Krisehåndtering

Vi er så småt ved at komme over på den anden side af den krise, der har ligget og præget hele min sommer. Den er der ikke helt endnu - løsningen - men det lysner. Det skal nok gå. Det ordner sig og så kan jeg tage fat på de helt almindelige hverdagskriser, som altid vil være der. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle om, hvad det hele handler om, men jeg orker ikke. Orker ikke lige nu.

Da beskeden tikkede ind i dag om, at en løsning sandsynlig vis var på vej, blev jeg helt slap i kroppen. Mine arme mistede al muskelkræft og en tåget sky bevægede sig hen over min hjerne. Jeg havde mest lyst til at lægge mig på min seng - midt på dagen. Det ligner ikke mig. Jeg er sådan en, der står oprejst. Som en boksebold bouncer jeg altid tilbage i oprejst position. Men skal jeg være helt ærlig, og det skal jeg, så er jeg imponeret over mig - over os - over, hvor roligt og koldt vi har taget dette slag. Andre ville være sendt til tælling. Men vi - jeg - er jo ikke andre.  Jeg er ikke materialist, som hende jeg mødte på et kursus for lang tid tilbage, der gik jamrende rundt, fordi hun lige var blevet fyret. "Jeg er jo husejer!" "Åh, nej, åh nej, Jeg er husejer. Jeg kan ikke blive ledig!" Jeg må have set meget blank ud i ansigtet, for jeg kunne ikke empatisk relatere mig til hende. "Husejer? Er det værre at blive ledig som husejer end som lejer? Bagefter anmodede hun mig om venskab på linkedIn. Som om jeg kunne hjælpe hende. I sidste ende er det sgu hver mand for sig selv. For nogle i hvert fald. For hende helt sikkert.

Men det der er slemt, det er når hele tæppet bliver trukket væk under én. Når idiotien og ondskaben rammer. Ledighed er sgu til at håndtere. Det er da det mindste. Det løser sig altid - i sidste ende. Det gør det meste faktisk, hvis bare man holder overlæben stiv og ikke lader sig gå på af småborgerlige forventninger og normer. Hvis man på en eller anden måde holder fast i normaliteten. Køber billetter til en koncert, tager til Berlin, maler tå- og fingernegle koralrøde, sætter håret, smører fødderne ind i creme, barberer benene og ser sine venner. Lader som om alt er normalt. Står op hver dag, hver eneste dag og tager dagen, som den kommer. Ikke tænke for langt frem. Ikke tænke alt for meget på i morgen eller overmorgen. Og heller ikke tænke tilbage. Det der er gjort, er gjort. I morgen kan man gøre noget andet. Og det har jeg tænkt mig at gøre.

Hjemkomst

Sommerferie er godt for sjælen. Det hele kommer lidt på afstand og man har lov til bare at være. Ingen krav, ingen betingelser. Det eneste man skal er, at vågne op hver morgen og planlægge, hvad dagen skal gå med. 

Jeg drak Berlin ind i store slurke. 9 udstillinger blev det til. Fra historien om modstandsbevægelsen i Nazi-Tyskland til en retrospektiv udstilling om de hektiske 90'ere i Berlin. Jeg var til en elektronmusik-koncert og på pubcrawl og spiste på restaurant -fra det ultrabillige til det næsten herskabelige. Og selvfølgelig Rossmann. Jeg elsker Rossmann! Weleda koster en brøkdel, alt koster en brøkdel og pludselig opstår der helt nye behov, f.eks. er det jo ret smart med to forskellige cremer til fødderne. Næsten ikke til at undvære, vel.

Efter det er der kun en ting at gøre: En uge på langs i et sommerhus med bøger og bløde fødder og direkte udsigt til marker og havet. Mere behøver jeg faktisk ikke. Bevægede mig stort set kun fra sengen og ud på terrassen, hvor min vigtigste opgave var at brune mine ben og smøre mine fødder ind. 

Sådan kan det selvfølgelig ikke blive ved. Der er hverdag, der skal passes og opgaver, der skal løses. Men. Og jeg mener Men, man kan godt forsøge sig med, at holde fast på den bløde væren og følelsen af, at alt nok skal gå. Næsten som når man sylter sommerens afgrøder. En krukke solid henkogt sommerferiefølelse, som man kan tage frem og snuse til, når man trænger. Og der er forøvrigt stadig masser af creme til fødderne.   

Afstressning

Jeg er i Berlin lige nu. Det er tidlig morgen, så temperaturerne er stadig til at holde ud. Om blot få timer vil solen banke ned over mig med temperaturer omkring de 30 grader. Sidst jeg var her regnede det blidt. Jeg synes jeg oplevede byen på en lidt anden måde den gang. Men uanset hvad er byen altid den samme og har en utrolig helende og afstressende effekt på mig. Sproget, træerne (byen er fuld af træer), stemningen. Jeg er på rekreation.

Stresshjerne

Lige nu står jeg i en lidt presset situation. Det hele skal nok løse sig, men den er lidt tung at bære og den puster til min gamle henslumrende stressbagage. F.eks. er jeg begyndt at glemme ting og bliver hele tiden nødt til at lave to do lister og skrive ned på små sedler, hvad det egentlig er, jeg har aftalt med andre. 

Det er jo ikke så smart, sådan at glemme. Lige nu kan jeg bl.a. ikke huske, om jeg har aftalt en frokost med nogen i et sommerhus her i weekenden eller om vi reelt snakkede om en overnatning. Seriøst. Jeg er helt blank. Men det er for pinligt at ringe op og lige få den gentaget. I stedet må jeg så lave en slags plan a/plan b/plan c. (ekstra kontaktlinser/underbukser/trøje just in case), så jeg er klar til alle eventualiteter.

Jeg var også til et møde med nogle mennesker her i starten af ugen. Det kan jeg godt huske. Men hvad aftalte vi skulle være næste træk? Dont know.

Det går da slet ikke, at være sådan en glemsom ting med stressfornemmelser i det pulveriserende konkurrencefokuserede jobmarked. Overhovedet ikke. Man skal jo performe i skarp konkurrence med andre. Det forsøger jeg selvfølgelig. Vil man have et job, skal der jobsamtaler til. Jeg har været til to -en i sidste uge og en i denne uge. Mht. den ene kan vi roligt blive enige om, at jeg overhovedet ikke blev ked af et afslag. Sådan kan man godt ha' det, nemlig. Det var et underligt sted med nogle underlige mennesker.
Den anden derimod var en af den slags samtaler, der giver energi og jeg tror faktisk godt, at det kan føre til noget interessant på sigt. Mit eneste problem er bare, at jeg faktisk ikke kan huske, hvad vi aftalte skulle være det næste træk.
 

Den kærlighed

Ham, hvis kone døde 49 år gammel af cancer i november, har fået en ny kæreste. Det er jo sådan set meget godt. Selv om jeg personligt synes, at det er lige lovlig tidligt. Det er næsten, som om hun - hans kone gennem 30 år - pludselig bare er blevet glemt. Men det er nok bare mig og overordnet set, er det godt, at han er kommet videre.

Hende, hvor der er begyndt at blomstre et fint venskab mellem os, selv om vi egentlig har kendt til hinanden i næsten 30 år, betroede mig forleden, at hun har fået sig en elsker. Jeg havde godt nok også bemærket, at hun havde tabt sig en hel del og strålede. Hendes mand ved det godt og hverken hendes mand eller hendes elsker vil slippe hende og sådan har det vist stået på i over et år. Formoder, at hun får pænt meget kærlighed p.t. 

Min reaktion var så et udbrud:"At du orker!" Personligt synes jeg, at det er rigeligt med én mand og det er rigeligt, at få det forhold vi har med hinanden og vores kærlighed til at blomstre. Bevares, den er ikke så mind blowing, som da jeg var yngre. Men den er gået hen og er blevet en stille, blid strøm, en intens ømhed og nærhed, som jeg ikke kan forestille mig at skulle leve uden.   

Karmaloven

Jeg kom igennem dagen. Det ordnede sig. Jeg fik faktisk penge tilbage (og nåede også lige at score en ramme tiloversbleven øl til min søn og hans Roskildetur og gav en masse Somersby til en Roskildedebutantinde). Jeg ved det...det er lidt lusket, men betragt det som kompensation, for den shitstorm, der pludselig haglede ned i min uskyldige mailboks i dagene op til selve dagen. Man må vælge sine kampe med omhu, så jeg blandede mig ikke yderligere i debatten, men tænkte i stedet, at den skulle jeg nok få fixet på en anden måde (hvilket jeg så gjorde på min egen sigøjnermåde). Og i sidste ende: Det vigtigste var, at min søn og alle hans skolekammerater fik en smuk dag.

Det varmede også mit hjerte, at jeg faktisk fik flere fine diskrete tilkendegivelser fra nogle af de andre involverede. Den slags samler jeg på for øjeblikket. Tilkendegivelser og venlighed fra andre. Der er kommet nye fine venner ind i mit liv og gode gamle, som var gledet ud, kommer pludselig tilbage. Det er meget sært. Det er næsten som om, det er blevet halvdelen af sidste år og indtil videre også dette års tema: Bånd, der bliver knyttet, venskaber, der bliver skabt. Hengivenhed fra andre. Jeg føler mig som et meget heldigt menneske! For guderne skal vide, at vi ellers står i lort til nakken på flere områder. Noget af det alt for privat til, at jeg vil skrive det her. Men mens vi vader igennem det sorte pludder af bekymringer, så fejrer vi store livsbegivenheder, som børn, der bliver studenter, runde fødselsdage, nye venner, gamle venner, og laver helt almindelige ting, som at få renoveret lejligheden, gå til jobsamtaler mv. 
Man kan klare meget, hvis bare der er en stribe gult lys og glæde i ens liv!

Overspringshandlinger

Nogle gange er jeg ikke rigtig voksen. Ikke i mit hoved ihvertfald. Så er jeg sådan lidt jeg-ved-godt-at-jeg-skal-men-jeg-orker-ikke-rigtig-jeg-må-hellere-lige-udskyde-med-en-overspringshandling.

F.eks. har jeg været flere dage om at tage mig sammen til at skrive en helt almindelig mail til nogle, jeg egentlig ikke gider skrive til. Det er ikke sådan, at det bliver til noget grød inde i mit hoved, hvor alt bliver set indefra og ud. Det er mere sådan en slags tomhed, hvor jeg kigger sløvt på to-do-listen, der ligger lige ved siden af mig på skrivebordet, ser der står: Send mail til xx og jeg tænker:"Nå, ja...det skulle du også lige." Men jeg gør det ikke. Ikke nu og heller ikke senere. Det ville tage mig to minutter, men mailen vokser på en eller anden måde og bliver et irritationsmoment og jeg har mest lyst til, at strege Send mail til xxx ud med 20 streger. Send mail til den åndsvage gruppe, jeg ikke selv har bedt om at have kontakt med, men som er vokset op omkring mig.

Det startede egentlig som et meget praktisk arrangement. Fælles studenterafslutning på kajen for tre familier, der alligevel bor det samme sted. Det kunne lissom ikke undgås. Men pludselig var gruppen vokset til syv familier og nogle tager helt op til 30 pårørende med, fordi deres søn er den første i familien, der bliver student. Vi bliver fire, hvis vi er heldige. Vi kommer til at forsvinde i mylderet af øldrikkende studentereksamensløse familiemedlemmer fra forstaden. Brovtende og larmende. Jeg har planlagt, at vi skal drikke en flaske Cremant d'alsace bare for at understrege, hvor fornemme vi er i vores lille studentereksamensfamilie. 

Helst har jeg lyst til at trække mig. Men det kan vi jo ikke. Stå lidt længere nede af kajen med et enligt bord, et forblæst papirsflag, fire familiemedlemmer og snobvin. Men nu har jeg sendt mailen: Fortalt, at vi har købt øl som aftalt og at jeg i øvrigt ikke vil være med til at betale for andres familiemedlemmer, som jeg ikke kender. Jeg betaler gerne for de studerende, men ikke for andres familiemedlemmer.

Jeg har kun fået et svar tilbage. Måske er det, fordi jeg meget studentikost understregede min pointe om en retfærdig fordeling ved at lave en regnemodel med divederen og U plus X og den slags. 

Jeg hader at drive pointer igennem over for folk, jeg ikke gider!