Susling om abort
Abort. Har I en holdning til det? Det er jo nogle gange den grimme side af sex.....Det sker......Det skete for mig, da jeg var meget ung.....Jeg er jo barn af de frie 70'ere, så da jeg blev gravid som 22-årig gik hele tankebrigaden igang....Du er for ung, du er for uetableret, du er i gang med dit studie, du skal nå en hel masse inden.......Så abort blev det..........
Lægen stillede ikke engang spørgsmålstegn ved det. Da jeg hoppede ned fra briksen, hvor han konstaterede det, jeg allerede viste: at jeg var gravid, sagde han bare:"Ja, du skal vel ha' en abort....jeg kan indlægge dig på det og det tidspunkt.." Ikke nogen tilbud om alternative løsninger. Ingen henvisning til Mødrehjælpen eller andre hjælpeinstanser. Abort...det var det.
My Guy, som var faderen, sagde heller ikke noget....Han mumlede kun noget om, at vi ikke havde penge, at vi stadig var for unge, at vi boede et rigtig slumsted.........I dag ved jeg, at han var lammet.......på samme måde som jeg var.......og låst fast i et bestemt forståelsesmønster - et bestemt mindset, som vi nærmest havde fået ind med modermælken op gennem 70'erne.
Mens jeg gik og ventede på, at jeg skulle ind og have denne her abort....kunne jeg mærke barnet i mig. Jeg sang for det, jeg snakkede med det......Det var jo mit og My Guy's kærlighedsbarn.....(jeg kom også til at gå lidt for længe, fordi mine papirer var forsvundet i systemet - det gjorde det ikke nemmere).........Men selv om jeg følte meget stærkt for det her barn, så havde jeg ikke noget frit valg.........det var som at være inde i en tunnel, der kun førte en vej................Da jeg vågnede op efter aborten, var jeg opløst i gråd.......jeg hulkede og hulkede.....jeg havde hulket og sørget, allerede mens de sugede barnet ud af mig, derfor havde jeg et kæmpestort blåt mærke henover mine bryster, fordi de havde givet mig en beroligende sprøjte.......
Der var selvfølgelig dem, der gerne ville støtte og hjælpe - min fars daværende kone, som var jævnaldrende med mig, tilbød at hente mig bagefter - den slags foregik ambulant. Men hun kunne først komme meget sent, så jeg blev kørt ned på en stue, hvor jeg kom til at ligge sammen med en masse kvinder, der lå og forsøgte at holde på deres babyer.......Få timer efter skulle de bruge sengen, så jeg blev sendt ud på gangen, hvor jeg så kunne få lov til at sidde på en stol - et sted, hvor jeg var i vejen og havde frit udsyn til barselsgangen, hvor alle de nybagte mødre var i gang med at pusle deres babyer.....
Jeg blev hentet, og jeg blev kørt hjem og derhjemme ventede My Guy med en middag, han havde lagt al sin kærlighed i og som vi slet ikke havde råd til på det tidspunkt. Min svigerinde havde også været forbi med en pose fyldt med omsorg og kærlighed: Rødvin, Alt for Damerne, en god bodylotion, blomster, ferskrøget laks osv.
Resten af min familie - min mormor, min moster, min mor, min svigermor - trippede alle rundt om mig og var så berøringsangste, så forsigtige......mine venner og bekendte vidste heller ikke rigtig, hvad de skulle stille op - og min far levede i et andet univers- jeg tror ikke engang han vidste det...........og jeg..jeg var bare lammet......låst fast inde i mig selv..........var bare så ked, så ked.....................
Aborten kostede næsten My Guy's og mit forhold. Jeg var så vred på ham. Jeg syntes, at han havde svigtet mig - at han havde svigtet vores baby - fordi han havde sat sig selv og sine behov først. Et halvt år efter bad jeg ham om at skride. "Flyt......skrid ud af mit liv," råbte jeg......Det gjorde han meget modvilligt.........7 dage efter at han var flyttet, stod jeg uden for hans dør kl. 05.00 om morgen uden kontaktlinser, så jeg var nærmest blind og talte gennem hans brevsprække.....jeg håbede sådan, at han lukkede mig ind......at han ville os to igen.....for jeg ville jo gerne ham......det ville jeg. Det ville han også........men aborten og barnet, der ikke blev, lå som en tung skygge mellem os.........Og forsvandt vel egentlig først, da vi fik Skumfidusen fire år efter.
I dag har vi så Skumfidusen, Lugtelakridsen og den der ikke blev.......vel egentlig lige som dem, der mister et barn efter fødslen.....en der er der og så alligevel ikke.
Går jeg så ind for fri abort i dag? Både og. Min moster fik en ulovlig abort. Den gjorde hende steril og hun sørger stadig - jeg har hørt hendes historie.......og den er grim. Fyldt med smerte, lysskyhed og skam. Selv skulle jeg også havde været en abort.....min mor og far var alt for unge.....men min moster, som er 10 år ældre end min mor, og min mormor talte hende fra det.....Og som min mor sagde:"Jeg var ked af det først, men så så jeg dig og jeg elskede dig fra første sekund."
Jeg tror, at jeg lægger mig et sted midt i mellem. Som kvinder skal vi have et reelt frit valg. Hvis vi bliver gravide, skal vi informeres om de muligheder, der er både for at få en abort og for at vælge barnet til. I mit tilfælde ville det have været en stor hjælp, hvis man havde orienteret mig om støtteforanstaltninger, børnepenge, hjælp til at finde en ordentlig lejlighed osv. Jeg er jo stadig sammen med den samme mand og jeg klarede det hele blot 4 år efter, da jeg fik min Skumfidus. Men jeg har også fuld forståelse for, at tingene kan være anderledes. At man hverken ønsker barnet eller den mand, der har gjort en gravid og jeg ønsker absolut ikke, at vi kommer tilbage til en tid, hvor aborter var illegale og forbundet med store skam........
Men mens jeg skriver det her, så tænker jeg også: Er dette emne overhovedet aktuelt? Foregår tingene anderledes i dag? For ordet abort eller kvinders ret til selvbestemmelse lyder jo nærmest anakronistisk.......det er i hvertfald meget længe siden jeg sidst har hørt eller læst noget om det. Hvad siger I?
posted by susling @ fredag, oktober 06, 2006
11 Comments:
Åh, kæreste Susling...
Jeg var også 22, da Sveskebarnet meldte sin ankomst. Præmietyren og jeg havde været sammen siden jeg var 16, så valget var slet ikke svært for os. Hvis ikke vi kunne finde ud af at have et barn sammen, så var der ingen der kunne. Valget at få barnet har kostet mig lidt ungdom. Men jeg vil ikke bytte for noget som helst.
Andre mennesker vælger anderledes. Jeg har kendt en pige engang, der netop valgte aborten, fordi hun lige havde mødt fyren, og i øvrigt slet ikke følte sig parat. Det er også OK.
Der er ingen valg, der er forkerte. Men man kan træffe mere eller mindre kvalificerede valg. Der er helt klart også en forskel på, hvor ressourcestærk man er, og hvor aktiv man derfor selv kan være i sin informationssøgning, når man som ungt menneske står midt i en ikke planlagt graviditet og oplever det som en krise.
Det burde være vores alle sammens opgave at hjælpe i sådan en situation, givet at det unge menneske vil hjælpes. At egen læge ikke oplyser om mulig hjælp andre steder fra end gynækologisk afdeling, det er efter min mening en gang sjusk.
Kære Talfe, tak for omsorgen. Det var en stor smerte dengang, som var meget svær at håndtere, men når det er sagt er det også vigtigt for mig at understrege, at mindsettet var så anderledes dengang i midtfirserne.....kvindekampen lå stadig som en tyk em over det hele: Man skulle realisere sig selv, forsørge sig selv, være fri og selvstændig.....sådan var det bare....det lå fast indlejret i de fleste af os - i hvertfald sådan nogle som mig - og jeg kender flere, der har fået 3-4-5 aborter....sådan var det. Bortset fra det var informationssøgning heller ikke lige til....ingen internet, masser af frigjorte 70'er omsorgsduller og en kæmpehøj abortrate.....I dag, ja så har du ret....i dag handler det om at være resourcestærk og at ha' et godt netværk....Men dengang, der var det at vælge et barn til en svaghed....Sker det for min datter eller min søns kommende kæreste, så vil jeg stå der, med al den støtte jeg kan - uanset deres valg.
Pyh ha. Der er kun rigtige valg i dette - de rigtige valg for den enkelte. de enkelte.
At forbyde den fri abort er for mig et decideret skrækscenarie. En rædselsvision. For aborterne vil jo fortsat foregå. Det er jo der abortmodstanderne er så forbaskede ensporede. Det er ganske enkelt ikke et valg man kan træffe på andres vegne.
Men som både du og Talfeen siger, så kan man - lige meget hvad - støtte op og hjælpe.
Og så ændrer tingene sig jo også over tid. Var jeg blevet gravid for 15 år siden havde det været en katastrofe. Jeg fik senere to ønskebørn, og er nu i dag igen i den situation at en graviditet ville være en katastrofe.
Fordi min krop ikke længere ville kunne holde til en graviditet, desværre. Og da en abort ikke længere er noget jeg ville kunne leve med - helt personligt - har det været så nemt: Sterilisation.
Men man skal have valget. Altid.
Jeg er fuldstændig enig med dig i, at abort ikke skal forbydes, men vejledningen og hjælp til alternative veje skal blive bedre.Jeg tror desværre ikke, at læger i den henseende er blevet bedre. Havde en tidl. svigerinde som fik abort i samme alder som dig, og hun følte nærmest, at alle tog det så let, for selvom hun var sikker på beslutningen, syntes hun jo ikke den var nem. Hun følte, at de ældre var bange for at komme til at gøre hende usikker på beslutningen og derfor ikke turde at snakke om situationen og måske også græde lidt sammen med hende.
Jeg synes at have læst, at aborttallet er steget igen, så emnet er stadig aktuelt.
Jeg var sygeplejeelev i slutningen af 70erne, du beskriver rigtig godt tiden dengang, og din beskrivelse af gynækologisk afdeling rammer plet. jeg syntes det var hårdt at gå fra en stue, hvor en kæmpede for at beholde sit barn, til en anden stue hvor en lå og græd over sit mistede barn, for du har fuldstændig ret, det barn der skulle ha været, tror jeg mange af og til tænker på, har med sig, selvom de ikke var i tvivl om beslutningen.
Du skriver rigtig godt, tak
Kære Nellike - godt du er sluppet for den beslutning....jeg håber heller ikke at jeg nogen sinde kommer til at stå der igen - har så heldigvis heller ikke så mange år mere at løbe på - 3-7 år max. Men jov vi skal beholde det frie valg....fortiden var grufuld og måske endnu mere smertefuld fysisk og mentalt end den sorg jeg bar på....jeg ved det fra min moster.Så jeg er ikke i tvivl...det skal være legalt - frit..
Kære Lene KC - tak! Tak for din viden og for din forståelse- det var grufuldt dengang og jeg tror egentlig også sygehus-personalet hadede det og hader det den dag igen - det er uskønt og sørgeligt....Jeg håbede bare, at det var blevet bedre i dag....at man udviste mere forståelse...mht. familien...tja...jeg tror også, at min familie sørgede - jeg ku' bare ha' ønsket mig mindre berøringsangst - skulle mine unger stå i samme situation, så vil jeg være rendyrket Moder Jord....varm, forstående og imødekommende - og jeg ville tage en snak - give mulighed for at snakke....Jeg tror, vi er blevet klogere.....
Buster - hvad skal jeg sige?! Din sorg er min sorg.....det er ikke en let beslutning.....men man tager den og man gør det....og må leve med det hele sit liv....Rationelt kan du forsvare det...det kunne jeg også....men ikke følelsesmæssigt - i mit hovede og i My Guys har vi tre børn.....det ene blev bare ikke....kram Busterbaby....
Jeg fik en abort, da jeg var i starten af tyverne og lige netop meldt ind på mit studie. Faderen var en tilfældig fyr, jeg havde fornavn og intet andet på. Jeg kunne simpelthen ikke overskue at få det barn. Og på den måde var det det eneste rigtige valg for mig - men det var bestemt ikke let. Jeg følte mig utrolig gravid utrolig hurtigt og "talte" med mit barn, følte en connection.Jeg kom hurtigt videre - fordi jeg var fuldstændig besluttet på, at det ikke skulle være. Ikke uden en (kendt) far. Ikke uden en uddannelse.Ikke med så umoden en mor, som jeg ville have været på det tidspunkt. Jeg tænkte meget meget sjældent over aborten de første mange år efter. Nu har jeg så tre dejlige drenge med manden i mit liv. Og jeg VED, at jeg valgte rigtigt. For jeg havde aldrig mødt min mand og fået mine børn, hvis jeg havde valgt mit første barn til. Det liv jeg har nu med den mand og de børn, jeg har, føles som SKÆBNEN - det er bare så rigtigt hele vejen igennem, og jeg føler mig som den heldigste i verden på den front. MEN - efter jeg har fået børn, tænker jeg faktisk på det barn, der aldrig blev, en gang imellem. Det er først nu, jeg for alvor forstår, at jeg har valgt et lille menneske fra. Og det er først nu jeg for alvor forstår, hvad jeg har misset. Jeg ville ALDRIG kunne få en abort igen - med mindre der var medicinske grunde til det. Ikke efter jeg har fået børn. Jeg får i ny og næ dårlig samvittighed over aborten, føler at jeg har gjort noget virkelig helt afskyeligt uetisk.
Men jeg går ind for at fri abort. Kvinder skal have muligheden. For alternativet er jo ikke ingen abort, men illegale aborter - og det er et skrækscenarie af de helt store.
kh Line
Hvis jeg var blevet gravid som purung, havde jeg garanteret kunne fortælle samme historie som dig susling - at der kun var ét reelt valg, og at sorgen bagefter var slem.
Men jeg blev gravid - planlagt - som 21-årig og blev den stolte mor til Andreas. Forholdet til faderen holdt ikke, og jeg blev single igen. Der havde jeg en enkelt "near-miss". Jeg havde en p-pille-pause, og så var der noget med et kondom, der røg af. Fyren var en "bolleven" - ikke en, jeg nogensinde ville overveje som kæreste eller far til mit barn.
Jeg blev ikke gravid. Men jeg besluttede, at JEG ville tage ansvar for MIT sexliv. At hvis jeg var gammel nok til at ha' sådan et, så måtte jeg kunne tage konsekvenserne, uden at skulle have abort mv. Så enten skulle jeg sørge for IKKE at blive gravid, eller også måtte jeg have et barn mere.
Efter Andreas var en abort bare ikke en mulighed for mig. Det var mit personlige valg.
Min holdning til andres aborter er: jeg synes det er forkasteligt, hvis man sjusker og må have flere aborter. Men jeg er en STOR tilhænger af den frie abort, for man skal have muligheden i den situation, hvor et barn vitterlig er en katastrofe.
Som ung hørte jeg om en af min mors veninders datter, som var et par og tyve, boede sammen med sin kæreste, og næsten færdig som sygeplejerske. Hun blev gravid, og så fik hun en abort, fordi det "passede dårligt". For mig lugtede det af en bekvemmelighedsabort, og DET havde jeg altså ikke ret meget respekt for. Det kan godt være, at jeg ville se mere nuanceret på det i dag, for jeg kendte jo naturligvis ikke alle deres forhold.
Jeg er enig i, at vejen frem må være at forklare de unge mennesker, at det altså er et INDGREB - og ikke bare en formalitet. At det er et LIV - og ikke bare en klump celler. Og at det er bedre at forebygge end at helbrede.
Har man et sexliv, har man ansvar - man bør have tænkt tanken "hvad nu hvis...". Synes jeg.
Kære Line > ja følelsen af at have gjort noget helt afskyeligt....den sidder der...men mit forsvar er, at jeg ikke vidste bedre....og som My Guy siger: Havde vi fået den første, havde vi nok ikke fået Lugtelakridsen - min dejlige dreng....havde vi jo nok ikke.....og nu har jeg mine to dejlige unger.....det er dem jeg har...lissom dig og dine tre drenge....Det er jeg meget glad for i dag....
Lizelotte > Gu' skal man tage et ansvar..gu' skal man passe på. Det gjorde vi da også....men det kan smutte...og det gjorde det for os dengang....og det var et chok.....for os begge....det lå som en tung em henover os....og det er ikke alle, der kan tage samme valg som dig....det kræver netværk, overskud osv.
Susling, det var jo heller ikke din abort nr. et eller andet... jeg synes det er ok, at man vælger, bare man er bevidst omkring det, og ved hvad man gør.
Jeg blev også først RIGTIG bevidst om at jeg ikke kunne vælge abort, efter jeg fik Andreas. Og han var jo netop ikke et uheld, men ganske planlagt :-)
...hvis nu min elskedes sædledere skulle gro spontant sammen igen og jeg blev gravid i dag, tror jeg da jeg seriøst ville overveje abort. En mor på 41 og en far på 48 ville jeg ikke byde en nyfødt - og jeg ville heller ikke byde mig selv det...
Kære Sus,
Ja, selv ville jeg helt sikkert have været en abort, hvis det ellers havde været tilladt, da min mor blev gravid. Hun blev gravid med den forkerte på det forkerte tidspunkt. Men det ku' man altså ikke den gang. Jeg blev bortadopteret til min mormor og stedmorfar.
Det betyder ikke, at jeg er modstander af fri abort, men at jeg i hvert fald ikke selv skal have én. Selvom jeg er rædselsslagen for at blive gravid i dag - min krop vil ikke kunne klare endnu et barn - og så er vi jo 46 og 51!
Jeg var heldig som ung - blev ikke gravid de gange, hvor tingene ikke gik helt efter bogen. Jeg har kun været gravid de to gange, som er blevet til mine to dejlige drenge.
Jeg kendte også piger dengang i 80'erne, der fik den ene abort efter den anden, og jeg må ærligt indrømme, at jeg anså dem for en smule afstumpede, når de kunne behandle deres potentielle børn på den måde. Men måske var det bare fordi, jeg var heldig?
Nene> jeg synes og syntes også, at det var helt forfærdeligt og ja afstumpet, at høre om alle de piger/kvinder/chicks der fik den ene bekvemmelighedsabort efter den anden - Det er og var kvalmt og dumt.....Jeg kan så blive bekymret for, om samfundet/læger/sygeplejersker osv. når at samle dem op.....konfronterer dem.....dengang jeg fik en abort var det kun knap 15-16 år efter, at abort var blevet legaliseret...og et eller andet sted var der megen politisk og lægelig berøringsangst omkring det.....for alternativet var vel, at man så afskaffede det igen.....ingen bortset fra en meget rabiat kvinde fra kristelige folkeparti (som jeg kun husker hed noget med Inge...) satte spørgsmålstegn ved den frie ret...så dengang sagde man, at det jo bare var et kirugisk indgreb......var det så ikke lige...I dag håber jeg vel bare på nuancering og debat og respekt og forståelse......
Send en kommentar
<< Home