Susling på den positive, konstruktive og negative måde

På den positive side:

• Jeg kan gå oprejst igen
• 3 tyrkiske mænd stod i min entre kl. 7.30 i morges med gulvskrubber og støvsugere. Jeg stod til gengæld med fedtet hår, briller, underbukser og sur gammel 80'er joggingtrøje med Disney-motiv, som er mit sygedagsoutfit
• Overvejede et splitsekund, om jeg skulle bilde dem ind, at det var hele lejligheden, de skulle gøre rent. Gik ikke. En af dem kunne rigtig godt dansk og vidste, hvad de skulle
• Det sexede undertøj jeg voldshoppede i febervildelser over nettet er ankommet
• Mit nye gulv ser pænt ud

På den konstruktive side:

• Kan lige så godt bruge tiden til at lave omfattende fejlliste
• Arbejder med, at håndværkere er noget vi må leve med resten af året - næsten
• Har indført Ikea-tur i morgen. Vil have en ordentlig seng! (Hader Ikea)
• Drikkeboullion. God ting darh, når man har ondt i halsen

På den negative side:

• Min søn flippede over, at jeg kaldte ham mit lille spasserbarn, fordi han ikke kunne finde sine nøgler - og skred igen
• Sure håndværkere
• Træthed
• Meget

Kh. Susling

Susling's trængsler

Hvis der overhovedet er nogen, der stadig interesserer sig for mit patetiske lille liv (gør jeg snart ikke en gang selv), så kan jeg da opdatere med, at jeg stadig bor i mit soveværelse på en madras. Nu draperet med en influenzaramt mand og mig, der efter en time på arbejde måtte kaste håndklædet i ringen, slæbe mig hjem med kulderystninger og det tågede flimrer af dagens mega-arbejds-to-do-liste, som så ikke blev fixet den dag-sejlende rundt i vathjernen- på pæn-pige-dårlig-samvittigheds-måden. Kan jo seriøst godt lide mit arbejde, men når man går i stå hver 3. sekund og egentlig ikke er helt med på, hvad man har gang i og det man troede var lidt restpollenallergi pludselig udvikler feber, så er man vel influenzaramt.

Havde klart foretrukket at sidde på en kontorstol som alle andre normale mennesker, frem for at glo på madrassen og den hængelås håndværkerne har sat på døren ind til "byggepladsen" som de kalder min lejlighed, fordi de føler, at vi chikanerer dem. Så var det også, at jeg satte en seddel op på døren til mit badeværelse med besked om, at Dette WC er kun for beboerne og så låste jeg døren, da jeg gik. Så kan de pisse i en faxe-kondi-flaske kan de, hvis de ellers gad at møde op og passe deres arbejde. Og næste gang en eller anden ymter noget om, at polske og tyske håndværkere tager deres job, så vil jeg bare grine dem hånligt op i ansigtet, mens jeg svinger min knytnæve faretruende tæt på deres næse (når jeg altså er i stand til det igen).

Og nå ja! Vi har fået DKs første kvindelige statsminister. Stort. Og så kan man i øvrigt mene om hende, hvad man vil. Hun er lidt teknokratisk. Men det skal nok gå det hele og en dag har jeg vel igen også en stue og et køkken. For selv om man nok nogle gange kan føle, at tingene aldrig forandrer sig, så gør de det jo alligevel - på et tidspunkt - som f.eks. blokpolitikken, som vi endeligt kan vinke farvel til.

Susling om at tage livet i stiv arm

Ja, så var det mig, der stod der i bh og trusser, da håndværkerne åbnede vores hoveddør og bare vadede ind uden at præsentere sig eller noget. Hurra! Måske var det det, der fik dem til at speede processen op? Jeg havde mine lyserødeakrylhadetrusser og en afdanket brun blonde-bh på (må få noget nyt helst sexet undertøj!) Nå, men nu har vi i hvertfald et nyt gulv og det meste af køkkenet er genopbygget. Bevares ikke i Svanekvalitet. Men den må man så tage bagefter - med Svanerne på de almennyttige boliglejeres regning. Nu er der vist kun noget med en maler tilbage (håber jeg).

Begynder at tro, at der er en lære jeg skal drage ud af det her. På en måde. Det er nemlig ikke kun min bolig, der stresser. Jobbet trækker også tænder ud. Meget. Og fredag nat i sidste uge kom Skumfidusen stortudende hjem indsmurt i blod i hele ansigtet. Der var én, der var kørt ind i hende. Hun var på cykel og var landet direkte på sit ansigt. Hele den ene side var fuld af store blødende sår (hun er i kraftig bedring nu). Også en ting man skal tage i stiv arm. Lissom, at en af mine ældste venner har fået konstateret cancer. Hvad siger man? Hvad gør man?

Jeg står hele tiden på sidelinjen og betragter og nægter at lade det gå ind. Selvfølgelig er jeg berørt - meget. Men det er samtidig som at leve i en gigantisk to-do-liste, hvor jeg hele tiden stæser af sted og krydser dit af og dat af, mens jeg prøver at finde mine åndehuller. Mine små heller. Og hele tiden tænker, at det nok skal løse sig det hele. Min veninde bliver rask. Skumfidusen var heldig. Hun brækkede ikke næsen, smadrede tænderne eller fik en alvorlig hjernerystelse og efter en uge er hendes sår næsten helede (godt hele-kød må man sige). Min lejlighed kommer i orden (og nu kan jeg sige, at jeg har en svag fornemmelse af, hvordan det må være, at være en flygtningefamilie, der skal leve sammen i et enkelt rum og ikke ved, hvad deres fremtid vil bringe). Og hvis vi er heldige, så kommer der også en regering med et lidt mere medmenneskeligt udsyn og hvor det hele ikke handler om at styre landets fremtid via boligpriser, skattelettelser, privat forbrug og fremmedhad. Er jo som at tisse i bukserne for at holde varmen.

PS.
Og 9/11? Tak fordi du spørger. Der gik jeg hjemme syg af stress og min mor var død pludselig fra den ene dag til den anden nogle måneder før i en alder af 58. Så jeg stod egentlig mest og tudede med hovedet ind i køleskabet, så ungerne ikke skulle se mig forgrædt og når jeg ikke gjorde det, så lå jeg med hovedet ned i lokummet og brækkede mig af stress. Det her med nogle flyvemaskiner åsån ku' ikke rigtigt få mig op af stolen. Sorry!

Susling om at bo håndværkerramt

Sidder på 4. uge i mit soveværelse. Det begynder at trække søm ud. Føler mig en anelse tyndhudet og helvedes træt af håndværkere. Der kommer kl. 07.00 dut. Hver dag. Bare sådan lige ind af døren. Med deres egen nøgle. En dag stod Anders der, da de kom - på den nøgne måde. Er så ikke overgået mig eller ungerne - endnu. Gad vide om det ville få dem til at speede processen lidt op? Jeg mener syv dage til at lægge et gulv!?

Må ellers sige, at Anders har imponeret mig -igen. Han er en sand mester ud i diciplinen: Madlavning for ét kogeblus! Det er virtuost at følge ham. Elsker ham jo. Selv om jeg i dag vrængede af ham, da han foreslog, at vi en dag skulle tage en pjækkedag sammen og lave noget hyggeligt. Til min undskyldning må jeg understrege, at jeg var lidt (meget) morgensur og er pænt træt af aldrig at kunne være alene. Sådan kan man jo godt ha' det.

Ellers går det meget godt. Har fået min første løncheck, som røg lige ned i dybet og på opsparingen. Selv når man pludselig er kommet til penge igen, så har man alligevel ikke nogen. Suk!

PS. Husk at stemme og husk også, at det ikke er alle, der har det lige så godt som dig. Dem skal vi også rumme. Så sæt krydset et anstændigt sted, der gavner flere end dig selv.