Susling er...

bange for at miste eller har i hverfald været det. Det lyder skørt, især set i lyset af mit 22 år lange forhold, hvor vi jo har commited os til hinanden med børn, vielsespapirer, fælles gæld og forsikring, en pladesamlig der er smeltet mere og mere sammen med årene. Hvis er nu egentlig hvad?

Men erkendelsen af, at jeg vel egentlig altid har været 10% bekymret/ikke sikker på vores forhold, ramte mig som et køleslag på en svensk rasteplads for to uger siden. Sådan et sted med borde, bænke, affaldsspande og en lind strøm af feriende børnefamilier med køletasker - alle på vej til og fra steder. Bare lige et hvil og så afsted på motorvejen igen.......

Vores unger sidder allerede ved bordet. Jeg er ved at pakke mad og drikke ud og My Guy er på vej over til os, med noget vi havde glemt i første omgang. Ungerne pjatter og fjoller. Jeg ser op fra det, jeg er ved at pakke ud, ser på My Guy og bliver pludselig så glad. En dejlig ro sænker sig over mig og pludselig føler jeg det helt ud i knoglerne:"Han er der 100% for mig. Han er der til at bære alle bekymringerne sammen med mig. Han vil virkelig det her! Også selv om jeg måske ikke lige nu er det mest festlige. Den mest tjekkede og for første gang i mit liv er afhængig af ham økonomisk." Jeg bliver pludselig så glad og lykkelig over min lille familie. Tænker: "Det her har jeg gjort godt. Det har vi gjort godt." Opdager også i samme momang, at der altid har været det her nagende et eller andet. Den her sidste indre modstand mod at gi' mig helt hen. Måske af angst for at miste, måske af angst for at opgive mig selv fuldstændig. Bare lige den her sidste parade mod det her slag, som jo kan komme.

Folk bliver jo skilt. Selv efter lange forhold. Vi har lige nu en meget grim skilsmisse inde på livet, hvor vi er vidne til, hvor onde to tidligere elskende kan være mod hinanden. Måske er det med til at give mig den her lykkefølelse, fordi mit forhold bliver sat i perspektiv? Målt op i mod andres? Jeg ved det ikke. Tror egentlig også den her 10%-følelse har været der hos My Guy.....For jeg fortalte ham selvfølgelig, hvad jeg følte og at jeg altid tror vi har haft den her lille nagende hvad-nu-hvis-følelse. "Ja, sagde han,"den er væk nu."

Tror nu ikke, at det nødvendigvis har været helt igennem negativt. Den har også holdt os lidt i skak. Har animeret os, så det hele ikke blev det rene selvfølgelighed. Men nu er det vist tid til noget nyt. En ny fase af ro.......Tror sgu egentlig jeg vil stryge hans skjorter. Har jeg vist ikke gjort siden vi var nyforelskede.....!