Krisehåndtering

Vi er så småt ved at komme over på den anden side af den krise, der har ligget og præget hele min sommer. Den er der ikke helt endnu - løsningen - men det lysner. Det skal nok gå. Det ordner sig og så kan jeg tage fat på de helt almindelige hverdagskriser, som altid vil være der. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle om, hvad det hele handler om, men jeg orker ikke. Orker ikke lige nu.

Da beskeden tikkede ind i dag om, at en løsning sandsynlig vis var på vej, blev jeg helt slap i kroppen. Mine arme mistede al muskelkræft og en tåget sky bevægede sig hen over min hjerne. Jeg havde mest lyst til at lægge mig på min seng - midt på dagen. Det ligner ikke mig. Jeg er sådan en, der står oprejst. Som en boksebold bouncer jeg altid tilbage i oprejst position. Men skal jeg være helt ærlig, og det skal jeg, så er jeg imponeret over mig - over os - over, hvor roligt og koldt vi har taget dette slag. Andre ville være sendt til tælling. Men vi - jeg - er jo ikke andre.  Jeg er ikke materialist, som hende jeg mødte på et kursus for lang tid tilbage, der gik jamrende rundt, fordi hun lige var blevet fyret. "Jeg er jo husejer!" "Åh, nej, åh nej, Jeg er husejer. Jeg kan ikke blive ledig!" Jeg må have set meget blank ud i ansigtet, for jeg kunne ikke empatisk relatere mig til hende. "Husejer? Er det værre at blive ledig som husejer end som lejer? Bagefter anmodede hun mig om venskab på linkedIn. Som om jeg kunne hjælpe hende. I sidste ende er det sgu hver mand for sig selv. For nogle i hvert fald. For hende helt sikkert.

Men det der er slemt, det er når hele tæppet bliver trukket væk under én. Når idiotien og ondskaben rammer. Ledighed er sgu til at håndtere. Det er da det mindste. Det løser sig altid - i sidste ende. Det gør det meste faktisk, hvis bare man holder overlæben stiv og ikke lader sig gå på af småborgerlige forventninger og normer. Hvis man på en eller anden måde holder fast i normaliteten. Køber billetter til en koncert, tager til Berlin, maler tå- og fingernegle koralrøde, sætter håret, smører fødderne ind i creme, barberer benene og ser sine venner. Lader som om alt er normalt. Står op hver dag, hver eneste dag og tager dagen, som den kommer. Ikke tænke for langt frem. Ikke tænke alt for meget på i morgen eller overmorgen. Og heller ikke tænke tilbage. Det der er gjort, er gjort. I morgen kan man gøre noget andet. Og det har jeg tænkt mig at gøre.

Hjemkomst

Sommerferie er godt for sjælen. Det hele kommer lidt på afstand og man har lov til bare at være. Ingen krav, ingen betingelser. Det eneste man skal er, at vågne op hver morgen og planlægge, hvad dagen skal gå med. 

Jeg drak Berlin ind i store slurke. 9 udstillinger blev det til. Fra historien om modstandsbevægelsen i Nazi-Tyskland til en retrospektiv udstilling om de hektiske 90'ere i Berlin. Jeg var til en elektronmusik-koncert og på pubcrawl og spiste på restaurant -fra det ultrabillige til det næsten herskabelige. Og selvfølgelig Rossmann. Jeg elsker Rossmann! Weleda koster en brøkdel, alt koster en brøkdel og pludselig opstår der helt nye behov, f.eks. er det jo ret smart med to forskellige cremer til fødderne. Næsten ikke til at undvære, vel.

Efter det er der kun en ting at gøre: En uge på langs i et sommerhus med bøger og bløde fødder og direkte udsigt til marker og havet. Mere behøver jeg faktisk ikke. Bevægede mig stort set kun fra sengen og ud på terrassen, hvor min vigtigste opgave var at brune mine ben og smøre mine fødder ind. 

Sådan kan det selvfølgelig ikke blive ved. Der er hverdag, der skal passes og opgaver, der skal løses. Men. Og jeg mener Men, man kan godt forsøge sig med, at holde fast på den bløde væren og følelsen af, at alt nok skal gå. Næsten som når man sylter sommerens afgrøder. En krukke solid henkogt sommerferiefølelse, som man kan tage frem og snuse til, når man trænger. Og der er forøvrigt stadig masser af creme til fødderne.