Man kan også tage munden lidt for fuld

I denne uge har jeg:

• været til fitness, hver morgen
• været til noget mensendick-agtigt onsdag aften
• cyklet diverse kortere eller længere distancer rundt i CPH
• tilmeldt mig som frivillig på en hjælpelinie
• tilmeldt mig tre gå hjem møder (professionel brug af facebooks, blogging og opstart af dameblad)
• været til karriere-samtale
• besøgt to forskellige veninder (en meget ked af det og en, der ikke er så ked af det længere)
• strikket (jeps)
• bagt
• plukket æbler, havtorn, slåen og hyben
• syltet
• hjulpet mine unger med at løse små problemer
• lavet almindelig husholdning
• skrevet ansøgninger
• faldet i søvn til fire afsnit af Hercule Poirot

I næste uge skal jeg:

• starte på kursus i SEO og Sem 
• til mensendick onsdag aften
• til fitness mindst 2 gange i løbet af ugen
• cykle tværs igennem CPH fire gange om ugen plus det løse
• til samtale på frivilligjobbet (her skal der også cykles)
• til de 3 gå-hjem-møder (her skal der også cykles)
• bruge en weekend ude i byen på at blive forberedt til frivilligjobbet
• skrive dedikerede ansøgninger til jobs, der passer til mit niveau (sagde min karrierecoach)

Vågnede op midt i nat med ondt i baller, mavemuskler, overarme og nogle ukendte ting oppe ved nakken og overvejede et kort øjeblik, om jeg ikke havde taget munden lidt for fuld.  

Sådan er vi jo så forskellige

Nu går jeg ikke kun rundt og har lyst til at tæve døden. Der findes også andet i mit liv. F.eks. fik jeg forleden en besked via facebook fra en meget gammel veninde, som jeg ikke har set, siden vi var en flok forvirrede teenagetøser, der prøvede at finde ud af livet. 

Dengang var hun datter af en enlig mor og boede i Brøndby Strand. Sådan. er. det.ikke.mere. I dag er hun juraprofessor og er blevet gift med en greve. Hendes posts på fb er f.eks. et billede af hendes søn, der er kostskoleelev på Herlufsholm og som stolt står foran sine trofæer fra den årlige jagt. Jamen, det er sandt. Det findes faktisk. De gør sådan noget i  de højere kredse. 

Det er helt ok med mig. Vi lever trods alt i et multikulturelt samfund.  Det der så til gengæld kan bekymre mig er, hvis hun skulle få den idé, at vi skal mødes. Jeg ser det allerede for mig: Anders, der som regel går klædt i jeans og sneakers og ikke længere kan passe den eneste habit, han nogen sinde har ejet og mig klædt i det jeg plejer (og det er ikke ligefrem i Prada og det mere borgerlige Jaeger), suse ind på den grevelige gårdsplads i vores lille røde slidte Toyota Corolla med alufælge og sport skrevet i hvidt på siden (jep, det er en perkerbil, vi har købt brugt!)

Anders laver lige et hjulspind i gruset, så det sprøjter til alle sider og så står vi ud og kaster bilnøglen, hvor centrallåsen ikke virker længere, til den livréklædte tjener, der står parat. Vel inde i palæet vil vi blive bænket i den statlige spisestue med familieportræter, og hvor der er dækket op med bestik, som jeg ikke kan huske, hvordan man bruger. Bortset fra, at jeg ved, at man altid starter udefra og ind, og at der findes noget, der hedder en fiskekniv. 

Og samtalen! Om årets jagter, årgangsrødvine og den seneste banket hos de royale. Meget muligt, at min far i en del år serverede for de royale og havde masser af sjove indside historier, men dem kan man vel ikke dele i den kontekst, formoder jeg.

Omvendt ville jeg nok også have svært ved at mødes i vores lille christianshavnerlejlighed til en gang ny nordisk mad med havtorn og en omgang papvin fra Rema 1000.

Nu, synes jeg, så'n generelt, at folk må leve som de gør. Det gør jeg selv og jeg har som udgangspunkt ingen fordomme eller er på nogen måde misundelig. Mit liv passer til mig og hun er sikkert glad for det, som er hendes. Men jeg tror nok, at skal vi mødes, så må det foregå på neutral grund og helst sammen med den flok forvirrede teenagetøser vi hang ud med den gang. Det kunne til gengæld være rigtig sjovt.

Gid man kunne tæve døden

Jeg bagte en kage i mandags. En østrigsk kage. Jeg spiste den ikke selv, men tog den under armen om tirsdagen og lagde den forsigtigt i min cykelkurv.

Tirsdag eftermiddag sådan ved 15-tiden, stod jeg foran et tøjstativ. Og så købte jeg to bluser jeg ikke har råd til. 

Tirsdag morgen havde jeg været til fitness og skiftet tøj. Og så var det at jeg bagefter tog kagen under armen og lagde den forsigtigt i min cykelkurv. 

På et tidspunkt kunne man se mig, min cykel og kagen i cykelkurven passere Dag Hammerskiölds Alle. Forbi USAs ambassade og cafen over for Sortedamssøen, som jeg aldrig kan huske navnet på. Der var vist en der råbte:"Hej S..", men jeg nåede ikke at registrere, hvem det var, for jeg var i skarpt spin på vej mod Trianglen, som jeg også passerede. 

På et tidspunkt kunne man, hvis man havde befundet sig lige der på det sted på det tidspunkt, se mig ringe på en dørklokke med kagen under armen. Man kunne også se en lille buttet dame med næsten intet hår på hovedet åbne for mig mens en glad lille bulldog valsede rundt om vores ben. 

Der blev ikke grædt. Overhovedet ikke. Mere grinet lidt og snakket. Indtil hun begyndte at få en træt skygge hen over ansigtet og jeg sagde, at det var på tide at gå. Så det gjorde jeg. Gik ud til min cykel, trak den ned af gaden og ud på Østerbrogade, hvor jeg passerede tøjstativet og købte de to trøjer, jeg ikke har råd til. Tænkte:" Det er nu jeg lever! Lige nu og lige her!" 

Men gid jeg kunne sparke døden lige i fjæset med et velrettet cirkelspark med aggressiv lyd på. Gid jeg kunne tæve løs med mine knytnæver og råbende true ham væk fra hende. Skrige ham lige ind i ansigtet, at det ikke er hende, han skal hente. Ikke nu! Hun skal stadig være der for sine piger, for sin mand, for sig selv og for os - hendes venner.  Min sorg er sort med sammenbidte tænder.

Susling om at være sit eget brand eller bare helt almindelig

Hvor længe kan man egentlig tillade sig at gå i korte kjoler - sådan over knæet? Eller sneakers og jeans? Eller langt hår? Jeg mener, jeg bliver jo ikke yngre, vel. Har sådan set meget pæne knæ og ben og håret farver jeg (orker ikke langt gråt heksehår!) Men når man nærmer sig de 50 (oh, noh), så kommer der vel en naturlig grænse. Eller rettere en ny tid, hvor der skal sættes anderledes ind, hvis man ikke vil ligne sådan én, der er forstenet i tid og visnet indefra. 

Omvendt har jeg ikke nerver til at få mig en fornuftig korthårsfrisure på den midaldrende måde. Eller flerfarvede tunikaer i a-facon på provinsmåden. Der er jo også det hersens jobmarked. Som det ser ud nu, skal jeg kunne holde mig flydende derinde de næste 20 år. Fra 48 til 68 (forudsat, dem på borgen ikke ændrer det endnu engang). Hvis jeg havde vidst det som 28 årig, så havde jeg måske prioriteret anderledes. Havde måske nok holdt fast med næb og klør og fortænderne godt hakket ned i det skrivebord, jeg nu engang var havnet ved. Uanset hvor kedeligt det så end var. For bevares. Har siddet ved mange skriveborde med pensionsordning og det hele. Men nej...jeg skulle ud og udfordres. Videre til det næste nye spændende eller væk fra psykopat-chefer. 
(Jo, de findes faktisk. Og i forhold til sådan nogen, kender jeg kun én kur: Væk fra deres råderum. Og det kan ikke gå for stærkt!) 

En overgang valgte jeg så at blive min egen chef med de opture og nedture det førte med sig. Hårde lærepenge og mange kedelige møder i industrikvarterer, hvor min hjerne begyndte at sove fem minutter inde i mødet og min professionelle autopilot slog til. Opgave defineret. Opgave leveret. Videre. Gik squ egentlig meget godt og hvis jeg havde været en bedre selviscenesætter, ville jeg havde lignet en vinder. Og her kommer vi vel til kernen. Hvis man er en god selviscenesætter, så kan man vel i virkeligheden tillade sig alt. Korte kjoler, langt hår, sneakers, jeans og hyppige jobskift, store Linse-porno-babser, nihilistisk Robert-attitude >Fyld selv ud her<. For så er man sit eget brand, der sætter sig sine egne standarter. Omvendt, hvis man så ikke er det. Men bare en helt almindelig dame. Så var det, at man skulle have hakket fortænderne i skrivebordet og begynde at ligne de fleste.

Jeg er så desværre sådan en, der er fanget midt i mellem.

Susling om fortid og fremtid

Sagde jeg virkelig, at jeg er ligeglad med, at tendensen inden for sko nu er spidse snuder?! Er jeg da overhovedet ikke. Ligeglad med skotendenser bliver jeg aldrig. Desværre. på.en.måde. Det koster jo penge, det skidt. Måske er jeg i virkeligheden bare bitter over, at jeg for længst har smidt alle mine spidse sko ud. Især et par spøger. Men troede seriøst ikke lige den trend kom igen. Og man kan ikke gemme på alt, men må se fremad og give plads til nyt. (Og plads til tæerne).

Netop derfor krymper jeg mig også, når min gamle moster møder op til en familiefødselsdag med tasken fuld af gamle fotos - om en tid, der var en gang. Stakkevis af billeder. Billede efter billede. Med medfølgende kommentarer. Min bror bliver mere og mere fjern i blikket. Det gør jeg også. Kun min søde svigerinde lytter og ser høfligt og tålmodigt.  Mens vi andre - min mand, ungerne, min brors unger, min bror, jeg - begynder at flyde væk. Lige så stille. Helt diskret. Hvordan skulle vi kunne rumme al den fortid. Vi er her jo alle lige nu. Lige her. Det er hun faktisk også. Når hun ikke svælger i gamle gulnede billeder eller pludselig bryder ud i sang - gamle sange sunget helt alene med høj tynd gammelkonestemme. Hun har faktisk et liv og fortæller glad om, at hun skal til grillaften på plejehjemmet og at hun er blevet venner med en meget, meget fyrig mand på 104. Det er squ da godt, synes jeg og foreslår hende, at ham skal hun da gifte sig med. Et catch, skulle jeg mene.  

Bevares. Jeg kan da også fortabe mig en lille smule i fortiden en gang i mellem. I glimt. Bare et lille flash om den gang mine unger var søde og bløde og i en størrelse man kunne have på skødet og læse historier for. Men kun i glimt. For de er her lige nu. I al deres sprøde ungdom og lyst til at komme videre. Det er da spændende. Mission accomplished kunne man godt sige.

OK. Spidse sko. Tager den på mig. Giver mig nok i sidste ende. Men det bliver ikke gamle hengemte fortidssko. Nok mere en 2010'erne variant.

Susling om et voksen-kollektiv i opløsning

Min datter skal til møde i banken og snakke om økonomi, flytte hjemmefra, lån og alle mulig andre voksen-ting. Alene! Min søn fortæller mig lige en passent, at han skal til lægen og ha' taget en hiv-test!?¤%//%/!! Det har hans kæreste forlangt. Knægten er 18 år og så vidt jeg ved ikke den store player. Voksen-kollektiv, som sagt. Meget VOKSEN- kollektiv synes jeg pludselig. 

Slut med at "dele"?
Bortset fra, at kollektivet er i opløsning, nu min datter sådan planlægger at flytte hjemmefra. Håber ikke, at hun tager min nye parfume og min mascara med sig, når hun når så langt. For det "deler" vi lige nu. Og det er jo sådan set, som det plejer. Det med at dele. Det er min søn også begyndt på. Det med at "dele". Min fine weleda-creme, som jeg har købt til ingen penge i Berlin (Rossmann. Elsker Rossmann. Kunne finde på at tage til Berlin, bare for at shoppe i Rossmann). Nu har jeg købt et lille ansigtspleje-kit til ham. Egentlig også meget voksent, sådan at pleje sin hud. På daglig basis. Lissom hans hår. Meget vigtigt. Med den helt rigtige cut. Og voks. Og skinny jeans, og ternede skjorter og de helt rigtige sneakers. Meget vigtigt. 

Slut med trends?
Spekulerer lidt på, om jeg helt mister kontakten med trends, når de begge er væk og står på egne ben. Måske gider jeg slet ikke længere følge trends. Måske bliver jeg sådan en, der lever i mit eget aldersunivers og tror, at det er det helt rigtige?! Ved det ikke, men kan sige så meget, at man kan finde os - altså de rigtigt meget store voksne - med avis og strikketøj om aften. Akkompagneret af kanal k eller talkradio. Når ikke vi lige snakker med gamle venner, der er gået ned med stress, er cancerramte og den slags. Vores vilde weekend-plan i denne weekend består så oven i købet i at byhøste og sylte. Jow, jow. Og så er jeg ligeglad med, at den nyeste trend inden for sko er spidse snuder. Hverken kan eller gider det mere. Har været der en gang og har smidt alle de spidse ud. Lissom den her Fifty shades ting. Ikke den store åbenbaring for mig. For jeg er fra den gang, hvor man godt måtte snakke om sex og dyrke det helt almindeligt. Uden at man skal domineres og ha' en mand til at betale alting for en.  

Måske...bare en tanke...bliver jeg sådan en, der skaber mine helt egne trends. På den voksne måde. Nu når ungerne er på vej ud i deres eget liv.