Susling spørger om jobsøgning

Om jeg fatter, at det skal være så svært.....jeg mener selvfølgelig det her med at få sig et skide job......Folk i brancher med stor mangel tror helt sikkert det er mig, der er idiot. For hvor svært kan det lige være. Er man f.eks. systemudvikler, social- og sundhedsassistent, tømrer eller kok er det sikkert heller ikke svært. Der bliver man jo nærmest ansat lige fra gaden.....i hvertfald lige i øjeblikket.....

Men hver gang jeg har været til samtale, er det første ansætterne siger: Vi har fået mange ansøgninger! Rigtig mange! Fedest tænker jeg så, så er det meningen, at man skal sidde her og føle sig taknemlig over, at de overhovedet gider tale med én. Og næste tanke: Ok, så handler det om marginaler, når der skal tages en beslutning om, hvem der bliver lukket ind i det hellige hamsterhjul.......Marginaler som, at man lige sagde dén lille ting forkert, ikke er en mand, måske har lederambitioner, ikke har lederambitioner, ikke er ydmyg nok, sælger sig selv for massivt, ikke lige har arbejdet med den branche. Det er lige før, at jeg kan lugte, hvad de vil ha'.

Som dem der sad og kålede vildt over, at de så gerne ville have en mand.....Halli hallo.....jeg er en dame.....jeg sidder her og er en dame....ikke en mand.....og jeg vidste, at de selvfølgelig ville vælge manden, for det var lige før de kørte rundt på stolen af fryd over, at de også skulle snakke med en mand.........Eller som dem der sagde: Vi ved, hvad vi vil ha', når vi møder vedkommende.........Halleluja.......så ved man hvad klokken er slået der......

Eller hvad med ham, der sad og tjekkede mine babser ud......Ok senôr, du får mig til at føle mig afdanket og billig........Eller dem, der ikke vil se mig direkte i øjnene de første minutter af samtalen! Begge dele har jeg oplevet nogle gange og det ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal stille op med? De får mig til at føle mig utilpas. Er det, fordi mit blik er for direkte? Er det, fordi de fra start har besluttet, at jeg er forkert? Ser jeg for grim ud? Ser jeg for smuk ud? Jeg kan mærke deres blikke på mine hænder, mine ringe, mit hår, mit tøj, måden jeg sidder på, måden jeg gestikulerer på. Jeg gør selvfølgelig det samme.........det gør man jo, når man skal pejle sig ind på hinanden i løbet af meget kort tid.....Men som ansøger er det meget ubehageligt, at blive målt og vejet så massivt.......og et eller andet sted er det ikke fair.....og egentlig synes jeg heller ikke, at det er professionelt, den måde det hele foregår på...............

Bare lidt empiri: Jeg var til samtale og test et sted, hvor de endte med at vælge en anden end mig. Fair nok......men.....jeg ser nu, at de her knap 3 måneder efter har slået den samme stilling op igen *doh*. Valgte de rigtigt? Ser ikke sådan ud udefra. Var til samtale et andet sted, hvor det var lige ved og næsten, men blev slået på målstregen. Jeg hører nu, at vedkommende de valgte, er på vej til at blive hældt ud - efter meget kort tid.......!

Min første tanke er selvfølgelig, at ansøgerne i de to ovennævnte tilfælde har solgt sig selv ind uden at de kunne levere varen, når det kommer til stykket. De har givet ansætterne, det de vil ha', uden tanke på, at der også kommer en hverdag - en hverdag, hvor man bliver målt og vejet på de daglige præstationer og den daglige omgang med kolleger, opgaver osv.

Nu er mit spørgsmål: Hvad gør I andre, når I er til jobsamtale? Hvordan sikrer I jer, at I får solgt sig selv bedst muligt? Og hvordan sikrer I jer, at I havner et sted, hvor netop jeres kompetencer kommer i spil på den rigtige måde? Ordet er frit og jeg håber selvfølgelig, at I gider svare/at der overhovedet er nogen, der gider svare...........For efterhånden er jeg selv ret mystificeret!

Update: Og så er det jo forøvrigt godt, at der er gode råd at hente mange steder. Bl.a. på Kommunikationsforum

Så lige endnu sværere for arbejdsgiveren at vælge, når vi alle som en sidder der med samme afslappede håndholdning, mens vi bevidst løbende skifter stilling og svarer positivt og oprigtigt på nøjagtig samme måde.........* Jesus und Maria *