Suslings køkken er et smukt symbol

Ikke et ord om mit køkken...Jo, jo..bare lidt. Det er næsten færdigt nu. I morgen bliver det sidste lavet. Og det bliver så fint, så fint. Med sorte bordplader, hvide højglansskabe i to lag, så de når helt op til loftet. Og der er fjernet en væg, så rummet er åbnet helt. Med frit udsyn til havnen den ene vej og udsyn over Christianshavns tage den anden vej.

Så kan jeg stå der bag disken badet i smuk udsigt og sige:"Hvad sku' det være?" (Da jeg var barn, elskede jeg at lege købmand og det Lille postkontor og indrette mit dukkehus og lave små landsbyer i min mormor og morfars have).

Nå, men altså det her køkken er næsten symbolsk, fordi vi for første gang selv kan bestemme, hvordan vi gerne vil ha' det og samtidig får fjernet en evig frustration og irritation. Som min veninde, der bor i opgangen ved siden af og som også har fået lavet nyt køkken, beskrev det:"Det har været en bæ i mit liv!" Yessir. En bæ mindre. Endnu en mental forhindring elimineret.

Det er mit livsprojekt p.t. Jeg er træt af at lade mig nøjes med, tilpasse mig, acceptere og forstå. Jeg er ellers supergod til det, som barn af en alkoholiker og en mor, der nok var mentalt syg længe, før jeg vidste det. Allerede fra jeg var helt lille, blev jeg hende med antennerne, der opfangede alle signaler og tunede ind på, om der var plads til mig og mit lige den dag. Nogle gange var der, andre gange desværre ikke, og så måtte jeg jo trække mig. Ind i mig selv og min egen fantasiverden, hvor jeg var herre over de verdener jeg skabte med mit dukkehus, min købmandsbutik, mit lille postkontor og mine små universer i min mormor og morfars have. Jeg er glad for at jeg kunne. Det blev min redning.

Siden har jeg skabt min helt egen familie, hvor mine unger ikke behøver at drøne rundt med antenner og hvor vi kan snakke om tingene. Og nu det nye køkken, som Anders og jeg har designet helt selv. Så mangler jeg bare at finde en levevej, som er den helt rigtige for mig og øve mig i ikke altid at gå til siden for andre og deres behov. Jeg er her også og jeg har også ret til at være på denne jord.

Susling siger: En ægte køkkenklassiker?

Blot en lille hilsen fra køkkenhelvedet. I morges stod der en elektriker, en vvs-mand, to snedkere og så kom der en 3de. (Mit køkken er sådan ca. 4 m2.)
Bordpladen er skåret forkert, der er slup allevegne og så har de leveret en hvid vask i stedet for den sorte, vi har bedt om (gentagende gange). Blev spurgt om vi kunne leve med det? Det køkken kommer til at stå os i 70.000, hvilket svarer til en månedlig huslejeforhøjelse på 600,-! Så gu' fandme nej om vi kan leve med det.

Prøver så lige på ikke at være en hystade. Den midaldrende furie fra helvede. Mokken på 4. tv. Men jeg vil så gerne have et pænt køkken, lige som alle andre. For det har man ret til i følge Kvik. Lige nu ligner mit køkken i stedet noget Ikea-klamp, vi selv har knaldet op, så'n med venstre hånd.

Men...når det hele er fixet, så har jeg et ægte amerikanerkøkken med åbent udsyn igennem hele stuen og med direkte vue over havnen. Og dybest set er rodet og fejlene vel en standardkøkkenklassiker. Det er mit køkken så ikke, siger alle håndværkerne. Det må de meget rundstykke, at vi sådan kom til at tænke for kreativt.


Og dette var så åbenbart mit indlæg nummer 1000...hm.Og nok det til dato mest kedelige.

Susling siger: Forventningen om noget ikke så godt, er værre end når man er i det!

Var ret bekymret, da jeg indså, at vi skulle leve uden køkken og dermed mulighed for madlavning, opvask og tøjvaskning i to uger. Anders og jer er planlæggere og et ret godt team, når lokummet brænder (gør det så heldigvis ikke. Vi er ret afhængige af det. Faktisk er det meget værre for dem, der er ved at få lavet nyt badeværelse. De har været uden toilet i 14 dage nu!) Så vi har planlagt og ordnet, som vi nu bedst kunne, men det forhindrer jo ikke, at man stadig er en bekymrer.

Men nu står vi midt i det. Med microbølgeovn og køleskab i stuen og kasser og ophobninger af diverse nødvendigheder smukt draperet hist og pist. Vi vasker op på badeværelset, spiser af paptallerkener og går ret meget op i, om man kan få anstændig og nærende ready-made, som man kan putte i micro'en. (Det er lidt af en udfordring det sidste. Hvis du spørger mig ligger der et ret godt forretningskoncept lige der. ) Og det er faktisk ikke så slemt. Vi har da både strøm og vand og varme og i næste uge bliver køkkenet sat op.

Nå, min pointe er, at man som menneske kan klare det mest utrolige, når man står i det. Man lærer at sno sig med de betingelser, man nu engang har. Når man er i det.

Synes så bare stadig, at man skal støtte op om demokratibevægelser, humanitær hjælp, udviklingsarbejdet og de hjemløse. Der er trods alt grænser for, hvor meget mennesker kan sno sig, især hvis de ikke har en forventning om, at alt bliver bedre igen. Det må faktisk være det værste.

Susling ode til det multikulturelle samfund

Min datter måtte kaste håndklædet i ringen fredag. Hun havde dagligt slæbt sig med influenza over til terminsprøver, men fredag morgen efter en torsdag nat med høj feber, så kunne hun ikke mere. Hun måtte melde sig syg. Når man gør det, så skal man komme med en lægeerklæring inden for 24 timer. Hvis alt spiller, så er det ikke noget problem. Opkald til lægen, forklare situationen og så er alt klaret.

Det forudsætter bare, at alt spiller. I vores velordnede samfund forventer vi, at alt spiller. Men hvad nu, hvis lægen er på ferie, som vores var? Så kan man selvfølgelig ringe til afløserne, som lægen henviser til - i princippet.

Jeg er på arbejde og stakkels lille febrile og svimle Skumfidus ringende grædende bulletiner til mig, efterhånden som den ene læge efter den anden afviser hende. De har ikke tid, man kan ikke bare lige osv. osv. Skolen er også afvisende og insisterer på en lægeerklæring, ellers bliver hun bortvist. Så kan hun bare tage ud til lægevagten, siger de.

Og så bliver jeg sur. Nu må der vist noget mor på banen. Jeg spurtcykler hjem og vi tager så en taxa ud til lægevagten. Har tjekket hjemmeside inden og der står, at de har åbent fra kl. 16.00. Det har de så ikke. Først kl. 17.00. Men man kan da sagtens ringe fra kl. 16.00. Og man skal faktisk bestille tid først?!

Der står vi så, svimle, febrile Skumfidus og jeg, med ondt i halsen og arbejdstræt, på en parkeringsplads foran et hospital. Det er mig, der er moren, så jeg tænker hurtigt og ringer op til lægevagten. Forklarer situationen. Men lægevagten udskriver ikke lægeerklæringer. Det skal egen læge. Men lægevagten vil da gerne lave en notits og så kan egen læge lave lægeerklæring mandag.

På det tidspunkt er Skum og jeg meget trætte, men vi griber gerne et halmstrå, hvis det skal være. Så vi nøjes med det vi kan få og slæber os hjem igen (har ikke flere penge til taxa, så vi må gå de 4 km. hjem). Hjemme opdager vi, at lægen har ferie flere uger frem!

Så er det, at jeg tænker:"Rend mig i systemerne!" Griber knoglen igen og ringer op til Lægevagten. Efter "Der er 15 før dig" og mens jeg beder en stille bøn for mig selv om, at jeg kommer igennem til en anden, end den jeg tidligere har snakket med, får jeg en læge i røret. Det er heldigvis en ny og jeg forklarer min datters situation. Manden har en accent - mellemøstlig, pakistansk - jeg ved det ikke. Men han er meget lyttende og spørger ind. Jeg forklarer og så siger han, at jeg lige skal vente et øjeblik. Kommer så tilbage og forklarer, at Lægevagten ikke kan udskrive lægeerklæringer. Jeg sukker og siger, at vi virkelig har en krise og vi skal levere en lægeerklæring. "Øjeblik," siger han. "Hvad er dit nummer? Så ringer jeg op lige om lidt."

Det gør han så og forklarer, at vi skal ringe til egen læge og hvis ikke egen læge er der, til dem, der bliver henvist til som afløsere. "Det har vi gjort,"siger jeg nu desperat. "Ved du hvad,"siger han så. "Jeg skal ud på min egen praksis i morgen og der må jeg godt lave en lægeerklæring. Ring til mig i morgen." Og så undskylder han meget for det meget firkantede system vi har her.

I dag har vi fået en lægeerklæring, som er faxet til skolen. Så langt så godt. Og gudsketakoglov for en læge, der forstår og også forstår, at man ikke altid kan følge et rigidt, bureaukratisk dansk system. Nogle gange spiller systemet ikke og så kan man have nok så meget tillid til det og stille sig pænt op i køen. Men man kan også være villig til at bøje sig lidt hist og pist og på den måde undgå, at en dygtig og samvittighedsfuld 3. g. elev bliver bortvist kort før sin studentereksamen pga. nogle knoldede paragrafer og en banal influenza.

PS. Jeg har normalt ladet Skummis klare sin skole selv. Hun er stor nu. Men jeg tror alligevel, at jeg vil give skolen et lille skriv denne gang.

Susling om flygtningelejr light og endnu en flu

Nå, så fik jeg selvfølgelig også 'fluenza - igen. Skrev på et tidspunkt, at teenagere var lige som babyer: sover, spiser og skider hele tiden og nu kan jeg tilføje, bliver lige så ofte syge, som da de var små, og smitter mig præcis som dengang.

Så kan vi sammen syge den i vores lille private flygtningelejr, hvor vi spiser af paptallerkener med plastikbestik og ungerne er mere end villige til at tage ud af bordet. Skraldespanden står lige i nærheden af bordet (ulækkert men ikke så mange andre muligheder) og så er det lige at samle pappet, række sig lidt til siden og smide det hele ud. Smart, synes de begge. Og de er også helt på, at vi spiser købepizzaer og andet take away. Dybest set mener de begge, at vi da bare skal fortsætte sådan. Som et stort gott verdamt teenageværelse! Personligt er jeg ved at gå i spasmer over tilvæksten i opvaskekurven og er lettere måbende over, hvor meget vi normalt putter i vaske- og opvaskemaskinen. Men man kan jo på en måde sige, at vi sympatilever med de stakkels japanere eller alle flygtningene fra Libyen. (Er verden bare forfærdelig lige nu, eller hvad?)

Susling samler ind på karmakontoen

I morges efter, at jeg havde brugt hele weekenden på at tømme mit køkken ind i min stue, så vi nu bor ferielejlighed Bulgarien-style med køleskab i stuen og bestik og tallerkener smukt draperet hen over papkasser, startede jeg med ikke at kunne finde mit overtøj. Skumfidusen havde vist været lidt for hjælpsom. Så opdagede jeg, at jeg havde glemt at trykke på den lille lede knap på jobnet i går, så jeg nu ikke længere var meldt ledig.

Dagen før havde jeg opdaget, at DJ Brock havde smidt sin navneattest væk, så vi ikke kunne få lavet et pas til ham. Men det kan fikses, så jeg skrev et brev til kirkekontoret, om at han som teenager havde defekte frontallapper og om vi ikke kunne få en ny attest. Brevet sendte jeg til mig selv på arbejdet.

Fandt min grimme flaskegrønne 90'er dun jakke på bunden af skabet og hoppede i den, cyklede af sted som en gal, efter at have ventet på håndværkere, der ikke dukkede op og på arbejdet får jeg fikset brev og dramadronninget mig til, at jeg skam stadig skal stå tilmeldt det åndssvage dagpengesystem og dermed ikke mister min dagpengeret. Pfui...så når jeg at arbejde lidt og så ringer resten af min familie ind med influenza. Alle er gået ned. Og køkkenet har håndværkerne fjernet imens og måske, måske ikke kommer de i denne uge og sætter et nyt op. Kan også være i næste uge. Hvem ved?

Teknikken spiller ikke helt med det jeg skal og så er jeg sat fem år tilbage og så ringer Anders og fortæller, at vores gamle nabo er kollapset og at han midt i sin feber og flu måtte ned og løfte ham op sammen med andre tililende og også lige ringe efter en ambulance. Jeg går i frokostpausen for at poste et brev og møder gammel gymnasiebekendt, som også havde en psykisk syg mor. Når tilbage på arbejde, modtager flere sølleopkald og kl. 15.15 kaster jeg håndklædet i ringen og melder til arbejdsgiver, at familien er ved at kollapse og nu tager jeg hjem.

Køber ind og opdager adskillige fejl på bonen (jeg er stadig rolig), cykler hjem, klapper alle omsorgsfuldt på hovedet og sætter en gang tevand over - i stuen, remember! Skulle egentlig havde været på kompetenceudviklingskursus, men ender i stedet med ajax og skuregrej, fordi jeg endelig har en mulig for, at få bugt med alt det madsnavs, der sniger sig med bag komfurer og den slags.

Og nu...nu sidder jeg med ajaxgennemvædede sokker...og tænker:"I morgen...så bliver det en ny dag." Og hell, man kunne havde været japaner :-S

Susling om livskvalitetet

"Hvad er livskvalitet for dig?" blev jeg spurgt om forleden dag. Fuldstændigt spontant råber jeg:"Et nyt køkken!"

Set i lyset af, at jeg er en frigjort kvinde (så'n principielt) og at jeg ikke er den, der laver mest mad hjemme hos os, så er det en absurd udmelding. Jeg kunne have råbt noget om selvrealisering, nye ørenringe og sko, karriere und so weiter. Men jeg råber: "Nyt køkken!".
Heldigvis forstod spørgerinden, hvad jeg mente. Nemlig noget med ro, ryttelighed og æstetisk flade.

Jeg bliver nemlig hjernelam af rod og mangel på æstetik. Jeg får klaus af at leve med noget, hvor der står fattigdom og taber skrevet ud over alle køkkenflader. Det er en selvforstærkende tendens, hvis man ikke har ordentlig råderum i sit eget hjem og bare lader sig nøje og prøver, at holde stand mod skidt og snavs og grimhed. Ikke lige den bedste selvfølelsesopbygger, at man står op til noget grimt og er den, der må kæmpe med skuresvampe og giftigt skurepulver for bare at kunne være.

Heldigvis kommer der nogle håndværkere i morgen og river mit lortekøkken ned og Inch allah, bygger de et nyt op inden for rimelig kort tid. Imens lever vi på campingmåden med mikrobølgeovnen og fastfood som vores bedste venner. "Så hyggeligt," smiler Skumfidusen. "Æhm, hvor er pålægschokoladen?", spørger min DJ Brockhouse.

Jeg smiler bare og tænker: "Endelig!"

Susling på kunstudstilling

Nå, ja, droppede lige det med ny make up på peacockmåden, som skulle have været i dag, fordi Anders på samme tid ville have mig med til Koncert for traktorer i anledning af Charlottenborgs Forårsudstilling, som foregik på samme tid. Måske.skulle.man.havde.valgt. det Peacocky!
For der var ikke meget farver og vroum over det traktoroptrin.

12 grumpy gamle mænd, (plus en dirigent) på 12 gamle svenske og tyske traktorer iført ens beige kasketter og lakonisk jydeblik (det må jeg godt skrive, for min højtværtsatte svigerfar kom fra Thy og han var både grumpy, skægget og lakonisk). Traktorer i konstant tomgang med dieseludstødning og en dirigent, der hoppede op og ned. (Ku' så kun se toppen af hans dirigentstok en gang i mellem, når han hoppede særlig højt, henover kødranden af kulturelle 68'ere og deres afkom).

Teknisk set burde det have været en meget interessant oplevelse. Jeg sætter stor pris på hverdagslyde og en kunstnerisk fortolkning af det. F.eks. har Mathew Herbert lavet en koncert med lyde fra kroppen.

Men altså...ku' ikke høre nuanceforskellene i firetaktsmotorerne med deres to, tre eller fire cylindere. Selv om jeg prøvede. Virkelig.

Men når vi nu alligevel havde rundet Forårsudstillingen, så kunne vi lige så godt også se på det, der skulle være det næste banebrydende kunst (troede jeg). Jeg prøvede virkelig. Mens jeg maste mig gennem masserne af artsy fartsy fremtid og artsyfartsy fortid.(Hvårfår skal de unge kunstneriske quinder altid have underligt hår og grimme hatte på?) Men det eneste jeg tænkte var, at det var da noget underligt gnidret, indadvendt, sorthvidtnoget kunst. Masser af små bitte tegninger i gråt hvidt og sort på gulnet papir. Og alle de kunstvideoer med en flue i slowmotion! Eneste opløftende syn var en fyr, der kravlede rundt på et stort stykke hvidt papir og tegnede nogle meget Michelangeloinspirerede mennesketegninger med kul. Det var der da lidt format over. Nå ja og så var der også en finsk kvinde, der havde vundet en pris og faktisk også havde lavet nogle af de eneste billeder, jeg stoppede rigtig op ved. Men selv de var sgu stadig introverte og gnidrede.

Og så blev jeg tissetrængende, men orkede ikke damekøen og mere kunst. Så vi krydsede den lokale bro hjem igen.

Nå, men undskyld og ahem...jeg er ikke kunstforskrækket eller rindalist, men jeg fik faktisk en meget større kunstoplevelse, da jeg for et par uger siden besøgte nogle fynske venner og vi lige slog et slag omkring Faaborg Museum med de fynske malere. Deres beskrivelse/fortolkning af lys slog benene helt væk under mig. Og så var der som bonus også en lille vandreudstilling med Skotte Olsen (se også lige her.)

Just call me peackocky, men farver er vigtige i mit univers.