Afstressning

Jeg er i Berlin lige nu. Det er tidlig morgen, så temperaturerne er stadig til at holde ud. Om blot få timer vil solen banke ned over mig med temperaturer omkring de 30 grader. Sidst jeg var her regnede det blidt. Jeg synes jeg oplevede byen på en lidt anden måde den gang. Men uanset hvad er byen altid den samme og har en utrolig helende og afstressende effekt på mig. Sproget, træerne (byen er fuld af træer), stemningen. Jeg er på rekreation.

Stresshjerne

Lige nu står jeg i en lidt presset situation. Det hele skal nok løse sig, men den er lidt tung at bære og den puster til min gamle henslumrende stressbagage. F.eks. er jeg begyndt at glemme ting og bliver hele tiden nødt til at lave to do lister og skrive ned på små sedler, hvad det egentlig er, jeg har aftalt med andre. 

Det er jo ikke så smart, sådan at glemme. Lige nu kan jeg bl.a. ikke huske, om jeg har aftalt en frokost med nogen i et sommerhus her i weekenden eller om vi reelt snakkede om en overnatning. Seriøst. Jeg er helt blank. Men det er for pinligt at ringe op og lige få den gentaget. I stedet må jeg så lave en slags plan a/plan b/plan c. (ekstra kontaktlinser/underbukser/trøje just in case), så jeg er klar til alle eventualiteter.

Jeg var også til et møde med nogle mennesker her i starten af ugen. Det kan jeg godt huske. Men hvad aftalte vi skulle være næste træk? Dont know.

Det går da slet ikke, at være sådan en glemsom ting med stressfornemmelser i det pulveriserende konkurrencefokuserede jobmarked. Overhovedet ikke. Man skal jo performe i skarp konkurrence med andre. Det forsøger jeg selvfølgelig. Vil man have et job, skal der jobsamtaler til. Jeg har været til to -en i sidste uge og en i denne uge. Mht. den ene kan vi roligt blive enige om, at jeg overhovedet ikke blev ked af et afslag. Sådan kan man godt ha' det, nemlig. Det var et underligt sted med nogle underlige mennesker.
Den anden derimod var en af den slags samtaler, der giver energi og jeg tror faktisk godt, at det kan føre til noget interessant på sigt. Mit eneste problem er bare, at jeg faktisk ikke kan huske, hvad vi aftalte skulle være det næste træk.
 

Den kærlighed

Ham, hvis kone døde 49 år gammel af cancer i november, har fået en ny kæreste. Det er jo sådan set meget godt. Selv om jeg personligt synes, at det er lige lovlig tidligt. Det er næsten, som om hun - hans kone gennem 30 år - pludselig bare er blevet glemt. Men det er nok bare mig og overordnet set, er det godt, at han er kommet videre.

Hende, hvor der er begyndt at blomstre et fint venskab mellem os, selv om vi egentlig har kendt til hinanden i næsten 30 år, betroede mig forleden, at hun har fået sig en elsker. Jeg havde godt nok også bemærket, at hun havde tabt sig en hel del og strålede. Hendes mand ved det godt og hverken hendes mand eller hendes elsker vil slippe hende og sådan har det vist stået på i over et år. Formoder, at hun får pænt meget kærlighed p.t. 

Min reaktion var så et udbrud:"At du orker!" Personligt synes jeg, at det er rigeligt med én mand og det er rigeligt, at få det forhold vi har med hinanden og vores kærlighed til at blomstre. Bevares, den er ikke så mind blowing, som da jeg var yngre. Men den er gået hen og er blevet en stille, blid strøm, en intens ømhed og nærhed, som jeg ikke kan forestille mig at skulle leve uden.