Krise, nedtur, elendighed intet er så nederen, at man ikke kan gøre det til mode...til trend...til "the thing" og jeg må indrømme, at jeg elsker det. Var ved at blive kvalt i skiferiesnak, friværdi,vi må have os en rengøringshjælp og en fladskærm. Fik decideret ticks af manolo blanick (kan ikke engang stave til ham)-vi- er alle-gucci-rigtige-prada-på-vej-til-toscana-mens-vi-plejer-vores-karriere-på-den-firkantede-brillemåde. Kvalt var jeg ved at blive! Men så kan man jo få sig en griner over noveau-richerne, der sidder på aften-tv og snakker om, at de også må skære ned. Folk, der pludselig indrømmer, at de hader den obligatoriske skiferie osv. (Til gengæld ikke så meget grin over, at murerarbejdsløsheden er oppe på 23% nu....det handler jo også om solidaritet - kan I huske det ord? Totally old school!) Ok, vores Statsministerfrue siger, at vi ikke har krise. Narj, narj...klart...når man kan tage til Barbados og ens påklædning løbende bliver opdateret. Men for os andre dødelige, så handler det om at spinde....Så here goes:Suslings guide til Recession chick:- Strømpebukser! Der opstår huller hurtigere end man kan sige løbemaske. No problemo! Man har neglelak og sæsoner. Er hullet f.eks. opstået på foden, så er det godt, at det er vinter, for så kan man gå i støvler. En klat klar lak på hullet, foden ned i støvlen og man er kørende. Sidder hullet lidt længere oppe f.eks. på låret, så begynder det at blive udfordrende, men fortvivl ikke: Man tager bare en tung nederdel på, f.eks. i ruskind, så den ikke glider op. Det virkelig tricky er, når hullet er på knæet. Kun en ting at sige: det er fixt med lange nederdele, basta.
- Ansigtscreme! (jeg har brug for min, hvisker I sikkert. Det har jeg også, hvisker jeg tilbage!, Men hvis krisen nu kradser....) Man tager, planter, eller køber en aloe vera-plante. Knækker et blad af og smører den rene aloe vera-saft i ansigtet. Ulempen er, at man kan skamfere sin plante ret hurtigt (derfor sørg for aflæggere) og, at det ikke lige så lækkert med en afpillet aloe verastump i køleskabet, som alle de lækre cremer, der signalerer livsstil på badeværelset
- Luksusvarer! Noget mange har valgt fra her i kridsetiderne. Men der er vilje, hvor der er vej. Er man f.eks. ansat et sted, får man firmagaver. Firmagaver er pr. definition noget unyttigt hø, som man aldrig selv ville anskaffe sig, f.eks. en osteserveringsbakke med tilhørende små skåle eller et gavekort til Nimb. Det er da luksus, at have noget, man ellers aldrig ville have brugt penge på
- Biler! Man har jo vænnet sig til en velfriseret bilpark, men det bliver den ikke ved med at være. Bare se på salgstal og fyringer hos alle bilproducenterne. Men fortvivl ikke. (Og der er virkelig vægt bag mine ord med det her...jeg er trænet!) Begynder ens bil at ligne et gammelt rustent lig, der siger underlige lyde og kun kan holdes i live af velmenende mekanikere, jamen så handler det om at have Soir de vivre! Sig til dig selv, når du larmer og futter derudaf: "Jeg er en avangarde boheme, der holder fast i en ægte klassiker!" (hjælper selvfølgelig især, hvis din bil er én klassiker, som f.eks en Citroen DS, en Saab 99 eller 900, en gammel Volvo, Mercedes eller lignende.)..Men ellers gør dit valg af bil til en klassiker. Selv en Toyota Corolla kan være et smart valg
- Mad! Altid godt at kende nogen, der kan skaffe ting billigt. Især for storbyboere kan det være en udfordring. Men også her er der vej: Sørg for, at dine unger får nogle kærester, der er leveringsdygtige i diverse madvarer. F.eks. har studiejob i en fiskeforretning, eller har forældre, der dyrker valnødder og grønkål. I det hele taget er det en god idé, at guide dem i den rigtige retning i forhold til kærestevalg. Jeg nævner bare i flæng: Frisør, elektriker, maler, vinduespudser, mekaniker, murer, grønthandler...Det er bare om at komme i gang med at manipulere dine søde poder
Tune ind for flere råd om, hvordan du holder skindet på næsen og samtidig forbliver chick en anden dag.
For de uindviede:
Recession chick defineres som en stil, hvor man er smart for få penge med et mix af gammelt og nyt tøj, billige standard items og få dyre ting, der så til gengæld ikke er sæsonbestemte." (New York Times)