Susling siger æv
Hvor ville jeg bare ønske, at jeg havde overskud til at blogge. Altså ikke de her sporadiske indlæg, men løbende og med gennemtænkte pointer og links og hele bullesjaisen...
Men jeg ville jo på den anden side også ønske, at det ikke var så skide mørkt og gråt og at jeg havde mange flere penge, så jeg også kunne tage til eksotiske rejsemål for at "pleje min vinterdepression" og få dæmmet op for den absolut overhængende fare for at blive paté-farvet i ansigtet. Det går ikke med rouge alene, skulle jeg hilse og sige. Eller lidt større mere larmende ørenringe...Nuller, jeg begynder at ane, at der skal mere drastiske midler til...Men lad det nu ligge...
Der sker nemlig drastiske ting her på matriklen. Min søn - Lugtelakridsen - er blevet forelsket. Hoved over hæl. Jeg opdagede det ved et tilfælde, hvor jeg skulle give ham hans rene Björn Borg'er og Bjørnvik'er! Da jeg helt uskyldsrent og husmoderagtigt kom ind i hans teenage-helvede (helt ærlig mor, få dig et liv), så jeg, at han sad og tjattede med en på Arto. Arto!!!! I ansvarlig mors hjerne bliver den slags til: Drengenumsefikseret grim gammel mand +lille (ok mindre) uskyldig dreng + ikke ønsket møde + udveksling af naturalier mod penge...
Klamrende mig til min vasketøjsstabel og lettere opkogt i hovedet, men stadig med teenagemoroverlevelsesinstinktagtige folder i ansigtet fik jeg fremhvisket: "Æh...hvem er det?"
Teenagehånd klikker luk ned med det samme....!!! Her kunne jeg så være gået i panik...hvilket jeg også gjorde lidt på indersiden af mig selv. På den anden side, man må tage tyren ved hornene og få geden barberet. Viste sig så, at det var en lille sød pige, som han snakkede med via webcam. Og da han fik mig overbevist om, at der både var tale om webcam og mobil på en gang og da min Lugtelakrids - med hår steder jeg aldrig troede, at min baby kunne få og en stemme, så ru som en havnearbejder, samtidig sagde: "Moooooooor, hvis det var sådan en, som du siger, det kunne være, så ville det godt nok være meget udspekuleret, at det foregik både på webcam og mobil på en gang..!" Det kan han jo have en pointe i, men jeg siger bare, at hvis de skal ses in real life, så vil jeg snakke med forældrene først. Forelskelse og teenageprivatliv eller ej.
Nå for fillan, skal lige ud og pleje min patéteint. Vi snakkes!
Etiketter: Hverdag
3 Comments:
Hvad skal jeg så sige, som har en 13-årig datter med et hormonrush i stil med de hurtigste bredbåndshastigheder?
Gys...og det blev ikke bedre da jeg så en DR-dokumentar om nogle forældre i Haarby på Fyn, som kæmpede heroisk for at deres i øvrigt ganske almindelige teenagebørn kom gennem weekenderne uden at have fået tænderne slået ud, og uden ny nordisk rekord i flerecifret promille.
Suk...jeg kan ikke komme på nogen anden trøst, end at jeg selv har været ung engang. Nu er jeg bare tung, men jeg overlevede trods alt.
:-)
Hullubulu - Susling, hvor er du henne ?
Susling - du er savnet!
Send en kommentar
<< Home