Susling husker

Da jeg læste dette smukke indlæg hos Kryddernelliken
gik det op for mig, at det på lørdag er fem år siden min mor døde. Jeg havde faktisk glemt det.
At det nu er fem år siden min moster fandt hende. Jeg havde talt med min mor dagen før og næste dag, så var hun bare væk.......jeg nåede ikke at sige farvel til hende. Men det gør ikke noget. Jeg havde måtte lære at sige farvel mange år før. Dengang da jeg som 14 årig måtte indse, at hun hellere ville leve i en anden virkelighed, end den jeg levede i. Dét var et tungt farvel og et farvel, der tog mange år. Så da jeg endelig kunne sige rigtigt og endegyldigt farvel var det næsten en lettelse. Jeg kunne vise min omsorg ved at arrangere hendes begravelse.......finde den rigtige kirke, vælge den smukkest kiste og urne, få præsten til at sige nogle relevante og vedkommende ord......min far, der var blevet skildt fra min mor mange år før....kunne komme og sige farvel på sin måde....han fik lov til at pynte kirken op.....og den var så smuk med de fineste sartrosa roser.....da jeg trådte ind i kirken før selv begravelsen, fordi jeg lige ville se, om min mor lå godt.....husker jeg at knæene eksede under mig, heldigvis greb min far mig.....for nok den første og eneste gang...Det er en smuk erindring......Tre år efter døde min far...........Jeg tror jeg vil op til hendes grav sammen med mine børn og min mand. Jeg vil op og lægge en smuk buket blomster.....bare for at vise, at hun ikke er glemt, men at jeg samtidig er gået videre med mit eget liv. Det vil hun helt sikkert være glad for.