Susling om sommerferier og fred

Nå, så er der nedtælling! I morgen starter jeg på det nye job. Jeg lægger hårdt ud med morgenmad og intro, og så er jeg helt sikkert så udmattet, at det skal gøre rigtig godt med en weekend. Så tager jeg lige fem dage, som nok mest bliver noget med at læse manualer og tjekke intranettet ud, og efter så mange hæsblæsende dage i overhalingsbanen, kan jeg nok ikke længere holde mig oprejst, og så er tre ugers sommerferie i den grad velkommen. (Bliver helt svedt ved tanken).

I min sommerferie har jeg haft de helt store planer om at trække stikket ud og stirre ind i en væg. Men desværre for mig har jeg det med at støde ind i mennesker, der er helt vilde for at genoptage kontakten. Seriøst, jeg fatter det ikke, men hvor jeg end går og står, så myldrer det frem med dem. "Skal vi ikke lige udveksle numre", siger de."Så kan vi rigtig ses og hygge os sammen." "Pis oz," tænker jeg og drømmer mig et kort øjeblik tilbage til tiden før mobiler, hvor numre blev udvekslet med blyant og papir (og den slags ved vi jo godt alle forvilder sig væk i en hver anstændig dametaske med respekt for sig selv).

Don't get me wrong! Jeg kan godt li' andre mennesker og at hænge ud og den slags. Men helt ærligt, hvis man har mistet kontakten til hinanden, så er der sgu nok en god grund til det. Og nu bliver jeg nødt til at mødes med de her typer, fordi jeg er for pæn til at afvise dem, for så meget hurtigt at (gen)opdage, hvad det var, der tændte mig af i sin tid. Det bliver lissom den gang, hvor man havde en kedelig legekammerat på besøg, der fandeme bare ikke gad gå hjem til sig selv og til sidst måtte man lægge sig ned og lade som om, at man var faldet i søvn og så kunne det være, at ti-øren endelig faldt (hvis man var heldig). Tror så nok ikke, at jeg kan lave den stunt på en café eller det kunstmuseum (som der er en, der gerne vil have vi oplever sammen).

Nå, hvad de virker meget søde og hvis jeg er heldig, så har årene og alderen mildnet dem. Jeg havde bare satset på lidt sommerferiefred sammen med Anders. Heldigvis kan vi stikke af til bræddehytten med das og uden tv og internetopkopling, og i år gider ungerne ikke tage med til "Lorteskovsverige" og så kan vi sidde helt alene - os to under granerne - og mundhugges som det gamle ægtepar, vi er gået hen og blevet. Vi kan også være helt stille os to sammen. Det er vi faktisk rigtig gode til.

Susling om frihed og mad

Når man er på dagpenge, så har man i princippet masser af tid til rådighed. (Når man ikke lige bliver jagtet af systemet og skal intensivaktiveres og den slags). Men det er fandeme broderemig en stresset frihed. Man ved ikke, hvornår "friheden" stopper. Om man når at få et job inden dagpengeperioden løber ud. Og bør, burde, skulle hænger som en tung dyne over én. Skal tjekke ledige jobs, skal skrive ansøgninger. Skal.Skal.Skal.

Det har derfor været en sand fornøjelse at gå ind på jobnet.dk og trykke på knappen afmeld pr. 1. juli. Efter jeg nu har fået frihed med bagkant, har jeg nydt hver eneste dag i fuldstændig og absolut flimrende perler af tid, hvor de helt store dilemmaer har været, om jeg skulle lakere mine tånegle i dag eller i morgen og i hvilken farve? (I sand frihedsrus snuppede jeg en neglelak inde fra Skumfidusens hule og nu er mine tånegle avantgardgrønne. Det skal jeg altså lige vænne mig til. Er trods alt ikke helt ung længere).

Jeg er også gået helt over bord og har lavet mit livs første hjemmelavede is. Basilikum is (vi bryder virkelig grænser p.t). Yderst interessant og meget, meget nemt at lave i øvrigt. Man blender sukker og basilikumblade sammen, tilsætter piskefløde og græsk joghurt, blender det hele sammen og op i Skumfidusens nye ismaskine. Voila.

Nu kan jeg også skrive det på cv'et under øvrige kompentencer:
Kan bage brød og kager, lave chutneyer og is og har fornyeligt også tilegnet sig evnen til at lave pølsehorn og tærter. Det lyder måske ikke særligt ground breaking for andre. Men da jeg er hende, der stort set aldrig laver mad, så er det faktisk ret fantastisk at opdage, at det kan jeg da sagtens. Når jeg gider. Har egentlig altid tænkt på mig selv som én, der ville være en sand ravnemor, hvis jeg blev skilt, fordi jeg hverken kan eller gider lave mad og mine unger ville være sådan nogle småkvabsere flasket op på pappizza og shawarma. Men sådan kan man på trods af tiltagende ælde lære nye cirkuskunster. Sig det så ikke til Anders. For dybest set foretrækker jeg, at det er ham, der laver vores mad. Er så bare bange for, at han har fået færden af mine nye kompetencer, for inden han gik ud af døren, bad han mig om at lave hasselbackkartofler (!!!). Hvordan fanden er det lige, at man laver dem? Og de skal jo også skrælles de sataner. Det er min tid altså for kostbar til. Og jeg skal egentlig også blive enig med mig selv om, hvorvidt jeg skal cykle en tur på stranden eller vaske gulv. Ender sgu nok med at lave det hele. Nu, hvor jeg har tiden til det.

Suk! Livet er hårdt p.t.

Update: F.... Anders har fundet ud af at jeg kan lave mad. Nu er han begyndt at stille krav. Bliver nødt til meget hurtigt at fejlkoge og fejlkrydre noget, så han stopper med at kræve, at jeg deltager!

Susling hønemor

Jeg ved ikke, hvordan andre har det med deres moderskab. Men personligt har jeg altid gjort en dyd ud af at slippe mine børn og lade dem tage deres egne skridt ud i livet. De skal jo lissom lære at være. Uden mit opsyn. Men det er ikke altid lige nemt. For dybt inde i mig bor der en stor bekymret Mutti med et meget fjedret vingefang. Gok, gok.

Jeg arbejder med hende. Det gør jeg. Som den gang min lille Skumfidus 7 år gammel insisterede på at gå alene i skole. Vi bor midt inde i København i et område, hvor alle trafikregler er sat ud af spil. Vi er så loose, synes vi selv. Os der bor her. Også i trafikken. Så det var om at tage en dyb indånding, tape den forskræmte Hønemors vinger ind i gaffa og lade ungen finde sin egen vej ud i trafikken og hen til skolen. En lille bitte pige med en kæmpe skoletaske på ryggen. Jeg hang ud af vinduet og fulgte hendes vej så langt jeg kunne. Mest af alt havde jeg lyst til at iklæde mig skæg og blå briller og snige mig langsomt efter hende, så jeg kunne gribe ind, hvis der skulle ske noget. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke.

Jeg accepterede også den gang hun 9 år gammel erklærede, at hun ikke længere gad gå på fritidshjem, men meget hellere ville være fast 1.passer for en hest ovre på rideskolen. At hun i forvejen gik til ridning var slemt nok. Jeg er bange for heste og skal personligt ikke nyde noget. Men hun skulle jo ikke lide under mine fobier og uhæmmede hønemormentalitet. Så ok til ridning og ok til at hun skulle over på rideskolen hver dag efter almindelig skole. Igen igennem en masse trafik.

Der var også den gang, hvor hun blev udsat for et røverisk overfald. Og den gang hvor hun fik stjålet sin taske. Mit moderhjerte bævrer. Stadig.

Nu er begge mine unger så draget af sted til Roskilde Festivalen. Min søn for allerførste gang. Min indre hønemor gokkede lidt og tænkte:"Alle mine kyllinger!" Men jeg fik hende dysset ned og tænkte i stedet:" Ah, voksentid. Så skal vi have lever a la venezia (som ungerne hader) og sex. (Det er nemlig slet ikke så let at dyrke forældresex med store unger i huset. Når de er små, så kan man putte dem i seng og så ved man, hvor man har dem. Men store unger går i seng på ukristelige tidspunkter eller kommer hjem fra fester på ukristelige tidspunkter, hvor forældrene forlængst har puttet sig selv. Eller er faldet i søvn foran fjernsynet.)

Og så er det, at jeg bliver ringet op kl. 5 om morgenen af en eller anden vagt fra Roskilde Festivalen, der bare lige ville fortælle, at de har fundet Skumfidusens pung (heldigvis med indhold) og at hun kan afhente den ved Tårn N!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Da jeg får fat på Skumfidusen viser det sig, at hun havde set 3 østeuropæere komme ud af sit telt og at hendes pung var blevet stjålet. Og at hun havde været i panik hele natten.

Så i dette øjeblik flakser min indre hønemor fuldstændig hysterisk gokkende rundt og hvis jeg ikke havde bare et minimum af anstændighed, så havde jeg forlængst kastet mig ud på motorvejen, speedet hele vejen til Roskilde. Havde lassoet begge mine unger og proppet dem ind under mine vinger igen. Men det gør jeg selvfølgelig ikke. De ville helt sikkert også sprælle for meget.

Susling: Mine unger

Det var stort at se Jonny (Rotten) på Lille Vega. Mødte gamle kendinge og nye. Dagen efter stod jeg med roser, musserende vin, plastikglas og et kamera, mens min datter fik sin hue på. Siden har jeg stort set ikke set hende. Eller min søn. Bortset fra, da han skulle prøveopsætte sit nye telt. I stuen. Fordi han skal til sin første Roskildefestival. Der sad han i sit telt med musik og spiste en pølsemad, jeg for en gang skyld havde smurt til ham, fordi han i det øjeblik var min lille dreng, der skulle ud på de vilde vover. Uden sin mor. Min lille dreng med skæg i hele hovedet og hår på brystet.

Og min store pige med studenterhue og en ukendt fremtid. Og en snak om at flytte hjemmefra. Men ikke større end, at hun kan blive glad for en ismaskine og det hemmelige mastercard, som kun skal bruges, når kryppen er ved at være tom og er skal købes en kjole til translokation og moren og faren har måtte tage af opsparingen for at betale for en bil, der ikke gik gennem synet og en p-bøde og alt muligt andet hejs. Dyre måneder vi holder os og dyre unger. Tør slet ikke at tænke på turen til Berlin...lallalalalalalalalalala.

Men som Anders sagde forleden:"Nå, ja...så må vi jo tjene pengene ind igen."

Godt at jeg har fået et arbejde, så det er en fremkommelig plan.

Susling om at skrive

I mine unge dage læste jeg litteraturvidenskab. Jeg blev meget klog på bøger og på samfundet og på fremmedord. Selv om jeg ikke altid kunne håndtere ordene lige så godt som nogle af de andre. Der kom fra akademikerhjem. Det gjorde jeg ikke. Kom fra et akademikerhjem. Og nogle gange begyndte jeg at grine. Meget uakademisk. For hvad skal man med et ord som interuterin vegetering? Eller parasocial interaktion? Eller et helt semester om John Fords film "Diligencen"?
Vi så mange film, der på litteraturvidenskab. Synes jeg var meget underligt, når vi nu studerede bøger og skulle lære, hvordan man skrev og hvad det alt sammen sagde om samfundet.

Det bedste var selvfølgelig, hvis vi læste al litteraturen på originalsproget. Så vi rigtigt kunne fornemme nuancerne. Jeg kunne så ikke lige russisk. Eller kinesisk. Måske nok fransk til husbehov. Men tilpas lidt til at alle nuancer forsvandt.

Det var også meget vigtigt, hvad der stod på ens reoler derhjemme. Så de andre kunne se, hvor klog og belæst man var. Helst skulle man have James Joyces "Ulysses" på originalsproget. Det havde jeg så ikke lige. Mere Emily Dickinson og Edith Södergran og Sylvia Plath. Det talte ikke ligeså højt på kloge-skalaen. Blandt mændene.

Man kunne også begå sig, hvis man scorede en lektor. Det var der nogle, der gjorde. Jeg gjorde ikke. Jeg havde Anders og boede i en crapy lejlighed på Ama'r. Ikke i en fancy en i Larsbjørnsstræde. Som nogle gjorde. De var meget populære. Det var jeg ikke. Jeg var bare mig. Hende der elskede at læse bøger og at skrive. Talte ikke lige så højt.

Nogle af os blev faktisk ret berømte bagefter. Blev feterede forfattere. Èn af os skrev en bog om den tid på litt.vid. Da jeg mødte ham en dag på gaden. Gik jeg lige forbi ham. Selv om han gerne ville hilse og vise mig, hvor strålende han var blevet. Og berømt. Han havde født en bog. Jeg havde født en datter og jeg syntes stadig, at han var lige så dum og selvfed en gnom nu, som dengang.

I dag lever jeg af at skrive. Ikke noget fancy. Ikke noget, der gør mig berømt. Men jeg skriver. Og det er det vigtigste. Og så ved jeg en helvedes masse om samfundet.

Susling travler derudaf

Har bare slet ikke tid til at blogge. Spurter efter livet - derude --> et sted

• Må til fitness (og forklar mig lige, hvorfor jeg er begyndt at danne butch-overarme. Var lissom ikke meningen)
• Har travlt med at trække maven ind i nyindkøbte kjoler. Skal jo være smart på jobmarkedet
• Må støtte unger, der går til eksaminer. "Nej, læseferie er ikke lig ferie!"
• Snakke fremtid og translokation og bage pølsehorn og købe tre paller øl
  
• Barbere ben og læse dameblade. Må følge med på look på jobmarkedet
• Fejre konfirmationer og 80 års føds...
• og almindelige føds'er
• og snige en lille koncert ind med PIL i Vega
  
• og børste tænder
  
• og gå til frisør
• og bage
• og være en kone
• og ven

Freakin travlt...men det er ok

Susling skylder vist lige en opskrift

Skylder vist en opskrift på chokolade-mandelkagen!

Chokoladekage med mandler
2 æg
200 g sukker
200 g smør
125 g hvedemel
1 tskbagepulver
3 spsk kakao
2 tsk vaniljesukker
50 g mandler

Pisk æg og sukker let skummende.
Smelt smørret, men lad det ikke blive for varmt.
Skold og smut mandlerne og skær dem i splitter.
Bland mel med bagepulver, kakao og vaniljesukker.
Sigt det og kom det i æg-sukkermassen sammen med det letsmeltede smør.
Rør dejen sammen og hæld den i en lille bradepande (20x 25 cm), som enten er smurt eller beklædt med bagepapir.
Drys mandlerne over.
Bages på nederste rille i forvarmet ovn ved 175 grader i ca. 25 min.
Afkøles i formen.

Bon appetite!
(Opskriften er fra Gyldendals Bagebog (min bibel)).

Ellers er den store nyhed på disse kanter, at jeg i går sad og var deprimeret over, at jeg kunne se frem til snarlig tvangsaktivering og andre gode tiltag til at "skræmme mig i job".
Skal vi ikke bare sige, at jeg blot få timer efter blev reddet på målstregen?! Men selv om jeg altså snart igen i en periode kan se frem til rigtige menneskepenge, så er der ingen kære mor indtil da. Jeg ville kunne stå nok så meget og vifte med en kontrakt. I den periode der går indtil jeg skal starte (og jeg skal så lige have afklaret præcis, hvornår det er), så skal jeg stadig møde op til diverse møder i a-kassen OG søge jobs. Det sidste kan godt virke lidt ebberød bank, når man nu har et job på hånden, men den kære Fru Støjberg mener, at man da sagtens kan nå at få sig et lille vikariat i den periode, der er indtil man starter hos en arbejdsgiver. Sådan f.eks. på en uge eller to. Vi skal jo nødig gå og have det for sjovt på det offentliges regning og f.eks. spilde tiden med sådan noget pjat som at bage en bette kage.