Susling siger farvel til et årti

Kære medborgere, medlæsere, medbloggere, medmennesker og søens folk!

2010 har været hård ved mange af jer. I har måtte slås med stress, nedture, store livsbeslutninger og ønsket om mere frihed til at være den I er. Det har været interessant og også trist at følge. Men det har også sat nogle ting i relief for mig.

For 10 år siden gik jeg ned med stress. Dengang snakkede man bare ikke så meget om det, som man gør i dag og jeg følte mig meget alene og som en taber. Hvad var nu det for noget? Kunne jeg ikke klare mosten med to små unger og et fuldtidsjob i it-branchen? Hele denne decade har jeg så brugt på, at finde en ny vej, at møde mig selv på midten og på at sende de erkendelser jeg havde i hovedet ned i maven, så de blev grundfæstede.

I 2010 er det endelig lykkedes for mig! Og det føles som en kæmpe byrde, der er løftet fra mine skuldre.

• Rent fysisk har jeg i det seneste år tabt de 15-20 sørgekilo, der har sneget sig ind på mig. Alle de kilo jeg har gemt mig væk i. Faktisk uden den store indsats. Lidt fitness, en ny cykel, et gladere udsyn og nå, ja, ingen ost og hvidt brød.
  
• Jeg har genvundet troen på arbejdsgivere og kolleger. Stort tak til "afrikanerne"!
• Jeg tror af hele mit hjerte nu på, at folk kan lide mig, som jeg er. Ikke ud fra hvad de forventer, jeg er, eller hvad de kan bruge mig til, men bare fordi de ser mig og tager det sure med det søde.
• Jeg er også nogle gange blevet valgt fra. Det er helt ok. Jeg vælger jo også fra. Men jeg sørger ikke længere over det. Dem, der har valgt mig fra, har deres eget at slås med - måske så meget, at de ikke ser noget for egen indre støj. Dem om det. Min dør er i hvertfald ikke lukket og man kan altid møde hinanden igen, hvis det er det man skal.
• Jeg har fået et positivt udsyn. Meget muligt, at jeg har rodet rundt uden kompas og det er blevet til detours ned af mange blindgyder. Men det kan altså ikke blive ved og jeg må selv tage hånd i hanke med min rute - på mavefornemmelsesmåden.
• Jeg vil ikke længere lade mig begrænse. Ubalance på bankkontoen, følelse af minustid, andres forventninger, egne pænpigepræstationsbehov. Det slider. Men jeg har jo kun mig selv til at passe på mig selv og også kun jeg kan markere mig i verden og tage min plads. Andre kommer ikke og giver den til mig og nu skal det være slut med at trække sig og give plads på cykelstien (ai ok, det bliver jeg selvfølgelig ved med), men ellers....

2011 Here I come! Er der andre, der gerne vil være med i den klub?

Susling om jul med jul på

Mens vi sad og spiste julemiddag juleaften, spurgte mine unger mig, hvad man egentlig spiste i Østrig juleaften. Jeg måtte blive dem svar skyldig, for selv om jeg har holdt jul i Østrig som barn, så husker jeg ikke samme hype omkring maden, som her i Danmark. Jeg husker faktisk overhovedet ikke, hvad man sådan spiste. "Noget med fisk," mumlede jeg,"men jeg ved det faktisk ikke."

Jeg husker noget med Skt. Nickolausoptog i december. Jeg husker Krampus (drenge og mænd udklædt som djævel), der jog os rundt i gaderne, mens de slog løs på folk med en slags fastelavnsris. Jeg husker Weihnachtskeks og Lebkuchen. Jeg husker, at julemanden kom hos mig, men hos alle mine fætre, kusiner og veninder, der kom Christkind med gaverne - forudsat, at man havde været et godt barn hele året. Men maden?!

Jeg måtte selvfølgelig researche lidt, for det er da lidt af et hul i min kulturelle viden. Det jeg fandt ud af, det var, at man i Østrig spiser forskelligt afhængigt af, hvor i landet man bor. Nogle spiser karper, andre pølser og sauerkraut, nogle and og andre smørrebrød. Fælles for det hele er dog, at der ikke er samme hype omkring at spise sig en pukkel til. Man går i kirke og så spiser man et stille måltid, for det er Jesus fødsel og det er meget højtideligt og det er ikke en aften, hvor man som vi gør her i Danmark smovser os halvt fordærvet i kød med kød på (en absolut uskik, som jeg nu har afskaffet. Det er ulækkert med de bjerge af kød!) og sukker og sprut i lange baner. Nu er der så også en forklaring på det, for vi har vel overtaget de gamle vikingeskikke med at drikke jul ind og det katolske nåede heller aldrig rigtigt, at sætte sig fast oppe hos os. Vi er et pragmatisk folk - bortset fra, når vi spiser os mavepiner til og inhalerer alt hvad der er i nærheden af promiller og kalorier, lige i den periode er vi rene hedonister.

Som en lille bibemærkning: I Østrig er julen højstemt og meget stille, til gengæld fester man løs nytårsaften, fordi man ser frem mod det nye år. Her i DK oplever jeg til gengæld nytårsaften som meget højtideligt, fordi vi sørger over, at det gamle år er forbi. En forklaring på det, kan jeg ikke lige komme på. At vi er et tilbageskuende, voldædende folk?

Susling juler

Lykke er, at:

• Familien er stor og der også er mange andre jeg holder af - også uden for den lille sfære.
• Svigermor synes, at ens juletræ er pyntet flot (samme som alle de andre år, men i år var hun så glad og mild).
• Man har en af de 11% mænd, der står ved kødgryderne juleaften. Mand, ville bare ikke kunne overskue det, hvis jeg også skulle tage mig af det.
• Juletræsdans med små børn, der skråler løs og kaster sig frydefuldt over gaverne.
• Der er gaver nok til alle og at alle er taknemmelige og glade for det, de får.
• Man selv har fået lidt gaver. (Havde jeg ikke forventet).
• Der er and, kartofler, sovs, hjemmelavet rødkål, grønkålssalat med appelsiner og granatæbler, og vin nok, så man kan spise julemad to dage i træk. (Vi har aflivet kød med kød på og kører enten gris eller and).
• Der er varmt vand i hanerne, elektricitet og fjernvarme, og at vi er hjemme hos os selv.
• 1. juledag.Verdens bedste og mest afslappende dag hos os.
  

Må så leve med, at:

• Ungerne ikke længere er små pyjamastrolde, der leger hele 1. juledag med deres gaver, men er blevet sådan nogle, der forlader de gamle efter al festen og går i byen. Så kan vi andre sidde tilbage og falde i søvn til midnatsgudstjenesten fra Rom eller en cinema noirfilm.
• Jeans'ne strammer (så heldigvis for askesejanuar).
  
• Man endnu en gang konstaterer, at ens porcelæn og stole er lidt ukurrant, når der skal dækkes op til mange. Men hvem tænker på det, når musikken spiller?!
• Det er bidende koldt og you see-pakken er stort set blevet til HD på alle kanaler (mon man kan få gammelmoster til at gå med til en bytter? Hendes x-B&O mod den fladskærm vi købte til hende får nogle måneder siden, fordi hun hele tiden brokkede sig).
• Man glemte at få sendt julekort og spekulerer nu over, om snemænd og stjerner kan går for at være nytårshilsner?
• Det er for koldt til at gå udenfor. Selv om man burde gå julemavepinen af.
• Julepynt et par dage endnu. (Efter 2. juledag er det slut, prut, finale og så er der julet færdig for i år).

Glædelig jul!

Susling har vist mest l...på styret

Så sidder man der og jobsamtaler i marmordomicilet hos en stor finansiel spiller og tænker:"Sært, at hans mobiltelefon hele tiden bimler med beskeder om, at han skal komme hjem til familien, fordi det er hans fødselsdag. Så gå dog hjem til din familie, mand!" Og hører om jobbet, som er tudsekedeligt, men beggars can't be choosers og jeg kunne jo altid hygge mig ved tanken om alt det nye tøj (og en pæn middelklasseøkonomi), der dansede for mine øjne, mens jeg samtalede intranet og financing på engelsk. På et tidspunkt gjorde manden opmærksom på, at der var et fantastisk dårligt arbejdsklima, hvor ingen talte til hinanden og det skulle man lige gå ind og ændre også.

Om natten drømte jeg, at en afrikansk kvinde så trist på mig med hovedet på skrå (hun lignede mig, men med afrohår, sort hud og negerlæber) og så begyndte jeg at græde i drømmen og løb rundt og krammede alle verdens fattige. Nu er jeg ikke idiot eller tossegod eller fantast eller aktivist eller noget. Men budskabet var lissom tydeligt. Jeg skal arbejde med noget, der giver en større mening og er med til at gøre en forskel.

Og så sad jeg dagen efter til samtale i en offentlig instans og konverserede om hjemløse og kommunikation. Og hvordan havde jeg det med, at sidde på et herberg og interviewe en hjemløs? (Doing!!! Mine nyindkøbte jeans var tæt på at revne, gårsdagens oplevelse in mente).

"Ai, men, hjemløse er også mennesker og vi kan alle ryge ned - og ud," svarede jeg. Men jeg kunne også mærke, at det var en proformasamtale, så det var sådan set lige meget, hvad jeg sagde og hvordan jeg agerede. De havde allerede en kandidat. (Offentlige virksomheder skal slå ledige stillinger op og afholde samtaler, selv om de faktisk godt ved, hvem de vil ansætte på forhånd). Og så kan man sige hvad som helst og æde sig fed i samtalechokolader imens, det nytter alligevel ikke noget.

I dag mødte jeg så op hos "afrikanerne" og alle dem jeg snakker med spurgte om, hvordan det var gået. Og alle blev så glade for, at jeg kunne blive lidt længere og det er jeg også selv, men det er min pengepung og mit klædeskab ikke.

Susling har l...på styret og styr på l......

Ahem.... altså, midt i alt og det hele, er det så åbenbart min lod at stæse rundt! Men jeg tager beslutninger gør jeg, og hver gang stress-spøgelset stikker sit stygge hovede op, så stikker jeg ham/hende ud i stiv arm.

Som i at sidde midt i et heldagsmøde med referatansvansvar og andet kommunikativt ansvar og blive ringet op og aftale en jobsamtale. Cool, på den næsten diskrette måde, glider jeg ud i af lokalet og får aftalt. Det gør jeg også med den næste opringning. Nu lidt mindre cool og mere panikket. Hvem ville nu vide hvad og hvor er det jeg skal møde op og har også lige glemt at downloade jobbeskrivelser? Må spille på gehør og er jo glad for at være der, hvor jeg er, men økonomien og fremtiden og...hvad skal jeg tage på og...???

Har så i dag shoppet nye jeans og med en kombi af støvler, habitjakke og...?? Og ørenringe og eksempler på det, jeg kan præstere i håndfast form..Går vel...Dybest set har jeg styr på det. Tror jeg nok!?

Suslings julefred I

Når man skøjter rundt i livets daglige to do lister og prøver at få alle ender til at nå, så er der visse ting, man ikke kan tage sig af og andre, der får topprioritet. Det kan vel ikke være anderledes, sku' jeg mene.

Derude i det virkelige liv, der ryger min netforbindelse pludselig. Stort set i samme moment, som jeg skal trykke send til et job, jeg er blevet opfordret til at søge. Det er jo nærmest som at blive Amish - sådan at være næsten uden teknik. Og det sendte mig ud på en søgen efter NOGEN med net. Bare en eller anden. Jeg ville gøre hvad som helst, for bare en smule opkopling. Anything, selv hvis det var hos Bøje fra nr. 16.

Derude i det virkelige liv, skal jeg støtte min smukke Skumfidus i hendes ret vigtige opgaveskrivning, jeg skal levere på jobbet og jeg skal ha' økonomien og et positivt livssyn til at hænge sammen. Julen har jeg i den proces lige parkeret. Den kommer, når den kommer og den kommer altid, hvert år på samme tid og jeg når det nok også, selv om det er os, der skal lægge hus til og vi bliver 10 (som vi ikke har plads til) og jeg tør næsten ikke tænke på, om min gamle moster ombestemmer sig og også vil komme. My God, hende plus kørestol (sparer selvfølgelig en stol), hvor skal jeg placere hende? Overvejer p.t. om man kan hænge juletræet op i loftet i en snor og bare dreje det rundt en gang i mellem.

Så I kan godt se! Jeg har ikke rigtig tiden til at tage mig af småting. For mig er det, det store, store billede, der tæller.

Glædelig juleånd og positivitet til dem, der trænger. Det er dem så velundt.

Susling juler på den sneede måde eller sner på den julede måde eller...

Man kan ikke sne inde i København. Det kan man altså ikke. Selv om jeg kender en, der bor i Herlev, der påstår, at det har han da oplevet. Måske skyldes det, at han kommer fra Nordjylland og der sner man inde hele tiden. Os københavnere vi ved bedre. Der er altid en sneplov lige om hjørnet. Og i virkeligheden er Herlev heller ikke København. Valby Bakke, det er der København stopper, det ved alle da. Men kors, hvor har jeg som barn mange gange ønsket, at man bare kunne sne inde en lille bitte smule og blive under dynen. Selv da jeg var et lille østrigerbarn. Der sneede man heller ikke inde. Det var bare på med moonboots, jakke og den røde rygsæk og ud i de meterhøje hvide driver med ånden dampende om hovedet.

Og så er der lige den her jul. I får som sædvanligt ingen billeder. Det er ikke den store BOoplevelse, når jeg har rullet mig ud og pyntet op. I år hader jeg freksempel ret meget mit kalenderlys, især da jeg opdagede, at mine "skal ligge i et stort fad sammen med smækre bloklys julekugler" som jeg købte forrige år. Oh my god! De er i lilla, sort og guld. Hvad har jeg dog tænkt på?! Sat sammen med årets gammelkonegrimme kalenderlys i rødt med gran, så ligner det jo...

OK! Skal vi ikke bare sige, at jeg kører Bric a Brac stilen. (Red: Berliner trendy for nogle år siden). Måske kan min juledeko måske ovenikøbet ses som en happening?! En bevidst protest mod ..øh??. Jeg har det! Det er da fusion. Det er da lige det, det er:

• Julekryppe i noget kolloreret porcelænshejs med noget fakemos
  
• Plastiknisse med grimt babyfjæs. 18½ år gammel på samme plads på reolen som every year, James
  
• Svensk julebuk str. large på gulvet
• 1 stort sølvhjerte i glas i et vindue
  
• 1 rød og en gennemsigtig glas julekugle hængt forskudt op i et af mine vinduer i fiskesnor (Ok, dem elsker jeg)
• 70'er keramikjuleklokke over toiletdøren
• Ugly grim og hærget Skt. Nicolaus på repoen uden for vores indgangsdør. (elsket og hærget af kaosnaboens skægge og bedårende tøser. Han er nu næsten halshugget og har kun forbindelse mellem hoved og hals med en tråd. Spændingen er, om han overlever dette år.)
• Familien Ugly grim ben Nissen på en hylde i min reol . En fantastisk Nuclearfamilie (Far, mor, datter og søn) udført i malet træ, kaninpels og garn. Kun én som mig kan elske dem
• Og så lige de tre grimme trænisser, som jeg kylede ind på mine ungers værelser, så de også kunne mærke, at det er jul, mens Skumfidusen hylede:"Adr, Mor! Her er rodet nok i forvejen!" "RØR BLOT IKKE VED MIN GAMLE JUL!" råbte jeg tilbage (og får totalt deja vue! For er det ikke det samme jeg skriver hvert år ved denne tid??)
  

Susling rapporterer fra bunden af en rungende tom pengekasse

Sammenlignet med en enlig mor på bistandshjælp, en hjemløs i plastiksandaler i vinterens minusgrader eller en flygtningefamilie på starthjælp er jeg ikke fattig. Men sammenlignet med en dansk turist, der bliver jagtet af en haj i Sharm - el -Sheik, de strandede turister i Spanien eller de danske veninder, der tager på juleshopping i London, så er jeg fattig. (Hvem hullan har råd til at tage på ferie i julemåneden, som flår skindet af en hver med børn og familie?)

Faktisk er jeg så fattig, at jeg må prioritere. F.eks. i forhold til, om jeg tager med til en julefrokost. Den jeg skulle have været med til ville stå mig i 300,- "Åååårh, hvad", tænker du måske. "Slap lige af Moster, 300,- kr. er da ikke noget! "

Jo, det er det faktisk. For de 300,- går jo fra et andet sted i mit budget. Jeg nævner i flæng, hvad jeg kunne bruge 300,- på:

• En lille ekstra julegave til mine unger
• Noget af julemaden
  
• 3½ par hulfri strømpebukser (denier 40-60. Det er koldt derude.)
  
• 2 trøjer (mindst) fra H&M
• Næsten en ny lynlås i et par af mine støvler
• Underbukser en masse fra Netto (kan næsten ikke regne det ud: 19,95 divideret med...)
• 2 H&M Bh'er
• ½ fornyet pas (ikke at jeg har råd til at rejse p.t. men man kan jo drømme!)
  
• Månedens bidrag til Charles i Uganda
  
• Næsten en hel studenterhue til Skumfidusen
• 1 frisørbesøg til DJ Brockhouse, der har en manke af den anden verden
• 30 bloklys af de billige
• 15 poser mel
• 300 pakker gær
• 90 pakker lokumsruller
• 1 brøkdel af min husleje
  

Kan I se pointen?!

Jeg ved godt, at man ikke snakker om den slags i Danmark. Vi har ikke en gang en officiel fattigdomsgrænse. Det vil VOK ikke gå med til. Men det er sådan det er. For mange.

Nu er vi ikke lige der, hvor vi må søge om julehjælp eller gå fra hus og hjem, fordi vi har forkøbt os på en matrikel i blind tillid til evige opgangstider (Gud forbyde det. Min indre punk - og jeg var ung i fattigfirserne sjæl har aldrig troet på den slags over en dørtærskel!).

Men hallo! Når man er dér, hvor man må prioritere hver eneste dag, så bliver man lidt træt og det tror jeg faktisk, at der er mange der synes i Valby (og andre steder).

Er det ikke snart på tide med en debat og lidt flere, der kommer ud af busken med det, de ligger søvnløs om natten om?

Vi kan tage det, kan vi.