Susling trætner

42.......det da ingen alder......narj vel.......masser af liv og ballade tilbage.......livet er sgu da dårligt nok begyndt, vel.........Hvorfor fanden lider jeg så af et eksistentialistisk træthedssyndrom? Drukparties been there. Score done that. Koncerter got the t-shirt. Shop till you drop overstået. Jeg har party harted fra jeg var ca. 13 og nu begynder jeg at lide af deja vue......i en temlig alvorlig grad......Kan huske en gang jeg ringede til min meget viise svigerfar og var dybt forarget over et eller andet politisk tiltag. Hans svar på mit spørgsmål, om han ikke også syntes, at det var dybt forkasteligt var:" Nææh.......jeg har set det så mange gange før!"

Nææmlig jah......sådan begynder jeg også at have det. Har sgu set det før. Og må gang på gang undres over den gennemgående amnesia hos andre. "Jamen kan I ikke huske?" Eller må trække på smilebåndet over endnu en:"Ja så var jeg i byen og så scorede jeg lige, men han/hun vil ikke ha' mig." Eller:"Nøøj sikken en fest......jeg knækkede mig, mistede en nøgle og nu har jeg tømmemænd og skal lige forbi MC......" Banaliteter, mand!

Og indrømmet jeg var tidligt på banen med mange ting: Sex n' drug n' rock'n roll, børn, den faste partner, uddannelse, jobs.....utallige parmiddage, fester, kolleger defilerer forbi mine øjne.........Men nu er jeg sgu' kørt lidt træt...........for hvad nu? Fra nu af hedder det vedligeholdelse og forfald...eller hvad?......Man kunne selvfølgelig skifte sceneri......Ny mand, nyt hjem.....men det har jeg ikke lyst til......Elsker ham jo for fanden......Og det kan vel heller ikke være meningen, at hele livet er baseret på nyhedsværdi og stræben efter det næste..........Men hvad så? Hvad er der ellers? Hvad skal der nu ske?