Suling funderer på......

om man bliver klogere med alderen eller om man bare bliver lidt mere teflon-belagt og ligeglad? Er det sådan, at man, når man når en vis alder, begynder at lade sig nøje og stiller sig tilfreds med det, man nu engang har? Lægger stræbsomheden på hylden og længslerne i skuffen.....hvis man da overhovedet har flere af dem tilbage....Sorry, det var så din kvote længsel fra nu af er det 'the straigth and narrow'.

På en måde kan jeg godt leve med den hersens ro.....det er dejligt befriende at være ligeglad......og at acceptere nogle tilstande som de nu engang er..........faktisk ville jeg ha' ønsket, at mit overfyrre-jeg ku' ha' ført en fornuftig og opbyggelig samtale med mit 30-årigeunghårdtarbejdendemortilsmåbørn og lige noget efteruddannelses-jeg. Jeg tror jeg ville ha' fortalt hende, at hun skulle slappe lidt mere af, nyde nu'et lidt mere og ikke mindst ikke have været så kritisk over for sin krop.

Men den gang, der gik det huhejvildedyr over stok og sten og der var så meget, mit 30'er jeg skulle nå.......hun var godt nok begyndt at få åndenød, var begyndt at fantasere om tid og en time-out...til sidst ku' hendes sjæl nemlig næsten ikke følge med mere.....Hun begyndte at læse bøger som: "10 tanker om tid" og håndbøger om simple living. Hun storkede fra det ene til det andet og suplimerede lige med lidt powershopping ml. arbejde, hente unger og alm. kvalmende åndenød...Det hjalp også altid i fem minutter, den er dyre designertrøje hun lige nåede at hive ned fra hylden på sin vej......Men hun er lysår væk i dag.....Filmen knækkede og hun mistede fokus......havde bare konstant kvalme og kunne ikke finde sin hylde.........

Lyder jo så som om det så er det rene nirvarna i dag......Som om......for mit 40'er-jeg har også mistet. Gejsten, gnisten, drivet.......måske lidt af det. Lige nu i hvertfald.......men en ting er helt sikkert forsvundet: Drømmene.........Jeg ved hvad jeg kan få, jeg ved hvad jeg har at gøre godt med i det her liv.......Sgu da lidt trist egentlig........!