Susling om motivationsfaktorer

Jeg har en nabo. Han står op hver dag på samme tid og går hver dag den samme tur. Han bor alene, er pensionist. Ser ikke rigtigt nogen og har heller ikke kontakt med sine børn. Alligevel står han op hver dag og lever sit liv. 

Jeg har en moster. Hun sidder i en kørestol, bor i en beskyttet bolig og kommer sjældent ud. Mange omkring hende er døde. Alle hendes søskende, hendes mand, hendes stedbørn og oveni købet hendes stedbarnebarn. Alligevel så står hun op hver dag og lever sit liv.

Hver dag står folk op uden mål og med. Uden andet formål, end at de er i live og vågner til en ny dag. Der er ikke noget, de skal stræbe efter, ikke noget de skal præstere, vel egentlig heller ikke så meget at drømme om. 

Det er sådan et cyklisk liv, der godt kan få mig til at tænke. Ikke på den fordømmende måde, absolut ikke. Mere på den undrende måde. Lige som jeg også kan undre mig over en nu tidligere kollega, der har siddet i det samme job i 15 år og bliver ved med at brokke sig over de samme ting. "Jamen,"spurgte jeg hende. "Er det noget nyt, du brokker dig over? Eller har det altid været sådan?" Nødtvungent måtte hun indrømme, at det nok altid har været sådan. Lige der hopper kæden af for mig. For jeg forstår det simpelthen ikke. Hvorfor stå op til det samme og det samme og det samme - hver dag? Hvor er motivationsfaktoren henne?

Skulle jeg selv sidde med de samme mennesker, de samme opgaver og de samme problematikker dag ud og dag ind, år efter år efter år, ville jeg blive småtosset. My bad, måske. For det er ikke mig, der har en forudsigelig hverdag, en overstabil indkomst og et hus i Smørum. 

Men sandheden er, at status quo gør mig urolig. Hvis ikke der er et eller andet at stræbe efter, drømme om, ændre på, bare noget, der giver mig en følelse af fremdrift og udvikling, så ville jeg ikke føle, at jeg var i live.  Men det er så bare sådan, jeg er skruet sammen. Og netop derfor undrer jeg mig over, hvordan det ser ud på den anden side af plankeværket.

Susling om voksentilstande

Snart lang tid siden jeg har skrevet noget. Jamen, i det hele taget tænkt noget. Som i overhovedet. Måske noget aldersbetinget? Er jo ved at være der, hvor jeg for længst har peaket og hvor det fra nu af kun går ned ad bakke.

Aldrig mere "Den første gang" (bortset fra selvfølgelig tarmslyng, fængsel, død og den slags) og farvel til flad mave og fotogene balder (kræver for meget arbejde). Sex er noget, man får for lidt af (højdepunktet er, når ens mand står og klæder sig af med pels, topmave und alles og man tænker: "Hallo, sifon. Du har sgu da egentlig en mand!"). Undertøj? Tak fordi du spørger. En gang var det noget med noget flæser. I dag skal det være noget, der kan trækkes godt op over maven. (Dem fra Netto i størrelse xl kan anbefales).  

Unger. Ja, da. Det er noget af det bedste jeg har gjort i mit liv. Det er så ikke længere børn. Som man f.eks.kan tage på fælles familieferie med. I dag lever vi nærmest i et lykkeligt voksenkollektiv, hvor det godt nok er os, der betaler. Men hei who's counting (?!)

Men, når det så er sagt! Så er der lys for enden af tunellen. For der kommer et liv efter dette. Det er rigtigt. Jeg har selv oplevet det af flere omgange. Det sidste stykke tid er jeg nemlig løbet ind i mennesker, hvor ungerne er flyttet hjemmefra. Mennesker, jeg ikke har set et stykke tid, fordi vi alle har været slidt ned af hamsterhjulet. 

Og hvad sker der?! De ser 10 år yngre ud, end de gjorde, da jeg sidst mødte dem!
De har bløde krøller om hovedet og smarte sko. De køber guitarer og dyre symaskiner. De rejser til eksotiske steder og har deres egne hobbyrum. Og så kan de feste! Pludselig sidder jeg der og skråler løs til akustisk guitar eller vi danser kl. 5 om morgen. Helt spontant. Med musikken blæsende på højeste tak. (Tror faktisk Anders var nede og lave en break dance agtig ting nede på gulvet). 

Og der er ægte empirisk belæg for min påstand. For nu har jeg oplevet det samme med to forskellige par. Så det er sandt. Når ungerne flytter (eller er så store, at de virkelig kan passe på sig selv), så venter der et helt nyt liv - også selv om bagdelen ikke længere er så stram og man synes, at alt er skrevet med alt for små bogstaver.