Susling er.....
ja hvad er hun egentlig? For bedst som man har sat Svigermor på hylden, så hopper hun ned igen. I posten lå der en lille hilsen til mig. Kærlig hilsen din svigermor på en lille lap som var sat fast på et avisudklip. En artikel om, at man nu har identificeret genet for skizofreni! Tak Svigermor, for din altid helt igennem sublime evne til at sige og gøre ja..hvad, ved ikke en gang hvad jeg skal kalde det. Nu melder jeg pas...........jeg står af........du kommer ikke engang op på hylden....!
Susling - fucking træt og pisse ked....
posted by susling @ fredag, august 11, 2006
13 Comments:
Efter selv at have været udsat for et præmieeksemplar af slagsen, der som fast rutine bla. havde en vane med at ringe et par gange om ugen til sin højtelskede søn og højlydt græde (vitterligt!) ned i røret over at han var flyttet sammen med sådan en kvinde - og så langt væk fra mor - fandt jeg ud af følgende:
De lever, næres og trives på det implicitte, uudtalte, og fortiede i deres egne hårrejsende udsagn og bemærkninger. Og hvor de af gode grunde har kunnet voldsocialisere deres eget afkom til at æde præmissen, kunne mit eksemplar af racen midlertidigt gøres ukampdygtig med et åbent svar tilbage.
I détte her tilfælde ville det være noget i retning af:
"ja, dét var da godtnok godt at man har fundet genet. Sikke en lettelse. Vi må straks se at få fundet ud af hvor vi kan få lavet sådan en test af mig og børnene - så din stakkels søn ikke skal leve længere i uvished."
Min dybeste sympati & medfølelse herfra, Susling. Svigermødre af den kaliber burde bundtes i 5 ad gangen og dumpes et sted hvor deres giftighed ikke forurener for meget.
ned fra hylden med svigermor, har du ingen kælderrum, hvor hun kan stuves godt af vejen. der må da også være firmaer der står for fjernopbevaring? Hvad bilder hun sig ind.
Sikke en gimpe.
Du må låne min svigermor lidt - hun er rigtig sød...
Åh, Susling... Hun er en dog fantastisk egotrippende idiot; gu er du da ked af det; jeg ved ikke om jeg selv ville have modet til at sige fra overfor hende - men fatter hun, i sit åbenbart tykke grødhoved, hvor meget hun sårer dig?
"Tak, svigermor, jeg kan forstå at du tror du gør mig en tjeneste, men det der gør mig pis ked af det, så en anden gang må du meget gerne holde det for dig selv."
Forpulede møjmær.
Det sidste skal du nok ikke sige...
Okay... Her røg jeg så faktisk lige fuldstændigt op i det røde felt, og hårene på mine arme rejste sig helt bogstaveligt!!!
Min mor er skizofren, og folk, der ikke har haft det inde på livet selv, skal bare slet, slet, SLET ikke på nogen måde foregive, at de ved noget om det. Og da slet ikke lave sådan et fælt nummer, som det, din svigermor præsterer her. Jamen, føj jeg ville blive gal og såret - på den vantro måde!
Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at hvis hun var MIN svigermor, så ville hun få det største velformulerede møgfald lige i krydderen. Den slags krænkelser (og sådan anskuer jeg hendes handling, intenderet eller ej) hverken kan eller vil jeg lade gå upåtalt hen.
Nøj, mand... *gisper stadig efter luft* Jeg føler med dig, Susling!
Lomme, hvis din mor er skizofren, så er du også helt på den rene med, hvad fordomme er, hvad sorg er og hvad folks tankeløshed er. Du ved sikkert også, at det er en masse små farveller.....jeg personligt har brugt mange år på at fægte dumhed og uforståelse væk og tillade mig den sorg det er, at miste...når psyken går..så er mennesket jo egentlig også gået og rollerne er omfordelt.I dag kan jeg se tilbage og tænke: Nåh ja....de ved ikke bedre, alle de andre....Så et møgfald gider jeg egentlig ikke.....Det er trods alt mig, der er den vidende, den kloge...jeps!
Når jeg valgte formuleringen "et velformuleret møgfald" betød det sådan set osse, at jeg ikke ville råbe og skrige ad din svigermor, hvis jeg var dig. Jeg ville tænke mig godt om. Men lad mig sige det sådan - jeg ville være "bestemt i tonen". Det ER jeg, når nogen er gået over min grænse. Og netop fordi jeg i denne sammenhæng er "den vidende", så ville din svigermors mageløst uigennemtænkte opførsel virke som en rød klud på mig. Hun ved intet om det her, så enten må hun holde mund og blande sig udenom. Eller osse må hun lytte til én, der ved, hvad hun snakker om (nemlig mig). Til syvende og sidst er jeg osse den eneste, der ved, hvor MIN grænse går. Andres kan meget vel gå nogle andre steder eller ytre sig på andre måder.
Med mange andre mennesker ville jeg såmænd godt ku' ta' det her ovenfra og ned, sådan som du beskriver - men folk, jeg er i familie med... Nej, dén går ikke. Selv om jeg nok på et vist tidspunkt ville gi' op af ren magtesløshed.
Orv, nu håber jeg for resten ikke, du synes, at jeg gør ad DIG. !-) Det her er bare NOGET af et issue for mig, så det bringer følelser ud igennem tastaturet...
Lomme, selvfølgelig er det et issue...skizofreni er en led lidelse...havde også en far der døde af lungecancer og det var ikke samme sorg, fordi han immervæk var mentalt til stede....men familie eller ej...nogle mennesker har empati andre har ikke.....det må man så tilgive dem. De ved/kan ikke bedre...familie eller ej...Svigermor har aldrig været nem...men, søde, hun ved ikke bedre.....så hun har aldrig fået lov til at gå helt tæt ind...og hvad fillan skulle jeg også sige til hende....hun forstår aldrig....den, der måske skulle sige noget var My Guy.....men den må han selv forholde sig til og det tror jeg faktisk han gør lige nu....! Kærligst susling
Du har ret i, at man på et tidspunkt når dertil, at man godt véd, den eneste vej frem er at tilgive folk deres uvidenhed (og deraf følgende ubetænksomhed). Nøjagtigt ligesom man i øvrigt hen ad vejen må tilgive den syge de hårde oplevelser, som vedkommende uforvarende har udsat én for.
Det lykkes osse langt hen ad vejen for mig - at tilgi'. Men netop fordi éns grænsebegreber bliver så mudrede og forkvaklede af at ha' en alvorligt psykisk syg person så tæt inde på livet i sin opvækst (du var selv inde på, at rollerne bliver vendt om), så tror jeg, det er ekstra vigtigt for mig at få sagt fra og vise og gi' vreden og såretheden - ikke frit løb - men i hvert fald et udtryk. Så jeg ikke mister mig selv. Igen...
Derudover: Jeg er glad for, at du tog hul på de her ting på bloggen. Stof til eftertanke på den gode måde. :-) Osse fordi du er noget ældre og sikkert mere besindig end jeg... ;-)
Ja, Lomme jeg er ældre...men kors hvor har jeg kæmpet og sørget....og også grandsket ...for når det er ens mor er man jo af samme kød...forstået på den måde at grænserne mellem en selv og ens mor er flydende....Jeg har gået i sorggrupper, jeg har skrevet, jeg har kæmpet med mig selv og min vilje/evne til at lade folk komme til....Jeg har også som du skriver, kæmpet med personlig grænsedragning - at overhovedet kende mig egen grænse og jeg har kæmpet med, at skelne mellem normalt og skørt.....Og ikke mindst med tilgivelse....af mine egne knaldede/ikke perfekte sider og af folks fordomme og uformåen. Nu er det så også samtidig sådan, at jeg har været piss' heldig, jeg har fra jeg var meget ung har haft en mand, der elsker mig ubetinget og forstår, jeg har også altid været mentalt stærkere end min mor.Jeg har desuden skabt min egen familie og er selv blevet en mor, der gør det bedre...sidst men ikke mindst er min mor død nu....så nu er jeg ikke en unormal datter af en skizo...men bare en helt almindelig dame med en mor der er død, som så mange andre mødre...og det er så det fede ved at blive fyrre!
Jeg kan nikke genkendende til det hele... Jeg er nået langt - osse selv om jeg ikke engang er fyldt tredive endnu. Men det har osse for mig været hårdt arbejde! Jeg er i dag meget, meget glad for min mor, som har det væsentligt bedre (sygdomserkendelse er en god ting...). Jeg er på det rene med, at hun aldrig kommer til at fungere som en "rigtig" mor for mig (med alt hvad det indebærer af støtte, forståelse og omsorg), og da den erkendelse lå fast, var der osse en masse skuffelser, jeg blev fri for. Men mand, det var tungt at nå dertil - og ikke mindst forløbet dertil: At få følt al den gamle vrede og sorg og følelse af svigt igennem for at kunne lægge det bag sig! Jeg tror inderst inde, at den slags modgang har en tendens til at gøre mennesker liiidt "smukkere"... !-)
Men det, min mor trods alt kan give mig, er nu slet ikke så dårligt endda... Og jeg ved, at den dag hun dør, bliver savnet hos mig stort.
Hvad angår mænd og forhold: Ak, ak. Jeg har haft nogle virkeligt dejlige, søde og empatiske mænd inde på livet. Men det var MIG, den var gal med. Jeg sku' først ha' styr på mig - førhen turde jeg slet ikke tro på ømhed. Turde ikke ha' tillid. Var jo vant til, at den slags altid havde været noget frygteligt ustabilt og i sidste ende meget skuffende noget... :-(
Nu er der langt om længe ved at være plads til hele mig i mit liv. Derfor kan jeg osse kapere min mor.
Den sidste - vigtige - sætning smuttede:
Og forhåbentlig dermed osse ta' imod og gi' kærlighed og nærhed...
Godt du er nået så langt....(det tog heller ikke mig alle årene op til 40+ i øvrigt - jeg ville f.eks. aldrig have turdet at få mine børn, hvis ikke jeg ku' overskue mere end mig selv) Men det var hårdt arbejde......Nu må du vide, at det heller ikke var sådan, at jeg klappede i mine små hænder, da min mor døde - det jeg skriver er efterrationaliseringer. Da min mor døde -pludseligt- i 2001 - dagen efter, at jeg havde snakket med hende som sædvanligt- ja der gik jeg helt ned med flaget...jeg sørgede....meget..hun var nemlig en god mor, en varm mor, en kærlig mor..tog mig faktisk flere år at komme mig over......Mht. kærester og det at give sig selv, og at give og tage imod kærlighed, så tror jeg stadig, at jeg har været ekseptionelt heldig.....Jeg fik en mand, der ikke gav op, som accepterede mig med alle mine traumer og som forøvrigt ikke selv var helt "appelsinfri"...Vi var simpelthen Squash-buddies fra dag ét....det er vi faktisk den dag i dag...
Send en kommentar
<< Home