Susling om at prissætte hverdagen

Der er jo egentlig ret meget, man sådan kan gå rundt og synes har en værdi - I ved, sådan når man kører sin indre taknemmelighedsliste igennem. Det er jo f.eks. dejligt, når ens mand stadig gider kysse og kramme sådan en gammel svedske som mig. Det er også dejligt, at ens unger viser at de, på trods af at frontallappen stadig er under udvikling og neuronforbindelserne ikke er helt forbundne endnu, alligevel formår at sætte sig ud over teenagestadiet og vise nærvær og kærlighed. F.eks. sprang de begge to op og var helt med på den, da jeg igår foreslog, at vi tre gik over og købte noget lækkert til aftensmaden, så vi kunne overraske deres hårdtarbejdende far. Der var ingen vrisne-jeg-orker-ikke-miner lige på det tidspunkt. Så skidt pyt med, at deres værelser ligner en slagmark. At Lugtelakridsen ikke synes det er nødvendigt, at smide sine sokker til vask, og i stedet lader dem drapere hele sit værelse, men alligevel klager over, at han aldrig har rene sokker. Skidt med at Skumfidusen får flip og råber: "Jeg er voksen nu! Er du klar over det?! Hva'!!!" Det gør ikke noget i lige sådan et øjeblik, hvor man får kærlighedskontakt.

Og selv om jeg godt kan være ked, så svæver det hele også væk i de øjeblikke, hvor jeg ligger i ske med min elskede og mærker ham. Så kan det godt være at vi skændes, det kan godt være at 25 år slider (vi har jubilæum om en måned!), det kan godt være jeg nu er arbejdsløs og skal finde mine ben igen. Det kan godt være, at jeg har en dårlig hårdag og ikke kan tage mig sammen til at ordne fødder, eller at vi pludselig ikke har de samme antal kroner på kontoen som tidligere. Lige i det øjeblik er det hamrende ligegyldigt, og i det store spil er det jo det, der tæller.

Og det var så bare endnu et godt råd til at være recession chick: Kærlighed spicer alle outfits op!

Så hold fanen højt og gå forbi de åbne vinduer også selv om krisen kradser.

Susling om aldersfascisme

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ved at nå de store 45 på livets kalenderlys. Det er egentlig ikke noget, der plager mig det store...faktisk er jeg begyndt at kokketere med det i stil med: "Ja, undskyld, nu snakker du jo med en kvinde over fyrre, så du behøver ikke at skære det ud i pap!"

Jeg synes heller ikke, at jeg ser fuldstændig udraderet ud. Der er godt nok nogle få linjer, der er begyndt at snige sig ind ved øjnene og såmænd også ved mundvigene. Det er kun små linjer, så det er endnu ikke det store. Men de er der. Jeg bliver også nødt til at få farvet bunden hos modefrisøsen, så de grå hår ikke tager overhånd. Men alt det er jo alt sammen bare levet liv. Jeg er da også på, der, hvor det sker...i forhold til trends, tøj, sko, støvler, ny viden osv.

Men jeg synes godt nok alligevel, at jeg bliver konfronteret med min alder ret massivt p.t. F.eks. så sagde min nu forhenværende arbejdsgiver: " Ja, vil ville jo gerne opfatte os selv som rummelige, så der også er plads til sådan en som dig (underforstået Gammel Svedske).

Eller, da jeg ringede på et job:
Mig: " Jeg må lige høre. Hvordan har I det med folk over fyrre?"
Evt. arbejdsgiver: "Ja nu har vi jo fyret alle dem vi havde på 50. De passede jo lissom ikke ind!"
Mig: " Hm, tak (tænkte: Ok, og hvad vil du selv gøre, når du ikke længere er i '30'erne?)

Og sådan kunne jeg blive ved. Jeg græmmes!

Susling goes recession chick III

Hm, så er der vist ikke nogen tvivl længere. Krisen er her og den bliver værre. I følge Obamas finansminister er den nu værre en krisen under depressionen i 1930' erne, fordi det hele går meget hurtigere end den gang og spreder sig over hele verden (klart nok..i 1930'erne havde man ikke globalitet og handelssamarbejder i den skala vi har nu. Dengang producerede vi selv eller udbyttede kolonierne...og at de havde krise...aimen...lige meget).

Nå, men åbenbart ingen vej uden om, at fortsætte med veje til at klare sig på trods - har så lige hørt, at folk fyrer som gale i deres brændeovne...cool nok for den enkelte...men ret partikelforurenende. Men lad det nu ligge...vi er stadig i individualismens og sin egenlykkesmedstid....Og som jeg hele tiden prædker: Man må komme chick gennem krisen - og det kræver bestemt sin kvinde. Så here goes:

Suslings guide til recession chick (part 3):

• Indkøb! Den her er nem: Du går ind i en butik, finder det du vil have og så trækker du simpelthen momsen fra. Det sku' give et nedslag i prisen på ca. 20%. Brokker butiksindhaveren sig, siger du stille og roligt: "Slap nu af. Jeg betaler momsen om et par måneder." Du har nemlig bare lavet din egen krisepakke. Hvem siger, at det ikke luner at tisse i bukserne? Og hvis regeringen mener, at det er vejen frem...jamen så er det vejen frem..i hvertfald indtil Fogh er færdig med at gå til jobsamtale hele tiden, frem for at tage sig af det job han er valgt til.
• Hår! GÅ TIL FRISØR. Du støtter det lokale næringsliv frem for multinaltionale selskaber og ser samtidig 10 gange bedre ud. For lad os se det i øjnene hjemmefarve er tudgrimt og alle kan se, at det er unaturligt og så er kombien underlig hårfarve og HM-klude i øvrigt ikke særlig recession chick.
• Unødig lusus! Så gerne man end vil, kan man ikke jazze en leverpostejsmad op i længden. Man bliver ganske enkelt træt i låget af alt det brune. Derfor kan det blive nødvendigt engang i mellem at slå en skæv. Gør noget du ikke plejer at gøre. Køb noget, du ikke har råd til. Helst så ekstravagant som muligt. F.eks. østers...Skal man gå ned, kan man lige så godt gøre det på 1. klasse...bare en gang i mellem
• Overtøj! Her mener jeg igen, at der kun er en vej, hvis du virkelig vil være recession chick. Anskaf dig noget, der hæver alle HM og Gina Tricot-klude op på et højere niveau (spår jeg i øvrigt lige dem en stor fremtid!). F.eks. en pels. Riv master cardet i gennem betalingstingen - også selv om det er dine sidste knaster og vid, at du nu er ejer af noget, der vil stive dig af gennem krise efter krise...Hvor svært kan det være....

Tune ind igen en anden dag og bliv klogere på, hvordan netop du kommer chick igennem kriser.

Susling tænker

Nu er jeg af den faste overbevisning, at man kommer langt med latter og humor. Det hjælper altid ikke at tage sig selv så højtideligt og også se på andre med "troldsplinten" i øjet. Mine børn har arvet den egenskab og det gør mig stolt.

Personligt vil jeg til hver en tid hellere råbe: "What ever!" og trampe videre mod nye mål og muligheder. Derfor er jeg heller ikke den, der bærer nag. Jeg kan bestemt godt hade i perioder, men så begår jeg bare mord i drømme og leger med tanken om at sende hundelorte til folk og så vipti vupti, så er jeg ovre det, som gjorde mig ked, gal osv. Det gør godt at se sig selv med et ordentlig maskingevær skydende vildt omkring sig. Efter det har jeg haft min katarsis og kan komme videre.

Der er dog dage, hvor det kan være svært at hæve sig op på latterens piedestal. Der er dage, hvor jeg kan blive ramt af panik og hullet i maven begynder at udvide sig. De dage kan godt være lidt tunge, og så hjælper det ikke ret meget, at jeg lige har feset mine nogenlunde sidste penge af på en gang hos modefrisøsen. Eller jov, så er jeg jo bare en pæn ked og det er selvfølgelig bedre end at være en grim ked, selvfølgelig. Men lige nu prøver jeg på at
deale med den situation jeg er havnet i. Jeg prøver på, at holde mig selv ud i strakt arm og se objektivt på mig selv. For hvad er jeg egentlig for én?

Jeg er i hvertfald ikke en pæn pige. Jeg har prøvet at blive det. Virkelig, wolla.
Men det var og er sågu lidt anstrengende hele tiden at skulle tilpasse sig andres forgodtbefindende. Og lige nu har jeg det som om, jeg har undertrykt vitale sider af mig selv, bare for at passe ind i det pæne selskab.

Jeg er ikke medlem af det pæne borgerskab. Jeg er en outsider og sådan har jeg vel egentlig altid følt mig. Som en der står og kigger ind på alle de andre. Jeg forstår ikke alt det her med, at vi skal være venner med alle. Jeg forstår f.eks. ikke, at man linker op med nogen på fjæsbog, som har fyret én. Og at den, der har fyret vedkommende, sender jublende kommentarer, til statusopdateringer om, at nu skal vedkommende til endnu en jobsamtale. Jov selvfølgelig sådan rent økonomisk, for jo hurtigere hun kommer i arbejde, desto hurtigere kan han spare hendes løn væk. Så langt er jeg med. Men alligevel. Det er da så meget 00'er-agtigt! Og personligt ville jeg da være alt for stolt til den slags.Forstår heller ikke det her med at have 702 venner! Fatter det ikke. Men jeg er jo heller ikke en del af gamet.

Jeg er ikke en del af 00'er paradigmet. "Mig arbejdsløs!Ai, jeg er da igang med at skrive en bog om xxxx". Øh!? "Mig, usikker på, hvordan jeg skal gribe en opgave an! Naarj..."
Og så følger der en lang snak, som tydeligt er overspring... Jeg tror det er lidt Fake it till You-make it syndromet og det kan jeg altså ikke helt greje. Oftere og oftere føler jeg mig som en fra et andet århundrede...Som en der ikke nået at skifte til det nye paradigme...som om alderen for alvor begynder at trykke.

Er jeg virkelig den eneste der har det på den måde?

Susling goes recession chick II

Nu kradser krisen...seriøst...ingen vej uden om, at se det i øjnene. Nogle klarer så krisen ved at indføre grøddage! Som i G-R-Ø-D. Hej helle for at lave aftensmaden! I dag skal vi haaaaave: Mannagrød...Og det kan man jo sådan set godt kalde recession chick eller måske lige frem retro chick...Men jeg kan dælme godt huske grøddage...og det var ulækkert.

Andre igen tyr til strik og klidbollebagning. Og det er jo også godt, hvis man er til den slags. Personligt har jeg plaget familie med strik, dengang det var smart sidst og de har meget frabedt sig, at jeg gentager det. De få boller jeg har slået op, har set ud som små forkrampede knuder, som ingen gad spise...ikke engang mig selv. Med andre ord...Jeg må finde nye veje i denne tid for at holde mig chick og stadig være med på bølgen.

Suslings guide til recession chick (II):

• Ferier! Det SKAL man jo have og man skal da rejse, skal man. Nope, siger jeg. Det er slet ikke nødvendigt, for det mest trendy p.t. er Staycation. Det er C02-besparende, koster ingen penge og mindsker også stress
• Tandlæger! Den her jo lidt tricky, for man vil jo gerne bevare gebisset længst muligt og det kræver langtidsplanlægning. På den anden side, så varer den hersens krise vel ikke for evigt. Så et godt råd er: Glem aftaler, ignorer reminderopkald og husk så i øvrigt tandstikker og regelmæssig tandbørstning. På den måde har du hurtigt sparet et par af de store
• Tøj! Jamen det er jo næsten et kapitel for sig, men alligevel er her et godt råd: Tab dig! Pludselig bliver dit skab en ren skattekiste og pyt med, at noget af det er utrendy...det bestemmer du selv, om det er. Du har nemlig personality og er på forkant med den nyeste trend...80'erne, som jeg spår en kæmpe revival (endnu mere end det er nu) fordi der også dengang var krise....Skulderpuder anyone?
• Sko og støvler! Kan kun sige en ting. Puds dem! Det er som at få helt nye. Og mht. spids, firkantet, rund eller fodformet...Det hele gælder...du har nemlig personality!

Tune ind igen en anden dag og bliv klogere på, hvordan du kommer chick gennem krisen!

Susling goes recession chick

Krise, nedtur, elendighed intet er så nederen, at man ikke kan gøre det til mode...til trend...til "the thing" og jeg må indrømme, at jeg elsker det. Var ved at blive kvalt i skiferiesnak, friværdi,vi må have os en rengøringshjælp og en fladskærm. Fik decideret ticks af manolo blanick (kan ikke engang stave til ham)-vi- er alle-gucci-rigtige-prada-på-vej-til-toscana-mens-vi-plejer-vores-karriere-på-den-firkantede-brillemåde. Kvalt var jeg ved at blive! Men så kan man jo få sig en griner over noveau-richerne, der sidder på aften-tv og snakker om, at de også må skære ned. Folk, der pludselig indrømmer, at de hader den obligatoriske skiferie osv. (Til gengæld ikke så meget grin over, at murerarbejdsløsheden er oppe på 23% nu....det handler jo også om solidaritet - kan I huske det ord? Totally old school!)

Ok, vores Statsministerfrue siger, at vi ikke har krise. Narj, narj...klart...når man kan tage til Barbados og ens påklædning løbende bliver opdateret. Men for os andre dødelige, så handler det om at spinde....Så here goes:

Suslings guide til Recession chick:

• Strømpebukser! Der opstår huller hurtigere end man kan sige løbemaske. No problemo! Man har neglelak og sæsoner. Er hullet f.eks. opstået på foden, så er det godt, at det er vinter, for så kan man gå i støvler. En klat klar lak på hullet, foden ned i støvlen og man er kørende. Sidder hullet lidt længere oppe f.eks. på låret, så begynder det at blive udfordrende, men fortvivl ikke: Man tager bare en tung nederdel på, f.eks. i ruskind, så den ikke glider op. Det virkelig tricky er, når hullet er på knæet. Kun en ting at sige: det er fixt med lange nederdele, basta.
• Ansigtscreme! (jeg har brug for min, hvisker I sikkert. Det har jeg også, hvisker jeg tilbage!, Men hvis krisen nu kradser....) Man tager, planter, eller køber en aloe vera-plante. Knækker et blad af og smører den rene aloe vera-saft i ansigtet. Ulempen er, at man kan skamfere sin plante ret hurtigt (derfor sørg for aflæggere) og, at det ikke lige så lækkert med en afpillet aloe verastump i køleskabet, som alle de lækre cremer, der signalerer livsstil på badeværelset
• Luksusvarer! Noget mange har valgt fra her i kridsetiderne. Men der er vilje, hvor der er vej. Er man f.eks. ansat et sted, får man firmagaver. Firmagaver er pr. definition noget unyttigt hø, som man aldrig selv ville anskaffe sig, f.eks. en osteserveringsbakke med tilhørende små skåle eller et gavekort til Nimb. Det er da luksus, at have noget, man ellers aldrig ville have brugt penge på
• Biler! Man har jo vænnet sig til en velfriseret bilpark, men det bliver den ikke ved med at være. Bare se på salgstal og fyringer hos alle bilproducenterne. Men fortvivl ikke. (Og der er virkelig vægt bag mine ord med det her...jeg er trænet!) Begynder ens bil at ligne et gammelt rustent lig, der siger underlige lyde og kun kan holdes i live af velmenende mekanikere, jamen så handler det om at have Soir de vivre! Sig til dig selv, når du larmer og futter derudaf: "Jeg er en avangarde boheme, der holder fast i en ægte klassiker!" (hjælper selvfølgelig især, hvis din bil er én klassiker, som f.eks en Citroen DS, en Saab 99 eller 900, en gammel Volvo, Mercedes eller lignende.)..Men ellers gør dit valg af bil til en klassiker. Selv en Toyota Corolla kan være et smart valg
• Mad! Altid godt at kende nogen, der kan skaffe ting billigt. Især for storbyboere kan det være en udfordring. Men også her er der vej: Sørg for, at dine unger får nogle kærester, der er leveringsdygtige i diverse madvarer. F.eks. har studiejob i en fiskeforretning, eller har forældre, der dyrker valnødder og grønkål. I det hele taget er det en god idé, at guide dem i den rigtige retning i forhold til kærestevalg. Jeg nævner bare i flæng: Frisør, elektriker, maler, vinduespudser, mekaniker, murer, grønthandler...Det er bare om at komme i gang med at manipulere dine søde poder

Tune ind for flere råd om, hvordan du holder skindet på næsen og samtidig forbliver chick en anden dag.

For de uindviede:
Recession chick defineres som en stil, hvor man er smart for få penge med et mix af gammelt og nyt tøj, billige standard items og få dyre ting, der så til gengæld ikke er sæsonbestemte." (New York Times)

Susling om kold fakta

Ok. De hårde fakta. Sort på hvidt!

• Min knægt har fået sig sit første job og han er begyndt at have sex
• Min datter har et fast job og har regelmæssig sex.

Gæt hvad jeg har?

PS.

• Min ene kat ligner en piberenser, tisser på badeværelsemåtten og skal dø snart. Det har vi bestemt.
• Mit hår ligner noget katten har hevet ind, men det får lov til at leve.
• Det eneste jeg savner fra mit tidligere job, er cykelturen og pengene på kontoen. Siger sig selv, at det måtte dø.
• Jeg har som sædvanlig huller i strømpebukserne (hvordan sker det dog?), men de er for nye til at smide ud.
• Har bestemt mig til at blive reccesion-chick.Det er helt sikkert en trend, der ikke dør lige på en studs.
• Har også bestemt mig til, at nu gider jeg ikke tilpasse mig mere. Hvis jeg har ævret og modet og ikke går i selvspin, så går jeg nu efter det, som jeg allerhelst vil. Det er da en start på at få sig et liv.

Snakkes!

Susling spørger: Hvornår stopper det?

Suk, kæmper indædt for at få noget livsindhold eller rettere en retning i livet. Noget der gør, at jeg ikke skvatter i søvn på sofaen hver aften. Noget der rækker ud over bare hverdag. Og skal jeg være hudløst ærlig, så er der sgu lidt sølle, når det eneste, der kan sætte fut i den, er når jeg står og knækker mig på lokummet, fordi jeg hader mit job. Viser sig så, at mit job også hader mig. Og det er jo på en måde godt, at vi sådan er enige. Så kan man lukke den dør. Ikke at det får mig til at føle mig som en succes på høje hæle. Bestemt ikke. Men man må også være realistisk.

Ville jeg have været lykkeligere, hvis jeg havde valgt en anden vej? Hvis jeg nu f.eks. havde valgt et "damejob"? (Alt respekt for det i øvrigt!Lige som strikketøj og bagning!) Eller bare var tilfreds med at sublimere? Det gik da meget godt en overgang, sådan med at shoppe sko og kjoler og den slags. Men ærligt, er så træt af at skulle finde en vej. Overvejede et splitsekund at trække i snoren...

My Guy foreslår, at vi på sigt køber et kolonihavehus. Skruer alle udgifter ned og lever på Savage Rose-måden. Frie, uafhængige og skabende. Lyder tillokkende, men nok ikke muligt lige nu med teenagebørn, finanskrise og snævere økonomiske udsigter...Ved ikke...ved ikke så meget lige nu...Må lige gå i tænkebox eller federe endnu, der kommer nogen og fortæller mig, hvad der er bedst...!!!!