Susling spørger: Hvad er lykke?
Kære alle sammen,
i blogland bliver de store spørgsmål smidt på bordet. Mange gange er det dem, man ikke tør tage op ude i den virkelige verden, for der skal man jo performe, score, præstere, levere. Blogland er dybt og inderligt inspirerende.
I dag er jeg f.eks. blevet inspireret af Singleton
som skriver lidt om det her med at være perfekt/ikke perfekt.
Det føles som om mange, især dem der er yngre end mig, fører en form for indre afkrydsningsliste på ægte lykke - perfekt/ikke perfekt:
- Den eneste ene -tjeck
- Spændende karriere -tjek
- Karriere-planlægning -tjeck
- Eget matrikelnummer -tjeck
- Projektbørn på overskudsmåden -tjeck
Personligt har jeg altid haft en indre kamp mod Polly Perfekt-prinsesser og - prinser. Den type der sætter nogle præmisser op for, hvornår og hvordan noget er rigtigt. Det er, som om de har taget en mental uniform på uden kattehår, hentehår og sorte negle.
Nu har jeg jo heldigvis nået skelsår og alder, så jeg siger:
- Fred være med det, hvis de mener, at livet kun er værd at leve, når det er med Bo Bedre-standard, realkreditlån og perfekte partnere med rene negle, smukt brunet hud og designer-tøj.
- Fred være med dem, når de flasher firehjulstrækkeren, visitkortet og postadressen. (ku' også alternativt være MuntheSimonsen-klunset, ladcyklen fuld af overskudsbørn, freelancetilværelsen og det mere alternative postnummer - Polly Perfekterne findes i mange afskygninger!)
Det eneste der gør mig virkelig vred, det er:
- når nuancerne og diversiteten ryger sig en tur.
- når en bestemt måde at leve sit liv på bliver ophøjet til Gud
- når andre trækker deres værdier ned over hovedet på mig
- og vurderer mig op i mod deres normer
- aha hun er nok det lilla/grønne/blå/orange/gule osv. - segment
- når folk mangler udsyn og tolerance
- kort sagt når folk dømmer ud fra deres egen navle og deres eget lille matrikelnummer
- Først famler vi derud på sex and the city-måden i jagten på den eneste ene (langt op i '30'erne!!), mens vi samtidig lige får karrieren lagt i de rigtige riller
- sidst i 20'erne- midt '30'erne finder vi den eneste ene og investerer i matrikel med græs, og så er vi rigtig klar til at få projektbørn på overskudsmåden, mens vi karriereræser, griller (meget stort tema p.t.) og langer det hele over langbordet til vores mega-vennekreds
- Og efter der tavshed
- indtil vi står lykkeligt på golfbanen iført smart gråt hår
AAAAAAh lykke! Eller hvad?
posted by susling @ torsdag, maj 11, 2006
4 Comments:
Puuuhaa, susling.. Jeg famler åbenbart stadig derudaf på sex and the city-måden. Og det finder man ingen mand af, skulle jeg hilse og sige. Såå trækker kortet: Tag direkte på golfbanen!!
Go forlænget weekend
*GGGG* og jeg, der overvejer at kaste mig over golf'en... Måske jeg skulle gentænke den lidt!?
Men Susling - husk på, at du HAR den eneste ene i dit liv og har fået dig et par unger; karrieren har tidligere kørt i topgear, såvidt jeg mindes, du har nævnt (?) og kommer sikkert til det igen...osv.
Hvorfor er det så galt at stræbe efter dét? Hvad er det, der virkelig irriterer dig?
Er det måden, det bliver gjort på?
Selvfølgelig er lykken ikke kun alt det materielle (her regnes mand og børn under den kategori - lader til, at du også sætter en fælles etiket på, eller misforstår jeg?) Selvfølgelig er der mere til livet end som så - nogle gange!
Os, der ikke har familien, bruger meget tid på karrieren - det er der så nogen, der fortsætter med, selv når reden er bygget og kernen etableret. Det bliver de syge af (tit), og det er ganske sikkert ubehageligt at vågne op til en erkendelse af, at villaen, bilerne, sommerhuset, karrieren, sommer- OG vinterferie, designertøjet osv. ikke længere dækker et behov, man engang havde.
Jeg ved sgu ikke... ved ikke, om jeg egentlig har nogen mening om det, du skriver.
Faktisk rammer det vel mig - lidt - men jeg føler mig ikke stødt på koderne. Jeg ved godt, at jeg fylder mit liv med en masse skrammel - jeg forsøger at skabe mig en lykke, mens jeg venter på det, jeg egentlig gerne vil have...
Gør det mig lykkelig at have hus, bil, karriere og økonomisk luft i hverdagen? Ja, i perioder gør det sgu - i andre hænger det mig langt ud af halsen.
Hvornår er man lykkelig - og er det en permanent tilstand?
Jeg tror det ikke.
Mie og Singleton...jeg ved jo heller ikke selv hvad lykke er eller det vil sige lykke kommer for mig i glimt...i øjeblikkets tilstande.....Jeg synes bare , at det virker som om, der for øjeblikket kun er en version, der virkelig får lov - den borgerlige.For blot 5-10 år siden synes jeg ikke det virkede så massivt, så ensporet. Jeg synes der var større udsyn, mere tolerance, mere solidaritet.....Flere versioner af 'det gode liv'. Heldigvis synes jeg det virker som om, der er reaktioner på vej mod denne sovende tilstand....De unge er i hvertfald begyndt at reagere....det er jo en start!
Jeg er lykkelig med mit tudegrimme hus og min supermærkelige mand. Men ikke med min ikke-eksisterende karriere, og det er mest fordi der gnaver en tvivl i mit indre omkring, hvilken branche jeg har lyst til at fortsætte i.
Men jeg læser heller ALDRIG dameblade, så jeg aner jo ikke hvad der er comme il faut ;)))) heldigvis fatter jeg ikke hvor kikset jeg er *haha*
Send en kommentar
<< Home