Suslings hektiske liv

Sidder her kl. 09.18. dut iført slasket gammel sweatshirt fra start '80'erne...jep, og den lever i bedste velgående!Man behøver jo ikke at smide ud bare for at smide ud, når nu den fungerer! Sådan har jeg det faktisk med mange ting. Og det er altså ikke fordi, at jeg er frelst eller noget. Tænker bare ikke så meget over det. Eller jo, når det drejer sig om sko og støvler, men ellers. Hvis det funker...kan stadig få helt tårer over, at jeg måtte sige farvel til min gamle røde Danmark 2 fastnettelefon. Den funkede nemlig ikke mere og DE VILLE IKKE REPARERE DEN tsk.!

Egentlig nogle underlige prioriteter jeg har sammenlignet med gennemsnits DK. Jeg har jo f.eks. også stadig min gamle dyt "Vagn". Han tøffer lystigt derud af. Godt skrammet er han og vist også lidt astmatisk at høre på. Men han kører. Ligesom My Guy...ham har jeg jo heller ikke skiftet ud. Lidt skrammet er han og heller ikke så kæk at høre på længere. Men han tøffer lystigt derudaf og er ret driftssikker. De perioder han ikke er det, nå ja, så bliver han tilgivet...ligesom "Vagn".

Efterhånden er det vel gået op for folk, at jeg ikke lige frem er den, der skifter ud for en hver pris. Og det er helt klart ikke mig, der sætter gang i de økonomiske hjul i corporate DK. Skulle butikkerne leve af mig, så var de gået konkurs for længst. Det er jo egentlig ikke særlig samfundsbevidst, nu jeg tænker over det. Hvor meget avance er der f.eks. på at sælge to brød til ét brøds pris? Eller på Brugsens billigste lokumspapir? Eller på, at jeg er sådan en, der gerne tager imod andres aflagte? F.eks. har jeg lige nu to B&O tv af de store. Jeg har ikke lagt en klejne for dem, men til gengæld har jeg haft en ret skør onkel, der var storforbruger af den slags. Da vi skulle rydde hans hjem, fandt vi 6 musikanlæg plus de løse gettoblastere. Det kan man da kalde en mani. Han var også oppe på 3 B&O af de store. Så i princippet kan man jo sige, at han har lagt klatten og har været med til at holde liv i fabrikken i Struer. Han er jo så død nu, og måske er det derfor, det går dem skidt? Skal ikke kunne sige det.

Nå, men hvor om alting er, så er jeg ikke den, der begræder finansgrisen. Det har fandme ikke været sjovt at være vidne til. Selvfølgelig ærgerligt, at det koster folk deres job (sidder her jo selv lige nu), men ærlig talt: Forbrugerisme er sgu da en død sild.

Susling spørger: Hvorfor?

'kæft, det her teenage-hejs trækker søm ud! Når den ene endelig igen får et glimt af intelligens i øjnene, begynder den anden, at få det her blanke udtryk, hvor man seriøst tvivler på, om der foregår noget bag pandelapperne. Når den ene pludselig bidrager til familien, f.eks. ved at lave aftensmad, så står den anden komplet af. Når den ene pludselig vise interesse for andre end sig selv, så bliver den anden sur, tvær og ikke-kommunikerende. Når man igen kan kramme, grine og snakke med den ene, så stirrer den anden tomt på én og hvisler: "Mor altså - og så'n noget."

Det kan fandme godt være, at det er en naturlov, at det skal være sådan. Men jeg synes ikke det stod i brugsanvisningen. Og hvor fanden er umbraco-nøglerne, så man kan skrue det hele ordentligt sammen igen?

(Øjeblik! Nu sidder den neurotiske kat igen oven i mit tastatur og ud over, at den skriger, så har den også megadårlig ånde og den har siddet nogle af mine taster flade.......!)

Jeg giver op!

Susling siger: Apropos oksekød

"Irmas Marskland Okse er opfostret i de frodige strandenge i Nordfriesland. I marsken tilfører havet ekstra næringsstoffer til græsset, og der er rigeligt med plads og frisk luft. Resultatet er mørt kød med en fast struktur og perfekt fedtmarmorering."
(Taget fra Irmas tilbudsmail)

I guder! Det eneste jeg mangler at få at vide er, at oksen hedder Kurt og er slagtet af jomfruhænder i måneskin!

Foretrækker altså anonyme køer, er for meget storbymenneske. Vil ikke vide eller måske sku' jeg bare blive vegetar istedet?

Susling siger: Got to be happy, with what your happy with

Fredag igen! Er det bare mig? Jeg synes hele tiden, at det er fredag. Fredag, fredag, fredag. Så skal der købes det sædvanlige fredagssnask. Vi skal have noget med hakket oksekød - det holder Lugtelakridsen fast på. Og der skal hygges skal det, ja der skal.Tør ikke tænke på, hvor mange køer vi har ædt gennem tiden. Bliver helt dårlig.

Er jeg en dårlig mor, fordi jeg egentlig synes, at det er fedt, når ungerne ikke er hjemme en fredag? Når Lugtelakridsen er ovre hos sin Fynske Prinsesse og Skummis er ude og føjte, så kan My Guy og jeg i ro og mag spise noget andet end hakket ko og vi kan falde i søvn foran X-faktor med god samvittighed.

Lige nu synes jeg, at den ene dag tager den anden og jeg oplever en eller anden form for indre ro. En stilstand i stormen. Troede aldrig, at jeg skulle nå dertil. Sådan ikke at have ambitioner og bare tage tingene som de nu en gang er. Meget mærkelig følelse og jeg kender jeg mig selv ret, så holder den nok ikke i længden. På et tidspunkt kommer jeg til at kede mig gudsjammerligt. Kan allerede mærke den her snigende følelse af rutine. Jeg kan ikke li' rutiner...i hvertfald ikke i stor stil. Selvfølgelig skal vi spise hver dag, der skal gøres rent og sådan. Men der må gerne være nogle skæverter en gang i mellem. Noget der sætter rutinerne i relief. På den anden side, så er det jo meget godt, at tingene bare går der ud af med skrigende kat, sur teenageknægt, trallende Skumfidus og en mand, man har og nu har haft i 25 år - yeah - tillykke til os! Desværre skal vi fejre dagen med hakket oksekød og X-faktor. Må lige finde på noget, der bryder rutinen - men det bliver nok en anden dag.

Susling kigger fremad

Nå, nok med erindringer og historie. Der er også en nutid og en helt almindelig hverdag. Og hverdage er der flest af i mit liv. Og hvordan går det så? Er der store epokegørende ting i horisonten? Er Suslings liv action spækket og susende? Nja...ikke lige nu. Men det gør ikke noget, for så er der plads til at høre alle de små ting. Mærke alle de små ting.

F.eks. er min Skumfidus supersej. Vi som forældre er meget stolte af hende. Bortset fra en større tendens til at ville hygge - hvilket jeg bestemt ikke klager over, for hun har det med at stresse - så er hun sig selv igen. Hun har været til krisepsykolog for anden gang, og det varede kun en halv time. Mere havde hun ikke behov for. "Jeg mangler lige et par kapitler,"havde hun sagt til krisepsykologen. Han havde svaret: "Fint, så kan vi mødes igen om to uger, så du kan lukke bogen." Bravo.

Lugtelakridsen er til gengæld gået i teenage mode. Ret anstrengende. F.eks. så påberåber han sig ret til at rode på sit eget space. Han synes heller ikke, at jeg sådan skal blande mig. Fint nok, jeg har været der før med Skummisen, så jeg tager det med ro. Jeg ved, at det går over. Og jeg gider ikke tage kampene. Det er jo lidt lissom den gang, de små begyndte at gå. Gik de væk fra én og ud i verden - med mig som et passivt sikkerhedsnet i baggrunden - så var de jo sunde og klare til næste step i udviklingstrinet. At være teenager er vel nogenlunde det samme bare i en højere potens.

Så er der kattene. Den ene måtte vi aflive for ca. 3 uger siden. Den havde fået nyresvigt og på trods af behandling og diætmad, så visnede den lige så stille hen. Trist, for det var en superkat, som vi alle elskede højt. Nu har vi kun neurotikkeren tilbage. Og den jamrer sig - hele tiden. Den skriger og klager og når den ikke gør det, så ligger den oven i mit tastatur. Jeg tror den savner, men jeg fanden heller, hvad jeg skal gøre ved det, og det er pænt besværligt, at skrive med en skrigende kat lige oppe i hovedet.

Og mig? Jamen, jeg er jo jobsøgende - igen. Det kan godt få en til at indhalere noget selvbebrejdelse. Hvorfor gjorde jeg ikke dit? Hvorfor valgte jeg dog dat? Måske havde arbejdsgiveren ret? Egentlig underligt cv man har fået raget til sig og hvad gør man lige ved det?
Og så er der daglig trummerum med sengeredning, opvask, vasketøj, nullermænd, falden i staver, holde gejsten oppe. Tage ud af bordet. Dække bord. Sende familien afsted om morgen med kys og kram. Finde et par strømpebukser uden huller. Tænke om man egentlig ikke lige har taget lidt på og at man nok burde gøre noget ved det. Udregninger på, hvad ens næste månedlige indtægt er og bekymringer om det hele nu holder. Heldigvis har jeg kunne sige: Tak skat. Og vel egentlig også tak Rasmussen den 3. For jeg skal edderperkeme ha' mine SP-penge. De luner da en smule - lidt lige som at pisse i bukserne.

Susling fortæller lidt mere om Østrig og om sin far

De erindringer man har som barn er underligt løsrevede fra al sammenhæng. Det er små glimt som filmstumper eller et snapshot. De kan blive udløst ved, at man f.eks. ser et stykke stof, et kassettebånd, dufter en duft. Man erindrer noget og ser måske en lille scene for sig i sin indre biograf.

Det er selvfølgelig klart nok, at det er sådan. Som barn har man jo ingen referenceramme, ingen erfaring at trække på, som gør, at man kan sætte det hele ind i en sammenhæng. Alt er ren rå ny og uopdaget oplevelse.

I min indre biograf drønner der mange af den slags små kortfilm rundt. Noget er rene billeder. Andet er ord, samtaler, scenarier.

F.eks. så har jeg en lille kortfilm, der handler om mig og min far. Jeg er lille, måske seks år, så det må have været i 1970. Min far holder mig i hånden. Vi går af sted på en vej. Det er summende varm sommer. Vejen har på den ene side en allé af træer. På den anden ligger et stort boligkompleks i den typiske østrigske tæt-lav lidt fæstningsagtige stil. Gule og hvide mure, forholdsvis små vinduer omfattet af aluminium. Alle vinduer er dækket af hvide blondegardiner. Det er Mittagsruhe, og selv om man ikke kan se dem, ved jeg, at alle familier lige i det øjeblik sidder ved spisebordet i færd med at spise deres frokost -eller Mittagsessen, som det hedder på tysk. Varm suppe og sikkert noget kød og kartofler, måske også salat. Sådan som de fleste gjorde.
Foran komplekset er der en stor velplejet grøn græsplæne og nogle fine små blomsterbede. Det er et af de pænere steder i den by, vi bor i. Min klassekammerat Astrid bor der. Hendes far er politibetjent. Der bor mange beamter i netop det kompleks.

Pludselig hvisler min far: Scheiss Nazi!

Jeg ser ikke hvorfor. Jeg ved ikke af hvem, han snerrer. Jeg ved dårlig nok, hvad nazi er. Min danske mormor snakkede godt nok hele tiden om de fem forbandede år, men det var jo noget med tyskere. Ikke mig. Ikke Østrig. I Østrig snakkede man ikke. Hverken om nazi's eller russere. Faktisk opdagede jeg først da jeg kom tilbage til Danmark, at Østrig havde været med i 2.verdenskrig. Og det var fordi en klassekammerat i min danske klasse hånligt sagde til mig: Østrigere er nazister. De var de værste i krigen. Gå væk med dig. Jeg forstod ikke, hvad han sagde. Lige så lidt som jeg tre år før, forstod min far. Nazister? Hvilke nazister?

To år før sin død - det var i 2001 lige efter 9/11 - fortalte min far mig en dag...helt umotiveret om, hvordan han som fem-årig havde været ude i den skov, der omkransede en del af den by, vi boede i. I træerne hang der folk, der var blevet hængt. Strange fruits. Det var i 1951. Han sagde, at det var nazister, der var blevet hængt af jødiske sonderkommandos fra den amerikanske hær.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal tro. Min far var f.eks. omskåren. Hvorfor var han det? Min farfar og farmor flygtede fra Wien i de sidste dage af krigen. Kun kvinder og børn måtte slippe ud og væk fra den truende russiske invasion. Min farfar kom med. Hvorfor gjorde han det? Han var kun 45 år gammel og burde have været en del af forsvaret. Hvordan kunne det lade sig gøre? Eller hvad med den dag min halvtantes far sagde: Ja, du. Jeg har været i Danmark. Det var sgu dejligt. Hvornår fanden havde han været i Danmark?

Dybest set, sidder jeg den dag i dag tilbage med en masse spørgsmål, som jeg aldrig får svar på. Og måske behøver jeg dem heller ikke? Måske er det lige meget. Måske er det bare noget fjern historie, som ikke vedkommer mig. Og det gør det så alligevel, for hvis det har gjort en ting ved mig - denne underlige dobbelthed som jeg sidder med - så er det, at jeg for altid vil være den, der stiller spørgsmål. Altid vil være den, der undrer sig. Og jeg er også den, der altid kan se ting ude fra.
Østrigerne gemte deres fortid af skræk, af angst, af skam og sorg over det totale nederlag. Først 1918 (Læs Stefan Zweigs: Verden af i går, eller læs Sebastian Haffners: En tyskers historie, så forstår I)og så en årti lang besættelse efter anden verdenskrig. Det kaldte man det, vi andre kaldte befrielse. Det er dybe sår i en nation, der trækker spor meget længere, end man tror. Og det er sår, man ikke kunne bære. Lige som jeg f.eks. er af den overbevisning, at Israel som nation bærer på en dyb psykose. En evig rædsel og angst for at Holocaust skal gentage sig. På samme måde er jeg overbevist om, at østrigerne på en gang skammede sig og var ofre. Og på den måde er det måske meget godt, at de smider nazi-kortet. Ikke som en undskyldning, men som en forklaring. En referenceramme. Noget der binder det hele sammen, så man bagefter kan folde det sammen og lægge det derhen, hvor det hører til.

Nå og for at vi ikke alle skal dø fuldstændig af kvalme. Så er der jo også gode sider tjek den her http://www.youtube.com/watch?v=9gMQGBCxBlo&NR=1

Susling om Østrig og Fritzl

Ingen kan vel være uberørt af Fritzl-sagen. Han har fået sin dom nu og det er godt. Vi andre prøver så, at fatte gruen, hvilket er næsten umulig. Man kan måske læse om det og prøve at tage det ind. Men det er umuligt. Ufatbart...lige som det er ufatbart, når jeg/man læser om ofre for tortur, om holocaust, om kvinder, der bliver tvunget til dagen lang at servicere mænd på beskidte lagner eller i biler. Jeg kan konstatere, men jeg kan ikke tage det ind.

Og alligevel i forhold til Fritzl-sagen er der noget, jeg kan forstå. Noget med et menneskesyn, en vinkel på børneopdragelse og et patriarkalsk tyranni, der ligger begravet dybt i mig som en fjern uvirkelig erindring. En erindring, der bliver aktiveret, når jeg f.eks. ser den BBC-udsendelse om Fritzl, der blev sendt på Horisont/DR1 igår. Et eller andet vibrerer i mig, når jeg hører en udtalelse som: "Jå, der Bepperl er war immer a netter Kerl". Eller: "Die Liesl war ja a ruhiges Mädel." Eller: Des hätt I nit geglaubt von ihn. Seine Frau und Kinder schlagen ja, aber das ondere..."

Hvis der var nogen, der så programmet, bemærkede I måske, hvor naturligt det var, at ham Bepperl var lidt dominerende og det med at slå, nå ja...

Jeg var selv en gang lille pige i Østrig (jeg er to år ældre end Elizabeth). Men der var det særlige med mig, at jeg også var dansk. De første fem år af mit liv levede jeg som en lille dansk pige, gik i vuggestue og børnehave og havde hele min danske familie omkring mig. Da vi så flyttede til Østrig havde jeg den særlige gave, at jeg kunne se ting ude fra. Jeg havde et sammenligningsgrundlag - fra det forholdsvis frigjorte sluttresser Danmark til det på det tidspunkt katolske og autoritative Østrig. Jeg gled selvfølgelig hurtigt ind i det lille samfund. Gik i skole, til musik og gymnastik og havde hele min østrigske familie omkring mig.

Men der var hele tiden noget, der ikke stemte. Vi børn skulle bare holde kæft og læderbæltet sad meget løst hos begge mine onkler. De var begge Beamter (hos Posten og i Militæret), så de havde nogle mother fucker af nogle læderbælter. Store, tunge og med et solidt spænde for enden.

Det der var særligt var, at det faktisk var to forskellige familier. Den ene var min fars bror og den anden var gift med min fars halvsøster. Det ene sted var der rent og pænt. Det andet sted var der beskidt og rodet. Det ene sted var moren meget ung og afslappet og vist ret løs på tråden. Det andet sted led moren af neuroser og rengøringsvanvid. Men måden de opdrog deres børn var den samme. Med trusler, pligter, tæv.

Jeg husker, hvordan min mor og far blev helt mørke og triste i ansigterne, når vi alle var vidner til, hvordan en stakkels unge blev tævet med læderremmen. Der var bare ingen, der sagde noget. Også selv om jeg forsigtigt hev min mor i ærmet og sagde: Mor, det må han da ikke. Han må ikke slå. Min mor svarede ikke. Sådan var det bare. Og det må have været helt almindeligt også andre steder.

Samme autoritære holdninger mødte jeg mange steder. I skolen, hvor vi sagde Frau og Herr til underviserne og rejste os op, hver gang de trådte ind i skolelokalet. Jeg mødte den, når nogle af mine klassekammerater blev stemplet som dumme, fordi de kom fra fattige hjem. Jeg mødte det, når man nærede en særlig respekt/et snopperi for uddannede mennesker og kaldet dem: Herr Doktor, dittendatten (og de var altså ikke alle læger)!
Vi børn skulle være brav: Sei schön brav Kinder! Vi skulle være Ruhig og vi skulle gøre, hvad der blev sagt. Vi havde ikke selv så meget at sige.

I et katolsk land er der også en helt særlig holdning til sex. Da jeg blev teenager og tog på ferie i Østrig (vi var gudskelov vendt tilbage til Danmark) havde jeg min frigjorte og afslappede holdning til sex med i bagagen. Men den gik ikke. Selvfølgelig dyrkede man også sex i Østrig. Men man skulle skjule det. Min farmor var sammen med en gift mand. Min tante havde mange udenomsforhold. Min far havde børn på sidelinjen. En af mine tanters børdre prøvede adskillige gange at komme i kanen med mig og min kusine - vi var 12-13 år og han en voksen mand. MEN VI SNAKKEDE IKKE OM DET. Men gjorde man noget, som i Danmark var helt normalt, som at kysse med drenge, så var man eine Hure. I Danmark havde vi brændt Bh-erne. Når jeg var i Østrig blev jeg tvunget ned i en.

Mine erindringer foregår samtidig med, at Elizabeth voksede op. Jeg har været vidne til samme tid og tidsånd som hun. Jeg har set børn blive behandlet som hende. Og det var bare fucking normalt. Og østrigerne skal ikke prøve at smide nazi-kortet. Nazismen var bare et symptom på et forkvaklet patriarkalsk og børneforagtende, snoppet samfund. Nazismen kunne kun opstå, fordi grunden var lagt til det. Så derfor synes jeg at østrigerne i dag, meget hellere skulle tage og se på deres holdning til børn, til kvinder, deres indædte hang til kleinbürgerlichkeit. Deres hang til autoritet og ikke mindst, se at få ryddet op i administrationer, der i den grad overser og svigter.

Nå, men det er så forklaringen på, hvorfor jeg får ticks, når jeg ser en udsendelse som i går. Forklaringen på, hvorfor jeg ikke været i Østrig siden jeg var 20 år. Jeg kan simpelthen ikke. Jeg får kvalme.

Susling siger held i uheld

Nogle gange må man jo se på de lyse sider af tilværelsen. For nu hvor jeg så' er gået hen og er blevet ledig, så kan det også ha' sine fordele. Ikke at jeg sådan synes, at det er totalt cool, at ligge samfundet til last (men jeg har altså troligt betalt mine kontingenter og forsikret mig og jeg har også troligt betalt min skat - som regel med glæde, fordi jeg støtter velfærdssamfundet).

Men når jeg nu sådan er gået hen og er blevet ledig, så har jeg jo også muligheden for, at være der for mine unger. Og jeg skulle hilse og sige, at selv om man er teenager, så har man stadig brug for mor og far - bare på nogle andre niveauer.

Så hvis der var nogle af jer, der var ude og lufte i går, så ku' det jo være, at I er stødt på Lugtelakridsen, Skumfidusen og mig i højt humør og håret tilbage. Måske så I os i Vera Moda i færd med at diskutere Lugtelakridsens fødselsdagsgave til den Fynske Prinsesse. Det kan også være I så os i TPMusic i gang med at købe gave til Lillebrors yngel og højlydt snakke om, hvor billige cd'er og dvd'er er blevet. Måske så I os tre mand høj i bageren ved Skt. Peters Stræde købe kager eller måske så I os sidde ved kanalen ved Nationalmuseet gnaskende og grinende. På et tidspunkt vinkede vi faktisk til nogen.

Jeg elsker at være sammen med mine unger. Lige så meget som jeg elsker, at de kan selv.
De er grundsunde og godt klædt på til at klare modgang, nedture og grimme oplevelser. Og jeg? Jamen jeg prøver bare, alt hvad jeg kan, ud fra det bedste jeg har lært. Også når Skumfidusen bliver mørk i hovedet og jeg forsigtigt siger: Du tænker? Og hun svarer: Ja, jeg tænkte på hans stemme. Jeg lader hende snakke så meget hun vil og jeg lader hun tie, når hun vil. Men jeg er også rigtig glad for, at det sidder en i den anden ende med en større ekspertise end mig, der kan samle op og give hende nye redskaber. For selv om jeg har læst psykologi og selv om jeg er empatisk og godt kan forstå, så er jeg jo bare stadig en mor.

Susling er bekymret

Der er nogen, der har stukket en kniv op i ansigtet på min datter. En med maske på og en pose til at bære rovet med. Nu er hun bange - også selv om hun gjorde alt det rigtige: Ikke sagde en lyd, bare lagde pengekassen op på disken, diskret trykkede på alarmen til politiet og fortsatte videre til næste kasse for også, at lægge den frem til røveren. Kl. var ikke særlig mange en helt fredelig familie-lørdag og en stuvende fyldt butik i et pænt kvarter. Hun fortæller, at der stod en far med sin lille datter ved disken, lige mens det skete. Hun fortæller, at hun, mens hun gjorde det, hun skulle, havde så ondt af den lille pige, der skulle være vidne til det hele.

Min lille pige - det er hende jeg har ondt af. Hende har jeg lyst til lige nu at folde sammen på midten, lægge ned i hendes gamle barnevogn og putte en god lun babydyne med det betræk jeg har syet, rundt om hende. Min lille pige. Men det kan man jo ikke. Hun er stor. Højere end mig. Men hun vil pludselig putte og kramme hele tiden. Hun sad og lavede lektier inde hos os i går. Det gør hun ellers aldrig - ikke mere. Hun er jo stor nu. Hun siger, at hun er bange for at være alene nu. Hun siger, at hun er bange for sine egne tanker. Jeg svarer hende, at hun ikke skal være bange for sig selv.
Hun er til krisepsykolog nu. Det var hun også bange for inden hun gik. Jeg svarede hende, at ham, hun skulle snakke med vidste, hvad der skulle gøres. Han havde hørt historier som hendes så mange gange før. Hun var i trygge hænder. Må jeg også græde, spurgte hun? Ja, da sagde jeg. Han har helt sikkert en kæmpeboks fyldt med bløde kleenex lige til at græde ned i og tørre næsen. Min lille pige. Min lille store pige.

Og det værste er, at vi - og hun - ikke en gang er gal på den fyr, der begik røveriet. Han er bare en stakkel. En stakkel som er så langt ude, at han bliver nødt til at stikke en kniv op i hovedet på en 17-årig pige. En pige han måske under helt andre omstændigheder ville synes var dejlig og måske ville byde op til dans. Nu var han bare i en situation, hvor der skulle skaffes penge - måske til dummebøder, måske til dope. Satans til samfund.

PS. Han nåede ikke at få så mange penge med sig, så han fortsatte videre, ham den unge knægt. Hen til to andre steder, hvor han gjorde det samme ved nogle andre som min datter. Efter det fik politiet ham.

Suslings nye karriere?

"Du skal da skrive en bog!"råbte modefrisøsen til mig, da jeg frekventerede hende i går.
"Øh, om hvad? "svarede jeg. "Dit liv selvfølgelig." "Se, her," fortsatte hun og kylede en Anna T. bog udgivet på Gyldendal - og flot indbundet, må jeg indrømme - lige i hovedet på mig.

Baggrunden var, at hun sekundet før havde spurgt mig, om jeg holdt fri den dag. "Njah," mumlede jeg. "Jeg er lige blevet ledig." (Ikke noget jeg er flov over i øvrigt. Shit happens og jeg må bare se at komme videre.)
Nu har jeg så bladret lidt i den her Anna T.-ting. "Anna T.s ABC" hedder den. Og den er da meget skæg. Sådan med småbetragtninger over livet og solide hints til hendes mediedarling-status. Alt i alt vel ok. Der er ingen tvivl om, at hun er en bramfri dame. Men det er Baronessen jo også, når hun fiser rundt med sine lyserøde gummihandsker og sit: "Aaii, søde, du er for lækker! (Hviin)". For ikke at tale om Jonna Ørting. Dejlig dame, bestemt...og immervæk utroligt, at man sådan kan komme kørende med sin autocamper og et filmhold og lige løse sex- og parforholdsproblemer på tre dage...I kid you not! 3 dage og de lever lykkeligt til deres dages ende!

Nu er det jo så bare sådan, at jeg ikke er en medie-darling. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg er nogens darling. Men ikke mediernes - det tætteste jeg har været på det, var en gang i 2001, hvor jeg blev interviewet til Tv-avisen om regeringens forslag om salg af almennyttige boliger. Der mærkede jeg godt nok tv-effekten: Folk kunne ikke huske en bønne om, hvad jeg havde sagt. De kunne kun huske, at jeg havde været med i et indslag på 1/2 min. Nå, jo...jeg har da også en gang været med i Kik-kassen, hvor de optog inde fra Marionet teateret i Kongens Have og jeg vist var en meget engageret publikummer (elsker marionetteater og var selv en meget ihærdig performer med handskedukker og vilde historier. Sjovt nok. Det var My Guy også, da han var barn! Måske er det det, der binder os sammen? Live is a cabaret...! )

Kom til sagen, Susling! Ja, ok...Min pointe er, at jeg kraftigt tvivler på, at Gyldendal - eller noget som helst forlag i øvrigt - ville gide bruge bare to sekunder på mine banale hverdagsbetragtninger. Kun hvis jeg allerede havde gjort mig til et personligt brand - f.eks. ved at have hængt ud med en storsvindler som Jørgen T. eller være en fraskilt blondine, der har gjort det med en baron (og det har jeg så forøvrigt faktisk. Gjort det med en baron. Han havde bare ikke nogen penge og vi blev aldrig gift. Han var heller aldrig i Se&Hør)Og i den sammenhæng intet ondt ord om Jonna Ø. Hun er sgu da meget sød og pæn.

Nå, men hvis jeg på noget tidspunkt skulle gøre mig håb om, at skrive endsige få udgivet en bog, så skulle jeg have et super solidt koncept. Og jeg skulle være indstillet på, at rende samtlige forlag på dørene og få smidt udkast efter udkast i hovedet, som en lang: Du er fyret-seance. Så alt i alt, så tror jeg, at jeg står mig bedre ved at lave mit cv, skrive mine ansøgninger og i øvrigt lægge alle stjernedrømme til side!

PS. Måske kunne man...måske sku' man. Hvad med en "Survival-kit for nedtrampede over 40"?

PPS. Dagens recession chick: Dans! f.eks. som dem her. Den gad jeg fandeme godt at ha' fundet på. Genial!

Susling om fokus på succes

Sidder og redigerer i mit cv. Synes det trænger til en overhaling og en opfrisker. Det er jo immervæk halvdelen af det, man sælger sig selv på. Så det er her, der skal slåes ud med armene og historien om de gode præstationer og succeser, man har skabt, skal fortælles. Det er en svær diciplin og jeg kan godt blive lidt træt.

Det jeg skal formidle er succes, vellykkede projekter, gode resultater. Jeg skal binde en hel masse år på arbejdsmarkedet sammen og få skabt et billede af mig, som den uimodståelige og absolut nødvendige kommende medarbejder. Jeg skal simpelthen stråle i bunken af 150-200 ansøgere.

Men hvad, hvis jeg nu ikke synes, at alt jeg har lavet, har været en succes? Hvad med alt det, jeg glemmer? Hvor loyalt og indgående skal man beskrive hver en lille kompetence?

Og hvad er succes? Er det, den maximerede omsætning for kunden? Er det den hurtige svarprocent? Er det den gode læseoplevelse?Er det den positive feedback? Og hvad med de gange, det er gået galt - uden at det var min skyld, men bare en causalitet af mange ting uden for min rækkevidde? Hvad med de menneskelige kompetencer? Hvad med levet liv og erfaring?

Jeg er vant til at skrive. Det er det, jeg har tjent de fleste af mine penge på og det er det, der giver mig det gode kick. Jobtilfredstillelsen. Det, at nogen gider læse mig og får noget ud af det, jeg formidler. Uanset om det handler om en lille teknisk dims eller en blinds forhold til lydbøger. Jeg kan skrive om meget og i mange genrer. Men jeg kan fandeme ikke finde ud af at skrive cv'er.

Susling i "terapi"

I går formiddag var der en meget sød dame, der stillede mig et lidt kryptisk spørgsmål:

Sød dame: "Hvorfor bliver du ved med, at være medlem af den her klub?" (forklaring følger)

Mig: "Æh, du siger noget. Men jeg er da i det mindste ikke en, der bliver ved med at hænge ud med mænd, der slår mig."
(Og det er jeg vist ved nærmere eftertanke alligevel, sådan i overført betydning).

Sød dame: "Måske sku' du overveje, om det ikke var på tide, at du meldte dig ud?"

Mig - nu helt utilpas: "Det kan jeg da ikke. Så har jeg jo ikke noget tilbage!" (Jeg mener, jeg er jo godt vant ved det her medlemskab. Det har jo været livslangt og det er måske ikke sjovt, men det er sikkert, forudsigeligt og velkendt).

Sød dame:" Jeg synes, at du skal gå hjem og tænke over, hvad det her medlemskab giver dig og om det ikke snart var på tide, at du fandt dig en anden klub, der passer dig bedre."

DOING! Er jo soleklart! Har i årevis været medlem af: F(oreningen for) K(ampberedte) Chicks, (der altid er i) O(pposition til) Autoriteter af en hver Art. Opdagede også lige, at jeg desuden var medlem af (og den gør virkelig ondt): Oversete Personer, der har Opgivet Anerkendelse, for ikke at tale om Klubben Nu prøver jeg igen, at Konkurrere på jeres Præmisser, men det Føles helt Forkert, og det Går alligevel Galt. Der er også den her: Nu Prøver jeg Igen at Skabe Sammenhæng i jeres Lort, fordi det altid er Mig, der befinder mig i Skudlinjen, men det er Jer, der Griner hele vejen hen til Banken.

Ved ikke lige, hvor konstruktive de medlemskaber er i længden. Men det er jo faktisk sådan, at man/vi ofte gentager det samme mønster gang på gang. Det foregår i en evig cyklus, indtil man endelig fanger budskabet og er parat til at bryde det - mønsteret. Sådan er det jo med de her karma-ting. Man hænger på dem, indtil man forstår eller også bliver man genfødt som en flue. (Jeg mener, fluer sidder jo bogstavelig talt på lort.)

Nå, recession chick. Dagens input:

Køb en stor lækker sofa og fald i søvn på den hver aften. Så har du både et tjekket hjem og sparer samtidig penge til alt for dyre drinks ude i byen

Susling siger: Hallow

Bare til orientering er jeg i gang med at opgradere mit cv. Har egentlig ikke tal på, hvor mange gange jeg har fået gode råd om, hvordan et cv skal se ud...Kan da godt blive helt træt, fordi et eller andet sted beviser det jo min pointe: Fake it till you make it!

Man skal åbenbart skære alting ud i pap, før folk forstår og nogen gange skal man oven i købet overdrive og lave pap maché...Men et eller andet sted er det jo til at håndtere. Det er jo bare ord på papir...det er da nemt nok...det er næste skridt, der bliver besværligt...

Har i dag også fået at vide, at jeg er stærk og fylder et rum, og at det godt kan skræmme nogen....og så bliver jeg endnu mere træt...hvad skal jeg gøre ved det? Kravle langs med væggen ind i et rum? Klæ' mig i beige? Tale mumlende? Sådan en gang down grading coaching?

Og så er det, at jeg må spørge mig selv:

Har vi egentlig at gøre med, at alt for mange mænd bliver alt for hurtigt forfremmet uden at have los cojones til det? Og skal man egentlig spille efter den pibe?

Nå, men dagens recession chick:

• Pluk øjenbryn! Det er billigere end en ansigtsløftning og virker næsten lige så godt
• Anskaf en symaskine - eller hiv den gamle frem -Alt kan sys om, til, eller forbedres
• Forklar knægten, at han ikke behøver at bruge en dåse dyr voks hver måned
• Tag på Louisiana - de har en fed Max Ernst-udstilling
• Masser din elskedes fødder. Du kan gøre det lige så godt, om ikke bedre end det lokale Feelgoodwellnesscenter