Når man har lidt for meget om ørene

Sidste år - i slutningen af sommeren - måtte jeg desværre stemple ind i arbejdsløshedskøen sammen med alle de andre Dovne Roberter, Fattig Karinaer, de fyrede fra de nedskåringsramte offentlige og private arbejdspladser, de stakkels nyuddannede og folk og fæ generelt.

Man skulle så mene, at det gav basis for at ligge på sofaen og stene til Eastenders, diverse kokkeprogrammer og værst af alt Horton-sagaen. Men nej! Jeg kan ikke komme i tanker om, hvornår jeg sidst har haft så travlt. Der er jo dels "arbejdsløsheds-reformen" (som i nedskæringer) hvor ugerne til at man bliver udfaldsramt bare tikker der ud af. Det skal nok sætte ild i røven på selv den mest dovne. Men der er også alt det andet, der har væltet ind over mig siden da. Uden at jeg har bedt om det.

Lige nu sidder jeg f.eks. og jonglerer med to omfattende freelance-opgaver plus den sædvanlige jobsøgning. (Og jobsøgning er ikke sådan venstrehånds, hvis man skal skrive sig til samtaler og i sidste ende et job). Oveni har jeg også gang i at få noget virksomhedspraktik op at stå, så jeg kan hjælpe en bekendt, der er leder for noget meget fattig ngo, med hendes kommunikation. Så er der alle de kurser, gå-hjem-møder, seminarer, event weeks mv. som også skal passes. For i min verden ændrer betingelserne sig hele tiden, så det gælder om at holde sig opdateret.

Og min gamle moster. Hun skal også plejes, så hun føler, at livet stadig har en mening - også nu, hvor hun skal have amputeret ben nummer to. Plus min egen lille familie. Mor er vigtig.

Jeg er faktisk helt derhenne, hvor jeg er begyndt at sige nej til at mødes med veninder. I hvert fald ikke spontant. Og så er det, at jeg lige skal stoppe lidt op og tage en dyb indånding. Jeg ved nemlig godt, hvad stress er! Jeg fik det den gang, det ikke var hipt, hverken at sige højt eller at skrive om. Og det var slet overhovedet ikke noget man fik, hvis man bare var en helt almindelig udearbejdende mor til to små børn og i konsulentbranchen (uden rengøringshjælp). Stress var noget it-folk, der brændte midnatsolien og hjernen ud, fik den gang. Ikke desto mindre havde jeg sitren, tankemylder, søvnløse nætter, kastede konstant op, ku' ikke huske fra næse til mund, havde konstant en følelse af, at jeg levede ved siden af mig selv og ønskede en gang i mellem, at jeg brækkede benet eller fik en influenza, så jeg kunne blive sat midlertidigt ude af loopet. 

Jeg kom mig og det gjorde jeg også de gange, der fulgte efter. Men nu må det stoppe! Og jeg ved godt hvad der skal til: 

• Sige til mig selv, at det er mig, der sætter teten og at verden ikke går under, hvis jeg melder pas eller kræver mere tid til at løse en opgave
• Lave givende overspringshandlinger, som at lave en post her eller på fb
• Planlægge med stort P - må ha' mit whiteboard op igen plus et hav af gule sedler
• Be' veninderne om at forstå og være der for mig på trods
• Snige mig til ikke-tid tidligt om morgenen (det er så her man kan ligge rullet ind i sin dyne på sofaen med en gang Eastenders på TV. Den serie går tilpas langsomt til, at jeg ikke behøver hjerneaktivitet. Topper den nogle gange op med en gang: Say yes to the dress. Det er så beroligende)

Og nu må jeg desværre videre. Min tidsplan er lige skredet med en halv time. Suk!

Siden sidst...

• Er min datter flyttet hjemmefra. Det går vist godt. Jeg hører ikke så meget til hende. Det er vel sådan set det samme.
• Har min søn haft en pige med hjem - igen - og op til flere gange. Hun griner hele tiden og har bagt hindbærsnitter til ham?! Han ser lidt fjollet ud i øjnene. Tror, at det er fordi han får "kærlighed" af den slags en mor helst ikke vil vide, han får.
• Har Anders og jeg haft 29 års jubilæum. Det er længere tid, end den tid jeg har levet uden ham. Det ved jeg faktisk ikke helt, hvad jeg skal sige til. Tænkte på forleden dag, da vi bar Ikea-ting op til fjerde sal, hvad jeg egentlig ville gøre, hvis han ikke var der? Ville jeg lade være med at købe Ikea-ting, der skulle bæres op på fjerde sal? Ville jeg selv samle møblerne og bore huller med boremaskinen? 
• Der er helt klart en sæson i min serie, der er afsluttet! Nye tider - nu næsten uden børn og med et helt eget arbejdsværelse - som vi så deler p.t. Vil Anders nu begynde at brygge øl under skrivebordet? Vil jeg begynde at sy patchwork-tæpper? Vil vi begynde at gå i teateret? Behøver man alt den slags? Kan man ikke bare fortsætte, som man altid har gjort? Bare nu med mere plads og helvedes meget mere egentid.

PS. Er det ok, at gå i sneakers og læderbukser, når man snart fylder 49? Og ha' håret løst en gang i mellem? Hvis man nu sørger for, at det er pænt og uden grå top?

Min mavehjerne

Da mine børn var små og de var i tvivl om noget eller var bekymrede, så sagde jeg til dem, at de skulle mærke efter i deres maver. Hvordan føltes situationen? Føltes det rigtigt, det de havde gang i? Eller føltes det forkert? Hvis det føltes helt forkert, så skulle de sige fra også selv om det ikke nødvendigvis ud af til, var det de "burde" gøre. "I det store billede," sagde jeg til dem, "Betyder det mest, at I har det godt med jer selv og er i balance." Bum og basta. Sådan en mor er jeg.

Nu synes jeg så også, at det er vigtigt, at jeg er mor for mig selv en gang i mellem og hvis min mave begynder at råbe og skrige og jeg føler mig ude af balance, så skal jeg lytte - og agere på det. 

Som regel opstår denne hersens underlige murrende mavefølelse, når jeg føler mig presset til noget, jeg ikke kan stå inde for eller ikke føler mig i vater med. Det kan også nogle gange være i situationer, hvor jeg ikke føler mig set og værdsat, eller hvis folk tror, at de kan tage fusen på mig og jeg faktisk har gennemskuet dem for længst, men de bliver bare ved, som om jeg er dum. 

Det kan også være noget så banalt, som at jeg havner i situationer sammen med mennesker, jeg ikke trives med. F.eks. var jeg i ugen før påske på et kursus. Kurset var spændende og noget, jeg interesserer mig levende for. Jeg havde det bare ikke så godt med de andre kursus-deltagere. Altså ikke på den måde, at jeg er asocial og der er jo altid nogen, man kan finde et fællesskab med. Men den generelle stemning og underviseren var u-rar. Jeg stod det igennem, men jeg må indrømme, at jeg førte lange samtaler med min mave for overhovedet at kunne gennemføre. I stil med:"Nu tager du den lige oppe fra og ned. Værre er det jo heller ikke, vel!" Og så drønede jeg ellers af sted med stiv overlæbe og halvdelen af min sjæl parkeret hjemme. 

Et andet eksempel er, at jeg har kastet mig ud i noget, som på papiret lyder fint, men jeg tvivler, tvivler, tvivler på, om det nytter i det lange løb. Om jeg overhovedet kan og vil det, jeg i et øjebliks manglede klarsyn, troede jeg ville. Der kommer min mave på overarbejde. 

Et tredje eksempel er, når jeg sidder til en jobsamtale - og ja, jeg kommer til jobsamtaler - og jeg kan mærke, at fik jeg jobbet, så ville jeg blive jordens mest ulykkelige menneske. Fin titel, ja. Mange penge, ja. Men ellers...nej. Så tager min mave over og jeg trækker min ansøgning. Ret uklogt i dagens klima! Men hvem siger, at min mave er klog? I virkeligheden er den sart og meget højtråbende.Det er så min mave og hvis den redder mig fra, at gå ned med stress eller gøre noget, som er mig i mod på alle fronter, så må jeg leve med det. Faktisk synes jeg, at mange flere skulle lytte til deres maver. Bom og basta!