Susling om feelgood

Hvordan er det lige, at man kommer videre efter et jammerindlæg? Noget med noget feel-good? Feel-good er for mig ægte kontakt med andre mennesker. God, sund og konstruktiv kontakt. Hvor man ser på hinanden og ved, at den anden er der - respekten og den gensidige forståelse.

Man behøver ikke at ligge og rulle rundt af grin hele tiden, når man er sammen. Man kan også bare tale høvisk om intelligente ting. Man kan sige mentalt "Genau" til hinanden, som man gør i Østrig, når man vil vise den anden, at man forstår og ser. I DK siger man vist bare: "Jo". Jeg har aldrig helt fattet den detalje, for inde i mig runger der hele tiden et "Genau" og så kommer det ud på en lidt underlig måde, som "Jeg er enig" eller "Ja, det ved jeg".

Feel-good er også at spise et godt måltid sammen - som er opstået spontant. Ikke noget med lange kalendersammenligninger. Bare godt og grundigt spontant og fordi man gider og man ser hinanden alt for lidt, selv om der i virkeligheden, er en stor gensidig forståelse. Eller at have nogle gode snakke med varme kvinder, der også tænker "Genau" inde i deres hoveder.

Feel-good er, at blive inviteret på weekend på Fyn af DJ Broks x-svigerforældre, at få en invitation til en fernisering, at modtage naturprodukter fra Østrig og bagefter diskutere dem med den nye østrigske veninde. Eller hende højt oppe i nord, som jeg kan vende de underligste ting med.

Feel-good kan også bare være, at man kommer til at støde ind i en kvinde i Netto med sin kurv, hvorefter vi begge spontantudbryder:"Åh, det må du meget undskylde!" Fejlen ligger jo hos os begge og bare det, at blive set og at se og at opdage, at andre trods alt også har en rem af huden.
Det er f...ægte feel-good.

Susling 3 år gammel

Ingen er perfekt og bestemt ikke mig. Mens jeg har prøvet at være voksen og ansvarlig og opdrage mine børn, som jeg nu bedst kunne med al min fornuft og intuition og ønske om at give dem noget bedre, end jeg selv fik som barn. Så har der siddet et lille barn på min egen skulder. Susling 3 år, som ikke forstod alle de danske samfundskoder og især ikke venindekoderne.

Jeg kender godt årsagerne. Jeg er barn af en dysfunktionel familie og jeg blev samtidig rykket op med rode i den vigtigste dannelsestid - fra 1- 7 år. Jeg blev fjernet fra én kultur og ét kodeks til et andet, som jeg så måtte aflæse og indoptage ret hurtigt, for at kunne være med (lige som jeg måtte aflæse mine forældre for at overleve).

Da jeg så vendte hjem til Danmark igen, så havde jeg, udover nogle ualmindeligt veludviklede antenner til at aflæse andre, også nogle østrigske koder med mig, som jeg mærker meget stærkt, når jeg som nu møder østrigere. Aha, tænker jeg. Det er da derfor, jeg gør, som jeg gør og er, som jeg er. Det er jo slet ikke unormalt. Sådan er de andre også. Bare ikke i Danmark.

For da jeg vendte tilbage til DK, så havde jeg de østrigske koder med og havde misset nogle af de danske. Siden da, har jeg prøvet at forstå. Forstå, hvorfor jeg ikke må være med i legen. Forstå, hvorfor det altid er mig, der bliver valgt sidst til rundbold. Forstå, hvorfor jeg pludselig ikke må komme med til en eller andens fødselsdag.

Det er sgu ikke nemt at være Susling 3 år.

PS. Og hvorfor er det altid dem, der er mest intrigante og mindst givende, som alle andres samles om?

Susling om de små paradokser

Livet er fyldt med paradokser. I min verden ser de sådan ud:

• Jeg er 47, men jeg føler mig yngre, end jeg gjorde, da jeg var fyrre. I kid you not. Den gang gik jeg rundt og bekymrede mig om overgangsalder og tabt skønhed og tabt sex appeal og mit tiltagende fjernsyn og den slags. Gør jeg absolut ikke mere. Overgangsalderen lader vente på sig. Brillerne kan man leve med - især hvis man husker dem - og den tabte skønhed må man vel bare erstatte med noget andet. Som fx, at min datter bliver skønnere for hver dag, der går og jeg selv er rykket over i kategorien "Velholdt".
• Rengøringshjælp! No way! Jeg kunne det hele og så var jeg socialist om en hals. Er jeg stadig, men nu er en rengøringshjælp min hemmelige drøm, fordi jeg faktisk synes, at tid til sig selv er meget vigtigere.
• DIY. Jamen hvorfor ikke?! Går faktisk og leger lidt med tanken om at springe ud. Når jeg får tid. En gang.
• Andre folks hang ups og hvad de mon synes og tænker og føler og Åh, nej, har jeg nu sagt det forkerte eller provokeret nogen og hvorfor er det nu, at jeg ikke lige forstår den hemmelige veninde-indforståethedskodex?! Bare ærgerligt. Kommer aldrig til at forstå den, men jeg forstår så meget andet og jeg forstår, at have et ægteskab, hvor vi tager vare på hinanden.

Nå, men det var bare det jeg ville sige.

Susling om at ældes

Jeg burde ikke sidde og blogge lige nu. Jeg burde i stedet tage mig af den store opvask, der flyder ud over mit nye køkkenbord, fordi vi havde gæster i går og fik and a'la orange (mmm) og lidt for meget vin og Sambuca og Anders begyndte på et tidspunkt at bage på den kvindelige gæst. Var ok. Hun så fantastisk ud, selv om hun ikke selv synes det og beklagede sig over, at hun nok ville have svært ved at finde en ny mand, sådan med den alder hun havde og de ekstra kilo, der havde sneget sig på (igen noget med den dårlige fortælling om sig selv!).

Slog mig forøvrigt forleden dag, at jeg med hastige skridt er på vej mod de 50. Om et halvt år er jeg 48 og så er man ikke længere midt i 40'erne. Man er sidst i fyrrerne (oh, rædsel) og når man er det, så skal man lade være med at hive fotoalbummet frem, for lige at vise noget om den gang ens unger var små og nuttede, for så ser man pludselig sig selv smile glad, ung og strålende tilbage til den nu mindre strålende mig. Der sidder hende den unge mig med den særlige blødhed om kæberne, man kun har, når man er ung og den gnistrende hud og det skinnende hår. (Som jeg konstant prøver at få rekonstrueret hos frisøren, hvor jeg er stamkunde (har efterhånden min egen stol)).

Fordelen er så selvfølgelig ens livserfaring! Den er god at have, sådan en. Så kan man nemlig finde ud af at sige pyt til mange ting og tilgive. Ikke mindst sig selv. Og egentlig synes, at det er ok, at købe 5 glasjuletræskugler til en 100 mand, bare fordi de er pæne og nogle af dem er formet som cup cakes, og så røg der også et lille guldglimmer rensdyr med og et tørklæde med ugler og en lille fjollet plastikpung med blomster i glade sommerfarver. Var nu egentlig også lidt fordi, jeg bare lige var smuttet forbi denne fantastiske butik med alle mulige unyttige ting i pangfarver bare sådan for at hyggeose lidt og i butikken mødte jeg så en fra det sted, hvor jeg tidligere var i løntilskud og hvor jeg den gang følte mig som en fattig taber og nu er jeg jo i en periode i job og tjener rigtigt godt, så jeg gad overhovedet ikke denne hersens fattigrøvsarbejdsløshedsfornemmelse, hvor hver en øre skal drejes og man af alle kræfter prøver at holde humøret oppe og lade som om, at det går sgu da forrygende. Også selv om alt man ejer er nedslidt og man nærmest slikker dåsen med hudcreme, for at få fat i den sidste lille rest.

Så jeg tænkte up your's. Jeg skriver sgu selv min egen historie og i øvrigt bruger jeg generelt penge for øjeblikket. Nemlig! Jeg køber støvler og trøjer, kjoler og smykker, parfume og makeup, barstole og dyre højtalere (Anders synes, at det er helt ok. Nu når vi har fået os en rød regering, skal man jo lissom støtte op om dem og sikre, at hjulene bliver sat i omdrejninger). For skal jeg ældes, hvad man jo skal, så vil jeg ældes velduftende og velplejet med ordentlige sko på fødderne og trøjer uden huller. Med ordentlig lyd og fancy julepynt. Elsker allerede mit lille guldglimmerglinsende rensdyr. Absolut unyttigt. Men vi har jo kun det sjov vi selv laver, så længe vi er her på denne planet.

Susling om at genskrive sin fortælling

Nogle ting ved man det egentlig godt, men det er jo det her med at få flyttet erkendelsen i hovedet videre ud i kroppen og især ned i maven. Maven er vigtig. Som min smukke datter sagde forleden dag: "Jeg mærkede lige efter i maven, om jeg synes det var i orden, det der skete. Det er jo det, du har lært mig. Du har altid sagt, lige fra jeg var helt lille, at jeg skulle mærke efter i min mave, når jeg stod med noget, jeg ikke rigtigt kunne finde ud af, hvordan jeg skulle løse eller overhovedet, hvad jeg syntes om det."

Nå, ja! Det sagde jeg jo også til begge mine unger og mig selv og min Anders - engang. Men man kan jo godt gå hen og miste den følelse. For mange gok i nøden, for mange nederlag, for mange tæpper, der bliver trukket væk under én og pludselig har man bare så ondt i maven, at man ikke orker at mærke den længere. Og hele ens historie og den måde man genfortæller den for sig selv er blevet spejlvendt.

Nogle gange så hjælper ens families fortids enerti godt med i den forkerte retning. Den kan man nemlig ikke løbe fra. Jeg har prøvet. Har stæset af sted fra den og har forsøgt, at skabe min egen fortælling. Men den er der jo alligevel underneden. Familiens fortælling. Om sorg og sygdom og forsømmelser. Om vanrygt og fattigdom. Om krig og lidelse. Alle de mennesker, der har været en del af ens opvækst. Alle deres oplevelser og nederlag. Måske har mange prøvet at skjule det for mig. Men børn har store ører og indoptager meget. Det tager man med i sin egen fortælling og er historierne slemme nok og videregivet af fornægtende voksne, der er blevet immune over for deres egne følelser, så æder de af ens cirkel og ens eksistens bliver pludselig en delmængde af de andres.

Det vidste jeg egentlig godt fra jeg var helt lille og da jeg blev stor nok og jeg ikke længere behøvede de voksne på samme måde, som man gør, når man er afhængig af dem for at overleve, så bestemte jeg mig for at gøre det anderledes - på en anden og bedre måde. Jeg klarede det også i rigtig, rigtig lang tid. Jeg formåede at give en anden og meget mere uforpligtende følelse videre til mine egne unger og jeg lærte dem om rationel tækning og om, at man altid skal se på de andres motiver, før man afgør, hvad ens næste skridt skal være - alt er ikke ondsindet angreb, men styret af andres sorg og bekymring. Noget er også styret af, at folk kun ser sig selv og altid føler sig ramt.

Jeg bestemte også, da jeg fik mine unger til låns, at de ikke skulle høre alle de grimme familiehistorier og at den dårlige enerti stoppede lige her hos mig. I den forstand er det lykkes for mig. Men livet løber jo også videre med os som forældre - uanset, hvor beviste vi egentlig er og uanset, hvor meget vi begge har forsøgt at holde balancen og et positivt udsyn. En dag sagde det bare crash! Og alle de spejlvendte historier begyndte. Om sorg og nederlag og mistede illusioner og tæpper, der gang på gang blev trukket væk under os.

Pludselig blev det hele spejlvendt. Den negative selvopfattelse fyldte mere, end troen på os selv og fremtiden. Det kommer man altså ikke særligt langt med i længden, skulle jeg hilse og sige. Men jeg er stærkere og meget mere bevidst om mit ophav og meget stærkere end mit ophav. Det mærker jeg nu, hvor jeg har fået vendt skuden og mit tankesæt. For der var måske en gang, hvor jeg pludselig vejede 30 kg mere og lod andre bestemme, hvem jeg var og hvor alle mine nederlag blev en del af min selvfølelse. Men en dag sagde det pludselig klik inde i mit hovede. Klik, klik, klik og jeg forstod, hvordan jeg skulle håndtere min sorg og mine nederlag.

Meget enkelt og meget svært samtidigt: Mærk efter, hvem du er og lav din egen historie. Det er sådan set dig, der skriver din egen historie og har selvopfattelsen fået et slag, så behøver det altså ikke at være hele alfabetet. Der er bogstaver nok at tage af.

PS. Kiloene rasler af mig og jeg mærker min mave så meget igen. Det kan lade sig gøre og ingen er dømt for evigt.