Hvordan aktivering kan ruske op i en sløv padde

Bom! Så var min header væk og jeg forsvandt næsten også. Det kan man godt komme til en gang imellem. Bare så'n forsvinde, fordi man bliver træt som ind i helvedet.

Men helt forsvundet er jeg åbenbart ikke. For jeg er jo stadig et nummer - i arbejdsløshedskøen. Der kan man fandme ikke bare sådan forsvinde. Så nu er jeg aktiveret. I al sin skønne enkelthed går det ud på, at jeg møder op - med min egen computer under armen - locker mig på netværket og så sidder jeg ellers og læser blogs og fb. Jeg behøver kun at møde op et par timer om dagen i sammenlagt fire dage i løbet af de to uger mit "aktiveringsforløb" varer. 

I dag mødte jeg kl. 9.00 dut til min første aktiveringsdag. Jeg er nemlig meget pligtopfyldende. Det synes konsulenten var en kende underligt. "Ja, nå, så er du jo den første," sagde han undrende.

Jeg undrede mig også. Heldigvis dukkede der en anden op 10 min. efter. Eller heldigvis  og heldigvis. Han prustede og stønnede og virkede ikke social på den hyggelige måde. Kort efter kom der også en anden. Han skulle aktiveres i udlandet med sine dagpenge. Det fortalte han i hvertfald højlydt i mobilen. 

På det tidspunkt havde jeg opgivet at lave noget konstruktivt, som f.eks. at researche eller skrive på en jobansøgning. Så det med fb og blogs gav lige som sig selv. Der røg også lidt nyheder ind over. Mens jeg sad der i al min pligtopfyldenhed, gik det op for mig, at der ikke var nogen, der kontrollerede mig. Jeg kunne gøre, hvad fanden jeg ville. Så kl. 10.45 klappede jeg min computer sammen, skred ud af døren, placerede min computer i cykelkurven, cyklede hjem og gik i gang med det, jeg hele tiden havde haft som plan: at skrive en jobansøgning. Fik den også sent.

I morgen har jeg tænkt mig at møde op ved samme tid igen, tjekke fb og blogs, læse nogle nyheder og skride hjem. Jeg skal nemlig nå nogle andre aftaler. Onsdag, torsdag og fredag må jeg godt aktivere mig selv. Og det passer som fod i hose; har nemlig lige nogle ansøgning og noget research, der skal laves. 

Næste uge går møllen i gang igen. Og så har jeg været aktiveret for denne gang. 

Egentlig meget smart, at der er nogen, der sådan kan ruske op i én!

Når regnen vasker glæden væk

Regnen og kulden har lige vasket min spirende optimisme væk og tunge, bekymrede tanker begynder at trænge sig på. Jeg tror, eller rettere jeg ved, at det er helt normalt en gang i mellem at få det sådan. Og jeg  ved, at jeg deler bekymringerne om fremtiden med de 200.000 andre, der bare gerne vil i arbejde igen. Jeg er så ikke en gang udfaldstruet! Dem støder jeg stadig oftere på. De ser trætte ud, men også med et vist galgenhumoristik udtryk i øjnene. Det er som om det ikke helt er gået op for dem eller også har de bare resigneret. 

Jeg modtager også jævnligt beskeder fra venner og bekendte om, at nu er den og den blevet fyret. Er jeg på kurser sidder den mindst to-tre stykker, som enten er i deres opsigelsesperiode eller kan se frem til en kommende fyringsrunde. Det puster til min omhyggeligt indpakkede angst og min sirligt opbyggede selvopholdelsesdrift. Bølger af kvalme vælter gennem mig og jeg får en klump i halsen. Når jeg får det sådan, så er det tungt at sætte sig med et jobopslag. Det er på jobs jeg sagtens kan bestride og også har kvalifikationerne til, men på de dage kan jeg ikke se det og opgiver næsten på forhånd. Faktisk kan jeg ikke en gang helt huske, hvad det nu er, jeg kan. 

På de gode dage ved jeg det godt. På de gode dage kan jeg skrive mig til jobsamtaler og det er jo et stykke af vejen. På de gode dage kan jeg aflevere en tekstpakke, der næsten er perfekt i første hug. På de gode dage kan jeg fortælle mig selv, at det hele nok skal gå. Jeg har jo gjort det før. På de gode dage ved jeg, at ting tager tid og at jeg befinder mig i en branche, hvor vi er mange om buddet. Det er ikke nødvendigvis mig, der er noget galt med.

På en dag som i dag er det bare ikke sådan jeg tænker.

Enter Grumpy-woman

Da jeg vågnede op og var blevet 49 sådan lige fra den ene dag til den anden, besluttede jeg mig for noget. Det er stadig i sin vorden og konceptet skal helt klart poleres. Men sådan i overordnede streger, har jeg simpelthen bestemt, at det er slut med at være pæn. Altså ikke i håret og tøjet. Det kan jeg ikke overskue. Mere sådan mentalt. For skal vi ikke bare blive enige om, at man ikke kommer særlig langt med pæn-pige-heden! Jeg har simpelthen ikke tal på, hvor mange gange jeg høfligt har holdt døren for nogen, f.eks. i Magasin på Kgs. Nytorv, og så er jeg pludselig blevet dør-holder-damen, som alle bare skrider forbi med knejsende nakke og stanken af koneparfume simrende efter dem i en lang kvalm dunst.

Eller de gange, hvor man pænt har siddet og passet sit arbejde og håbet på, at chefen opdagede det og værdtsatte det, så man fik en lønforhøjelse. Men nej, det fik alle andre rundt omkring en, fordi de brokkede sig og konstant gjorde opmærksom på selv det mindste komma, de havde præsteret. 

Eller jobsamtaler, hvor man er blevet spurgt om de underligste ting og man pænt har svaret, for sådan er spillet jo. I de situationer sidder man aldrig med den lange ende. Det er et etableret faktum, at arbejdsgivere er gud og lige netop deres job er genopstandelsen fra de døde. Selv om vi alle sammen godt ved, at jobbeskrivelsen er pumpet op og de helst vil betale så lidt som muligt, hvis de kan slippe af sted med det.

Eller alle de gange, hvor folk har sagt noget virkelig sært til mig eller har løjet for at se bedre ud og troet, at jeg ikke kunne gennemskue dem eller slet og ret bare ikke har været så begavede, men ikke selv har vidst det. Det sidste er jo, når jeg tænker over det og ret skal være ret også en slags gave. At tro, at man er meget smukkere, klogere, bedre, mere interessant, end man reelt er. Det kan jeg egentlig godt have en vis respekt for. Så lever man i den konstante overbevisning, at andre gider at høre på timelange monologer om deres ferieplanlægning/akrylhækletøj/terrassebygning/børn/ brok over chefen/kollegaen, som man har levet med i 15 år uden at ændre på det fundamentale/aftensmadsplaner/kedelige ægtemand/charterrejsen til Mallorca 25. år i træk osv. osv. osv.

Men nu er det fandme slut! Da jeg vågnede op og var blevet 49, blev jeg genfødt som Grumpy Woman. En sur gammel kælling, der bare ikke gider mere pjat!   

 

 



 

Om planter og venskaber

Når man bor på stenbroen, må man sno sig, hvis man er plantegal, som jeg er. Desværre har jeg ikke en lille terrasse (den står ellers på ønskesedlen), men jeg har mine franske altaner og gulve og flader, hvor jeg til hver en tid lige kan presse en lille plante ind. Faktisk er jeg blevet sådan en andre giver deres planter til frem for at smide dem ud. Det er jeg ikke altid lige begejstret for, for orker heller ikke et hjem, der er groet helt til. Men smide planter ud nænner jeg heller ikke, så lige nu kæmper jeg f.eks. med at holde liv i en palme, som jeg under andre omstændigheder aldrig ville have købt selv. Men nu er den her og den fortjener et godt liv. Så jeg vander den og sørger for, at den får det rette lys og en gang i mellem snakker jeg også til den. Det samme gælder den koriander, jeg ved en fejl er kommet til at så. Jeg hører til på det hold, der synes koriander smager som en sur karklud, men det skal planten jo ikke lide under, så den får de rette vand- og lysforhold, som alle andre grønne ting i min husstand, der lige nu består af:

• Japansk peberrod
• Akelejer
• Fuchsia
• Aloe Vera (to varianter)
• Basilikum
• Voksplante
• Køkkengeranium
• Gingo Biloba
• Julestjerne (ingen grund til at smide den ud bare fordi det ikke længere er jul)
• Hyacint (ingen grund til smide den ud bare fordi det ikke længere er tidligt forår)
• Væddeløber x 2
• Paradistræ x 2
• Amarylis (ingen grund til osv)
• Mynte i tre varianter
• Purløg
• Hvidløgspurløg
• Persille
• Kvan
• Løvstikke x 2
• Estragon
• Jordbær
• Timian
• Rosmarin
• Isop
• Solsikker (dem er jeg spændt på)
• Salvie
• Palmen
• Korianderen

Nogle af planterne er jeg mere begejstret for end andre, men hell de fortjener alle at være her! Så jeg vander, snakker og sørger for de rette lysforhold. 

Det sammen forsøger jeg faktisk også med mine venskaber og bekendtskaber og naboskaber. Der skal jo også vandes, belyses og snakkes. Men selv med de bedste intentioner og grønne fingre, så lykkes det ikke altid at få tingene til at gro og trives. Især synes jeg, at det har været en pænt nedslående oplevelse at møde bloggerverden. There I said it! Da jeg startede med at blogge, var vi stadig en forholdsvis lille gruppe og det var en fascinerende oplevelse, at få et indblik i andres tanker og liv. Men det var også med bævende hjerte jeg kastede mig ud i at møde folk i den virkelige verden. For havde jeg fordomme, så fik jeg dem ofte bekræftet. Men det jeg hele tiden tænkte var, at det var et interessant sociologisk eksperiment. Hvordan fremstillede folk sig og hvordan var de, når det kom til stykket? Og jeg må sige, at der var nogle stykker imellem, hvor jeg havde det på samme måde som med palmen og korianderen. Ikke noget jeg selv ville have valgt, men når de nu var her, så måtte jeg hellere vande og gøde og snakke og sørge for de rette lysforhold. Selv om de i virkeligheden var nogle tidsler, der legede, at de var pæoner. Og var der tilpas mange tidsler sammen, så kunne de jo råbe og skrige højt sammen, at de var de smukkeste pæoner og så var den sandhed plantet. Men tidsler var de stadig. 

Er jeg bitter? Lidt. Det må jeg indrømme og også såret. Det bliver man, når man står der med sin vandkande og de bedste intentioner. Omvendt, så ville jeg nok været gået uden om mange i det "virkelige" liv og hvis jeg havde mødt dem under andre omstændigheder. Og et eller andet sted, synes jeg, lige som jeg gør i det virkelige liv, at de små tidsler bare skal fortsætte med at bilde sig ind, at de er sarte, smukke, svulmende pæoner. De må også hjertens gerne bilde hinanden ind, at de er det, for det er hårdt at trives i sandet jord. Det er bare ikke mig, der skal stå der med vandkanden. Jeg har alt for travlt med at vande andre steder.

 

Man betaler også prisen i storbyen

En ny dag i min støjplagede storby-idyl. Ud over byggelarmen, så synes gårdmændene, at det er nu, der skal slås græs. På en ualmindelig pertentlig og ihærdig måde. I sådanne øjeblikke kunne jeg godt forfalde til at længes efter lidt landligt idyl med fuglefløjt og marker. Pænt er der jo - især om sommeren. Men så er det, at jeg også kommer i tanker om, at markerne skal pløjes og sås og høstet. Det larmer. Og græsset skal også slås i udkantsdanmark. Grimt ord forøvrigt! Ubehagelig new speak, der farver modtagerens opfattelse på en helt forkert måde. Lige som cafépenge og fjumreår. Så er det bestemt og der kan ikke modargumenteres. Af med knoppen. 

I virkeligheden så synes jeg, at vi alle er en del af Danmark - land og by. Vi er så små, at det giver god mening. Det der ikke giver mening for mig, er de fordomme jeg møder: Om at i København, der får vi det hele: Arbejdspladser, investeringer, motorveje, broer. Jo, det gør vi vel. Men vi har også bandekriminalitet, narkomaner og andet godtfolk fra provinsen, der foretrækker at gå til grunde på storbyske stenbro. Trafikken fra omegnskommunerne - og ingen betalingsring - eller reele løsninger på den problematik. 

Arbejdspladserne er vi mange flere, der skal slås om, broerne er noget, der bliver bygget hen over hovedet på de lokale. Bussluser, der er anlagt for at sikre skole- og institutionsbørnene, bliver nedlagt, så Operagæsterne kan komme hurtigt og nemt frem og tilbage. Igen heller ikke til gavn for de lokale. Det er den pris jeg må betale for at bo i storbyen. Men det er her, jeg hører til. Det er her, jeg er født og opvokset. Det er her min familie kommer fra. Det er her jeg kan udpege huse og kvarterer, hvor de har boet - lige siden min tipoldefar brød op fra slægtsgården på landet og drog af sted med sit ene ben, sin lirekasse og fjorten børn. Så i det perspektiv er jeg, 5.generationskøbenhavner som jeg er, vel også bare en slags provinsby-bo.
 

Og så lærte jeg at elske solen...

Indrømmet, der er ikke særligt idyllisk hos mig lige nu. Med mindre man er vild med gravkøer og mænd i arbejdstøj. Der bliver bygget nye boliger, renoveret og lagt fibernet. Alt sammen på en gang - selvfølgelig. 

Men uanset hvad, så bor jeg faktisk i en del af København, som folk valfarter til. Fordi her er så unikt og særligt. Med sine kanaler og kirketårnet, der spiller melodier som: Mariehønen evigglad eller Altid frejdig, når du går. Når studenterne på det lokale gymnasium springer ud, spiller kirkeklokkerne specielt for dem og nogle gange spiller tårnet også særlige campagnolo-koncerter.

Jeg bor i gå-afstand fra Christianshavns Vold, hvor jeg kan plukke ramsløg og skvadderkål og brændnældeskud. På Refshalevejen bag Christiania gror der æbletræer i massevis og æblerne plukker jeg og andre glad og gerne, selv om det betyder, at man skal hænge faretruende ud over voldens vand. Bag Ravelinen og før Christmas Møllers Plads ligger det et nedlagt banelegeme, hvor brombær gror vildt og med krat, der bliver større år for år og med de sødeste solmodne bær. Længere nede gror der Mirabeller. 

Kører jeg ud på Amagerfælled, som heller ikke ligger langt væk, kan jeg gå rundt i en fortryllende birketræsskov fyldt med rådyr, egern og harer. I horisonten flimrer det sidste af Ørestaden og det berømte Ottetal af Big.

Lige foran mit vindue strømmer vandet forbi i den nu ikke længere så trafikerede havn. Og når jeg skal noget, så tager jeg min cykel eller offentlige transportmidler som Metroen eller S-toget.

Skal vi med andre ord ikke snart droppe fordommen om, at man er klemt inde i København og at alt er stenbro og støjhelvede?!  Det gør mig så træt, for vi vælger hver især at bo der, hvor vi nu trives. Og skal jeg endelig kaste lidt mudder tilbage, så kan vi jo starte med brændeovne og biler. Det skal man jo have når man bor vest for Valby-bakke. Mindst to biler - for at komme rundt på job, i den lokale A-Z og når ungerne skal til sport eller se venner. Det har vi ikke brug for her hos os. Så det er meget muligt, at der ligger masser af grønt uden for jeres vinduer og landmanden gøder sin jord med gylle, men modsat mig, så Co2 forurener I. Fandme så om I gør og det bare for en klat grønt I kan kalde jeres eget.

Du synes solen skinner. Jeg har trukket gardinet ned, har jeg.

Jammer og jerimader. Ja, sgu så! Jeg ved godt at jeg hverken er syg eller død. Det er min nabo til den anden side forøvrigt, død altså. I fyrrerne. Af cancer. Lidt af en stime jeg er rendt ind i, tilsyneladende. Hun er den fjerde jeg har hørt om i løbet af de sidste måneder. Hvis jeg tænker for meget over det, så bliver jeg først rigtig deprimeret. Hørte så også, at hun havde ligget i med min underbos mand, altså før hun blev syg. Det hjalp sjovt nok på min sorte skyldsfølelse over, at jeg havde råbt af hende, fordi hun altid forlod sin lejlighed med et åbent vindue, selv når det var minusgrader uden for.  Ja, den slags kan man nemlig godt hidse sig gevaldigt op over, når man bor i etageejendomme med fjernvarme. Gad jo lissom ikke også fyre op for hende også, vel. Nu er hun så død. 

Jeg er til gengæld i live. Men ikke som i livlig. Desværre. For man burde vel være taknemmelig for, at man stadig trækker vejret og kan gå på Volden og plukke ramsløg, se på, hvordan alle krydderurterne i altankasserne spirer og lakere sine tånegle lilla. De små ting, ikk'! Men pludselig slog det mig forleden: Dagene går og det eneste, der sker er, at man bare bliver ældre og ældre. Snart er jeg vel over sidste salgsdato og hvad kan jeg fremvise? En gammel Toyota, et gammelt parforhold og - nå, ja ok, to fine unger. 

Og karrieren. Den går det sgu ikke så godt med. Det ene øjeblik vader jeg i jobsamtaler - selv på jobs jeg egentlig ikke gider - og det næste er der total radiotavshed. Indtil afslagene vælter ind i min mailboks. På jobs jeg til gengæld virkelig gider. Så kan ens amygdala godt blive ret træt. For i sidste ende så handler meget i dette liv vel om håb og tro på, at det hele nok skal gå. En slags selvopholdelse.

Men måske er de freelanceopgaver, der er kommet ind - helt uden at jeg har rørt en finger for det - et tegn? Et tegn på, at jeg skal kaste mig mere seriøst ud af den vej - igen. Men det orker min amygdala og jeg ikke rigtigt. Vi har nemlig været der før og så sjovt er det altså heller ikke at sige god morgen til sig selv hele tiden og diskutere med sig selv og rode rundt med selvangivelser og momsregnskaber og holde julefrokoster solo. (Bare for det tilfælde, at der skulle sidde en enkelt fastansat og drømme om friheden). Eneste trøst i hele denne misære er, at 2. aktøren ikke sendte mig på "Kom ud af din skal-kursus" eller tvangsaktiverede mig i en pølsevogn. Jeg er åbenbart en af de royale i arbejdsløshedskøen. 

Og med disse ord vil jeg nu vende tilbage til det jeg oprindelig startede på, før denne overspringsøvelse - nemlig kreere flere hamrende kedelige tekster om hamrende kedelige emner, som jeg i det mindste bliver betalt fo. Jeg har hørt om unge, der giver deres bare væk i ren desperation. Det gør jeg trods alt ikke - men det skyldes måske, at min bare ikke er helt så stram længere? At der overhovedet ikke er nogen, der vil ha' den! Suk.