Susling er tilbage i sit køkken

Vi flyttede ind i min stue og mit køkken sidste fredag. Mig og så fem små svedende tyrkiske mænd. En af dem dryppede sved i kaskader på husets klenodie - min Wegner Ox chair. En side af mig var lige ved at kaste op. På den anden side, så kunne jeg jo bare tørre det tyrkiske sved af og så prøve at glemme alt om det, for det vigtigste var, at vi fik vores normale liv igen. Et normalt liv lærer man at værdsætte, når det brutalt er revet væk under fødderne på én.

Lørdag morgen stod jeg i mit køkken prøvede at ignorere, at der var fejl og mangler til en 26 punktsliste. I stedet tænkte jeg, at nu var det næsten for godt - både køkken, stue og penge på lommen - og bare der nu ikke kom nogen og tog det hele fra mig igen. I den forbindelse ignorerede jeg også, at huset skal have renset faldstammer og at de anbefaler, at man lægger klude i køkkenvasken med en omvendt spand over, så kloakvandet ikke løber op gennem vasken og ud i køkkenet(!!). Hvis jeg gav efter for den vision, så ville jeg bryde hulkende sammen i fosterstilling på mit nye gulv, tror jeg nok.

Nå, men alt får en ende og man kan krydse det sidste af på to do listen (selv om der selvfølgelig altid genereres en ny i en evig cyklus. Sådan er det bare). På positivlisten kan jeg krydse af, at alt det her hurlumhej har ført til:

• Et nyt gulv (noget vi bare aldrig selv ville have kunne tage os sammen til at få lavet)
• En rigtig seng. Fordi jeg efter evigheder på boxmadrassen i mig soveværelse, der også agerede stue og alt muligt andet, erkendte, at jeg aldrig har ejet en rigtig seng, bortset fra den jeg havde som meget ung, der hele tiden brast sammen og hvor midterstangen blev holdt oppe af en telefonbog og en petroleumsdunk (det var tider var det!). I alle de år efter har jeg sovet på en boxmadras med ben under. Men nu, nu ville og kunne jeg ikke mere. At jeg så smadrer mig skinneben ind i det samme hjørne på sengen hver dag. Skidt pyt! For første gang i mit liv har jeg en rigtig seng med hovedgavl (og sengebord).
• En lampe i entreen, der skulle have været sat op for år siden, fordi vi hver eneste gang det bliver efterår og mørkt ikke kan se, hvad vi har i vores skabe. Gør det så heller ikke nemmere, at jeg har meget mørkt tøj. (Anders er meget stolt af, at det er lykkedes for ham at sætte den op.)

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og så synes jeg ærlig talt, at vi skal give den nye regering tid til at komme i arbejdstøjet og fred de 100 dage, man normalt snakker om, før man begynder at tale om løftebrud og forræderi.