Karmaloven

Jeg kom igennem dagen. Det ordnede sig. Jeg fik faktisk penge tilbage (og nåede også lige at score en ramme tiloversbleven øl til min søn og hans Roskildetur og gav en masse Somersby til en Roskildedebutantinde). Jeg ved det...det er lidt lusket, men betragt det som kompensation, for den shitstorm, der pludselig haglede ned i min uskyldige mailboks i dagene op til selve dagen. Man må vælge sine kampe med omhu, så jeg blandede mig ikke yderligere i debatten, men tænkte i stedet, at den skulle jeg nok få fixet på en anden måde (hvilket jeg så gjorde på min egen sigøjnermåde). Og i sidste ende: Det vigtigste var, at min søn og alle hans skolekammerater fik en smuk dag.

Det varmede også mit hjerte, at jeg faktisk fik flere fine diskrete tilkendegivelser fra nogle af de andre involverede. Den slags samler jeg på for øjeblikket. Tilkendegivelser og venlighed fra andre. Der er kommet nye fine venner ind i mit liv og gode gamle, som var gledet ud, kommer pludselig tilbage. Det er meget sært. Det er næsten som om, det er blevet halvdelen af sidste år og indtil videre også dette års tema: Bånd, der bliver knyttet, venskaber, der bliver skabt. Hengivenhed fra andre. Jeg føler mig som et meget heldigt menneske! For guderne skal vide, at vi ellers står i lort til nakken på flere områder. Noget af det alt for privat til, at jeg vil skrive det her. Men mens vi vader igennem det sorte pludder af bekymringer, så fejrer vi store livsbegivenheder, som børn, der bliver studenter, runde fødselsdage, nye venner, gamle venner, og laver helt almindelige ting, som at få renoveret lejligheden, gå til jobsamtaler mv. 
Man kan klare meget, hvis bare der er en stribe gult lys og glæde i ens liv!

Overspringshandlinger

Nogle gange er jeg ikke rigtig voksen. Ikke i mit hoved ihvertfald. Så er jeg sådan lidt jeg-ved-godt-at-jeg-skal-men-jeg-orker-ikke-rigtig-jeg-må-hellere-lige-udskyde-med-en-overspringshandling.

F.eks. har jeg været flere dage om at tage mig sammen til at skrive en helt almindelig mail til nogle, jeg egentlig ikke gider skrive til. Det er ikke sådan, at det bliver til noget grød inde i mit hoved, hvor alt bliver set indefra og ud. Det er mere sådan en slags tomhed, hvor jeg kigger sløvt på to-do-listen, der ligger lige ved siden af mig på skrivebordet, ser der står: Send mail til xx og jeg tænker:"Nå, ja...det skulle du også lige." Men jeg gør det ikke. Ikke nu og heller ikke senere. Det ville tage mig to minutter, men mailen vokser på en eller anden måde og bliver et irritationsmoment og jeg har mest lyst til, at strege Send mail til xxx ud med 20 streger. Send mail til den åndsvage gruppe, jeg ikke selv har bedt om at have kontakt med, men som er vokset op omkring mig.

Det startede egentlig som et meget praktisk arrangement. Fælles studenterafslutning på kajen for tre familier, der alligevel bor det samme sted. Det kunne lissom ikke undgås. Men pludselig var gruppen vokset til syv familier og nogle tager helt op til 30 pårørende med, fordi deres søn er den første i familien, der bliver student. Vi bliver fire, hvis vi er heldige. Vi kommer til at forsvinde i mylderet af øldrikkende studentereksamensløse familiemedlemmer fra forstaden. Brovtende og larmende. Jeg har planlagt, at vi skal drikke en flaske Cremant d'alsace bare for at understrege, hvor fornemme vi er i vores lille studentereksamensfamilie. 

Helst har jeg lyst til at trække mig. Men det kan vi jo ikke. Stå lidt længere nede af kajen med et enligt bord, et forblæst papirsflag, fire familiemedlemmer og snobvin. Men nu har jeg sendt mailen: Fortalt, at vi har købt øl som aftalt og at jeg i øvrigt ikke vil være med til at betale for andres familiemedlemmer, som jeg ikke kender. Jeg betaler gerne for de studerende, men ikke for andres familiemedlemmer.

Jeg har kun fået et svar tilbage. Måske er det, fordi jeg meget studentikost understregede min pointe om en retfærdig fordeling ved at lave en regnemodel med divederen og U plus X og den slags. 

Jeg hader at drive pointer igennem over for folk, jeg ikke gider! 
  

Livslektier

I kender sikkert den her opfattelse, at når man kommer ud for en sørgelig/farlig/ulykkelig/ubehagelig hændelse, så er det er det, fordi livet prøver at lære én noget. Den bagvedliggende tanke er vel, at der sidder en usynlig hånd/en højere magt, der udeler huskekager efter et fastlagt skema. "Nå, nu er vi nået til Fru Jensen i Vrå. Det går lidt for godt for hende, så nu skal hun ruskes godt og grundigt, så hun kan tænke lidt over livet."

En hel religion er bygget op over denne opfattelse og drevet næsten ud i ekstremen: Bliver du født ind i lokumsrenser-kasten, så er det sgu fordi du skal sone for din gennemførte ondskab i dit forrige liv. Det er faktisk en meget fix måde at stavnsbinde folk og forhindre social uro. Man er selv ude om det!

Jeg er helt på det rene med, at man skal arbejde med sig selv. Især da hvis man hele tiden gentager et bestemt mønster, som ikke er hensigtsmæssig. F.eks. kender jeg en pige. Hun havner altid i skænderier med folk, bliver smidt ud af studiegrupper og har meget få venner, der kan holde hende ud, fordi hun er påståelig, negativ og kværolantisk. Hendes mor er i øvrigt kværolantforrykt, så pigen har det ikke fra fremmede. Man hendes konstante gentagelser af samme mønster skader hende og ødelægger hendes fremtidsmuligheder, netværk mv og hun ville have rigtig godt af, at holde sig selv ud i strakt arm og spørge sig selv: "Hvad kan jeg lære af det her, så mit liv bliver bedre?"  

Det samme gælder vel, hvis man hele tiden løber ind i voldelige mænd. Der er det nok også meget godt at lave sine livslektier.

Men når folk begynder at snakke om at man skal lære af, at man pludselig står alene med ansvaret for et multihandicappet barn, at man bliver ramt af cancer, får pts som tidligere soldat, eller noget andet forfærdeligt, så står jeg af. Hvilke livslektier ligger der i det? Udover, at man måske generelt må tage sit liv op til revision, fordi man står med en helt ny situation. Men bortset fra det? Jeg har svært ved at se det. Det er bare rene tilfældigheder, hvem livet rammer og hvordan livet rammer.   

Lad falde, hvad ikke kan stå?

Nogle gange - ej faktisk mange gange - tænker jeg over, hvad der får nogle mennesker til at stå oprejst under de mest krævende forhold, mens andre vælter omkuld for en let brise.

Der findes mange smarte forklaringer på fænomenet. Ens livsindstilling f.eks. Er man en ukuelig optimist eller en bekymret sortseer? Har man et håb eller opgiver man på forhånd?

Personligt har jeg en veninde, hvor jeg seriøst undrer mig over, at hun stadig står op. Hendes mand har en stressrelateret depression og er diagnosticeret lettere Asperger. Hendes ene søn er ADHD og den anden har også Asperger. Datteren er diagnosticeret lettere borderline. Den sidste søn er der vist også noget med, men jeg tør ikke spørge dybere ind til det også. 

Når jeg hører fra hende, fortæller hun mig om et liv, der er hat og briller, som hun selv udtrykker det og hvor myndighederne ikke er til at råbe op. Derfor får hun ikke de rigtige tilbud til sine unger og må kæmpe hver eneste dag, for at holde sammen på det hele. På et tidspunkt fik hun at vide, at hendes unger slet ikke var syge, men bare dårligt opdragede og at der var en dårlig forældredynamik i huset. Det med den dårlige dynamik tror jeg på. Det slider med så mange dårligt fungerede børn. 

Heldigvis har de nu fået diagnoser alle hendes børn og som hun selv siger: "Så har vi da i det mindste noget at tage fat på. Noget at forholde os til."

Jeg synes så i et lille bitte hjørne af min sjæl, at den næsten lyder af for meget. Så mange diagnoser i en familie kan man sgu da ikke ha'. Nogle gange når hun fortæller, så har jeg mest lyst til at holde mig for ørerne og råbe:"Er der slet ikke noget lyst i dit liv!?"  På samme måde har jeg det faktisk med en anden jeg kender. Hendes liv er bare med omvendt fortegn. Hun har det egentlig ok, skal kun tage vare på sig selv og får alt den hjælp hun skal have. Men alligevel tilter hun konstant. Alt er noget lort og ingen tager sig af hende, synes hun selv. Det er faktisk endnu mere deprimerende at høre på. Så hold dog kæft, tænker jeg ofte.

Men at jeg tænker sådan, skyldes jo bare min uvidenhed. Mit manglende kendskab til, at det kan være sådan for nogle. At livet er sort for nogle mennesker. Enten fordi man kæmper med sig selv og sit eget sind eller fordi man kæmper med andres sind. Jeg hører, hvad de siger, men forstå det til fulde kan jeg ikke. Jeg vil gerne, men kan ikke. Det eneste jeg kan tænke er, at det er et under, at de begge stadig står op og lever deres liv.

 

Tabernes aristokrati

Så, nu er min aktivering slut. I dag mødte jeg lige op en time og så synes jeg egentlig, at det kunne være nok. Fra en anden havde jeg hørt, at hun havde fået at vide, at de da bare kunne aftale, at hun var mødt op, selv om hun ikke var. Det er da smart! 

Nå, men man kan da sige, at jeg er sluppet for at lave min fremtid i makeroni. Det havde jeg nok ikke helt kunne overskue. Men lidt skete der, for i dag sad der to andre og gloede på deres pc. Da jeg spurgte, hvor meget man egentlig behøvede at komme, fortalte de, at de skulle møde op fire dage fra 9-15 i 2 uger.

Panikken greb mig. Var er noget, jeg havde misforstået? Var jeg overhovedet blevet registreret? Var jeg dømt til at gentage et fremmøde endnu to uger? Ville jeg pludselig miste min dagpengeret, fordi jeg ikke havde gjort det rigtige? Man ved jo aldrig, når man er et nummer i et system. 

Men så var det, at ti-øren faldt: De to andre var på bistandshjælp! Så kan man åbenbart ikke sådan begå sig og selv planlægge sin fremtid. Der skal der håndholdt indsats til, tilsyneladende. Den ene var nu meget begejstret og fortalte med lysende øjne, om de åbenbaringer hun have fået. Den anden stirrede bare tomt ud i luften. 

Selv hankede jeg op i mig selv og min taske, skred ud af døren og priste mig lykkelig for, at jeg som dagpengemodtager åbenbart tilhører tabernes aristokrati og lidt har jo også ret, sku' jeg mene.