Det mærkes på de bittesmå ting

Så skred hun ud af døren, min fine datter. Det er nu knap en uge siden og vi kan næsten ikke mærke det. Det føles mest, som om hun er på ferie og kommer hjem igen på et tidspunkt. Og så alligevel ikke. For som ugen er gået, kan jeg mærke, at hun ikke bor her mere på de bittesmå ting:

1. Jeg kan finde mine hårelastikker. De ligger, hvor jeg har lagt dem.
2. Jeg kan finde mine sorte strømpebukser - dem alle sammen
3. Jeg kan finde mine trøjer
4. Jeg skal ikke hele tiden skrue låg på ting og lukke skuffer
5. På badeværelsehylden, står der ikke længere de dyre produkter. Kun de helt almindelige
6. I køkkenskabet er der ikke længere dyre Pukka-teer og underlige olier
7. Der er ikke længere nogen, der kommer farende ud i køkkenet, fordi der skal laves yoga-gryde eller dadelkugler
8. Der roder mindre i køkkenet
9. Vasketøjskurven er ikke længere helt så fyldt
10. Eller opvaskemaskinen
11. Der bliver ikke ringet dagligt med beskeder længere. Faktisk lød hun lidt fjern, da hun ringede sidst

Om ikke så lang tid kan vi bytte rundt på nogle værelser og der tror jeg, at vi kommer til at mærke det fuldt ud. Jeg går ud fra, at man vender sig til det.

Bandetegn for voksne kvinder

SRP er noget underligt noget. Indviede vil vide, hvorfor jeg synes, at det er noget underligt noget. For andre kan jeg forklare, at det er en stor opgave, som skal afleveres af alle, der går i 3. g. Det er den største opgave, de overhovedet kommer til at aflevere og den tæller for 2 karakterer på det endelige studentereksamensbevis. Nu er karakterer jo vigtige for ens ungers fremtid, så når SRP starter op, så kommer de seriøst voksne på banen. Til dato har jeg i hverfald ikke hørt om nogen, hvor forældre eller andre med viden og kunnen ikke har været inde over SRP-opgaven i en større eller mindre grad. 

Man kan nærmest kalde det et bandetegn. Hvis man siger, at man lige skal fixe noget SRP og man hører et suk i den anden ende af røret, mailen mv. Så kender vi hinanden: Vi er forældre til unger i 3. g. 

Det samme gælder session. Hvis man nævner, at ens søn er indkaldt til "Forsvarets dag", som de kalder det, og der lyder et suk i den anden ende, så ved vi begge, at vi er mødre til 18- årige drenge. Og egentlig er det lidt hyggeligt med disse fælles forældre-tegn. Ligesom man tidligere blev bundet sammen af f.eks. lusekampen, eller vuggestuebekymringen, eller sisifos-vasketøjbunken eller hadet til jule-klippe-klistre på skolen, så er man nu bundet sammen af noget, som vores store unger gennemgår.

Jeg har også oplevet, at genkendelsens blik glimter, når jeg nævner, at min store datter lige er flyttet hjemmefra. Så kigger vi lidt på hinanden og forstår, at man er rykket hen på en anden kørebane. Det der så er lidt værre er, at genkendelsen også begynder at dukke op, når jeg nævner, at jeg fornyeligt har mistet en jævnaldrende god ven. Det er jeg så åbenbart ikke den eneste, der har og vi ser kort på hinanden og begynder at snakke om noget andet. Ligesom jeg oftere og oftere støder ind i folk, der har mistet en eller begge forældre og jeg kan nikke genkendende, når de hurtigt og lidt stakåndet nævner det og at de lige skulle rydde boet og begrave og ordne detaljerne. De behøver slet ikke at gå i dybden med det. Jeg forstår instinktivt. Vi er jo i samme bande.

Mht. SRP kan jeg så fortælle, at jeg nu har gennemlevet to af slagsen. For et par år siden fik "vi" 10. I morgen afleverer "vi" en opgave om optakten til den amerikanske borgerkrig. Spændt på at se, hvad "vi" får i karakter.  

PS. Min søn blev erklæret 100% egnet, men trak frinummer. Tilfredsheden med det, er så også gået hen og er blevet et bandetegn for seriøst voksne kvinder.

  




 

Hverdagsvisualiseringer

Visualisering er en ret smart ting. Altså ikke på den her Gudinde-måde, hvor det bare handler om at tænke sig rig, slank og smuk og vipti wupti, så vågner man en dag op og konstaterer, at der står fem millioner på bankkontoen og man er blevet supermodel-materiale.

Den form for visualisering jeg tænker på, er mere lavpraktisk. F.eks. kan man jo godt til tider synes, at ens mand er en anstrengende nar, der snorker, brokker sig, ikke deltager i hverdagen og hvad der så'n ellers kan få en til at blive meget, meget træt. Jeg ville være idiot, hvis jeg ikke indrømmede, at det til tider er sådan, når man har delt bord og seng i nu næsten 29 år. I de tilfælde griber jeg til en solid omgang visualisering. Jeg gennemlever mentalt hele skilsmisseprocessen fra de indledende øvelser til jeg sidder mutters alene i en lejlighed uden min mand. Som regel kommer jeg frem til, at det er da heller ikke det jeg vil og at han er til at leve med. Faktisk når jeg også at tænke, at jeg selv måske også til tider kan være lidt træls at leve sammen med. Efter det er alt fryd og gammen igen.

Samme stunt har jeg lige lavet i forhold til det at blive katteejer igen. Jeg har udset mig nogle katte ud fra billeder og jeg har overtalt Anders til, at vi skulle bruge en eftermiddag på at se på katte og herefter har jeg forstillet mig, hvordan det ville være at ha' katte i min lejlighed igen. Selv med den mest dovne, kedelige, reserverede fantasikat kunne jeg ikke komme i mentale lykkesvingninger. Jeg tænkte bare på kattelort og dyrelægeregninger og hvordan jeg ville blive nødt til at sætte hønsenet på alle min altaner, så jeg ikke skulle få hjertekvababelse, hver gang en kat hoppede op på kanten af altanen eller gik tur på gesimsen.  Bare skyd mig eller fortæl mig, hvor dejlige katte er. Jeg er enig. Jeg er vild med katte. Jeg skal bare ikke ha' nogen lige nu. For efter, at jeg havde hverdagsvisualiseret mit nye liv som katteejer, gik det op for mig, at jeg pludselig er kommet et helt specielt sted i mit liv. Et sted jeg ikke har været i over 20 år. Eller rettere jeg er på vej ind i opløbsbanen. 

For blot få år siden var jeg mor til to unger, der krævede mig som omsorgsperson, jeg var den stolte ejer af en kanin, to katte, et akvarie, hvor fiskene hele tiden åd hinanden med samt seriøse lusekolonier. Et sandt menageri, der krævede korpsånd og stamina. Dette er nu reduceret til en fraflyttet datter, en hjemmeboende, men selvkørende søn og en genstridig edderkop. Plus en mand selvfølgelig.
Jeg mærker pludselig en sær følelse af frihed vinke derude og det føles ret godt. Så jeg tror sgu, jeg venter med kattene og bliver i stedet en selvoptaget midaldrende dame, der plejer sig selv og sine hobbies.
 

Julen er hjerternes fest

Selv om det er en sær situation pludselig at være sådan én, der ikke længere er småbørnsmor, men tværtimod en, der har en datter, der flytter hjemmefra (i morgen) og en søn, der skal til session (på tirsdag), så er der også fordele -meget tungtvejende fordele - ved det hele. Især i denne juletid (meget af det har jeg så sagt farvel til for flere år siden. Men derfor kan de jo godt tåle en gentagelse):

1. Jeg skal aldrig mere sidde i beklumrede lokaler og drikke klam glögg, mens jeg gør et halvhjertet forsøg på at flette et ditto. Mine unger gad ikke og jeg gider ikke. Det var noget, man stod igennem for den store KONSENSUS skyld. (Tror faktisk at den store KONSENSUS er mere ond end den store stygge Bastian!)
2. Jeg skal aldrig mere sidde og fryse røven af led i en ridehal, hvor man kan se sin egen ånde, mens ens datter ridder i formation western-style med en nissehue strukket absurd ned over ridehjelmen.
3. Jeg behøver aldrig mere gå i julepanik midt i november, fordi jeg har bildt mine unger ind, at julemanden findes og kommer hver nat og lægger en gave i deres julesokker. Det kræver nemlig solid planlægning at finde 48 gennemtænkte, ordentlige og ikke for dyre ting, der rammer i plet hver morgen i 24 dage.
4. Jeg skal aldrig mere flække en arm på tværs og æde en sur gammel kamel for at give mine børn en overhyggelig juleaften i familiens skød, hvor de rigtig føler, at de bliver set og er midtpunktet. I år holder vi for første gang juleaften alene - kun os fire. Skumfidusen bliver så oven i købet en der kommer HJEM til jul. 
5. Jeg skal aldrig mere fare hysterisk svedende rundt i Magasin for at finde alt det, der står på alles ønskesedler. Julen er hjerternes fest og hvis man ikke rammer rigtigt, bliver folk så skuffede. Tak internet! Jeg elsker dig og alt det, du har givet mig. Min blog og mine blogvenner, fb og kontakten med alle de, der skred i svinget, men som er kommet tilbage til mig igen og mit og min mands erhverv. Og tak internethandel. Du giver mig dejlig julefred.

Til gengæld kan jeg nu:

1. Overraske ungerne (som om! Det er jo blevet den nye juletradition) med en juleskrabekalender og en chokoladekalender (det sidste kom ikke over min dørtærskel før i tiden)
2. Nøjes med diskret julepytning, som jeg kan holde ud hele december. Farvel tudgrimme nisseby med mel og glimmer, der blev spredt i hele huset og huse og nisser, der blev mere og mere legehærget for hvert år.
3. Slappe af og melde ud til ungerne, at de får de gaver de nu en gang får og at det ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at jeg ikke ser dem eller elsker dem, hvis jeg ikke rammer 100% plet.
4.  Få min mand med på ideen om, at julen faktisk er ret hyggelig. Det har så taget mig så'n cirka 28 år! Jeg har en svag mistanke om, at det skyldes dels, at vi holder juleaften alene uden svigermekanik og dels, at vi er helt alene mellem jul og nytår. Skumfidusen er flyttet og Don Brock rejser til Serbien. Min mand fabler om morgenmad i sengen og mimreture til Louisiana. Jeg har til gengæld en skummel plan om at hive ham med ud til Dyreværnet i Rødovre for at finde en kat. Nogen skal jeg jo for fanden kaste min omsorg over!

Ting jeg godt kunne tænke mig et re-take af

Gennemgående har jeg den holdning, at hvor der handles, der spildes der og sket er sket. Men, der findes situationer, som jeg i meget høj grad ville ønske, jeg kunne genindspille:

1. Som i mandags, hvor jeg under en jobsamtale pludselig opdagede, at jeg havde en stor ugle i min hestehale. Skabt af huen og et kæmpetørklæde. Da jeg kom hjem opdagede jeg, at jeg også havde støv på brysterne. Nullermand goes to town. Suk!  
2. Som den dag jeg kom til at tisse i bukserne, fordi jeg ikke var i nærheden af et toilet og min bækkenbund har som bekendt set bedre dage. Vel går det ned af bakke, men behøver det at være så håndgribeligt?
3. Som den dag min anoraksnor viklede sig ind i mit cykelhjul og min strikkjole var kravlet næsten helt op til min bagdel. De lokale bumser på Torvegade var pludselig ekstremt hjælpsomme.
4. Som den dag jeg lærte at indhalere en cigaret. Tager endnu en gang tilløb til at aflære det.
5. Som i alle de gange jeg har været spontan og uovervejet og har bommet en chance.

Faktisk venter jeg stadig på at blive voksen på den voksne og tjekkede måde. Man skulle jo tro, at voksenheden burde indfinde sig, nu man går rundt i en voksen og snart aldrende krop. Jeg er dog så voksen, at jeg skifter karklude hver dag, er svoren tilhænger af dersens poselukkedimser fra IKEA og så betaler jeg faktisk mine regninger til tiden. Det er da altid noget.

Min datter og jeg er forbundet af en sær form for kvindesolidaritet. Ikke forstået på den måde, at vi er veninder eller sidder lårene af hinanden. Vi er mor og datter, ja, bestemt. Men med hver vores tag på kvindeliv og hver vores holdninger. Faktisk er noget af det værste vi ved det danske realityprogram "Mig og min mor" . "Adr, mor," siger min smukke datter. "Jeg så lige et afsnit med xxx og xxx. Sådan skal det sgu da ikke være!" 

Jeg har faktisk også gjort meget ud af ikke at opfatte hende som en ny lille mig eller en forlængelse af mig. Tror faktisk heller ikke, at hun ville have fundet sig i det. Så vidt jeg husker var hun en pæn lille genstridig pakke allerede, da hun landede på min mave efter en lidt overrumplende fødsel, hvor jeg nærmest blev lidt forskrækket over at blive mor. 

Godt hun havde sin fine far. Der hellere end gerne ville skifte, gå ture og vugge. Tror faktisk vi sloges lidt om det og der var vist en gang, da hun var meget lille og nyfødt, hvor jeg begyndte at hyle højlydt og råbe, at han skulle gi' mig min baby, fordi han gik lidt for dedikeret op i opgaven som far. Jeg mener. Jeg skulle da lige lære det her selv. Sådan var han også, da vi fik vores søn. Kan huske, at jeg en gang med vold måtte skubbe ham væk fra barnevognen, fordi jeg ville gå med den. Pø om pø har jeg så godt kunne se en ræsson i, at deres far var så meget tilstede. Ret hurtigt faktisk og jeg tror, at det har givet begge mine unger en god kønsbalance, at vi begge var omsorgspersoner.  For det har vi været. På et tidspunkt hed vi faktisk MOFA. Den store forældre-klump. Vi var unge, vi var dedikerede og vi ville begge de unger.

Alligevel, så oplever jeg til tider, at jeg som mor er vigtigst. Og at jeg er forbundet med mine børn på en helt speciel måde. Det er mig, der har taget de svære snakke om sex. Det er mig, der kender deres hemmelige ønsker. Det er mig, der ved, hvad der ligger bag min datters ord, når hun bliver vred på den særlige kvindemåde. Det var mig, der lavede nisseballade og insisterede på nissebyer og julesokker. Det er mig, der har forsøgt at skabe nogle helt egne juletraditioner. (Mht. det sidste er min mand undskyldt. Han lider af juletraumer fra før min tid.) Det er mig, der lavede fjollesange og fjollelege og det er mig min søn kommer til, hvis noget plager ham eller han vil snakke om kvinder.

Måske er det fordi vi hen af årene har skilt vores forældreroller lidt ad. På den traditionelle kønsmåde. Ikke som en bevidst process, men bare fordi, at det artede sig sådan. Det tror jeg faktisk, at vi har. Ikke at det har gjort os mindre lydhøre hver især. Men langsomt er jeg gået hen og er blevet moren i fortagnet. Og deres far, faren. 

På den måde giver det vel egentlig sig selv, at jeg har en helt særlig solidaritet med min datter, der nu er blevet voksen og skal stå på egne ben. Måske er det også bare, fordi vi begge nu er voksne kvinder med hvad det nu indebærer. Jeg ved det faktisk ikke.

 

Man skal ikke ha' ondt af de gamle...

Det er lige gået op for mig, at jeg er kommet i den alder, hvor jeg synes, at man er ung, når man er 40! Jamen herregud, tænker jeg, når folk klager over, at de nu er ved at blive gamle. Så skulle du prøve at bo i min krop, hvor det store fem nul snart banker på døren. Og et sølvbryllup. Og en datter, der flytter hjemmefra - som i næste uge. Det første er, hvad det er. Jeg smækker bare lidt rynkecreme i krydderen, får dækket de grå udvoksninger hos modefrisøsen en gang om måneden og så har jeg lært altid.at.have.mine.læsebriller.på.mig. De er blevet min trofaste følgesvend af den simple årsag, at min arme bare ikke længere er lange nok til, at jeg kan se, hvad der står på varerne i butikken, eller hvad jeg skriver under på og den slags. Jeg har i øvrigt opdaget, at læsebrillerne næsten er som et hemmeligt bandetegn. Siger man: Øjeblik, jeg skal lige ha' mine briller på og den overfor blinker forstående, så ved vi, at vi tilhører samme klub. Det er nemlig ikke altid lige nemt at talsætte de flotte damer, jeg møder på min vej. Mange ser helt igennem forrygende ud! Faktisk oplever jeg ofte, at dem, der er nogle år yngre, ser meget ældre og mere trætte ud, end vi gør. En forklaring på det fænomen mangler jeg stadig.

At min datter flytter hjemmefra, synes jeg så til gengæld er meget underligt og vemodigt. Bevares. Det er naturligt og hun skal ud og være voksen. For det er hun nu. Voksen. Men derfor kan man jo godt i stille stunder sidde og mimre lidt vemodigt over, at en epoke nu er slut. Dog kun kort. For der følger også positive ting med. F.eks. kan vi med et kunstgreb og lidt bytten rundt på værelser få: 

1. Et arbejdsværelse. Det har jeg ikke haft siden min datter blev født for 21 1/2 år siden. 
2. Et soveværelse, der bare er et soveværelse med en seng som eneste møblement. 

Jeg må indrømme, at min indre interiørdesigner allerede er gået i gang med at planlægge. F.eks. har jeg anskaffet mig en gine og jeg kan blive helt høj ved tanken om, at jeg får et skrivebord, hvor min symaskine kan stå og hylder med stof og blade med mønstre danser for mine øjne. Og den skide bogreol fyldt med alle vores bøger, som man nærmest skal kante sig uden om for at komme ind i vores nuværende soveværelse, kan også rykke ind der og så er jeg tættere på min drøm om et hjem med luft og rene flader. Måske kunne jeg ovenikøbet komme i gang med mit drømmeprojekt: Windowfarming
Oh, yeah! 

Men det stopper slet ikke der. Nemlig nej. For:

1. Min bankrådgiver siger, at vi er gældsfri, når jeg er 53. Hva' be' har! Her gik jeg i årevis og troede, at gæld var et livsvilkår, jeg måtte leve med resten af mit liv. Åbenbart ikke. Så kan det så godt være at vi til den tid beslutter os for at bytte vores smukke christianshavnerlejlighed ud med et lille andelsrækkehus eller et haveforeningshus. Og så skal vi jo optage gæld igen. Men det bliver på voksen-måden med fast ejendom og tænk, det skræmmer mig overhovedet ikke længere.
2. Min søn pakker vel også snart sine sydfrugter og hopper ud på egne ben. Han er en hyggelig fætter og god for mange lune grin. Men når han flytter også, så bliver der frigjort endnu flere midler. Alene madbudgettet kan jeg se vil blive minimeret væsentligt.
3. Med alle de midler, der pludselig bliver frigjort, så skal vi da rejse skal vi. Bare Anders og jeg. Op til Nordkalotten og se nordlys. Til Vietnam og Japan. Til Island og til Maine. Til New Zealand for at se hvaler... 

Så all in all. Det store fem nul er ikke så tosset endda. Måske skal jeg så nok på det tidspunkt skifte min titel som præ-klimakteriesild ud til klimakterie-sild. Men det kan man jo også gøre til et adelsmærke.

Det gælder om at holde perspektivet

Da jeg var ung og vred og smuk havde jeg en studiekammerat. Hun var intelligent, sød, blond og alt mulig mere - hele pakken kort sagt. Men en dag sagde hun til mig om en eller anden:"Hun er rig, fordi hun er så sød!". "Arrrhhhh", tænkte jeg. "Kan det nu passe?!". Hun sagde også, at grunden til, at hendes eget liv var så nemt og fint, var fordi hun var så sød og derfor holdt Gud med hende. "Arrrh...", tænkte jeg. "Kan det nu passe?!"

Siden hen stødte jeg på en granvoksen kvinde, der i ramme alvor mente, at grunden til at f.eks. kvinderne i Nepal havde det så skidt var, at de havde en stor skyld at sone fra deres forrige liv. "Arrrh...", tænkte jeg. "Kan det nu passe?!". Det var så samme aften jeg var blevet tvangsindlagt til at se den dersens film, der vist nok hedder "The Secret". Den handler om, at hvis man bare tænker gode tanker og visionerer, så kommer alverdens rigdom og glæder til en. Mens vi så den skulle vi afionisere vores vand med en eller anden ståldims, så vi ikke fik alle mulige giftstoffer i os. (Bare for at sætte scenen).

Nu var jeg sådan indrettet den gang, at jeg bare lod folk snakke og var af den fulde overbevisning, at folk da måtte mene, hvad de ville, og at jeg ikke sådan skulle gøre mig til dommer over andre. For det ku' jo tænkes, at de havde ret. Jeg mener, jeg har jo ikke den direkte forbindelse til den højere sandhed.  Det har jeg sådan set syntes meget længe og jeg har som regel ladet folks snak om ditten og datten og dutten og deres 27 besværgelser og taktikker for at undgå det onde, gå lidt hen over hovedet.

Men når man så pludselig står med en jævnaldrende veninde, der går hen og bliver alvorligt syg, og f... også går hen og dør, så tænker man skråt op og til højre med alle jeres besværgelser og barnetro. For hende her hun var faktisk skide sød og kærlig og empatisk og alt mulig andet. Og hun kunne visionere nok så meget, mens de pumpede hende fuld med morfin, stråle- og kemobehandlede hende og hvad man ellers sådan griber til i lægeverden. Det hjalp da ikke en skid. Og heller ikke at hun var det sødeste menneske. Hvis der findes en gud, så holdt han/hun/den i hvertfald helt tydeligt frokostpause, i mens hun led. 

(Har så lige hørt en endnu ondere historie om en mand, der var ude og løbe, og løb ind i en varevogn. Nu ligger han i respirator, som nok bliver slukket inden for det næste døgn. Hans kone er langtidssygemeldt med stress, der har udviklet sig til en depression og de er forældre til to små børn på 1 og 3 år. Jeg er sikker på, at alle fire altid har været rigtig søde og fine.)


Den slags sætter livet i perspektiv. F.eks. går Anders hele tiden rundt og citerer slutscenen fra "Full Metal Jacket", hvor hovedpersonen står midt i kaos og døde soldaterkammerater og siger: "I det mindste er jeg i live".  Yes my boys!

Så, skal vi ikke bare blive enige om, at vi lever her og nu. Med det livet nu bringer en og at der ikke findes en højere retfærdighed, der har valgt netop dig til holdet af vindere, fordi du er så sød! Og så længe man er i live, er der håb. Og endnu bedre er det, hvis man ikke er sygdomsramt og man har alle sine mentale, kompetencemæssige og menneskelige ressourcer i behold. Så går det sgu nok, selv om man er ramt af arbejdsløshed, pengemangel, kærestesorg, dumme chefer, plagende børn, beskidt badeværelse, tøjkrise, stress og hvad livet ellers byder én.



  

 

Du må få min sofacykel, når jeg...

Jeg kastede ikke op i kirken. Men jeg græd. Det gjorde min datter også, og min søn kneb en diskret mandlig tåre. Og min mand og den gamle ven, der havde mistet kontakten til hende vi begravede for flere år siden, men selvfølgelig dukkede op, var rørte og rømmede sig med sammenbidte kæber på mandemåden.

Hvis jeg lod være med at tænke på, at min kære gamle ven lå deroppe ved alteret i en kasse, så var det til at bære. Så var det faktisk rørende smukt. Det var en stor kirke og den var fyldt til bristepunktet. Blomster strømmede ind og løb i et blomsterflor fra alteret og hele vejen gennem kirkerummet, helt ned til udgangspartiet.  

Præsten gjorde et meget kvalificeret forsøg på at holde en personlig tale. Jeg var tæt på at synes, at den var decideret vedkommende. Nok især, fordi præsten havde konfirmeret hende, der nu var død. Og døbt begge hendes børn og kendte familien - eller rettere hele klanen - som hun sagde. Hatten af for det. Og hatten af for alle dem, der var mødt op: fra fortid og nutid. 

Selv er jeg ikke medlem af folkekirken. Jeg har meldt mig ud for mange år siden og selv om jeg faktisk bor et sted, hvor jeg har udsyn til tre af Københavns markante kirker - fra det jeg kalder mit hellige hjørne - så føler jeg ikke nogen tilknytning udover, at jeg værdsætter skønheden i kirker og kirkerum og bestemt også ritualerne, hvis det giver en mening for dem, der inviterer mig til nogle af deres store livsbegivenheder. Det er ikke her, der er plads til markante udmeldinger, synes jeg.

Men når man nu er med til at bisætte én, som man har kendt siden man var 16. En som man har delt rebelsk ungdom med og siden graviditeter og børnefødsler og voksenliv og som man siger farvel til alt for tidligt, så begynder man at tænke. Over, hvad der betyder noget i livet, over sin egen dødelighed og over, hvordan, man gerne vil sige farvel. Jeg gør i hvert fald. Og jeg er kommet frem til, at det ikke er en præst. der skal begrave mig, men min familie og mine venner. Kom frit frem med digte, taler, musik og blomster. Masser af blomster, som, hvis jeg stadig bor på Christianshavn til den tid, skal kastes i kanalen på bedste christianshavnervis. Bagefter skal folk mødes og feste. Jeg vil have fadølsanlæg og vin og musik. Helst gerne et lille intermezzo med et østrigsk blæserband. Bagefter disko og soul, fordi jeg af sjælen er en dansetøs. Skulle jeg køre den helt ud, så ville jeg elske, at blive kørt af sted på en hestevogn med heste, der er pyntet med fjer på bedste gammeldags italienske maner. Men det er nok for primadonnaagtigt og man kan jo ikke få det hele, vel. 
 
Til gengæld vil jeg meget gerne ha' en gravsten. En sten som mine efterladte kan komme og ae, så længe de har behovet. Bare en lille rest af mig og jeg lover, at jeg ikke bliver fornærmet, den dag de ikke længere har behovet for at komme og ae mig. Jeg ved fra mig selv, at det bliver sådan på et tidspunkt. Og det er helt fint. 

En sofacykel har jeg så ikke, men resten af, hvad jeg ejer: Tag det gerne og gi' det videre...