Susling leder

....efter en eller anden mening? En vej? Et overblik? Sig selv? Spekulerer hæftigt på, om jeg egentlig tabte mig selv et eller andet sted på vejen eller om jeg måske i virkeligheden har fundet tilbage til noget og det, der så var ind mellem, var et intermezzo? Kan det være sandheden? Føler mig ramt i baghovedet af noget for 30 år siden. 35 år siden......

"Ok Susling, du får lov til at lege med, men så skal du være hundien eller endnu bedre faren!" Faren, der altid går ud af legen, fordi han skal på arbejde. Så ku' man sidde derovre i hjørnet og se på moren og babyerne - de gode i legen.

Jeg måtte jo godt være med.....Blev ikke rigtigt holdt ude...Det var bare som om, jeg ikke helt forstod koderne og reglerne. Som om det jeg legede, var parallelleg.....Som om jeg stod på den anden side og betragtede. Jeg så spillene. Ku' også gennemskue dem...og melde pas på dem. Trække mig, hvis jeg ikke gad......men gribe mig eller føle dem som en integreret del af mig, ku' jeg ikke.

Forklaringen er måske, at jeg ikke er helt dansk og alligevel så er jeg det, for det er her, jeg har mine rødder. Her jeg har boet det meste af mit liv. Jeg har historie og hukommelse, der går længere tilbage end mit eget liv. Hvis jeg tænker godt efter, kan jeg huske helt tilbage til krigen i 1864, arbejderkampene omkring forrige århundrede-skifte. Alle de historier jeg har fået fortalt, er også min erindring. Jeg kan min Halfdan og min musikhistorie. Elsker havet og det danske lys. Somrene med mormors rødgrød med fløde. Men der er også huller....fra de perioder, hvor jeg boede i Østrig. Julekalendere jeg ikke så, som alle ellers kender..melodigrandprixer, tv-speakere...i de huller er der i stedet "Geheimnis des Meeres", "Betthupferl", "Kasperl", Knödel og Kermesse, pigeskoler og Nonnehospitaler, Schützenkapelle og dirdnlkleid, kolde snefyldte vintre og petroleumsovne, søbad og lange varme, simrende somre, schlagermusik med Peter Alexander og kæmpeplader Milka-chokolade......kun billeder i min erindring, men ingen at dele det med.

For jeg er heller ikke østrigsk. I Østrig var jeg dansk, hende fra Danmark, hvor frisindet bor, hvor man klæder sig af foran hinanden uden at skamme sig, hvor man godt må råbe op, hvis man ikke gider, hvor man godt må kæreste og gå til fester, hvor man siger du til læreren og kalder ham ved fornavn, hvor man ikke skulle skrive med fyldepen og fik små stjerner i sit skrivehæfte, hvor man ikke var tvangsindlagt til at lære at strikke strømper med 4 pinde og snoeninger. Hvor man ikke gik med BH....

Med to kulturer i rygsækken er jeg blevet tvangsindlagt til, at være hende, der altid stiller spørgsmål.....er skeptisk......er med på sidelinjen.....Hende der bare ikke forstår det game.......og heller ikke rigtig ved, hvordan hun skal overtage legen. Måske fordi hun trækker sig, hvis legen bliver for paralel...?