En kop helt normalt arbejdsliv, tak

Jeg er ret god til at holde ting ud i stiv arm. Holde fast i proportionerne og se på de langsigtede perspektiver. Det er bare også sådan, at når man skal holde noget ud i strakt arm længe, så begynder armen at ryste og går i kramper. Skal vi ikke bare sige, at jeg er træt af det her bohemeliv med korttidsansættelser, freelanceopgaver og alt muligt andet. Jeg er dødhamrende træt af hele tiden at skulle tænke nyt og være fremsynet, innovativ og med på det næste.

Næh, det eneste jeg ønsker mig i 2013 - ud over, at det går min familie godt - er et stabilt, småborgerligt hverdagsjob med pensionsordning, feriefridage, fast skrivebord og frokostordning. Betaler gerne topskat, hvis det skal være. Ingen smalle steder her. Det må også godt være lidt kedeligt, det her næste job - ai, det passer så ikke helt. Men alligevel jo. Kunne være helt fint at prøve at ha' et job med noget forudsigelighed og en ledelse, der opfører sig normalt. Det kunne være godt! En chef, der opfører sig helt normalt og ikke f.eks. drikker i arbejdstiden eller kaster sig ned på gulvet og begynder at skrige. Eller pådutter en at passe biksen, mens de er i Berlin på ferie og jeg faktisk kun er på deltid. Så kan man rende rundt der på sine fridage med en telefon i lommen og tage i mod beskeder man alligevel ikke kan gøre en skid ved. En chef, der ikke voksen-mopper mine kolleger ville også være helt fint. 

Nu jeg tænker over det har jeg godt nok haft mange underlige chefer. Nogle af dem var decideret sociopater, det sagde jeg selvfølgelig ikke højt og slet ikke, når jeg så mig rundt i kontorlandskabet og så, hvad folk reelt finder sig i. Men de dukker nakken og gemmer sig bag deres skærme. Det kan jeg sådan set også gøre, hvis det skal være. Bare ledelsen er nogenlunde forudsigelig. Ja, det ønsker jeg mig: En nogenlunde forudsigelig ledelse og et godt småborgerligt job. 

På forhånd tak! 

Så er den ged næsten barberet!

Min datter har købt sin helt egen lejlighed. En lille fin 1-værelses andelslejlighed med et godt badeværelse, et fint køkken og en fransk altan. Den ligger ikke så langt fra os og hun er så glad.
Hun laver lange lister med alt det hun skal ha' og diskuterer lykkeligt badeforhæng, dørmåtter og reoler med mig. Jeg er også glad. Hun har sparet penge op selv og har en lille børneopsparing fra os. Ikke meget, men nok til at hun ikke behøver at gå alt for meget på kompromis. 

I weekenden var vi f.eks. i Fields og hvorfor dog ikke købe to Le Creuset-fade? De kostede halvdelen af normalt. Og hvorfor ikke købe præcis den Bodum-stempelkande, hun gerne ville ha', når den nu var sat 300 kr. ned. Og selvfølgelig giver det da mening at købe 4 royal hvid rille-tallerkner, når de var på bud. Nogle ting som hun får med i sit nye voksenliv er ting fra min mosters gamle lejlighed. Gryder, bestik, glas osv. Det gi'r også god mening. Ingen grund til at det går til spilde.

Men det er så dejligt for mig, at hun ikke behøver at nøjes. At hun kan snakke om to lænestole fra Hay og en globus med lys. Og det er fuldstændig rimeligt. Jeg smiler bare indvendigt og nyder hvert sekund. På hendes vegne og mine egne. Jeg har aldrig selv prøvet det: at flytte ind i en god lille lejlighed helt alene med de møbler og ting, jeg gerne ville ha'. Jeg flyttede i al hast som 16-årig - efter at have tvangsindlagt min mor for tredje gang - med fire tekrus fra Føtex, sengetøj fra De gamles by og min fars aflagte stereoanlæg. Ind på et kollegieværelse i Tingbjerg fyldt med højtråbende norske studerende. Ene pige på gangen og meget yngre end de andre. Det gør ikke noget. Jeg klarede det og har det godt i dag. 

Netop derfor er det fandme så fedt, at jeg, at vi, kan gøre det så meget bedre for vores datter. Der er oven i købet lagt et budget for, hvordan hendes økonomi vil se ud, når hun vil i gang med at studere og kniber det lidt til den tid, så har hun os. På en helt anden måde end det vi selv oplevede. 

Men indtil da, så skal hun lige indstalleres ordentligt. 1. marts sker det. Så er min lille Skumfidus, min lille bløde pige, der gav sommerfuglekys med sine fine sorte lange øjenvipper,  så er hun sendt godt i vej og jeg kan læne mig tilbage med et tilfreds suk. Tak for det.

Vinterblues

Midt januar. Mandag. Gråvejr. Frostgrader. Smag lige på ordene. Var ellers begyndt at drømme lidt om bare ben i sandaler og sommerkjoler. I et kort naivt sekund. I protest ordnede jeg mine fødder i går og malede tåneglene giftiggrønne. Jeg har også bestilt tid hos modefrisøren. Selv om jeg ikke har råd. Man må jo holde fanen højt i disse tider. Men når selv hyacinterne hænger med hovedet, så kan det godt blive lidt svært.

For der er nok at gå ned på, hvis man er i det hjørne:

• De vil skære i SUen, netop som mine unger skal i gang med deres uddannelse. Det er noget hø. Selv var jeg meget glad for, at der var noget, der hed SU, så jeg kunne få mig en uddannelse på trods. For jeg havde ikke rige forældre. Jeg havde stort set ikke forældre. Jeg har klaret mig selv siden jeg var 16 år og det har min bror også. Uden SU havde vi ikke kunne få de gode uddannelser vi har og være de gode skatteborgere, vi har været lige siden.
• Tiltagende krise og op til 23.000 udfaldsramte i første halvår. Det berører mig som medmenneske. Man kan så sige, at mange hamrede blindt derud af og skulle have huse og biler, som var de smurt ind i guld. 00'erne var hæslige! Og jeg gik rundt som en anden sandsigerske og tænkte, at det rablende korthus, der var bygget op måtte ramle på et tidspunkt. Det gør det så nu og det er ikke et kønt syn. Men nu er jeg jo også så gammel, at jeg bærer rundt på mange erindringer og kriser har vi haft før. De kommer i bølger. Så jeg var ikke den, der mente, at jeg kunne ville være lykkelig, hvis jeg havde foden på egen matrikel og en Audi i carporten. Næh, venner. Jeg er taknemmelig for, at jeg har fjernvarme, eget badeværelse, vaske- og opvaskemaskine og en smuk udsigt. Men det skal man nok havde været "ung i firserne i en københavner-slumlejlighed uden bad" for helt at forstå.  

Så, nu fik jeg det sågu meget bedre. 

Bare græd lidt mere...

Vi græd selvfølgelig. Selvfølgelig gjorde vi det. Og jeg var den, der græd mest. Så kunne jeg sidde der og tvære den blå festmascara rundt i hele hovedet, mens jeg undskyldte og undskyldte. For det er sgu da fjollet, så'n at sørge på den dramatiske måde. Men det gjorde jeg. Hun manglede jo! Han tog det pænt og græd med på mandemåden. Ligesom Anders også gjorde. På et tidspunkt rejste han sig op fra den anden side af bordet og gav mig et varmt trøstende kram, mens han sagde, at han godt vidste, at hun havde betydet meget. Han var faktisk overrasket over, hvor meget hun havde betydet for så mange. Hele kirken var fyldt, blomsterflor hele vejen fra alteret og ned til udgangen i den store kirke. Og alle dem, der græd og sørgede - på hver deres måde. 

Jeg er ikke så sikker på, at jeg ville kunne præstere samme opbud. Så elskelig som hun var, er jeg ikke. Faktisk er jeg sådan én, nogle ser sig sur på - på den dramatiske måde. Ikke at jeg altid ved hvorfor, men det har jeg lært at leve med. Jeg trykker jo også selv på stopknappen en gang i mellem. Netop derfor er det så skide svært pludselig at miste en, der har været i mit liv i større eller mindre grad siden jeg var 16. 

Jeg husker hende i den store trøje, hun altid løb rundt i den gang. Kæmpestor kabelstrikket trøje, der gik hende til knæene og gamasher og DcMartinstøvler. Lillebitte og meget smuk. Jeg husker hendes værelse og hendes glade latter. Jeg husker, da hun mange år efter fortalte mig, at hun var blevet gravid. Få år efter mig. Det var et stort øjeblik. Det var så lige til en trash-fest i et nedlagt industrilokale, hvor de kun serverede rødvin og øl, så jeg blev så syg, så syg og måtte ørle uhæmmet i et hjørne. Charmerende som altid. That's me. Men jeg kan altså ikke tåle rødvin. Et glas og jeg er færdig. Det har jeg også lært at leve med. 

Bortset fra det, så har jeg pænt ondt i håret i dag. For vi lo også og snakkede og pjattede og drak martinies - shaken not stirred - og vin - hvidvin for mit vedkommende - og hørte musik helt indtil noget, der om sommeren ville have været den lyse morgen. På et tidspunkt kammede jeg oven i købet lidt over og gav drengene en fugtighedsmaske på. Men det var vist mest, fordi han bekymret spurgte til sit udseende. "Du skal da bare ha´lidt fugt," sagde jeg og hentede min dyre fugtighedsmaske.

Livet går videre. For os og for ham. Og han blev meget glad, da jeg også forsikrede ham om, at han stadig er en flot fyr og sagtens ville kunne finde en ny. Det var han nemlig lidt bekymret for. "Hvordan gør man?" spurgte han. "Aner det ikke," svarede vi. Vi er jo selv så'n nogle, der har mødt hinanden så tidligt, at vi er blevet voksne sammen, som kærester og siden som ægtefæller.  Hvordan gør man? Går på dating.dk?

Men en ting er sikker: Han kommer aldrig til at finde en, der elsker ham lige så ubetinget, som hende han mødte, da han var teenager og siden har delt hele sit voksenliv med. Det gør vi heller ikke, når en af os stiller træskoene. På trods af det, vil jeg gerne have lov til - på den dramatisk sentimentale måde - at sige:

"Husk at leve, mens du gør det.
Husk at elske, mens du tør det."

Eller noget.

Bare græd...

I morgen får vi besøg af manden til den veninde vi var med til at bisætte i starten af december. Han er også en meget gammel ven. Han har det ok. Men jeg tror sgu, at jeg kommer til at græde lidt. Eller rettere jeg kommer nok til at bestræbe mig på ikke at græde. Med mindre han selvfølgelig begynder at græde. Hvilket han skal være meget velkommen til. Selv om jeg altid har svært ved at se voksne mænd græde rigtigt og ikke bare knibe en diskret tåre med sammebidte kæber på mandemåden. Når de græder rigtigt, er det sågu alvorligt. Men skulle det være, at den slags er en ny dimension i vores venskab, så må jeg jo være gæstfri og diske op med, hvad huset formår inden for den kategori. Så kan vi fællesskabs-græde ned i rejecocktailen, fordi vi så tydeligt kan mærke, det hul der er opstået.  

Av, jeg har allerede nu lidt ondt i maven og fornemmer en lillebitte lyst til at stikke af fra alle de store, store følelser. Undskyld.

Nå hvad... i det mindste er vi i live

For øjeblikket går jeg meget rundt og siger:"Nå, men vi er da i live." Når kassekreditten begynder at gøre ondt. Når jeg mødes med andre, der også er blevet ledige. Når min mands job igen hænger i en tynd tråd. Jeg kan godt føle panik og bekymring - i meget korte glimt. Men jeg er i live. 

Jeg har så mødt nogle her på det seneste, som åbenbart må føle sig meget i live. For selv om de er over 40, så snakker de om at få et barn mere - eller har valgt at få et barn mere - oven i de teenagere de allerede har. Mest fordi de har mødt en ny mand. Med den beslutning må de da i allerhøjeste grad føle, at de er i live! På en helt anden måde end mig. For da jeg rundede de 40 var det for mig endegyldigt slut med at sætte flere børn i verden. Jeg følte mig midaldrende. Gammel og færdig med det pjat. Faktisk så meget, at jeg overtalte mig selv til, at jeg var gået i overgangsalder. En blodprøve fra lægen bekræftede, at der var nogle hormoner på spil. "Så Game over and out", tænkte jeg og "Nu giver jeg stafetten videre til min datter". 

Jeg var så ikke i overgangsalderen. Langt fra. Jeg var bare ved at indstille mig på, at jeg var ved at blive ældre. At kroppen ændrede sig. At mit sind ændrede sig. At den ældre generation begyndte at dø omkring mig. At livet ikke varer evigt. At min ungdom ikke varede evigt. At læsebriller snart skulle blive min bedste ven og at jeg ikke længere vågnede op om morgenen og var naturligt smuk. 

Som den type jeg er, går jeg all in på den slags. Så en kort årrække blev jeg gammel. Accepterede hudforandringer og tiltagende vægt. Var helt på den rene med, at det ikke længere var mig, man så på dansegulvet. Eller mig mændene summede omkring. Hvis de gjorde tænkte jeg, at de da seriøst måtte have et problem. Et Ødipuskomleks som minimum. Det var en underlig tid. Meget. Men jo længere jeg kom ind i 40'erne, desto mere kunne jeg se, at jeg egentlig havde gang i noget fis. Jeg er ældre, ja bestemt. Jeg vil ikke længere sætte børn i verden, nej tak. Mine læsebriller er min bedste ven og min frisør min næstbedste. Men jeg er i live og meget mere end jeg troede, jeg ville være, da jeg stod på tærsklen til noget, jeg troede var min ældrehed. Jeg er f....ikke en gang gået i overgangsalder endnu. 

Det tror jeg sgu, at jeg vil fejre.

Og fem kilo senere

Så kom vi gennem jul og nytår. Om jeg fatter, hvorfor vi par tout skal holde to store begivenheder med så kort mellemrum. Men som en hver fuldblods dansker (ok, ok, semifuldblods), så elsker jeg vores ædetradition med kød med kød på. Vidste I for eksempel, at man i Østrig fejrer julen med så simple spiser som karpe eller pølsesuppe og pålæg? Det varierer fra region til region, men fælles for alle er, at man ikke juleæder igennem, som vi gør. 

Her hos os her i DK kan man sætte sig til julebordet i den sikre forvisning, at størstedelen af nationen spiser nogenlunde det samme: Kød med kød på og sovs og kartofler og det hele sluttet af med ris a la mande. Det er faktisk meget beroligende, at vi er så ens, når det kommer til stykket.

Vi har så valgt at supplere kød med kød på med en grønkålssalat med granatæbler og appelsiner og en rødkål, der ikke er sønderkogt, men stadig har et godt bid. Og heldigvis for det, for lige så sikkert som amen i kirken, så ved jeg, at hedonisme har sin pris og at man altid finder mig i tæt kontakt med tønden ca. fire gange i døgnet de næste to dage efter juleaften. Mens jeg sidder der, kan jeg så filosofere over, at det ikke stopper der. Allerede få dage efter skal man voldæde kød igen i den hellige julefrokost med familiens navn.

Og så kommer nytåret. Netop som min mave er ved at falde nogenlunde på plads. Og der skal selvfølgelig også kød på bordet og desserter og snacks og kransekage og og og....
I år valgte vi at lave fondue - elsker fondue - noget af det var på den andalusiske måde med artiskokhjerter, sherrymarineret kyllingelever og svesker pakket ind hver for sig i bacon.  Og her til selvfølgelig mere kød. Men også rejer, kammuslinger, champignon, peberfrugter, aubergine, langtidsbagte cherry tomater, hjemmebagt peberflutes og forskellige dips. Men stadig kød! Og meget mere end min mave kan klare, for jeg er faktisk ikke vant til at spise kød på den måde og i de mængder. 

Man kunne så indvende, at jeg da bare kan lade være. Jeg kunne jo spise torsk og tofu og brune ris og alt muligt andet i den dur. Men skal jeg være ærlig, så elsker jeg vores traditioner, for vi har så få af dem. Jeg vil så også være helt ærlig og sige: Velkommen grå og triste og uendelige januar med faste ture i fitness-centeret og grønne linser og vegetarretter og askese og farvel til de fem ekstra jule- og nytårskilo. Det er nemlig også en slags tradition.