stil vaser (Dem er jeg fandme glad for. Det ser supertrendy ud.)

Ikke så meget skulle man umiddelbart mene. Især ikke, hvis man bor i et stort hus i provinsen med masser af afsætningsplads. Men det gør jeg ikke. Jeg bor i en lille christianshavnerlejlighed med alt for mange bøger, en mand og to teenageunger. Og så er der også lige den kælder, der skal ryddes ud i.

Så nu står der fire flyttekasser i entreen, plus det tøj Skummis har ryddet ud i som skal til genbrug og på fredag kommer der en køkkenmand, fordi vi skal have nyt køkken og høvlet gulve af. Hurra!

Hvor fanden skal jeg placere det hele?

Suslings mavefornemmelse

Jeg har det underligt i dag. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor. Jeg kan dårligt analysere på det. Det sidder nede i maven. Kroppens anden hjerne. Måske er det noget med, at jeg fagligt lige nu sidder med noget, der er noget rod. Jeg kan godt se det. Men jeg har ikke frie hænder til at rette op på det. Jeg er jo bare en løntilskud´er og jeg er faretruende nær på noget, som andre ikke vil afgive. Det er deres lille magtbase. Det er sådan, de har overlevet i kaos og fyringsrunder.

Som gammel konsulent har jeg spottet det med det samme og jeg ved egentlig godt, hvordan problemet skal løses. Men jeg siger ikke så meget. Jeg holder mig tilbage og siger kun det vigtigste (og har så lige fået et lille bitte herpessår med i købet).

Jeg er træt af, at det er på den måde: At jeg hurtigt kan se, hvad der skal gøres, men der bliver ikke lyttet. Det sætter sig i maven, at jeg fagligt ved præcis, hvad der skal til, men samtidig skal slås med andres irrelevante politiseren. Det er vel dybest set deres problem, at de er bange eller frustrerede, ikke har gjort op med deres trauma eller what ever folk har af hang ups. Men de gør deres problem til mit - uden at jeg har bedt om det.

Men det er jeg vel egentlig ikke alene med. Jeg sætter gerne en 10'er på, at der er mange som mig, der tænker det samme, som jeg gør og er træt af andres åndsvage magtdemonstrationer.

Suslings forkerte farve

Kan vi ikke ret hurtigt blive enige om, at der er pænt lyserødt hos mig? Selv når jeg tager en bette blomstertest, så bliver jeg en lyserød Canna. Jeg er fandme ikke lyserød og jeg aner ikke, hvordan den farve har sneget sig ind (Ok, har så en lyserød blomstret tekande, men der stopper festen også!)

I virkeligheden så er jeg blodrød. Piratrød. Aii yee mate. Jeg siger, hvad jeg mener og jeg tænker, hvad jeg gør - ikke uden tanke for konsekvenserne, men dem må man til tider tage med. Og hvad skal jeg med mennesker, der ikke kan se, hvem de selv er? Eller dem, der hænger fast i gamle traumer? Eller dem, der mere tænker på ydre værdier? Intet. De interesserer mig ikke.

Netop derfor kan jeg ikke forstå, at jeg er blevet fesen bloggerlyserød.