Susling præsenterer familien

Det er vist på tide med en præsentation af min familie (i virkeligheden er det bare et dække for, at jeg synes, der skal en gang kønssnak på bordet!!! Og nu er det jo så herligt, at vi i min familie er 50/50....klar win/win-situation i The Corporate Family og også videnskabeligt repræsentativt og vederhæftigt og empirisk velfunderet og .........Kom nuuuuuu til sagen):

I min familie er vi fordelt således:

• My Guy, mand, 43 år
• Sønnike, dreng,12 år

Og i det andet ringhjørne:

• Susling, kvinde,42 år
• Skumfidus, Tøzz, 15 år

Spindesiden er så lige i overtal fordi, der desuden bor:

• Møgkat 1: Kæle, hun, ca. 5 år
• Møgkat 2: Thilde, hun, ca.5 år

(og her indsparker jeg en fuldstændig ligegyldig sidebemærkning: Kattene er søstre og mistede deres mor, da de kun var 5 uger!!! Kattemoren blev aflivet, bare fordi divaen, der ejede hende plus killinger, ikke ku' ha', at kattemoren var lidt sær og besværlig...pfui teufel...selv er hun absolut selvfed og utålelig, men hende kan man jo ikke sådan aflive....... Anyways de her små pus kom så hjem til min trygge favn og en hunkanin kaldet Mulle.....de tre var uadskillelige....sov sammen, legede sammen osv. ret skægt. I dag ligger kattene til tider på en meget kaninagtig måde - snakker vi lidt prægning her???)

Tilbage til emnet:

Jeg har altså en datter - min skumfødte, elveragtige Skumfidus. Da jeg i sin tid fik hende, tænkte jeg meget over det her med køn. Æggehoved-agtig som jeg er, lånte jeg tykke værker på biblioteket om køn og kønsforskning...det lå mig meget på sinde ikke at presse hende ind i en bestemt rolle-model. Min datter sku' ha' frit valg på alle hylder og ikke lade sig begrænse af kønsroller (ok indrømmer meget ambitiøst projekt!)

Hvorom alting er, så gav det sig f.eks. udslag i at jeg ikke gav hende kjoler på, da hun var meget lille og knap nok ku' gå....Det kan godt være, at hun var et yndigt lille dukkebarn, men de her kjoler begrænsede hendes udfoldelsesmuligheder, syntes jeg. Jeg lod også farmand komme til! Fædre er ikke så pylrede...de lader børnene gå meget længere, end man som mor kan bære......De griber også ansvaret an på en helt anden måde....lidt mere rod, lidt mere nu og her-nærvær...og så skidt med, at ungen får noget grimt tøj på, fordi det lige er far, der har kommandoen den dag (så ku' jeg jo altid stå og bide mig i knoerne af græmmelse over dagens udvalg fra skufferne!)
Senere satte prinsesse-alderen ind! Og så fik den hele armen med sølvstøvler, guldjakker, flæsekjoler fra invandrer-butikker, laksko, stråhatte, sløjfer, fletninger, balletskørt....hun og jeg kørte den helt ud.....fordi hun selv ville! Hun valgte det selv!!
Nu hører det lige med, at Skumfidusen er vild. Hun kan godt lide at ha' mange jern i ilden og helst på en gang.....så når hun blev sendt i børnehave om morgenen iført fletninger og yndig lyseblå bomuldskjole med broderier og pufærmer, så var det altså ikke sådan en pige, jeg ku' hente om eftermiddagen......det var en lille møgbeskidt, nusset pige med fletninger, der var blevet til noget underlige krat, store plamager på kjolen, en sko, der var blevet væk, våde underbukser og tis langt ned af benene (for det her med at tisse på toilettet, det havde hun altså for travlt til!) Som otte-årig begyndte hun at gå til ridning......og så tog fanden ved hende......hun nærmest boede på den rideskole....red på kæmpe-heste.....mugede ud.....rensede hove.....lærte at springe, cowboy-ride......Hun levede i ridebukser og staldstøvler og stank kort sagt af hest i de næste 6 år! Håret havde så sit eget liv indenunder ridehjelmen. Ikke noget med fine frisurer her! En dag var alt det slut. Pludselig stod hun i timevis og så på sig selv i spejlet med en underlig kyssemund (alle har jo deres personlige spejllook!) Hun fablede om at få farvet hår, parfumer, make up osv.....Hun introducerede os oven i købet for en kæreste på et tidspunkt.....det holdt ikke så længe......Hvorom alting er: Jeg har en datter, der er meget feminin, men også meget vild, fortagsom, energisk, entusiastisk og udfarende!

Og så Sønnike:
Da han blev indruleret i familien, blev jeg begejstret! Min dejlige lille knægt! Tænk at få lov til at opleve det modsatte køn helt fra start! Jeg var totalt skudt i ham.....Han lignede en blanding af My Guy og Min højtelskede bror.....Men selvfølgelig tænkte æggehovedmor også over kønsroller her....følte mig egentlig bare mere på sidelinjen i den sammenhæng....var egentlig ikke så opsat på, at nu sku' jeg bare sørge for......jeg gik istedet et skridt tilbage og betragtede.....hvad ku' han nu finde på?! I starten synes jeg egentlig ikke, der var den store forskel..gik selvfølgelig op i, at han fik drengetøj på.....ok, kom engang til at gi' ham aflagte pink gummistøvler på,undskyld..vi var fattige...Men det jeg opdagede var, at køn det fornægter sig ikke....stod en dag, da Sønnike var ca. 8-9 mdr. og beundrede kæmpetraktor-dæk...lagde også hurtig mærke til, at gravmaskiner var noget af det fedeste......Allerede som 1 1/2 årig var Sønnike sig fuldt bevidst, at han var noget andet end sin søster.....han nægtede f.eks. at få røde sokker på...som fire-årig kom han i ...ja hvad hedder det egentlig, når det er drenge...den her alder, hvor man bare skal leve sin kønsside ud. Sønnike blev i hvertfald Militarist.........alt skulle være soldater-noget...........hans vinterstøvler sku' være som soldaterstøvler (heldigvis ku' nogle Ecco-tinsulate-sorte-nogen gøre det ud for det). Tøjet skulle være soldater-tøj! Basta. Ku' desværre kun opdrive tre slags: Et blå-gråt-camuflagesæt, et grønsort camuflagesæt og et militærtgrønt sæt. Det sku' der selvfølgelig syes medaljer på...så mor sad og syede spejderknapper og FN-mærker doneret af svigerfamilie på samtlige tre trøjer. Det, at der kun var tre trøjer, krævede ekstra vaskeforanstaltninger, for han nægtede at gå i andet......! Farmor og farfar havde også doneret gammel spejder-baret og tilføj så lige plastikmaskinpistol og hermed afgang til børnehaven............det var også i den periode vi havde årskort til Tøjhusmuseet...der skulle vi ind næsten hver dag, når jeg hentede ham......lige 10 min. hvor vi sku' glo på kanoner og købe en tinsoldat til den efterhånden pænt store samling...........Blev rigtig gode venner med de hyggelige kustoder i den periode........En dag krævede Sønnike en generaluniform! Der sagde jeg stop! Heldigvis var der så småt begyndt at snige sig noget FCK indover........og så startede møllen forfra: FCK-trøjer, FCK-jakker, FCK-bukser, FCK-sokker, FCK-blyanter, FCK-viskelæder, FCK-blyantspidser, FCK-madkasse............Indtil den dag FCK blev slået 4-0. Min søn brød sammen! Og erklærede, at han aldrig mere ville gå i noget FCK..........lort tænkte jeg! Det er sgu' det eneste tøj, du har! I dag er vi så på skater-bølgen!

Anyways....min søn er ikke vild.......han spiller selvfølgelig fodbold, løber og larmer og alt det her.......men han er meget mere rolig og kontrolleret......Jeg ku' altid hente ham fra børnehaven med hår og outfit intakt. Han vidste/og ved, hvor tingene er henne. Han mister meget sjældent sine ting (nøgler, mobil, penalhus osv.) modsat Skumfidusen, der har mistet adskillige nøgler, tabt mobiltelefoner i spande med vand osv. Det er også ham kattene hopper op til for at kæle...ham der siger til sin mor, at han elsker hende...ham der har et værelse, der er rytteligt og pænt......modsat Skumfidusen.....hvor det hele roder efter fem minutter.
Det er til gengæld ikke ham, der kaster sig ufortrødent ud i nye ting og tager enhver udfordring op......der gør min lille Skumfidus. Sønnike, han er mere afmålt, distanceret, måske endda skeptisk!? Lige nu fabler han om spil og så vil han have en deodorant. Den må hans far altså tage sig af.....der står jeg af.

Konklussion:
My Guy er altså ikke særlig militaristisk. Han er heller ikke manden med motorsaven, daglige besøg i Silvan eller jørgen leth-syndrom. Han kan fixe ting, fordi de nu engang skal fixes...Susling - altså jeg- er heller ikke særlig prinsesse-agtig (jov selvfølgelig på bydemåden!) men ikke på blonde-make-up-femininum-hysterisk-pudsen-vinduer og fluffe-designerpuder-måden.

Så hvor får ungerne det fra? Hvor kommer det her utvetydige kønsindentifikation fra? Hvordan kan det være, at Skumfidusen og jeg kan flejne helt ud over et par sko og en bestemt måde at sætte sit bælte på? Hvorfor får både Sønnike og My Guy, det her underligt stive "hvad snakker hun om blik" i øjnene, når jeg nævner noget med f.eks.: "Og så skal vi lige have sørget for..og..og..og..."!??? Mens Skumfidusen er helt på! Hvorfor kan min søn nævne bilmærker og synes, at FDM's blad MOTOR er spændende? Hvorfor, hvorfor, hvorfor?


??????????????????????????????????????????????????????????????????????????????