Ingen grund til at slide sig selv op med burde og skulle

Hvad er et burde? Eller et bør? Hvem bestemmer egentlig, hvad man bør? For mig er bør et udtryk for et konsensus - og de er da gode at ha'. Konsensuser holder et samfund sammen. Men jeg har jo ikke nødvendigvis været med til at skabe alle de konsensuser, som mange er enige om. 

Som jeg ser det, er et "bør" skabt i og af en bestemt trend eller en tidsånd, om man vil. Det en 38 årig kvinde med to små børn synes er et "bør", er mange gange milevidt væk fra det, jeg som 48 årig med store børn, synes er et "bør". For selv om vi lever i det samme samfund - overordnet set - så er vi alligevel skilt af ti år. Ti års livserkendelser og ti års livsånd og ti års tidstrends. Da jeg var ung "burde" man f.eks. ikke gå med bh. Siden har det som bekendt ændret sig. Da jeg havde små børn, burde man ikke eje et hus og en stationcar for at være en ordentlig forælder. (Bil var faktisk først noget vi fik, da børnene blev større).  Man kan også bruge eksemplet i forhold til kvinder, der er 10 år ældre end mig. Men ikke helt med samme kraft, for der er sket et mærkbart tidsspring. Et paradigme-skift, der gør at jeg egentlig har mere generationsfællesskab med en 10 år ældre kvinde, end en 10 år yngre kvinde. Selv om jeg jo sagtens kan se på hende og huske, hvor jeg selv var en gang.

For at gøre en lang historie kort: Jeg er nået til det sted i mit liv, hvor jeg, hver gang jeg mærker, at et "bør" er på vej, bliver obsternasig. Lige frem trodsig. Hvis et eller andet føles mere som et "bør" end et vil, kan, har lyst til, så melder jeg pas.  Det kan måske være tegn på en begyndende overgangsalder. I så fald kom hid! 

Og fordi, der pludselig blev lidt for mange "bør" på min to do-liste, så fjernede jeg noget og satte noget andet i stedet. Som f.eks. at gå ud og spise med en veninde og bagefter gå på dyr vinbar. Eller at gi' mit badeværelse en solid overhaling, fordi rene badeværelser er livskvalitet for mig. Eller at afmelde samtale om frivilligjob, fordi jeg ikke på nuværende tidspunkt kunne stå inde for tidsforbruget og sådan kunne jeg i princippet blive ved. 

Uansvarlig? Måske. Men helt ærligt, hvem skal jeg egentlig stå til ansvar over for? I sidste ende altså, når jeg har svaret en hver sit og har været en god mor, kone, ven. Ikke andre end mig selv. 

Fandme fedt at være 48 år gammel, skulle jeg hilse og sige :-)