Susling i sit eftertænksomme hjørne
Dagen i dag er underlig blank. My Guy er forlængst gået på arbejde - efter 10 skønne, bløde dage, hvor vi bare har grint, krammet og råbt lidt af hinanden (den slags hører sig også til med så mange år sammen som vi har. Det er næsten lidt hyggeligt at smågnidre af hinandens dårlige vaner. Det føles sært trygt på mormor-morfarmåden. Og mine bedsteforældre holdt meget af hinanden.)
Jeg skal først i gang med noget artikelværk i morgen og lige nu her er helt stille i huset. For selv om kl. er næsten 11.30, så sover ungerne stadig...........for bare få år siden så stod de splitvågne kl. 6 -7 hver dag og krævede morgenmad og opmærksomhed, men nu...nu ligger der to store forsovede unger med fødder størrelse voksen og helt eget liv.......Jeg ved det er en kliché.........men jeg lå faktisk i morges i min side af sengen og blev helt vemodig..........den ene dag går man ned af gaden med en lille blød hånd i sin, mens man kærligt ser ned på et uglet lyst hår og to små brune fødder i et par røde sandaler - man ser lige væk og når man ser frem igen, så står der en næstenvoksen elverpige......stadig med uglet hår......heldigvis........men til gengæld med tømmermænd..foran en.......Det ene øjeblik kører man afsted på sin cykel med en lille lun fyr mellem armene (jeg havde sådan et sæde foran), mens man ivrigt diskuterer konstruktion af kanoner - riflede, rillede og rækkevidde - og det næste øjeblik så har han teenagestørrelse og fedtet hår........Jeg har jo lige fået dem, for fillan............Når man er i det hjørne, så kan livsøjeblikkende jo næsten gå parade.........
Fik jeg forøvrigt fortalt, at vi takkede nej til en nytårsinvitation, fordi der ville komme mange med små børn? Det er altså ikke, fordi jeg ikke kan lide børn........langt fra......Men sidst jeg var i sådan en sammenhæng, der endte det med, at My Guy og jeg var de eneste ved bordet........alle andre fistrede rundt og puslede og nussede og servicerede, samtlige par og bortset fra at jeg stort set altid synes, at My Guy er en interessant samtalepartner, så var det jo ikke lige det vi var gået i byen for.......Så alt i alt, selv om jeg lige nu sidder og sødsuppesukker over livets gang, så er det jo herligt, at mine unger er blevet så store.......Vi har jo været der, hvor vi fistrede rundt og puslede og nussede og servicerede.........Men hver ting til sin tid.........
Og nu er det vist på tide jeg vækker dem.........
posted by susling @ tirsdag, januar 02, 2007
2 Comments:
Uha jeg kender præcis den sindsstemning, du beskriver ... med undren over, hvor de der små, sødtlugtende unger blev af... :-)
Jeg kan også sagtens følge, at I ikke gider småbørnskomsammen. Må indrømme, at vi ser LIDT mindre til de venner, som har helt små børn. Vi kan nemlig OGSÅ godt lide at vi kan samtale med dem, vi er sammen med... og ikke bare hinanden. Små børn er da søde nok ... men du ved, been there, done that, got the tshirt... når ens egne er storfodede, skægstubbede drenge og yndige elverpiger, så har man fået sin dosis småbørnssnak. For er der ikke også noget med at det MEGET nemt kommer til at handle om børn det HELE med småbørnsforældre??
So sue me .... men det mener jeg altså...
Altså jeg kan rigtig godt li' børn - små fede storgrinende babyer, tre-fire årige filosoffer, børnehaveklassekloge og alvorstunge skolestartere.......Jeg har nydt det i fulde drag med mine egne unger, hvor hver alder var den helt rigtige og mest spændende - er det jo stadig....Men jeg gider vitterlig ikke sidde og glo ind i væggen, fordi der skal børneserviceres på højt plan....synes måske også, at den bliver trygget lige lovlig hårdt af nogle gange hos visse.......Men hos os har vi indført børnefrie middage - altså ungerne er altid velkomne.....men vi har et par gange holdt noget uden børn og parrene med helt små børn, var faktisk dem der nød det børnefrie rum allermest....sidst de var her gik de først hjem kl. 5 om morgenen. Selv har jeg altså også erklæret: Nu er det voksentid! Lissom mine unger altid har fået lov til at have deres børnetid....
Send en kommentar
<< Home