kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

11.10.06

Suslings udfordring nr. 3

Kære Susling Jodlio

Som en konsekvens af, at De har slået for mange skæverter, har en hang til at ville udfordres kreativt og ikke mindst er i stand til at sige fra, når De befinder Dem i situationer, De kan mærke i Deres mave ikke vil være godt for Dem, har vi besluttet os til at indplacere Dem i en sisifosk dødvandsituation - også kaldet matchgruppe 27. Formålet er at få Dem til at indse, at det eneste der nytter, er at bøje nakken og hakke tænderne i den bordplade De er placeret ved.

De har ret til at klage over afgørelsen - se vedlagte klagedokumenter.

Med venlig hilsen

Overmyndigheden


Kære Overmyndighed

Konsekvens er mit mellemnavn. Det har jeg aldrig løbet fra. Man må tage de slag livet giver, indtil man møder sig selv på midten og kan rykke frem i samlet flok. Konsekvens er i min bog et godt ord og en nødvendig ting. Konsekvens i børneopdragelsen. Konsekvens i valget af livspartner. Konsekvens i forhold til det man brænder for og tror på. Jeg har således længe accepteret den sisifosiske dødvandssituation - matchgruppe 27, som jeg er blevet indplaceret i. Det er en konsekvens af mine valg og handlinger de seneste år. Jeg vil dog gerne påkalde mig retten til en indsigelse. Jeg føler mig nemlig lidt samspilsramt. Jeg ved, det er et forgamlet ord, som meget få kender i dag, hvor vi alle skal være vores egen lykkes smed. Men jeg mener oprigtigt, at det ikke udelukkende er min skyld det hele. Det er som om, at jo flere kræfter, stamina og selvbevidsthed jeg har fået, desto sværere er det hele blevet. Jeg vil derfor gerne anmode om, at jeg bliver flyttet over i anden match-gruppe alternativt får tilknyttet en støttepædagog, der kan vise mig, hvordan jeg skal agere.

Med venlig hilsen

Susling Jodio


PS. I går var der en der sagde til mig: "Ja, du er for gammel til at lyve. Det er jeg også!"

Er det godt eller skidt?

1 Comments:

At 11/10/06 19:45, Anonymous Anonym said...

Kære Susling Jodioli

Hermed bekræftes at vi har modtaget deres anmodning om genoptagelse af sagen.

Vi vender tilbage til Dem snarest, men kan oplyse at, mens sagen kører er tildelt dem en støttepædagog, som vil tiltræde så snart vi finder en egnet kandidat.

Gertrud Udebæk Dinesen
f/Overmyndigheden

 

Send en kommentar

<< Home