Susling på hausfrau-måden

Det er en anelse bekymrende, så hurtigt jeg er faldet ind i Hausfrau-rollen igen. Dag 3 i min nyledighed og jeg er i fuld flor. Som her i morges, hvor jeg trippede af sted i mine nye swedish hasbeens med min indkøbskurv over armen for at købe mel og gær. Spoing. Kl. 9.00 stod jeg der. (Jeg er også begyndt at se et tysk madprogram. Ikke at det er mig, der laver maden her i huset. Men jeg nyder at se på, at andre laver mad. Og fantasere lidt over, hvordan jeg ville gøre mig som tysk hausfrau iklædt tyrolerkjole og fletninger. Oh lykke, hvis det var det eneste man skulle: gå i tyrolerkjole og lave mad).

I løbet af meget kort tid har jeg også indledt et kærlighedsforhold til mit køkken. Dagligt stryger jeg kærligt mine fine sorte bordplader, mens jeg frydes over, at resten af familiens uvaner ikke kan ses. Ingen ringe efter te-kander. Ingen fedtpletter og misfarvninger. Kun salighed. Jeg trækker skufferne ud på mit nye skuffedarium med plads til bestik, køkkengrej, poser og madpapir, karklude og i bunden kartofler, løg og den slags og skubber dem i igen, mens jeg nyder det lille shwuish skufferne siger, når de lukker sig af sig selv det sidste stykke. Så kan det godt være, at håndværkeren har sat grebene forkert på. Det bliver vel rettet. Men bare det, at jeg har et skuffedarium med overskuelige skuffer, kan få mig til at falde helt i svime. Lige som når jeg åbner en skabslåge og der er plads til det der står og ikke som tidligere, hvor det hele var mokket sammen i et stort kaos. Hvor man først skulle flytte det ene, for at få det andet ud. Mit første rigtige køkken! Jeg føler mig pludselig helt normal og meget hausfrauet.

Men jeg ved jo godt, at det er en stakket frist. En kort periode, hvor jeg kan tusse rundt og vaske tøj, tørre støv af, gøre rent på badeværelset, bage, gå til fitness, snakke med ungerne, når de kommer hjem fra gymnasiet og lave frokostaftaler med veninder, som også er ledige. I Danmark er man ikke en hausfrau og da slet ikke i den tyske stil med forklæde und alles og selv om jeg kort godt kan dagdrømme om, at komme fra Ingolstadt eller Heidelberg og være ferm i et køkken og blive værdsat for det, så er det bare en dagdrøm.
For i den virkelig verden. Min verden er det noget med dagpenge og noget om at komme videre, og noget med at tjene en ordentlig løn og få noget, der ligner en karriere. Jeg ved det godt og jeg gider også godt. Om et øjeblik, for lige nu i dette sekund er jeg fuglefri og indehaver af et helt normalt pænt køkken, som enhver hausfrau sagtens kan være bekendt. (Så skidt med, at det sidste først bliver lavet færdig i uge 19).

Susling on the move

For at fejre min nyledighed gik jeg lige ned og købte et par sandaler. Jeg har set på dem længe og når nu det var det sidste par i min størrelse. Altså ikk', så må man godt. Sked på, at kortet er en anelse i dræn. "Schwuizz!", sagde det bare, mens jeg lukkede øjnene.

Nyledig, nyledig, nyledig. Jeg går rundt og smager på ordet. Mens jeg nægter, at lade det trække mig ned. Måske rammer følelsen mig ikke en gang, som den har gjort tidligere?! Jeg har i hvertfald gjort alt, hvad jeg kunne, for ikke at lade den nå mig. Alt hvad der kan smage af nøjes og taber er jeg ved at eliminere. Lorteskabet, der var ved at falde ned om ørerne på os er udskiftet. Jeg har smidt ud og foræret væk. Ordnet skuffer og skabe og lagt alt i snorlige rækker. Mit nye fine køkken, som er næsten færdig, har jeg indtaget - erobret - så det bliver mit og ikke tilfældige håndværkeres. Opvaskemaskine og vaskemaskine er skiftet ud, så dem jeg har nu er spritnye (leje, bevares, men det er jo vores koncept. De kan hele tiden skiftes ud til den mest effektive, miljø- og energivenlige version. Og lets face it. Man kan hverken tage hårde hvidevarer eller mursten med i himlen.)
Jeg har ryddet op på altaner og plantet nyt og enkelt. Havde sågår en huskeseddel med i planteskolen, så jeg ikke lod mig friste (var så ret svært under alle omstændigheder. Kunne dårligt se udbuddet for alle de voluminiøse amar'inder med dræberblik. Jeezz nogle popo'er! Ooog, det er så også noget jeg arbejder på. Ikke at tænke "Jeeezzz, sikken en gigant bagdel og så videre". Messer for mig selv: "De gør jo noget ved det og de er ude og...og...og...").

Min plan er, at gøre alt enkelt, overskueligt og gnidningsfrit. Så jeg ikke snubler over irritation. Så jeg ikke bliver trukket ned et sted, hvor jeg ikke kan bunde. Om lidt skal jeg forhandle med malere, der skal give mig tilbud på, hvad det vil koste at få malet min stue og køkken og så vil jeg bestille en karriere-kom-videre-samtale hos min fagforening. Alt sammen iført mine nye sandaler.

Suslings forpulede køkken vol. 8888888888000000

Nu er jeg ikke supererfaren udi køkkenbyggeri. Det er første gang i mit liv, jeg får noget alle andre har haft ret til i adskillige reklamer. Så jeg kender ikke rigtigt listen over reaktioner, når man er i gang med sådan noget. Bortset fra, at jeg har hørt, at folk er blevet skilt pga. køkkenprojekter. Nu tror jeg godt, at vores 27 år lange forhold kan klare et bette køkkenprojekt. Men lidt vrede har der da været. Så i går aftes skred Anders. Og kom hjem igen. Og det blev jeg glad for. Savnede ham vildt, da jeg stod der helt alene midt i alle flyttekasserne og tømrerstøvet. (Den er altså helt gal, når man har haft tre tømrere på, ved hvad de hedder, hvem der gør mest rent efter sig og ovenikøbet har fået sig en yndlings en af slagsen). Har så også lige haft tre besøg af elektriker, 3 af VVS'ere (den sidste gang kom bliktuden for at lave noget, han allerede havde lavet!), 3 køkkenkonsulenter har været ind over (nu vil jeg kun snakke med Chefen!) og så kom der også to malere. Vi snakker altså et lille projekt, som er en del af et større projekt i det lejlighedskompleks jeg bor i. Og vi er ikke, siger og skriver ikke færdige endnu. Da en af køkkenkonsulenterne kækt sagde, at de nok ville komme igen og lave det sidste i uge 23, fordi det jo også skulle være nemt for dem, samtidig med at snedkeren havde revet en stor del af skabene ned og var i gang med at sætte dem op igen - så blev jeg aggressiv, så meget, at Anders kærligt greb den og inviterede mig på købeburgere fra den gode biks i Skt. Annægade nede på vores kaj.
Men nu får vi da lige nogle vitrinelåger oven i hatten og det bliver på deres regning. Og så vil jeg have...ja, alt muligt ekstra sgu så. Ellers så kræver jeg at få min vask i sort. Som var den oprindelige plan. Og kører cc-finten på højt strategisk niveau, mens tømrerstøvet knaser mellem tænderne på mig. Har jeg alligevel tid til, nu hvor jeg igen er blevet en samfundsnasser.

Susling i proces II

Jeg sluttede hos "afrikanerne" i fredags og tak for kaffe siger jeg. Det har ikke været en ubetinget positiv oplevelse hele vejen igennem. Men nu har man da bidraget til de fattige og har konstateret, at den her med, at dem, der elsker hele verden og favner bredt. Tja, de tænker som de fleste andre... og mest på sig selv. Måske er jeg bare sådan én, der ikke rigtigt kan have den slags - i for overdreven grad. Men sådan er der jo så meget. Som mit køkken f.eks. Vi er nu officielt den obligatoriske 10. lejlighed, hvor alt går galt. Wolla, de har simpelthen en statistik og den slår aldrig fejl. Jeg er pænt nedbøjet efterhånden. Skal have håndværkere både før og efter påske. Skabe, der er sat op, skal pilles ned igen, fronter skiftes ud, ting rykkes rundt. Så kan jeg hygge mig med det i min ferie, sammen med mine papkasser og håndværkerstøvet, som jeg næsten har opgivet at fjerne. Der kommer alligevel noget nyt dagen efter. (Må man godt skrige bare en lille bitte smule nu?)

Susling i proces

Om mit køkken er færdigt? Tak fordi du spørger så deltagende! Vi er gået hen og er blevet en sag. Som kræver ekstra opmærksomhed. Med specialister. Der kommer ud på en lørdag.For at rette op på Klamphuggertømreridiots makværk. Så nu er der en rigtig snedker i gang. Med tommestok og specialistblik. Der er stor forskel på en tømrer og en snedker skulle jeg hilse og sige. Og nu er det altså sådan, at vores køkken er en Svane. Når det engang bliver færdig med håndtag på lågerne. Og justerede skabe, så man ikke bliver søsyg i sit eget køkken. Og jeg ikke længere skal bo i papkasser, hvor man ikke kan finde noget. Overhovedet. Fordi vi i vores store naivitet bare kylede det hele ned. Sådan tilfældigt.For vi troede, at det bare ville tage et par dage.Når det nu sådan var en stor entreprise. Og en Svane.

Jeg nægter, at læse noget som helst symbolsk ind i det her. Jeg vil bare gerne have et køkken. Der er færdigt. NU!

Susling under ombygning

Om mit nye køkken er færdig? Tak fordi du spurgte. Selvfølgelig ikke. Konturerne er der, men finishen og færdiggørelsen, det blæser lidt i vinden og resten ligger i kasser, som vi skal sortere og stille på plads.

Lidt lige som mig selv. Jeg har været helt derinde, hvor jeg ikke kan sætte ord på og hvor den psykolog, jeg har gået hos i en kort periode, pludselig slog fagligt begejstret ud med armene, mens hendes lange smukke libanesiskkrøllede hår dinglede entusiastisk om hovedet på hende.
For nu havde jeg fat i den lille treårige pige. Hende, der ikke vidste om hun var købt eller solgt. Hende, der ikke vidste om, hendes forældre kunne tage vare på hende. Hende, hvis forældre stjal hendes rum, som bare blev mindre og mindre.

"Klik," sagde det inde i mit hovede og så smilede jeg et stort lettet smil og slog ud med mine arme, så mine ørenringe og mit lidt mindre libanesiskkrøllede mørke hår dinglede om hovedet på mig.

De allersidste forløsende ord. Siden har jeg smilet, så mænd flirter med mig og kvinder smiler tilbage. Og nu går jeg rundt med en sær indre ro. Selv om jeg selvfølgelig godt ved, at der skal finish og færdiggørelse til og jeg skal have pakket ud af kasser, sortere og stille på plads.