Susling om mænd og kvinder og pms

Her har I mig igen - ja undskyld-men jeg har jo doneret mig selv en off dag og så ja, så kommer jeg til at tænke på alt muligt.
Takashimaya lagde en kommentar til min forrige post. I korte træk siger hun, at man skal passe på med at spille pms-kortet ud, fordi man kan ende op med ikke at blive taget alvorligt og bare får skudt hormonel ubalance i skoene også i de tilfælde, hvor man reelt og helt ærligt bare er skide sur over et eller andet. Den stod jeg så lige og elaborerede over ovre i supermarkedskøen, mens jeg blev sprunget over af de mindst fem andre obligatoriske idioter og kassedamen var sur som sædvanlig. Så here it goes:

Du har ret søster. Man skal passe på med at spille pms-kortet. Man skal i det hele taget passe på med, at fremstå utilregnelig og kvindedum. Man skal servere sig selv så seriøst og emanciperet som muligt.....Selvfølgelig skal man det. Men....for der er et men........Jeg har opdaget, at uanset, hvordan jeg vender og drejer den, så er der forskel på kønnene og uanset, hvor seriøs jeg er, så undgår jeg ikke, at det nogle gange bliver uretfærdigt. Jeg vil meget gerne fortælle lidt mere om det.

Som udgangspunkt var jeg som ung fuldstændig overbevist om, at der ikke var forskel på kønnene. Jeg kunne præcis det samme som mænd. Jeg havde frit valg på alle professionelle hylder. Jeg var stærk, min krop var fast, god og gjorde, hvad jeg sagde. Jeg tog de mænd, jeg ville have. Havde sex, når det passede mig og var på ingen måde en bly viol, der bare ventede på mand, hus, børneflok og forklæde. Jeg gik heller aldrig af vejen for en intellektuel pin fight.

Men - og nu kommer der nogle eksempler:

Så kom jeg på universitetet. På universitetet var der godt nok nogle kvindelige undervisere.....der var ikke mange af dem bevares. Men de var der....De lignede bare alle sammen noget, katten havde slæbt ind. De var grå i ansigterne og lignede udtørrede glemte oliven. Ikke just inspirerende og ikke noget man orkede se op til. Ville man ha' kvindelige lektorer med bare et minimum af blod og karisma, så måtte man hænge ud på Center for Kvindestudier - og det gad jeg så ikke lige......Wicca og "Mad woman in the attic" og kys din egen klitoris var dumpet for mit vedkommende. Men så stod jeg der.....glødende af iver....lærevillig...intellektuelt sulten...engageret....med røde 20 års kinder, langt havfruehår og fejltagelse big time - knaldende postkasserøde læber og negle.........Så blev man ikke taget alvorligt, opdagede jeg......Blev stort set ignoreret af selvfede, fladrøvede lektorer med døde øjne, der sad rundt om i deres munkeceller på KUA hele semesteret....når de endelig talte til mig, var de nedladende og arrogante og citerede Habermas, Deleuze osv. for hver anden sætning, der kom ud af deres mund. Jeg kæmpede også med dem om, at få lov til at meritstudere på andre instituter og oh rædsel på et helt andet studiested.....I deres øjne var jeg en fuldstændig langt ude bimbo.......bortset fra de årlige julefrokoster.......der havde jeg en hale af snøvlende, savlende udtørrede lektorer efter mig..........

Hvis det ikke er kønsforskel........!

Sidst i mit studie - mens jeg skrev speciale - blev jeg gravid. Det var planlagt og jeg ville gerne....men jeg fik et chok.....Jeg var helt i panik over det, der var inde i mig.....(blev så ikke bedre af, at Alien var en stor kult-film på det tidspunkt). Min krop var ikke længere min.......den var også en andens.....og kroppen opførte sig på de mest absurde måder......Jeg brækkede mig, mine bryster spassede helt ud og gjorde ondt.......Jeg tog på......(logisk nok - jeg vejede dengang 56 kg og havde et bmi på 17,5) og jeg blev større og større......Faktisk syntes jeg dengang, at det var en dyb uretfærdighed, at My Guy og jeg ikke kunne deles om det her baby-bagning. Jeg synes det ku' være så godt med en turnus......du tager to måneder....jeg tager to måneder......og så tager vi sten, saks, papir om, hvem der føder.......

Hvis det ikke er en kønsforskel...!

På et tidspunkt affandt jeg mig med situationen......der var jo lissom kun en vej......den vej......Men da jeg lå og fødte, hylede jeg som en stukken gris og følte mig, som det ensomste væsen på denne jord.....Det eneste jeg tænkte, var: "Åh nej, hvis jeg får en pige, så skal hun igennem det samme......hvor er det synd for hende...........!" Det var så en pige og da hun kom op i mine arme helt nybagt og perfekt, så tænkte jeg:"Åh nej......jeg kan jo ikke lade hende være enebarn. Jeg bliver nød til at gøre det her igen!" (Mens jeg fødte min søn skreg jeg:"My Guy, hvis jeg nogen sinde snakker om en 3. baby, så stopper du mig!")
Da jeg fik min lille smukkedukke hjem, så var jeg pludselig i limbo.....jeg blev indrulleret i en hær af barnevogne, babysvømning, efterfødselsgymnastik, hjernedødsnak om lort, lammeskind og de mest hensigtmæssige flyverdragter.....Junosenge....bletyper, Bundgaardsko.....you name it....Men jeg lærte at elske det.......for jeg elskede mine unger.

Hvis det ikke er en kønsforskel................!

Siden kom jeg på arbejdsmarkedet......Havde jeg været et stykke tid før barn nr. 2- Lugtelakridsen.......Men havde svært ved at se mig selv, som smart reklamedulle med to blebørn........så jeg skiftede til noget mere downtempo.......var også helt fint. Jeg var jo alligevel skide træt, det meste af tiden. I det her job havde jeg pænt meget ansvar......og det var et ansvar jeg havde fået henafvejen, fordi jeg var solid og effektiv. Jeg havde så en kollega - en mandelig kollega - der ikke var lige så effektiv. Han var meget dårligere uddannet end mig og sagt helt ærligt, så leverede han ikke en skid....han havde også smadret firmabilen efter en vinsmagningsaften....og skred i øvrigt, når det passede ham med argumentet: "Jeg afspadserer - jeg skal ud og spille golf!" Fandt så aldrig ud af, hvad han egentlig afspadserede......det var i hverfald ikke overarbejde.......En dag opdagede jeg tilfældigt, at han var indplaceret 3 løntrin over mig! Hvorfor? Jo han havde tid til at hænge ud med chefen efter arbejde.......en anden en skulle jo hente børn...så det havde jeg ikke tid til.......han spillede også fodbold med cheferne....Det kunne jeg jo lissom ikke, vel.....Ku' jo ikke hænge ud i et omklædningsrum bagefter med dem. Jeg gik god nok ind dagen efter, at jeg havde opdaget det og lagde et blankpoleret æble på chefens bord og sagde:" Hvis jeg nu lægger et æble på dit bord hver uge, giver du mig så den lønforhøjelse, jeg fortjener?" Fik jeg ikke.......så jeg var den, der var rejst........men

Hvis det ikke er en kønsforskel........!

Jeg var engang til en jobsamtale. Det er en del år tilbage. Det gik godt.......men en uge efter blev jeg ringet op......."Du var fantastisk. Vi synes du var helt forrygende og hamrende dygtig, men vi har altså valgt at ansætte en anden." "Ok", svarer jeg..."Men var der noget, jeg ku' ha' gjort anderledes? Noget jeg kan gøre bedre næste gang?" Den slags skal man jo spørge om, så man bliver klogere. "Nej," var svaret......."Du var helt perfekt. Du var faktisk den bedste. Det eneste du ville kunne gøre var, at få en kønskifte-operation, for vi har brug for lidt flere mænd her på kontoret!"

Hvis det ikke er en kønsforskel........!


Jeg kunne blive ved...........jeg ku' fortælle om, hvor meget smartere det er, at pudse manden på børnehavepersonalet, hvis man ville have noget gennemtrumfet.....Han aflagde en kort fyndig besked og så lyttede pædagogerne med store øjne.......Jeg kunne fortælle om, at det altid er mændene, der kører med løs bagkant - de afleverer og kvinderne henter - mig tværs gennem byen med tungen blafrende efter mig for at hente mine små trætte, snavsede unger hver dag.....dag ud og dag ind sammen med alle de andre stressede mødre. Jeg ku' fortælle om skænderierne om hvis job, der var vigtigst, fordi ungerne endnu en gang havde barn syg.......Og jeg er så ovenikøbet heldig. Jeg har en rigtig god mand, der har taget sin del af slæbet....og stadig gør det.........Men alligevel.......Hvem husker fødselsdage? Tænker på julegaver? Køber ind til pakkekalender og julesok? Husker på, at der lige skal ringes til den der p.t. er ked? Syr, lapper, trøster, støtter.............

Hvis det ikke er en kønsforskel....!

Så ja......jeg har lært mig, at elske min pms og bruge den. Jeg har lært, hvordan jeg flirter mig til noget. Jeg har lært, at tårer og babser er en skide stærk cocktail og jeg har tænkt mig at være fuldblown kvinde til det sidste.......alt det andet tilpasningsnoget, det hjælper ikke i længden........Så jeg råber Gaba, gaba Hei - Furiestyle forever - kan jeg jo ligeså godt gøre......

Men det kan selvfølgelig være andre har bedre bud på, hvordan man egentlig takler det her.......?!