Susling om det offentlige rum

Ude i det offentlige rum føler jeg mig nogle gange som en gammel hønisse. Som om der er nogle koder, der har ændret sig uden, at jeg rigtig har set tidens nuværende tern, men bare har kørt videre i mit eget spor........."Lille De, vil de være så venlig."

Sjovt nok så kender jeg ord som venlighed, anstændighed, respekt, hensyn, orientering, øjenkontakt, tiltale osv. Og når jeg sammenligner med omgangsformerne ude i samfundet føles det næsten som om halvdelen af min hjernes ordskat er parkeret på en mental ordkirkegård....Jeg er nemlig så gammel, at jeg ikke blot kender ordene......jeg kender samtidig deres betydning - de sidder på rygmarven af mig.

Jeg er selvfølgelig også stadig ung. Så ung og barn af 70' erne, at jeg nærmest får et chock, når mænd er galante på den gammeldags måde. Hvis en holder døren for mig og træder et skridt til side, er jeg ved at falde over mine egne ben - for fysisk havde jeg allerede lagt an til at skubbe den tunge dør op. Hvis en holder min frakke og vil hjælpe mig den på, bliver jeg så forfjamsket, at jeg kommer til at stikke begge arme ind i samme ærme. Hvis en trækker stolen ud for mig, så falder jeg pladask ned på gulvet........og hvis sidemanden ved et middagsselskab hele tiden galant fylder mit glas, så bliver jeg fuld og fjollet, fordi jeg hele tiden tror, at jeg ikke har drukket mit første glas færdig......Den slags gammeldags omgangsformer.... de sidder bestemt ikke på rygmarven af mig.......for jeg er opdraget til at mænd og kvinder er lige og at vi godt selv kan åbne døre, tage frakker på, trække stole ud, skænke op i et glas...........

Og når vi nu er så lige, så skulle man jo tro, at vi havde opnået en form for balance og gensidig respekt - om ikke andet, når vi færdes i det offentlige rum.

Man skulle tro, at folk f.eks. høftlig gik til side for hinanden. Men nej......jeg oplever dagligt, at jeg næsten bliver vædret af en eller anden Eurowoman-prinsesse, der tripper afsted på sine høje hæle med store designersolbriller riddende på næsetippen og en designer-taske krampagtigt klemt ind under den ene arm....med den anden holder hun teddybamsemobilen, hvor jeg skal lægge øre til, at hun skal mødes med en veninde til GT'er og sushi....Jeg kan godt se, at hun prøver at lege NYC......Jeg kan godt se, at hun konstant er klar til, at få knipset det perfekte billede.

Men nu færdes hun altså i det offentlige rum og ikke i en billedserie fra Eurowoman og jeg gider altså ikke at træde ud fra fortovet og ud på gaden, hvor der er risko for at blive kørt ned, for hendes skyld. Hvorfor skulle jeg? Jeg gider heller ikke det kolde nedladende elevatorblik- hvor mit outfit tjekkes ud....Det er uhøfligt!

Det sker også dagligt, at jeg møder de her unge filejser. De er skaldede (det er de sgu alle sammen), de har firkantede briller på og de er alle klædt i sorte jakkesæt, der ser ud som om, de har lånt fars habit. De er lissom ikke groet ind i dem..........det er bare en uniform de har på hver dag.......og de har selvfølgelig også alle sammen blå konsulentskjorter på, hvor de øverste knapper er åbnet (nok fordi, de aldrig har lært at binde et slips - bare en teori). Under armen har de en mappe med en bærbar og i den anden hånd teddybamsemobilen.....

Som regel er det muligt at få øjenkontakt med denne variant, men de øjne jeg ser ind i er døde.....fortravlede.......nærmest som om halvdelen er på et eller andet.......

Det er, som om jeg ikke eksisterer.......nu kunne man så indvende, at det i dette tilfælde skyldes, at jeg er gammel og grim - hvilket jeg ikke er, men selv om jeg så var, så ville jeg stadig have krav på en vis form for respekt.......Og uanset hvad har jeg krav på en vis indikation af, hvad de havde tænkt sig.......vil de til højre, til venstre, ligeud.......åbne bildøren på deres sølvfarvede stationcars med børnesæder.........Bare et eller andet, der giver mig som medtrafikant/modgående fodgænger etc. en chance......Jeg har nemlig ikke særlig meget lyst til at brage ind i dem og jeg har heller ikke lyst til endnu en gang at træde ud på kørebanen, når de skal til.

Dette er blot et par eksempler. Jeg kunne komme med så mange flere.......Men jeg har selvfølgelig spekuleret over, hvad der egentlig sker. Hvorfor der er nogle generationer efter mig, som i den grad har travlt med på den ene side at holde facaden og på den anden side ikke agerer, som man bør i det offentlige rum...........?

Min teori er, at det offentlige rum har mistet sin betydning. Det eksisterer ikke længere. Og når det ikke ekstisterer længere, behøver man heller ikke at følge nogle fælles normer og omgangsformer..........de er blevet tømt for betydning. Til gengæld eksisterer der en lang række små universer/små offentlige rum...............med hver deres kodeks, normer og omgangsformer. Dem tror jeg, at folk overholder......meget endda........det er her, det er farligt at falde igennem.........Hvis det i den gruppe er normen f.eks. ikke at vise af, når man drejer......jamen så tror de, at alle andre også har det på samme måde......og at jeg så helt naturligt kan læse hans indirekte signaler...........Hvis det er normen, at spurte afsted på tech-stress i sin obligatoriske sorte habit...jamen så er det noget vi alle gør......Hvis normen er Eurowoman-look, jamen så er alle, der ikke er sådan forlængst sorteret fra i hjernekassen........

Jeg har længe vidst, at det kom. Den store fortælling er slut og nu lever vi alle sammen vores egne små fortællinger.......Jeg synes bare, at det er sørgeligt. Jeg synes også, at det er narcisistisk og jeg synes det er svært, at være sådan en left over, der har været del af den store fortælling, hvor det var omgangen i det store offentlige fælles rum, der talte........ Beklager, lille De!