Susling gør op med noget meget feminint

Der findes en bestemt type kvinder....Kvinder der lissom tænder en indre glød, hver gang de snakker med mænd. Ofte er de ikke nødvendigvis interesserede i manden...det er mere det her med, at han er en mand, der får dem til at tænde på alle kontakter. Jeg har observeret det tit, f.eks. når jeg har været ude i byen. Jeg har set dem spille op, flirte, lege og når manden så er blevet helt tændt, så slukker de og lader ham sidde slukøret tilbage........Fordi de dybest set ikke var interesseret i manden selv, men mere det, at han var EN MAND og når han så reagerede på de signaler, der blev afsendt og ville mere, for det vil de jo...så blev det for meget/uinteressant.

Nu er det ikke sådan, at jeg selv går af vejen for en flirt...bestemt ikke.....og jeg ved, at man kan bruge sin femininitet i mange situationer. Jeg er overhovedet ikke bleg for at indrømme, at jeg har brugt/og bruger min kvindelighed, når det er nødvendigt. Har jeg f.eks. mærket, at det i nogle arbejdssammenhænge trak op til 'tordenvejr', så har jeg da valgt, at tage det mere feminine tøj på på arbejde den dag. Måske en lidt kortere nederdel, en bluse over i det mere pastel-agtige, ladet mit lange hår hænge løst......Indrømmer også blankt, at jeg nogle gange har grebet til det utilmative våben: Tårene...Det afvæbner de fleste mænd.

Som udgangspunkt synes jeg, at flirt og kokketeri er dejligt. Jeg er stolt af at være en kvinde og jeg sætter bestemt pris på, at nogen synes jeg er smuk/appetitlig/attraktiv osv. Det er bare ikke godt, hvis flirt og spillen op bliver brugt som en bekræftigelse. Hvis det er den eneste måde, man kan føle sin eksistens. Hvis flirten og bekræftigelsen er et slags spejl, man kan holde op for sig selv og ikke et udtryk for den gensidige tiltrækning og interesse og ikke mindst respekt, det i virkeligheden burde være. For den slags flirt er en bekræftigelse, der sidder udenpå......den sidder i det blanke hår, de blafrende øjenvipper, den slanke krop, den brune hud.

Hvor må det være svært hele tiden, at skulle spejle sig i andres øjne. Hvor må det være anstrengende hele tiden at skulle finde bekræftigelsen i mændenes blik. Og hvor må det være svært, hvis man ikke har fundet bekræftigelsen i sig selv, den dag udseendet falmer.........For når det sker, bliver det uklædeligt og nærmest patetisk, at stå som en anden lillepige og kærligt spinde, hver gang noget med klokkespil kommer forbi......fordi man ikke kan lade være, fordi det er den eneste form, man har lært.

Og mændene.......jeg tror faktisk ikke engang, de ved det her! Jeg tror, at de bliver smigrede, hver gang en kvinde kaster sit blik på dem....viser deres interesse.....Tja...hvad siger I?