Susling funderer
Forleden dag befandt jeg mig i noget provinsby godt ude på landet. Byen havde den obligatoriske hovedgade. Den lidt "smarte" interiørbutik, cafeen, der skulle være trendy men alligevel havde noget air af provins over sig. Modeforretningen...arresten, banken, stationen osv.Det var kort sagt en provinsby, som den slags skal være og som den slags nu en gang ser ud.
Sammen med mig var nogle samarbejdspartnere, som jeg ikke rigtig kendte, men som jeg synes er gevaldig skægge og behagelige. Turen til provinsbyen blev tilbagelagt i bil på motorvejen.........Ahn, ahn derudaf kilometer efter kilometer. Afsted drønede vi........forbi forstæderne, forbi Københavns opland......ud der, hvor der kun er marker på begge sider og afkørsler. Det sjove var, at jo længere væk fra København vi kom, desto mere elendig blev en af mine medkompetanter. Han blev simpelthen ramt af small town blues. Viser sig, at manden oprindelig stammer fra en lillebitte flække solidt placeret i den tykke muld og den tilstand han var kommet i ved gensynet med barndommens land, satte ham i en lad os kalde det Alabama State of mind...........
Det der slog mig i forbindelse med hans tilstand, det var, at jeg faktisk ikke forstår ham. Jeg kender ikke til den lilleby-rædselstilstand. Storbymenneske som jeg er, ved jeg simpelthen ikke, hvad det vil sige bare at ville væk fra en klaustrofobisk tilstand. Det tætteste jeg er kommet på det, var en gang i 1980'erne, hvor jeg vendte hjem fra Paris og pludselig befandt mig i en linie 5 mod Amager. Dagen før havde jeg drønet rundt i den parisiske metro og havde været slået af den menneskelige mangfoldighed. Den blanding af arabere, senegalesere, vietnamesere, parisere som der var. Det var der ikke i linie 5 mod Amager. Der sad kun sure midaldrende københavnerinder med hat, indkøbsposer og nedadvendte mundvige. I det øjeblik fik jeg en snært af provinsklaustrofobi............Jeg gætter på, at det var den følelse, der ramte ham.......der på motorvejen. Men som sagt ved jeg det ikke.......for selv om jeg til tider synes København er snæver og langt fra har den intensitet som London og Paris har, så er det stadig en Storby - min Storby, hvor jeg hører til.Og ok indrømmet ku' aldrig drømme om at bosætte mig i provinsen.......ville sgu nok blive kvalt.
posted by susling @ onsdag, januar 10, 2007
10 Comments:
lilleby-rædselstilstand! ;) aii altså.. ikke rædsel.. men så alligevel.
ohh jo kender det godt.. Når man er på vej "hjem" - til forældre eller venner, der stadig befinder sig i lille landsbyen. Hjertet klemmer sig sammen og der trækkes vejret tungt .. Både minder og tanker vælter over en.. og alt der er tilbage.. er længslen..
Længslen efter at kommet tilbage til de store marker og skoven lige om hjørnet.. at komme hjem..
Tsk tsk .. Sikke noget :o)
Tja, det virkede nu ikke på mig som det var på den måde, han havde det. Snarere tværtimod ville jeg sige. Det var det, der var så fascinerende at betragte. Han fik simpelhen mental kvalme..og ville meget hellere have at vi vente bilen om og kørte tilbage til storbyen.....
Hvad med Østrig, var det ikke provins-agtigt?
Jo, meget, men der var jeg en lille pige...og små børn synes nærhed er godt....Havde mine forældre valgt at bosætte sig der for evigt, havde jeg nok fået kramperne i teenage-alderen. Jeg nåede det bare aldrig......Bemærk i øvrigt, at jeg ikke fordømmer. Min tanke gik mere på, at jeg oprigtigt ikke kunne genkende.....kun betragte...
Jeg er vokset op i en lille by, flyttede vaek da jeg var 18.
Jeg kan heller ikke genkende foelelsen, jeg har altid syntes det var meget hyggeligt at komme paa besoeg, velvidende at jeg aldrig ville kunne bo der igen - og heller ikke i nabo"storbyen". Jeg var ogsaa ret tidligt klar over at jeg ikke ville blive boende i byen naar jeg var faerdig med gymnasiet - knap en maaned efter jeg blev student flyttede jeg.
Man kan jo kun gisne om hvad der faar ham til at have det saa daarlig med at komme ud til de smaa byer. Der er smaa samfund hvor det bestemt ikke er nemt at vokse op medmindre man foelger "normen" til punkt og prikke.
Jeg tror faktisk, jeg kunne være lykkelig hvor som helst - storby, landsby eller Lars T's mark. Hvis jeg i øvrigt var glad for min familie, mit job, mine venner og mit liv.
Men der er nok steder, man falder bedre ind end andre.
Boede engang i Åbenrå - og der faldt jeg bare ALDRIG til. Jeg forstod ikke mentaliteten og dårligt nok spoget. Jeg synes, at folk var venlige, men ekstremt reserverede og ikke lette at blive venner med.
Ellers en pæn og hyggelig by. Men som jeg husker det, var det altid gråvejr. Og det var det nok ikke i virkeligheden.
Jeg har boet i Vestjylland og været glad og tilfreds. Jeg har slået mine folder i Chicago og stortrivedes der. I Fredericia er jeg efterhånden godt rodfæstet, og ønsker mig ikke mere. Danmark er jo så lille nu - Odense, Århus, København, de er jo ikke langt væk, hvis jeg vil ha' dem.
Hvis jeg har dem, der vigtige for mig, omkring mig - hvis der er gode venner og et berigende job, så er jeg ligeglad om adressen siger 9000 Aalborg, 7451 Ingenstederstrup, København eller NY.
Bare ikke Åbenrå. ;-)
Danmark er provinciel, også på stenbroen. Alle små lande er provinshuller, hvor man kan bevæge sig mange kilometer væk og så alligevel ramle ind i kusinens mands onkel.
Store lande, med store befolkningstal er langt lettere at "forsvinde" i og efter nogen tid ender de såmænd også med at være provinshuller.
Provinsen har vi indeni, det handler om at formå at strække sig ud af sit eget hul ...
Sagde bonderøven ... ;-)
* Irene > Provinsen indeni........ja lige præcis....det er smukt formuleret. Det er den man bærer rundt med sig overalt...Lige som jeg altid vil bære storbyen med rundt....Jeg har det dejligt i alle storbyer og jeg ser alt med storby-briller.......Det var også det, jeg mente med Alabama State of Mind.....It's in your blood and on youre mind! And there's no escape....;-)
Ja, jo ... Men min pointe er sådan set at også storbyen er en provins, om du forstår ...
Lizelotte: Altsaa jeg er opvokset i 7451 Ingenstederstrup :-D
Irene: Jeg ved praecis hvad du mener, en storby er egentlig bare en masse smaa provinsbyer slaaet sammen, der findes de mennesker som praktisk taget aldrig kommer udenfor deres lille omraade i storbyen, for hvem det er langt at tage f.eks fra Noerrebro til Oesterbro (ok overdrivelse fremmer forstaaelsen). I det hele taget er alle naersamfund vel provinsbyagtige paa een eller anden maade, der er saa naersamfund der er bedre til at velkomme nytilflyttere end andre, men saadan er det jo ogsaa i "den rigtige" provins.
Send en kommentar
<< Home